Kvindernes internationale kampdag fejres i over hundrede lande og sætter fokus på kønspolitiske sejre og den fortsatte kamp for ligestilling. Men det er sjældent, man hører om kampdagens radikale begyndelse eller de ukuelige aktivister, der startede den. En af nøglefigurerne i den forbindelse er Theresa Malkiel, der gik fra at være fabriksarbejder til frontkvinde i kampen for ligestilling i begyndelsen af det 20. århundrede.
Selv om der er uenighed om, hvor og hvornår den internationale kampdag blev grundlagt, så tilskrives forløberen, kvindedagen, gerne Malkiel. Det var en stor bedrift i sig selv, men det er langt fra Malkiels eneste. Theresa Malkiel viede sit liv til at forbedre forholdene for arbejderklassens kvinder, flygtninge og indvandrere og var især fokuseret på mærkesager som stemmeret, indfødsret og adgang til uddannelse. Men modsat mange af hendes samtidige, så er Malkiels historie ”desværre gået i glemmebogen, og der findes ikke megen dokumentation for det, hun har opnået,” skriver historiker Sally M. Miller.
Videos by VICE
Ud fra de sparsomme kilder, vi har, tegner der sig dog et billede af en ukuelig kvinde, der brændte for retfærdighed. Hun ankom til New York som 17-årig i 1891, efter hun, sammen med sin familie, forlod Rusland på grund af forfølgelsen af jøder. Ligesom mange andre unge, kvindelige flygtninge måtte hun arbejde hårdt for at overleve, og hun fandt derfor arbejde som syerske i den berygtede tekstilindustri. Arbejdsforholdene var forfærdelige. Fabrikkerne var overfyldte med arbejdere, og det var ikke ualmindeligt at arbejde op til 65 timer på en uge. Materialerne skulle arbejderne selv betale for, og de blev ofte låst inde på fabrikken for at forhindre dem i at tage pauser.
Malkiel var overbevist om, at den eneste vej frem var solidaritet blandt kvinderne, og derfor blev hun aktiv del af fagforeningsbevægelsen. Men det var ikke nok med tanker og ord. Der skulle handling til for at forbedre forholdene. Som Miller skriver: ”Hendes tilværelse i USA havde lært hende, at ugifte, indvandrerkvinder havde svære forhold. Hun blev radikaliseret af sine egne erfaringer.”
Malkiel var en begavet skribent, og hun brugte sine evner til at dokumentere tekstilarbejdernes kamp for bedre vilkår. ”Hun skrev for socialistpartiets avis i New York under den store tekstilarbejderstrejke (kendt som Shirtwaist Makers-strejken, red.) i 1909,” fortæller professor i historie ved Dartmouth College, Annelise Orleck. ”Et sted i mellem 20.000 og 40.000 syersker nedlagde arbejdet, så det var den største aktion i kvindebevægelsens historie op til da. Theresa Malkiel skrev om strejken og var meget interesseret i at bruge strejken som et redskab til at få kvinderne på gaden og på den måde vise omverdenen, hvor slemme forholdene var.”
I 1910 udgav Malkiel romanen The Diary of a Shirtwaist Striker, der blotlægger det mod, som de strejkende arbejdere viste verdenen gennem deres handlinger. Bogen er dedikeret ”med stor ærbødighed til de mange anonyme heltinder fra Shirtwaist Makers-strejken.” Efter Triangle Shirtwaist-fabrikken nedbrændte i 1911, en ulykke, hvor 146 arbejdere omkom, var Malkiels roman og den opmærksomhed, den fik i offentligheden, med til at bane vej for en reform af arbejdsmarkedslovgivningen.
”Ja, kvinderne arbejdede under hårde forhold dengang, men jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige, at det fortsat er tilfældet,” fortæller Orleck, da jeg spørger ind til omstændighederne for arbejdere dengang. ”Der er en masse negative tiltag, som har undermineret de sejre, som arbejderbevægelsen sikrede i starten af det 20. århundrede – herunder begrænsninger for, hvor lang arbejdsdagen må være, overtidsbetaling og weekend – ting, der egentlig har været helt almindelige i mange år, er det ikke længere. Sådan er det ikke bare i USA, men over hele verden. Tekstilindustrien har vokset sig tre gange så stor over de sidste 18 år. I mellem 2000 og 2015 er vi gået fra en arbejdsstyrke i tekstilindustrien på 20 millioner til mellem 65 og 70 millioner på verdensplan. Størstedelen er kvinder, og de udkæmper en global kamp, der til forveksling ligner den Theresa Malkiel beskrev tilbage i 1909.”
Malkiel meldte sig ind i det amerikanske socialistparti og blev hurtigt valgt ind i kvindernes nationalkomite. Det var, mens hun sad i komiteen, hun grundlagde kvindedagen, som første gang blev afholdt i februar 1909. En forsamling på 2.000 mennesker mødte op foran Murray Hill Lyceum i New York for at høre feminister og socialister tale om vigtigheden af ligestilling og stemmeret for kvinder.
”Det var de i allerhøjeste grad,” svarer Deborah Stienstra, da jeg spørger, om Malkiel og hendes samtidige var radikale aktivister. Stienstra har beskæftiget sig med og skrevet om den internationale feministbevægelse. For at sætte kampen, som kvinder som Theresa Malkiel engagerede sig, ind i en større sammenhæng henviser hun til teksten til den berømte arbejdersang ”Bread and Roses”.
”Hvis man nogensinde har sunget med på den sang,” siger Stienstra, ”så ved man, at den handler om kvinders evne til at brødføde deres familier, og den er en hyldest til deres kamp og det faktum, at de er arbejderkvinder. Det er ikke kvinder, der tilhører borgerskabet. Det er kvinder, som må arbejde i produktionsapparatet, så deres familier kan overleve.”
Selv om Malkiel endte med at gifte sig med en forretningsmand og på den måde undslap livet på fabrikken, så blev hun ved med at være engageret i kampen for social retfærdighed. Hendes perspektiv anskueliggøres bedst i hendes eget forfatterskab. Længe før Hillary Clinton brugte kampråbet ”kvinders rettigheder er menneskerettigheder”, lavede Malkiel den forbindelse i et essay fra 1909:
”Kvindespørgsmålet er i virkeligheden et spørgsmål om menneskerettigheder,” skrev hun. ”Kvindens frigørelse handler i virkeligheden om frigørelsen af mennesket i hende.”
Jeg spørger Stienstra om, hvad dagens kvinde kan lære af Malkiel og hendes samtidige aktivister.
“Det vigtigste er, at vi skal arbejde sammen for at skabe forandring,” siger hun. ”Sammen står vi stærkt. En enkelt stemme er ikke nok. Vi må stå sammen og være vedholdende og bekæmpe undertrykkelsen og samtidigt kæmpe for dem, der ikke har adgang til den kollektive kraft.”
Det er en tanke, som Theresa Malkiel mere end nogen anden legemliggjorde.
