FYI.

This story is over 5 years old.

Gaming

Mit usunde 'World of Warcraft'-forhold har gjort mig til den, jeg er i dag

Spillet gav mig så mange oplevelser, interpersonelle kompetencer og så meget selvtillid, at jeg slet ikke kunne give slip på det.
24.8.16

Mit liv som lillahudet vandringsmand. Fotos via forfatteren.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Nogle ting i livet er så følelsesmæssigt tunge, at man er nødt til at vælge mellem at holde fast i dem for evigt eller at droppe dem fuldstændigt, én gang for alle. I World of Warcraft kaldes de ting for 'soulbound items' og er en slags genstande, der binder sig til dig for evigt, når du først har taget dem på. Smid dem væk, eller behold dem for altid. Du har ikke andre valg. WoW er i sig selv en 'soulbound' ting, det er en unik oplevelse, som eks-spillere enten elsker og værner om eller afviser fuldstændigt. Jeg havde selv et vildt usundt forhold til spillet, men jeg er nødt til at stå ved det, for det gjorde mig til den person, jeg er i dag.

Annoncering

World of Warcraft: Legion udkommer i den her måned, og det fik mig kort til at overveje at dykke ned i spillet igen. Jeg bekæmpede trangen ved at lytte til soundtracket og fylde en dagbog med gamle minder fra spillet – en samling inspiration til en fantasy-tegneserie. Og efter at have brugt et par lange nætter på at genopleve min digitale storhedstid, var det pludselig ekstremt fristende at logge ind igen. Mine seneste gaming-eventyr har fået mig til at hungre efter en oplevelse, jeg virkelig kan fordybe mig i, og uden en PS4 var No Man's Sky uden for min rækkevidde, så alt pegede på, at WoW var tilbage på menuen. Så kom jeg i tanke om, hvorfor jeg stoppede med at spille.

Jeg var afhængig. World of Warcraft gav mig i en periode så mange oplevelser, interpersonelle kompetencer og så meget selvtillid, at jeg ikke kunne lægge det fra mig. Jeg var en mester – på internettet – men ude i virkeligheden var jeg stoppet med at gå i bad og spise sundt, og jeg var ved at rådne op af selvlede. Jeg spillede 13 timer om dagen uden at tage bukser på. Og så skete der det, at jeg indledte et in-game forhold, der legemliggjorde min ødelæggende WoW-afhængighed. (Jeg lover, at det også til dels eksisterede i virkeligheden.)

Vi arbejdede sammen. Hun hed Rho* og var ældre end mig. Vi begyndte at ses næsten lige med det samme. Vi fejrede vores union ved at oprette nye karakterer sammen i WoW. Vi fik mange nætter til at gå med at hænge ud – en meter fra hinanden, på hver vores computer.

Annoncering

Fik du set: Billeder af de danske cosplayere til Pokémons 20 års jubilæum

Rho og jeg rollespillede som de majestætiske væsner, der er kendt som Draenei. Jeg var jægeren Artoodee. En lillahudet vandringsmand, der foretrak at holde afstand til sine fjender og bruge sin armbrøst. Han blev sjældent spottet uden sin trofaste følgesvend, katten Threepeeoh. Rho var en hellig ridder, der brugte store våben og havde en guddommelig evne til at heale andre. Hun var nådesløs, from og frygtløs. Sammen var de en formidabel duo.

Det var Rho og Zac ikke. Jeg var en overvægtig 20-årig, der læste historie. En bleg eremit, der elskede at ligge ned og spise Doritos. Jeg blev sjældent set uden for min dør på grund af nogle ret intense usikkerheder omkring mit udseende. Rho var en evighedsstuderende med kemi som hovedfag. Hun var arrig og impulsiv, og jeg følte, at hun manipulerede med mig og andre mennesker.

