Stuff

Voldelige konflikter på Christiania gennem tiden

For få uger siden blussede den evigt ulmende konflikt mellem politiet og hashhandlerne på Christiania op igen. Konflikten har i årtier ført vold og utryghed med sig på og omkring fristaden.

af Kristian Nielsen og Jeppe Øvig
05 juli 2016, 5:00am

Foto af Øjvind Harkamp

For få uger siden blussede en ulmende konflikt op igen, som det er sket utallige gange før. Mens de store medier var til Folkemøde på Bornholm, rykkede politiet talstærkt ind på Christiania for at rydde Pusher Street, der er lige dele turistmagnet og centrum for hashhandlen i København. Det var vigtigt at gøre nu, for ifølge politiet så har man over de seneste tre år opbygget et momentum ved at slå på bagmænd såvel som på kunder.

Men hvis det var hashsalget, man ville slå ned på, så kan successen diskuteres. Cirka en time efter, at den sidste betjent havde forladt fristaden, kunne man på Facebook se billeder af, at hashboderne som mælkebøtter igen var skudt op på asfaltspladsen. De efterfølgende dage gik politiet igen ind og ryddede boder, og umiddelbart efter kunne man så igen købe hash på staden.

Og nu går snakken atter engang på, om krigen mod stofferne på Christiania er spild af politiets ressourcer, og om ikke staten hellere burde lovliggøre cannabis og selv tjene penge på salget, fremfor at det er banderne, der gør det.

I den anledning giver VICE dig et historisk overblik over voldelige konfrontationer på Christiania, for selvom Staden er grundlagt på fredsidealer, så har bydelen dannet ramme om en del voldelige sammenstød gennem tiden.

I 1980'erne var der blodige opgør mellem banderne Bullshit og Hell's Angels, der kappedes om markedet. Det førte i 1992 til, at politiet indledte den første koordinerede indsats mod Pusher Street, hvilket straks førte til gadekampe. Siden har der løbende været sammenstød mellem ordensmagten og christianitterne. Handelen med hash er en milliardforretning, og modstanden mod myndighederne er så stor, at ikke kun politibetjente, men også parkeringsvagter og ambulancefolk bliver udsat for angreb. Alt imens kriminelle også indbyrdes kæmper om det lukrative marked på Christiania. Vi starter tidslinjen i 1981, da hashhandlen tager fart, og de første store sammenstød finder sted.

1981
Gadekampe på Christianias fødselsdag.

1982-1987
Bandekrig mellem Bullshit og Hell's Angels eskalerer kraftigt. Det er én af grundene til, at Christiania tager et opgør med hårde stoffer, som siden har været bandlyst. Et forsøg på et samarbejde mellem christianitter og politi for at bekæmpe narkotikaen ender med, at politiet bryder deres aftale og benytter lejligheden til at anholde en række hashsælgere i stedet. Bullshit sad på hashmarkedet på Christiania i starten af 1980'erne, men mister i løbet af krigen magten på fristaden.
Modstanden mod rockerne når sit højdepunkt, da man i 1987 finder resterne af et lig, der er skåret i småstykker i Bullshits værksted på fristaden.

1985 21. december - et af ligene fra et dobbeltdrab på rockere fra Bullshit bæres ind i en ambulance - Polfoto - Gert Jensen

1989
Kampen om hashmarkedet på Christiania fortsætter mellem forskellige bandegrupperinger. En stor aktion på Christiania 5. maj 1989 lukker hovedindgangen, sender sælgere umiddelbart udenfor Christiania væk, og sørger for at salget holdes i Pusher Street, og at kun beboere kan sælge.
Det betyder, at de voldelige opgør mellem banderne falder til ro, hvilket også skyldes, at Hell's Angels ser ud til at have vundet kampen. Den dag i dag er det stadig dem, der har kontrol over salget på Christiania.

1992 - Marts
Trods Hell's Angels fremtrædende position på Christiania fører otte rockeres voldsomme opførsel på Pusher Street til et slagsmål mellem christianitter og de otte mænd, som ender med at blive jagtet ud af Staden. Én af dem må køres bort i ambulance.

