Diskriminationsugen

Somalierne er underdogs blandt Danmarks indvandrere

Den mørke hud gør dansk-somaliere til et mål for diskrimination, ikke bare fra etniske-danskere, men også fra andre etniske minoritetsgrupper, som både kalder dem dovne og pirater.

af Rikke Gustavsen og Paul Sauer
12 maj 2016, 9:10am

Ahmed Dhaqane. Foto: Sarah Buthmann

"Her skal min mand sidde." Kvinden med mellemøstlig baggrund kigger på Ahmed Dhaqane og holder en hånd over det ledige bussæde ved siden af sig. Ahmed Dhaqane bevæger sig videre til et andet sæde i bussen. Det er en lang bustur, og fra sin plads kan han se kvinden og det tomme sæde ved siden af hende. Hendes mand dukker aldrig op, men der kommer andre, kvinden tydeligvis ikke kender, og slår sig ned på nabosædet. Først piger, senere en blond, etnisk dansk mand. Kvinden med mellemøstlig baggrund siger ingenting til dem, og hun holder ikke sin hånd beskyttende foran nabosædet. Hun har tilsyneladende ikke noget problem med at sidde ved siden af dem.

"Idiot," tænker Ahmed Dhaqane om kvinden. Men han siger det ikke højt.

Ahmed Dhaqane genfortæller episoden i detaljer, da vi taler med ham. Det er kun få dage senere, men det kunne lige så godt være for to måneder siden, sidste år, det kan ske i morgen, for det er langt fra første gang. Han er en pæn, skjorteklædt mand, der blandt andet er medlem af byrådet for Socialdemokraterne i Rødovre. En mand, der bidrager. Hans hud er mørkebrun, men nogen vil lidt upræcist kalde den sort. Han er dansk-somalier, formand for en somalisk forening, og han har været genstand for diskrimination og hadefulde ytringer så mange gange, at han ikke kan holde styr på det, siger han. Og ikke kun fra etniske danskere men også fra andre minoritetsgrupper i Danmark. Som den dag i bussen.

"Blandt de etniske minoritetsgrupper bliver somaliere anset for at være nederst i hierarkiet, og somaliske børn oplever at blive kaldt pirater, fundamentalister og øksemænd med reference til ham, der angreb Kurt Westergaard, af andre etniske minoritetsgrupper som tyrkere og albanere – også af muslimer," siger Ahmed Dhaqane.

Han er langt fra ene om at mene, at der kan være en hadefuld tone og nogle gange også diskrimination mellem de forskellige etniske minoritetsgrupper i Danmark. Mehmet Ümit Necef, som er lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, har kigget nærmere på fænomenet:

"Sorte afrikanere er lavest i hierakiet, og de mere lyshudede indvandrere som tyrkere, pakistanere og bosniere er højest," siger han og tilføjer: "vi vil gerne tænke, at danskerne er en samlet gruppe, som udsætter indvandrere for diskrimination, men vi forholder os sjældent til, at der også kan foregå diskrimination og være fordomme internt mellem de forskellige etniske minoritetsmiljøer."

Det kan 38-årige Abukar Raage tale med om. Han er somalier og bestyrelsesmedlem i en somalisk forening på Nørrebro. Vi fanger ham på Nørrebrogade nær ved Griffenfeldsgade, hvor de afrikanske forretninger ligger tæt.

"Diskrimination?" spørger han.

"Jo, det har alle somaliere prøvet," siger han og slår ud med armen.

"Vi bliver kaldt dovne og uintegrerede, og vores børn får at vide, at de er pirater – også fra andre muslimer. Jeg tror, at når nogle danskere siger 'perker' til f.eks. dansk-arabere, så sparker dansk-araberne videre mod somalierne. De rejser sig op ved at svine en anden gruppe til."

Ifølge Abukar Raage begynder diskriminationen allerede i skolegården, hvor de somaliske børn bliver kaldt "dovne" og "pirater," og ordene kommer også fra børn fra andre etniske minoritetsgrupper, også nogen af samme tro. Abukar Raage er overbevist om, at det skyldes somaliernes mørkere hudfarve.


Abukar Raage på Nørrebro i København. Foto: Paul Sauer

Laura Gilliam er antropolog og forsker i etniske minoriteter ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, og hun ser også, at nogle etniske minoritetsgrupper hævder sig på bekostning af andre.

