​På diamantjagt i Den Centralafrikanske Republik

For næsten tre år siden, da Seleka-oprørere stormede Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik (CAR), for at afsætte præsident François Bozizé, tvang de en nation, der allerede var hærget af en fortid spækket med udnyttelse, omsorgssvigt og vold, i knæ. Seleka-styrkerne, en overvejende muslimsk koalition af bevæbnede grupper fra den nordøstlige del af landet, erobrede i en kort periode magten, men de grusomheder, de udsatte befolkningen for undervejs førte i sidste ende til deres undergang, da kristne militser kendt som "antibalaka" gik til modangreb.

Den efterfølgende borgerkrig mellem bevæbnede kristne og muslimske styrker blev en blodig skrue uden ende, indtil neutrale iagttagere advarede om, at situationen var eskaleret til et punkt, hvor risikoen for folkemord var overhængende. Gennem en fransk militæroperation og to fredsbevarende FN-missioner er det lykkedes at dæmme op for kampene, men overgangsregeringen har endnu ikke fået fuld kontrol over landet, der stadig er opdelt langs etnoreligiøse linjer, og fortsat er præget af udbrud af sekterisk vold.

Udenfor Bangui er CAR i bund og grund bare en håndfuld provinser, hver styret af faktioner, hvis eneste bidrag til fredsprocessen er tomme løfter. De har indflydelse på de lokale myndigheder, der uden nogen form for organiserede politi- eller militærstyrker, ikke har kapaciteten til at få situationen under kontrol og er afhængige af lokale krigsherrer for beskyttelse. Ifølge International Crisis Group er CAR "værre end en sammenbrudt stat".

Da vi i september rejste til CAR, besøgte vi tre af landets byer, både i antibalaka- og Seleka-territorier, og så hvordan de samme mønstre gik igen og igen. Hverken muslimer eller kristne snakkede om religion. Folk klagede over ulighed, fattigdom og over følelsen af, at ikke at være i kontrol over deres egen skæbne.

"Der var tegn i sol og måne," fortæller en muslimsk diamanthandlende os i den sydvestlige, kristne del af landet. "Vores ledere tog alt fra os. De beholdt den politiske og økonomiske magt. De svækkede os, og så fortalte de os, at vi var hinandens fjender. Når du ingenting har, så er det nemt at tro på."

I dag er CAR nok verdens fattigste land, forarmet og fuldstændig afhængigt af støtte fra udlandet, der sparsommeligt administreres af et internationalt samfund, der er mere interesseret i at finde en hurtig måde at trække sig ud af konflikten end at opbygge en gunstig grobund for vækst og udvikling. Over halvdelen af befolkningen har brug for humanitær nødhjælp, og over 500.000 mennesker er fortsat fordrevet fra deres hjem, eller lever i flygtningelejre i nabolande.

Alligevel bliver der til december afholdt valg. Det foregår i et klima præget af frygt, i byer, der regeres af bevæbnede faktioner og med de samme mennesker på stemmesedlerne, som stod bag landets konflikt. CAR har aldrig haft en chance.