LGBTQ

Sådan håndterer Bangladeshs LGBT-miljø trusler, homofobi og macheteoverfald

Presset på LGBT-miljøet og ytringsfriheden intensiveres i Bangladesh med macheteoverfald begået af radikale islamister og censur fra regeringens side.
10 juni 2016, 8:00amUpdated on 10 juni 2016, 11:40am
Rainbow Rally 2015 i Dhaka, Bangladesh. Foto: Roopbaan

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

"Folk i Dhaka siger nu, at Xulhaz har gjort os homoseksuelle," siger den skræmte stemme i røret. "Xulhaz og Tonoy har ikke gjort nogen homoseksuelle. Vi er homoseksuelle, fordi vi er født sådan. Der er ikke noget anti-bangladeshisk eller unaturligt i at være anderledes, men der er kæmpestore fordommene."

Det er første gang, at Mahbub Rabbi Tonoys ven, som forbliver anonym for sin sikkerheds skyld, har mistet en person, han var tæt med. Klokken er to om natten i Dhaka, men han har ikke kunnet sove ordentligt, siden aktivisten Tonoy og den tidligere ansatte på den amerikanske ambassade Xulhaz Mannan blev myrdet af seks ekstremister med macheter den 25. april. Den bangladeshiske regering hævder, at ekstremisterne handlede på eget initiativ, mens al Queda og Islamisk Stat tager ansvaret for de mange andre offentlige henrettelser i landet. Ekstremister har udstedt advarsler om, at drabene vil fortsætte, og at dem, der rapporterer om LGBT-sager, vil blive forfulgt. Mange i LGBT-miljøet i landet er gået under jorden i kølvandet på angrebene og de fordomme, som mange af landets almindelige borgere udviser.

Mannan og Tonoy var begge to involveret i Roopbaan – Bangladeshs eneste LGBT-magasin. I løbet af det seneste år er Roopbaan blevet meget synligt i Bangladesh og har blandt andet startet et landsdækkende kursus i lederskab for unge, en online platform, en filmfestival og et HIV-oplysnings- og testprogram kaldet Pink Slip.

"Mine chefer griner af, at Xulhaz og Tonnoy var ugifte. De siger, at de 'fortjente' deres skæbne, fordi de var homoseksuelle. Mine chefer ved ikke engang, at jeg er homoseksuel, og det gør min familie heller ikke," fortæller vennen. "Forestil dig at skulle skjule din sorg på den her måde. Nu har jeg ingenting. Intet liv. Ingen fremtid."

Mahbub Rabbi Tonoy og Xulhaz Mannan til Rainbow Rally 2015 i Dhaka, Bangladesh. De andre deltageres ansigter er blevet sløret for at beskytte deres identiteter. Foto: Roopbaan

Siden drabene skete, er to terrorceller blevet afdækket, og en angivelig gerningsmand er blevet anholdt. Men for de af os, som kendte Mannan og Tonoy, er minderne blevet tilsmudset. Minderne om at kunne bevæge sig frit rundt i Dhaka, spise biryani, spille kortspil, gå til galleriåbninger og klassiske koncerter eller om at sidde under bambustræerne i botanisk have. Efter mordene føler deres homoseksuelle venner ikke, at der er nogen solidaritet med deres sag i landet. Ofte bliver mærkesager som ytringsfrihed og LGBT-rettigheder hånet som en del af en vestlig hegemoni, men det er blot en måde at mudre de retoriske vande: Man behøver ikke være manipuleret af udenlandske kræfter for at have et ønske om at kunne gå ned ad gaden uden at blive chikaneret eller at kunne tale frit uden at blive slået ihjel.

Dobbeltmordet markerede den første gang i den tre-år lange bølge af radikale, islamistiske mord, at LGBT-miljøet var målet. For os, der kendte de to mænd, har efterspillet været en påmindelse om det hierarki, der bestemmer, hvilke liv der er værdifulde nok til at sørge over i Bangladesh. Der blev holdt mindehøjtideligheder i Paris, London og New York – men ingen i Bangladesh.