"De etniske minoriteter i Danmark kommer fra alle mulige forskellige steder i verden og er typisk klumpet sammen i enkelte boligområder, hvor de af resten af samfundet bliver sat i en fælles kategori som eksempelvis 'indvandrerne' eller 'muslimerne". Mange kommer faktisk med en selvforståelse af at være dannede og civiliserede og oplever, at de i Danmark bliver sat i bås med folk, de plejer at se ned på. Det kan gøre, at nogle minoritetsgrupper oplever et behov for at afgrænse sig fra hinanden – eksempelvis ved at hævde sig over for nogen, som man synes er af lavere status end én selv," siger hun.

Jeg har palæstinensisk baggrund og er blevet kaldt 'stenkaster', 'statsløs' og 'terrorist' af kurdere, tyrkere og albanere hele mit liv - Ahmad Mahmoud, forfatter

VICE har været i kontakt med flere somaliere i Danmark, der føler sig udsat for diskrimination fra andre etniske grupperinger. De tør imidlertid ikke stå frem - de er bange for at tiltrække negativ opmærksomhed. Men en ung somalisk mand fra Aarhus siger, at han stod i kø i en shawarmabar, da en ældre mand med mellemøstlig baggrund gik ind foran ham og sagde "gå væk, sorte." En anden gang var han på vej hjem fra moskeen og bad høfligt en mand med mellemøstlig baggrund om at flytte sin bil, så han kunne komme ud med sin egen. Svaret var, ifølge den unge somalier: "hold din kæft, din sorte." En somalisk kvinde fra Odense fortæller, at de somaliske børn ofte bliver kaldt for 'pirater' i det indvandrertætte område, hvor hun bor.

Spørgsmålet er, hvorfor somaliere skraber bunden i det etniske hierarki.

Ahmed Dhaqane tror, at svaret til dels skal findes i somaliernes mørkere hudfarve og anderledes klædedragter: "Somaliske kvinder er mere tildækkede end f.eks. tyrkere og albanere, og hudfarven spiller også en rolle," siger han. Det sidste er antropolog Laura Gilliam enig i. Ifølge hende er der mere prestige i lysere hud, og derfor er somaliere mere udsat end eksempelvis arabere og tyrkere. "Jeg har oplevet mange børn og unge, der opfatter sig selv som "sorte", selvom de har mellemøstlig eller asiatisk baggrund. De identificerer sig selv som sorte, fordi de oplever racisme på grund af deres hudfarve og mørke hud. Men samtidig ser de ofte selv ned på dem, der er endnu mørkere. Den slags er ret almindeligt udbredt – man ser det eksempelvis også blandt afroamerikanere i USA, hvor der internt i den gruppe er status i lysere hud. Det viser, hvor stor betydning racisme og diskrimination har, at det også gennemsyrer relationerne mellem minoriteterne selv," siger Laura Gilliam.

For at blive klogere på, hvad det er for nogle mekanismer, der ligger bag indvandrergruppernes diskrimination mod hinanden, kontakter vi forfatteren Ahmad Mahmoud. Han er vokset op i Askerød, der er på regeringens ghetto-liste: "Når etniske danskere siger 'perker,' mener de både arabere, tyrkere, albanere og afrikanere. De negativt ladede vendinger, som de etniske minoritetsgrupper bruger om hinanden, er mere præcise. Jeg har f.eks. palæstinensisk baggrund og er blevet kaldt 'stenkaster', 'statsløs' og 'terrorist' af kurdere, tyrkere og albanere hele mit liv. Og jeg har hørt kurdere blive kaldt 'bjergkurdere' og 'geder' og afrikanere blive kaldt 'beskidte' og 'pirater', siger Ahmad Mahmoud.

I november 2015 udkom hans bog Sort Land, hvor han beskriver sin opvækst i ghettoen ved Hundige, langt fra det danske samfund, i et parallelsamfund under fædrenes herredømme. Diskriminationen mellem forskellige etniske minoritetsgrupper er lige så udbredt som den fra etniske danskere, siger Ahmad Mahmoud: "Der foregår lige så meget racisme og diskrimination mellem de forskellige etniske minoritetsgrupper som mellem de blege og de brune."