1992 – September
Politiet indleder den første store indsats mod hashhandel, hvor der rykkes ind med store styrker for at rydde Pusher Street. Det fører til sammenstød i de følgende 18 måneder. Tiden er præget af voldelige konflikter og daglig indsats mod købere og sælgere af hash, men efter halvandet år må justitsministeren indse, at aktionen ikke har haft nogen effekt på salget, og den negative attitude overfor politiets indsats får ham til at opløse den særlige patrulje.
I det juridiske efterspil påvises utallige eksempler på politivold, og det er i den forbindelse, at betjente fratages retten til at benytte den såkaldte benlås.
Aktionen var så forfejlet, at politiet i de følgende år holdt sig helt væk fra Christiania. De vendte først tilbage i 1995.

1999 – 19. marts
Den 24-årige Benjamin Armstrong bliver skudt og dræbt ved en bod i Pusher Street. Sagen er aldrig opklaret, men meget tyder på, at det var et uheld. Muren ind til den bygning, der huser spillestedet Operaen midt i Pusher Street, er den dag i dag stadig prydet af et graffitimindesmærke til ære for den afdøde.

2004:
Borgerlige politikere ønsker at normalisere Christiania, og et politisk flertal kræver en afvikling af det åbenlyse hashsalg i Pusher Street. Christiania tager selv initiativ til at rive boderne ned for at undgå, at situationen eskalerer. Den aktion, samt politiets fortsatte razziaer, spreder salget ud i resten af byen og bliver startskuddet til en årelang bandekonflikt med gentagende skyderier rundt omkring i København.

2005 – 21. april:
Tre medlemmer af en bande trænger ind på Christiania og skyder umotiveret rundt på Pusher Street med en maskinpistol. Tre bliver såret, og én bliver dræbt. Eftersom mange af skuddene er affyret ned i jorden, virker motivet bag aktionen til at være at skræmme folk væk fra området, måske så banden kan lukrere på øget hashsalg andre steder i byen. Den teori underbygges af, at ingen af de ramte havde relation til bander eller hashsalg.
Retten afgjorde senere, at lige meget hvad motivet for skyderiet var, var konflikten uden tvivl forbundet til bandekrigen.

2005 – 28. september
To dage i træk viser TV2-nyhederne klip, der skal illustrere, hvor farligt det er for politiet at opholde sig på Christiania. Problemet er bare, at klippet i virkeligheden viser fire urobetjente med håndjern i bæltet og bevæbnet med knipler, der gennemtæsker en christianit.

2007 – 14. maj:
Politiet sættes ind, så huset Cigarkassen kan rives ned. Det fører til voldsomme konflikter dagen og natten igennem, hvor Prinsessegade er fyldt med bål og barrikader og politiet benytter tåregas. En mand får så mange tæsk af politiet, at han er bevidstløs og bløder kraftigt fra hovedet.

2008 – 2. april:
Politiet skyder en 10 måneder gammel hund i forbindelse med en razzia på Christiania, hvor tre betjente er kommet i slagsmål med pushere. Politiet siger, at hunden angreb betjenten, mens øjenvidner beretter, at der var tale om en legesyg hvalp. Ingen betjente blev bidt.
Situationen får beboerne til at reagere med stenkast og råb mod politiet, der må flygte ud af Fristaden. Deres efterladte hundevogn bliver sat i brand.