Myndighederne var tavse til at begynde med, da macheteoverfaldene på bangladeshiske intellektuelle begyndte for tre år siden.

Regeringen udtalte sig først efter bloggeren Niloy Neel blev dræbt i sit hjem i efteråret 2015. Og selv da kaldte Bangladeshs statsminister, Sheikh Hasina, bloggerens skriverier for "beskidte ord." Hasina advarede: "Man kan ikke angribe nogens religion. Det skal stoppes. Vi kan ikke tolerere, at nogens religiøse overbevisning såres."

I et sådant retorisk landskab er det ikke overraskende, at angrebene er fortsat. Få dage før mordet på mine venner blev en universitetsprofessor med en forkærlighed for klassisk musik slået ihjel. Og i umiddelbar forlængelse deraf - en buddhistisk munk, en hinduistisk skrædder og en homøopatisk læge, som også blev hakket ihjel. Efter en jurastuderende blev myrdet i maj, overvejede regeringen, om drabet kunne retfærdiggøres på grund af de tekster, som den studerende havde skrevet online.

Dødsfaldene udstiller, hvor undværlige deres liv stadig vurderes at være i landet. Bangladeshs regering skal jo ikke fremme terroristerne, der fejlagtigt påstår at handle i overensstemmelse med Islam.

"Vi bliver angrebet fra alle sider. De lokale tillader det, og de, som fordømmer mordene, får mundkurv på." - En ven til Mahbub Rabbi Tonoy

Midt i angrebene på minoriteter, er Bangladeshs regering tilsyneladende enten ude af stand, eller ikke villig, til at fordømme mordene. Regeringen peger på intern ekstremisme som følge af oppositionspartierne som årsag og har i stedet tilsmudset ofrenes eftermæle.

Efter Mannan blev myrdet, ytrede USA's udenrigsminister John Kerry sin bekymring over den stigende ekstremisme i en telefonsamtale med Sheikh Hasina. Kort tid efter rejste departementschef for syd- og centralasiatiske anliggender, Nisha Desau Biswal, til Bangladesh for at diskutere sikkerhedspolitik og mødtes med Bangladeshs indenrigsminister, Asaduzzaman Khan Kamal. Efterfølgende blev Khan citeret for at have udtalt; "Vores samfund vil ikke tillade tiltag, der fremmer unaturlig sex. At skrive positivt om det svarer til en lovovertrædelse ifølge vores lovgivning."

Regeringens respons på en epidemi af bestialske mord har derfor været det følgende: at bebrejde offeret og legitimere chikanen, som rettes mod marginaliserede miljøer.

"Regeringen forsøger at fastholde de religiøse vælgere ved fejlagtigt at påstå, at vi ikke er muslimer," fortæller en af Roopbaans medstiftere, der ligesom Tonoys ven ønsker at forblive anonym. "De pacificerer ekstremisterne og legitimerer drabene."

"Tonoy ville aldrig tale om det, selvom han modtog trusler hele tiden," fortæller Tonoys ven. "Nu bliver vi slået ihjel, og det er kriminelt at tale eller skrive om, hvor bange vi er. Vi bliver angrebet fra alle sider. De lokale tillader det, og de, som fordømmer mordene, får mundkurv på."

Frygten er mærkbar i landet, hvor ytringsfriheden er under konstant pres. For nylig strammede Bangladeshs regering grebet ved at offentliggøre planer om at skabe et "netværk til at spore og besvare cybertrusler". Tiltaget til 128 millioner kroner vil indføre online overvågning af landets borgere 24 timer i døgnet. Hvis det bliver vedtaget, vil det i praksis give regeringen mulighed for at blokere og fjerne online indhold, som de vurderer er for upassende til at blive set over hele landet.