Vi faldt hurtigt ind i en rytme og brugte vores nætter på at dyrke gurglende frø-skabninger kaldet Murlocs i Azuremyst Isle i stedet for at gå ud med virkelige mennesker. Det var lige så fedt, som det lyder. Men det var meget lettere at miste mig selv i spillet, når jeg havde min kæreste med. Processen var terapeutisk og hjalp mig med at få venner. Jeg brugte kvalitetstid sammen med andre mennesker, og jeg kunne se ud over mine mange fejl og mangler – for på internettet var jeg den ideelle udgave af mig selv. Jeg følte mig altid mægtig, fordi jeg havde en ven ved min side.

Annoncering

Det var her, magien udspillede sig.

De år, jeg havde gamet WoW alene, havde været ædru og ensomme. Jeg vandrede rundt i spillets store, åbne vidder uden så meget som en ven på serveren. Som i det virkelige liv undgik jeg andre mennesker. Sammen med Rho trådte jeg ud af min trygge boble. Jeg begyndte at opbygge rigtige venskaber og påtog mig en lederrolle. Jeg kastede mig ud i late game-ekskursioner, som jeg aldrig havde været i stand til at tackle alene, og det var en helt utrolig og bevidsthedsudvidende oplevelse. Jeg følte mig myndiggjort gennem mine venskaber. De åbnede dørene for nye oplevelser og for at udforske ting, som jeg aldrig nogensinde ville have overvejet i den virkelige verden, og nej, jeg snakker ikke om at bolle.

Rho og jeg havde ikke sex i spillet, men der var digitalt forspil. Hun plejede at skrive: 'Jeg er lidt liderlig' og fjerne sin karakters rustning og påklædning. Hun dansede i spillet kun klædt i undertøj, og det var som regel et ret tydeligt tegn på, at vi ret snart ville stoppe med at spille. Jeg opfattede det som en joke – sådan husker jeg det i hvert fald.

I den fysiske virkelighed var jeg ved at gå helt i opløsning. Uden for skolen, arbejdet og WoW var Rho og jeg sammen konstant. Jeg var sindssygt bange for hende og anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle hende, at jeg havde brug for noget tid for mig selv. Det skyldtes til dels, at jeg var ekstremt konfliktsky og usikker, og det resulterede i nætter, hvor jeg drak fire liter Pepsi og spiste flere poser Doritos. Forstå mig ret; jeg er stadig virkelig glad for at spise skidt, men jeg er begyndt at nyde at have fast afføring og vil helst undgå at gå i D-Pants resten af livet.

Annoncering

Efter vi havde været kærester i en måned, spurgte hun, om jeg ville flytte sammen hos hende. Jeg sagde nej. Jeg var bange og havde svært ved at stole på folk. Det problem listede jeg mig udenom ved at fylde tomrummet i vores forhold med dovne nætter og junkfood. Det hele var ét stort bedrag for at holde hende tilfreds og beskæftiget.

I takt med at min fysiske krop svækkedes, stortrivedes mit digitale alter ego. Jeg brugte mine dage på at løbe gennem lilla græsmarker, hvor jeg jagtede monstre for at få fingrene i deres skæl. Jeg dykkede ned i grønne oceaner, vandrede dybt ind i mystiske grotter og sloges med væsner, der overgår al fantasi. Forestil dig mig gøre alt det kun iklædt underbukser til lyden af Bon Jovi. Det var ret fucking majestætisk.

Mine venner var begyndt at planlægge en tur rundt i Europa – en ide, der var blevet snakket om, længe før Rho og jeg mødte hinanden. De spurgte, om jeg skulle med. Jeg flygtede dybere ind i spillet. Jeg var for bange for at forpligte mig til at tage afsted. Jeg havde ikke lyst til at skuffe dem, men Rho opfordrede mig til at droppe turen. Hun ville ikke have, at jeg skulle rejse, og jeg var for naiv til at kunne se, at jeg havde brug for at komme væk. For hver dag, der gik, blev det sværere at slippe ud af forholdet.