Han er enig i, at somaliere er lavest i hierarkiet: "Somalierne bliver anset for the lowest of the low i traditionsbundne arabiske miljøer. De er pirater, og ingen vil kendes ved dem. En araber kan næsten ikke gøre noget værre end at gifte sig med en somalier," siger han. Han understreger imidlertid, at man skal passe på med at generalisere og sige, at alle arabere ser ned på somaliere, for det er ikke tilfældet, siger han.

Jeg har teenagedrenge, og jeg siger til dem, at de skal gå deres vej, når de bliver udsat for had og diskrimination. De skal ryste det af sig - Ahmed Dhaqane

Faktisk er der i visse minoritetsmiljøer uvilje mod at tale grimt om hinanden, siger Laura Gilliam: "Jeg har oplevet mange børn og unge, som er meget bevidste om diskrimination, og som ikke vil sige noget grimt om andre, men som i stedet siger: Vi bliver set ned på, og så skal vi ikke se ned på andre," siger hun.

Somaliere er den gruppe i Danmark, hvor færrest er i arbejde. Mikkel Rytter, forsker i etnicitet ved Aarhus Universitet, tror imidlertid ikke, at det kan være med til at forklare somaliernes bundplads i hakkeordenen.

"Jeg tvivler på, at eksempelvis pakistanere under deres te-seancer med hinanden har læst store statistikker om somaliere. Det bygger mere på en grundlæggende forskelsforståelse mellem grupperne," siger han.

Selvom diskriminationen og ukvemsordene mod somaliere er noget, man taler meget om i det somaliske miljø, mener Ahmed Dhaqane ikke, at det ville nytte noget at anmelde det til politiet. "Jeg har teenagedrenge, og jeg siger til dem, at de skal gå deres vej, når de bliver udsat for had og diskrimination. De skal ryste det af sig. Politiet har mange vigtige sager at tage sig af, og jeg tror ikke, det nytter at anmelde det."


Ahmed Dhaqane foran Somalisk forening i Rødovre. Foto: Sarah Buthmann

Men det er frustrerende, siger Ahmed Dhaqane, ikke at kunne gå i svømmehallen uden at blive stoppet af en albansk mand, der vil vide, hvorfor somaliere ikke vil arbejde, som det skete forleden. For hvad skal han svare ham? Er det sjov eller alvor? Er det ok at sige sådan, hvis man smiler samtidig? Hvor går grænsen?

Ahmed Dhaqane er i tvivl, Abukar Raage er i tvivl, og det er de øvrige somaliere, VICE har talt med, også. For er det mobning at blive kaldt 'sorte' og 'pirat', eller er det udtryk for noget, der stikker dybere? Og er det blot et tilfælde, når en kvinde med mellemøstlig baggrund nægter at sidde ved siden af Ahmed Dhaqane i bussen?

Man kan ikke være helt sikker, og det er det svære, lyder det fra de somaliske kilder, som gerne vil have mere fokus på den diskrimination, de føler sig udsat for. Der er bare ikke så mange somaliere, der tør stå frem, og det gør det svært - det ved de godt.

"Nogen somaliere føler, at de hele tiden skal forsvare Somalia, at alting er et angreb. Vi er nødt til at lære vores børn, at de ikke skal reagere, hvis de bliver kaldt pirater. De skal spørge sig selv, om de er pirater, hvis de ikke er det, så er det jo ikke personligt og rettet mod dem, og så skal de ikke tage sig af det," siger Abukar Raage.

Hans råd er det samme som det, Ahmed Dhaqane har givet sine teenagesønner: "Ryst ordene af jer."

De er i tvivl om, hvad man ellers kan gøre.

Ahmad Mahmoud, der både er blevet kaldt 'stenkaster' og 'terrorist' på grund af sin palæstinensiske baggrund, opfordrer til at holde igen med at putte hinanden i etniske skammekroge.

"De forskellige etniske grupper er for hurtige til at hænge andre grupper ud og diskriminere, jeg forventes f.eks. at hade jøder, men idioter kommer i alle farver, og det nytter ikke at putte hinanden i 'røvhuls-kasser' fra starten," siger han.

Mere om diskrimination fra VICE:

Danske transkønnede risikerer livet ved at købe hormoner på det sorte marked

"Folk ser ikke et menneske, de ser en thailuder"

Sådan er det at vokse op som hvid 'kartoffeldansker' i ghettoen