Den slags fordeling af midlerne er tåbelig, når man tager Bangladeshs mere presserende problemer i betragtning – 66 procent af landets kvinder bliver gift, før de er 18 år, og landet er ramt af udbredt fattigdom. Langsigtede løsninger til at løse de udfordringer er ikke tilsvarende blevet prioriteret. Omkring halvdelen af Bangladeshs cirka 163 millioner indbyggere er kvinder. Det betyder, at flere end 40 millioner kvinder bliver gift, før de fylder 18 år.

Væksten fra generation til generation hæmmes i over 41 procent af befolkningen. Det kommer blandt andet til udtryk ved dårlig ernæringspraksis og teenagegraviditeter, og det ses i alle sociale samfundsgrupper. Disse problemer opstår, selvom regeringen er dybt afhængig af bistand fra udlandet og non-profit organisationer, som leverer basale ydelser som vacciner, uddannelse og anden sundhedsstøtte. Alene i 2013 modtog landet 17,5 milliarder kroner.

Alligevel fortsætter de bekymrende planer om at overvåge indholdet på sociale medier og internationale sider under dække af at ville kontrollere "cyberkriminalitet". Nogle mener, at det er et kneb fra den angiveligt liberale Awami League regering til at indskrænke ytringsfriheden. I slutningen af 2015 blokerede regeringen de sociale medier i 22 dage, og i efteråret 2013 blev YouTube blokeret i flere måneder.

Enkeltpersoner er også blevet angrebet. I december 2015 blev administratoren for den populære satireside på Facebook "Moja Losss" ("Tabt morskab") anholdt for angiveligt at have latterliggjort regeringen. Anholdelsen foregik i form af en ransagelse udført af Bangladeshs paramilitære enhed med AK-47 i hænderne. Den højtprofilerede redaktør for Bangladeshs største engelsksprogede dagblad, The Daily Star, var i februar 2016 tiltalt med 79 anklager om oprørskhed og injuriesager med erstatningskrav på op mod 114 milliarder kroner.

Dækningen af de sociale mediers medvirken til den voksende fanatisme i Bangladesh har været sparsom. Ti dage før mordene på Mannan og Tonoy delte facebooksiden "Voice of Bangladesh" opslag med trusler om vold, hvis LGBT-miljøet deltog i den årlige nytårsparade i april måned.

Politiet bad Mannan om at forhindre LGBT-miljøet i at deltage i paraden, og begrundede det med truslen fra facebookgruppen. Dagen efter, den 14. april, blev fire homoseksuelle aktivister anholdt, fordi de alligevel havde deltaget i forsamlingen. Mannan blev på politistationen, indtil hans venner blev løsladt.

"Hvorfor skulle jeg være bange?" skrev Mannan til mig sidste år. "Jeg kan ikke leve i frygt. Jeg er et menneske, og jeg kan ikke skjule, hvem jeg er."

Spørgsmålet om, hvorfor Facebook overhovedet tillader, at sådan en gruppe eksisterer, står stadig tilbage. Personer fra LGBT-miljøet i Bangladesh og Vestbengalen har gentagende gange anmeldt gruppen til Facebooks administration, men den forbliver aktiv. (Facebook besvarede ikke vores henvendelse om en kommentar.)

En anden gruppe på sociale medier ved navn "Salauddinner Ghora" (Salauddiners hest), som har forbindelse til ekstremistiske grupper, offentliggjorde en YouTube-video af det grusomme efterspil til mordet på Mannan. Videoen viser Mannans livløse krop blive slæbt afsted af nysgerrige tilskuere uden for hans hjem inden politiets ankomst. Mannans mor – som er hårdt ramt af Alzheimers, og som blev tvunget til at overvære mordene – ses derefter i videoen, hvor hun forsøger at tildække hans udstikkende hjernemasse og skubbe den tilbage i sin søns hoved.

