Komiker Ane Høgsberg burde være sponsoreret af Espresso House

Du læser Broadly-serien 5/5, som har fået sit navn, fordi vi i fem minutter, fem dage i streg ringer og forstyrrer et menneske på job. For hvordan det er at være komiker eller minister eller præst eller at eje en grillbar eller…

I denne uge har vi fulgt den 29-årige komiker Ane Høgsberg. Hun debuterede som standup-komiker i 2008 og har levet af at være sjov siden 2015. I sit seneste show, “Dårlig Feminist”, tog hun udgangspunkt i sin egen utilstrækkelighed som feminist – for eksempel, hvordan hun ikke kan hidse sig op over mænd, der manspreader i s-toget, og hvordan hun gerne vil lægges an på at gustne mænd i byen. Nå ja, og så var hun med i Vild med Dans sidste år. Vi fulgte hende i en almindelig arbejdsuge, hvor hun både skulle ud og optræde med nyt standup-materiale og optage sketches til Tvprisen, som hun er vært ved på lørdag. En uge med Zumba, tatoveringer og en frygtelig masse kaffe på Espresso House.

Mandag klokken 10.03, fortovet på Kronprinsessegade, København

Ane: Godmorgen.
Nicoline: Forstyrrer jeg?
Ane: Nej, jeg har lige fem minutter, inden jeg skal til møde med min manager. Vi skal tale om PR i forbindelse med tv-branchens awardshow, Tvprisen, som jeg skal være vært på. Så jeg står bare lige og cooler ned på gaden.
Nicoline: Hvad er dine planer ellers for i dag?
Ane: I dag er en meget lang dag, hvor jeg er i gang til klokken 22.30 i aften. Når jeg har været til møde her, skal jeg videre til et andet kaffemøde, og i aften skal jeg ind og være gæst i Brian Mørk Show på Comedy Zoo. Han har sådan en program, hvor man improer over en karakter.
Nicoline: Hvad skal du så improvisere?
Ane: Jamen, det er publikum, der kommer med karakterne. Brian Mørk spørger publikum, hvem de her sjove folk skal være. Så siger de ”astronaut” eller ”børnehavepædagog”, og så improer vi den karakter, mens Brian Mørk interviewer os.
Nicoline: Er det sjovt at lave?
Ane: Ja, det er vildt sjovt. Det er meget out of my comfort zone, fordi jeg plejer at stå med noget materiale, jeg selv har skrevet og forberedt, og som jeg ved, hvor skal hen. Her ved jeg aldrig, hvor det ender. Som standupkomiker er jeg ret intimideret af at lave impro på scenen. Jeg er ikke er sådan en, som er vildt god til at sige ‘Nå, du er snedker, fedt! Det improer jeg bare lige hen over’, så det er en ret god øvelse for mig at lave Brian Mørk Show.

Tirsdag klokken 13.33, Espresso House, København

Ane: Jeg skal til Zumba klokken 17.
Nicoline: Til Zumba?
Ane: Ja. Jeg er begyndt at gå til Zumba, og jeg er en blanding af angstprovokeret og rigtig glad for det.
Nicoline: Det er lidt five years ago, er det ikke?
Ane: Jeg er meget bevidst om, at det er lidt prollet, men efter Vild med Dans fandt jeg ud af, at dans er den eneste form for motion, som jeg synes er sjov. Men altså, man bliver meget bevidst om, at man står i et meget lille lokale med 15 andre damer og prøver at danse til Shakira.
Nicoline: Men er du så ikke helt vildt overkvalificeret, fordi du har været med i Vild med Dans?
Ane: Nej, nej, nej, neeej! Det viser sig, at danse er ikke ligesom at cykle. Det er ikke sådan, at bare fordi jeg har lært det en gang, så kan jeg bare det.
Nicoline: Jeg troede, du skulle skrive stand-up i dag?
Ane: Det skal jeg også, for i aften skal jeg til open mic og optræde med noget nyt materiale, som jeg har siddet og skrevet på den sidste uges tid. Så det skal jeg kigge lidt mere på her i eftermiddag.
Nicoline: Hvad handler det nye materiale om?
Ane: Værnepligt for kvinder og om at fake orgasmer.
Nicoline: Hvad handler det med værnepligt for kvinder om?
Ane: Det handler om, at jeg egentlig synes, det er mærkeligt, at alle kvinder ikke gerne vil have værnepligt. For det betyder, at hvis Danmark kommer i krig, skal alle mændene i krig, og så skal vi – ligesom under 2. Verdenskrig – ud og tage alle mandejobs, som VVS’er og skraldemænd, og det gider jeg ikke. Jeg vil hellere i krig, end jeg vil være skraldemand. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er sådan: Ja! Vi skal have værnepligt til alle.