Kort tid efter hele denne Eurotrip-åbenbaring udkom Wrath of The Lich King. Udvidelsen tilføjede nye territorier, missioner og nyt udstyr til spillet. Min afhængighed peakede. Rho og jeg ledte grupper på nogle-og-tyve spillere ind i kæmpe kampscenarier kaldet raids. Vi brugte mere tid på at tale med de her mennesker end nogen i vores virkelige liv. Jeg udviklede en form for ansvarsfølelse over for dem. Den følelse varede ved i flere måneder, og min WoW-afhængighed ramte kritisk masse. Mine karakterer i skolen faldt fuldstændig fra hinanden, hvilket fik mig til at tage en pause fra spillet. Jeg ville vel bare virkelig gerne have den historieuddannelse (af en eller anden grund).

Annoncering

Rho trak sig tilbage og begyndte at spille uden mig. Hun gik flere levels op og spillede med vilje i områder, jeg ikke havde adgang til. Hun brugte tid sammen med andre karakterer. Jeg sad i en græsk mytologi-time og spekulerede over, om hun mon var ude med andre spillere. Jeg var plaget af de sindssyge vrangforestillinger, som man kun får, når et forhold er lige ved at være forbi. I stedet for at komme hjem med lugten af en anden fyrs parfume på sig, loggede hun ind med rustninger og udstyr på, som jeg vidste, at hun på ingen mulig måde selv havde råd til.

Det drev mig til vanvid, og jeg følte mig nødsaget til at logge på og konfrontere hende. Det er den type sindssyg opførsel, man ender med at fortryde – og det tætteste jeg nogensinde kommer på stalking. Jeg loggede på, tjekkede min venneliste, sporede hendes position og fandt hurtigst muligt hen til hende. Hun whisper-chattede til mig hele vejen, men jeg ville tale karakter til karakter. Vi rollespillede hele svineriet, og det ved jeg godt er sørgeligt, men det var ikke en forestilling. Hun pressede mig enormt meget til at leve som hende og konfronterede mig i den virkelige verden for at få mig til at engagere mig mere i vores karakterer. Jeg havde det ikke længere fedt, når jeg loggede på. Derfor loggede jeg aldrig nogensinde på igen.

Jeg tog på Europa-rejsen med mine venner og følte mig presset til at ringe til Rho hver eneste dag, vi var afsted. Vi havde ingen fast rejseplan, så det viste sig at være næsten umuligt. Til sidst holdt jeg op med at ringe og tænkte, at jeg bare ville ride shitstormen af, når jeg engang kom hjem.

Annoncering

Da jeg kom hjem igen, havde jeg forandret mig og havde ikke længere lyst til at spille WoW. Jeg aftalte straks at tage en "snak" med Rho. Hun tog det ikke pænt, og samtalen var forbi, da hun forsøgte at slå mig i ansigtet. Efter et par uger faldt hun til ro og accepterede, at jeg aldrig ville vende tilbage til spillet eller forholdet.

Da jeg forlod min computer for at rejse, havde jeg ikke været sammen med nogen uden for WoW i mindst et år. Jeg var skrækslagen, da jeg tog afsted. At rejse er at være afhængig af fremmede – og man kan ikke være stædig. Man kommer meget længere med venlighed og samarbejde, når man er ude at rejse. Jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden ikke var en viljeløs svagpisser, der dårligt nok ville uden for en dør længere, for det var ikke den, jeg var i spillet. Jeg overvandt min frygt ved at bruge min in-game selvtillid og lederegenskaber. Det usunde forhold lagde jeg bag mig, da jeg forlod Rho.

Jeg opnåede reel fysisk og følelsesmæssig vækst ved at miste mig selv i spillet. Det gav mig modet til at komme ud af mit nederen forhold, rejse og udvikle en sund forståelse for mig selv, som jeg stadig har i dag.

*Navne er blevet ændret for at værne om de omtalte personers privatliv.

Læs mere om gaming og kærlighed fra VICE:

Jeg prøvede at finde en kæreste med Pokémon GO

Hvordan computerspil hjalp mig med at overkomme min heroinafhængighed

Mød Danmarks mest populære kvindelige 'twitcher' Sinterbell