Den voldsomt grafiske video er stadig tilgængelig på nettet, selvom menneskerettighedsforkæmpere indgav klager til YouTube om at få den fjernet. Salauddiner Ghora lovpriser de offentlige henrettelser på Facebook og Twitter. De har endda offentliggjort billeder af deres næste ofre, mens de hævder, at enhver, som er involveret i de fremtidige drab på "ikke-troende", kommer i himlen for at "have udført Guds vilje."

"De her sider er på bengalsk. Er det derfor, at de sociale medier ikke har reageret?" spørger Roopbaans medstifter.

I sidste uge blev den oprindelige Salauddiners Ghora-gruppe på Facebook endelig lukket, men onsdag blev en ny oprettet.

I kølvandet på anholdelserne i april indkaldte Mannan til en sikkerhedsmøde for de mest prominente ledere og allierede i LGBT-miljøet. De begyndte at tjekke op på hinanden dagligt og skar ned på deres deltagelse i begivenheder om aftenen.

Mannan gav en sidste tale om lederskab for unge ved en fotoudstilling i Dhaka, blot en uge inden han blev myrdet. Han tog en åben rickshaw hjem, men vidste ikke, at han blev forfulgt.

"Bare det, at han blev overvåget i flere uger, er virkelig skræmmende," fortæller Roopbaans medstifter, som var sammen med Mannan den aften. "Selvom vi var bange efter anholdelserne, så talte vi sammen helt normalt og hyggede os. Det var sidste gang, jeg så ham i live."

"Tonoys sidste optræden var en iscenesættelse af Siraj ud-Daulah – den sidste bengalske konge inden den briterne invaderede landet og begyndte at kolonisere det," fortæller hans ven. "Han optrådte med det om lørdagen. Om søndagen var det Tonoys fødelsdag. Han gav middag til alle vennerne, men han ville ikke have kage, fordi han havde fået to året før. Hvis vi havde vidst, at det var hans sidste aften, så ville vi være blevet sammen med ham noget længere. Han blev myrdet dagen efter. Nu er vi bange for at besøge hans grav eller tage kontakt til hans familie."

Til trods for mordene, ekstremismen og bebrejdelsen af ofrene, så er mange i LGBT-miljøet stadig fast besluttede på at ville fremme dialogen.

Inden for de sidste to år er Bangladeshs første lesbiske tegneserie Project Dhee blevet lanceret sammen med teaterforestillinger, kunstudstillinger, digtsamlinger og en dokumantarfilm om Rainbow Rally – en fejring af nytåret, som sætter fokus på mangfoldighed, og som Mannan startede. Bangladesh har endda juridisk anerkendt "hijras" – en term, der bruges i regionen til at benævne transpersoner.

"Hvorfor skulle jeg være bange?" skrev Mannan til mig sidste år. "Jeg kan ikke leve i frygt. Jeg er et menneske, og jeg kan ikke skjule, hvem jeg er."

Retsforfølgelsen har dog uden tvivl gjort livet langt hårdere for de fleste, hvilket har resulteret i kaos.

"Der er mange falske oplysninger, der florerer. Mange går i panik og påstår, at de har en tilknytning til os for at kunne få asyl i lande som Tyskland. De har aldrig arbejdet i direkte forbindelse med nogen i LGBT-miljøet i Dhaka, og det er beklageligt, at de udnytter denne situation," fortæller en af Roopbaans to overlevende medstiftere.

"Hvornår gør regeringen noget for at hjælpe os? Først når vi allesammen er blevet slået ihjel?" spørger Roopbans anden overlevende medstifter. "Vi fortjener at blive beskyttet – ikke landsforvist eller tiet ihjel, så vi skal leve for evigt uden en stemme."

Raad Rahman er specialiseret i kommunikation, forkæmperarbejde og interessentskab og har konsulteret UNICEF i Bangladesh.

Mere fra VICE:

Sådan har LGBT Danmark svigtet de transkønnede

Kampen for LGBT-rettigheder i et af Europas mest homofobiske lande

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden

Annoncering