Onsdag klokken 15.11, Espresso House, København

Nicoline: Du skulle tatoveres i dag?
Ane: Ja, jeg skulle bare lige nå at have tegnet nogle gamle tatoveringer op, inden min tatovør smutter på barsel. Så hele min underarm er hævet og blodig, og jeg er hele tiden bange for, at det skal flyde ud med blod. For jeg bløder ret meget, når jeg bliver tatoveret. Men jeg har en langærmet sweater på, så der ikke er nogen, der skal sidde og brække sig her på cafeen. Og jeg skal heldigvis kun bruge fingrene til at skrive.
Nicoline: Hvor er du henne af?
Ane: Jeg sidder sammen med min gode ven og kollega Mads Holm. Han er en meget dygtig komiker, som jeg sparrer godt med. I dag skal vi kigge på open mic’en, som jeg optog i går, og så skal vi jamme lidt og se, om han har nogle gode ideer.
Nicoline: Hvordan synes du selv det gik?
Ane: Det gik godt. Mit succeskriterie var, at jeg kunne huske det, og der var noget sjovt i det. Og det var der. De grinede nogle steder, hvor jeg ikke troede, de ville grine, og andre steder, hvor jeg troede, de ville grine, grinede de ikke. Så det skal jeg lige gennemskue, hvorfor de gjorde.
Nicoline: Hvordan fungerer det, når I sparer?
Ane: Så siger jeg til Mads, at jeg har prøvet de her ting i går, og viser ham materialet og spørger, ‘hvad synes du?’ Og så tænker han lidt over det og siger: ’Har du prøvet denne her vinkel? Eller hvad med den her joke?’
Nicoline: Nå, nu er der gået fem minutter, så jeg vil løbe igen, vil du tage et billede?
Ane: Ja, men det bliver jo lidt det samme billede om igen. Det er mig i den samme setting, men med en ny sweater.

Torsdag klokken 15.33, Fisketorvet, København

Ane: Vi er lige blevet færdige med optagelserne til nogle sketches, der skal vises til Tvprisen. Det er altid sjovt at optage sketches. Mine arbejdsuger ligner på mange måder hinanden, det er meget med at side og skrive og tage ud og optræde, så det er rart med de der breaks. Nu er jeg taget i Fisketorvet for at se, om jeg kan finde noget tøj, jeg kan have på, når jeg skal være vært på selve liveshowet.
Nicoline: Hvad vil du gerne have på?
Ane: Jeg kunne godt tænke mig et sæt. Uden at der skal gå helt Sofie Linde i den, for hun sidder ret godt på de farvestrålende sæt. Alternativt en knælang kjole. Jeg er ikke så damet, så det skal være noget, der er casual-pænt.
Nicoline: Jeg troede, man blev stylet til sådan noget?
Ane: Det tror jeg også godt, jeg kunne blive, hvis jeg ville. Jeg har bare tit oplevet, at der er en rigtig dygtig stylist, som har fundet noget, der bare slet ikke er mig. Så jeg tænker, det er bedre, at jeg selv finder noget.
Nicoline: Og så skal du ikke mere i dag?
Ane: Jeg tror måske, jeg skal til open mic på Den Glade Gris i aften, for det kunne være rart lige at få testet materialet fra i tirsdags med de rettelser, mig og Mads lavede i går. Jeg har godt nok ikke fået noget spot, men jeg plejer at kunne luske mig til et, hvis jeg tager derned og blinker med dådyrøjnene.

Fredag klokken 11.29, Espresso House, København

Ane: Jeg er næsten lige kommet ind på en cafe igen, igen, igen.
Nicoline: Hvilke cafe er det denne gang?
Ane: Det er den samme som altid. Espresso House.
Nicoline: Det er tredje gang denne uge. Er du sponseret af Espresso House? For så skal du sige det nu.
Ane: Nej, men det burde jeg kraftedeme være. Man burde jo egentlig sige ‘unavngiven kaffebar’, indtil de smider nogle penge efter det. Men nej. Her er bare altid ret god wifi.
Nicoline: Modtaget. Og hvad skal der så ske nu?
Ane: Nu skal jeg sidde og skrive en sketch færdig til Tvprisen. Det skal jeg gøre i et par timer, og så skal jeg over til min manager og vise hende det tøj, jeg købte i går, og høre, om hun synes, det kan noget.
Nicoline: Hvad købte du?
Ane: Jeg kom til at købe to sæt. Det ene er sådan et sort glimmersæt. Det er meget flot, men det tror jeg ikke, jeg skal have på til Tvprisen. Det har jeg på nu. Just for laughs. Det andet er en mønstret buks og en kimono. Hvis min manager siger god for det, så tror jeg, at det bliver det.
Nicoline: Og det er ikke for meget Sofie Linde?
Ane: Hun skal jo på barsel lige om lidt, og der skal jo være en der overtager mønsterstafetten. Det kunne godt være mig, tror jeg. Den mørkhårede Sofie Linde.
Nicoline: Kom du til open mic i går?
Ane: Nej, jeg havde lige fået min menstruation og var sådan lidt øfferen, så jeg lå bare derhjemme med hunden, og havde ondt af mig selv, og spiste slik.
Nicoline: Hvordan er det egentlig, at være komiker? Føles det som et arbejde, eller går man bare og har det grinern hele tiden?
Ane: Det føles som arbejde, men jeg kan rigtig, rigtig godt lide mit arbejde, og jeg elsker hverdagene. Det er grineren, og alle mine kollegaer er jo sjove.
Nicoline: Hvad er det hårdeste ved dit arbejde?
Ane: Det er de der uger, hvor jeg starter nyt materiale op og tager på open mic, og der så bare slet ikke er nogen, der griner. Det er så modbydeligt. Da jeg lavede Vild med Dans optrådte jeg ikke i fire uger, og da jeg skulle tilbage fra det, havde jeg en måned, hvor jeg slet ikke syntes, jeg kunne noget, og tænkte, at jeg slet ikke var sjov længere. Og hvis folk ikke griner, kan jeg ikke skyde skylden videre på dem nede i regnskab. Det er mig, der er dårlig. Og det er lidt hårdt for selvtilliden.