2008 – 28. oktober:
Politiet rydder huset Vadestedet, hvilket fører til voldsomme gadekampe. Rydningen er problematisk, fordi den foregår samtidig med en retssag, der skal bestemme, hvorvidt christianitterne har retten til voldene rundt om fristaden, hvor Vadestedet netop ligger. Daværende overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, kritiserer staten i kraftige vendinger for at puste til ilden på et uhensigtsmæssigt tidspunkt. Desuden ser mange aktivister rydningen af først Cigarkassen og nu endnu et hus som en del af en større fortælling, der begyndte med rydningen af Ungdomshuset året før. Mange betragter det derfor som en trussel mod Christianias eksistens.
Disse faktorer får gadekampene til at antage en ekstremt voldsom karakter med molotovcocktails og store mængder tåregas. En række lokale beboere på Christianshavn klager efterfølgende til politiet, fordi mængden af gas var så voldsom, at de ikke kunne opholde sig i deres lejligheder. Et år efter var Vadestedet bygget op igen og fungerer den dag i dag som kollektiv for unge Christianitter.

2009 – 1. juli
En 26-årig mand likvideres med to nakkeskud nær Den Grå Hal. Han har ikke relation til nogle bander, men har forsøgt at sælge hash på egen hånd uden at være "autoriseret". Drabsmanden er en 29-årig rocker fra Hell's Angels.

2010 – 14. juni
En 41-årig mand bliver skudt ned, da han er ude for at lufte sin hund med sin kæreste. Angrebet er tilsyneladende banderelateret, men manden slipper med livet i behold, selvom han bliver ramt tre gange.

2012 – 7. juni
En mandlig TV2-journalist overfaldes af pushere og får revet sit tøj af, fordi han har filmet i Pusher Street med skjult kamera. Han sendes nøgen ud på gaden, og hans kamera konfiskeres af pusherne.

2012 – 6. januar
Tre P-vagter tæskes med køller. Ét eksempel ud af flere på overfald mod offentligt ansatte. Herudover en sag hvor en parkeringsvagt blev forsøgt kørt ned august 2013. Efter overfaldet på de tre vagter bliver politiet sat ind til at udføre deres opgaver i en overgangsperiode.

2013 – 9. marts
26-årig gennemtæskes på Pusher Street og ender i kunstig koma. Gerningsmanden er kendt af folk på Christiania, som efter et ekstraordinært fællesmøde vælger at melde manden til politiet. Der er tilsyneladende ingen motivation til overfaldet.

2015 – 6. oktober
En betjent bruger sin peberspray mod en person, der allerede er anholdt og er ved at blive ført væk af hans kolleger. Betjenten sigtes efterfølgende for vold, idet peberspray er givet til politiet som erstatning for tjenestepistolen og derfor ikke må anvendes til afstraffelse eller som offensivt våben.

2016 – 3. februar
Skyderi mod en bod i Pusher Street. Sandsynligvis banderelateret.

2016 – 28. april
En razzia på Christiania udvikler sig voldeligt. En fotograf tæskes til blods, og en forbipasserende bliver også slået ned. Politiet forklarer, at de blev angrebet med kasteskyts og derfor måtte trække stavene, men har ikke frigivet nogle optagelser, der beviser det, til trods for at betjentene havde kameraer monteret på deres hjelme.

2016 – 17. juni
En større razzia bliver iværksat for at rydde Pusher Street. Politiet river i løbet af en eftermiddag 37 boder ned, anholder 18 personer hvoraf fem bliver varetægtsfængslet. Politiet beskriver, at der blev kastet flasker, æg og sten efter dem. To betjente må efterfølgende på skadestuen. Udover joints, hash og skunk beslaglægger politiet blandt andet tre pebersprays, en kniv, kanonslag og røgbomber. Aktionen skulle ifølge politiet skabe et fredeligt og trygt Christiania, og den skal ses som et skridt videre fra de seneste tre års aktioner mod de kriminelle på Christiania. En time efter aktionen var der igen gang i hashsalget på Pusher Street. I løbet af weekenden kom der flere politiaktioner, som igen bliver fulgt op med, at boderne igen skyder op.

2016, 17. juni - Politiet rydder Pusher Street i en sky af tåregas - ZUMA Press - ZEUS

Læs mere:

Og gaden blev lagt øde

Molotovcocktails, tåregas og barrikader: billeder fra fredagens gadekamp på Christiania

Hvad sker der med Christiania, hvis cannabis bliver legaliseret?