Kwamé og Don B’s nye video er den ultimative hyldest til dig og holdet

Der er få ting, der er så optur som et perfekt hiphop-sommertrack. Et nummer, der både banger, når du hører det på høreskadelige niveauer i dine høretelefoner, og når det ligger som baggrundsmusik til en fordrukken grillaften. Men der er langt mellem den slags oplevelser på nutidens rapscene, hvor den energiske, nærmest punkede stil (Playboi Carti) og gaderap (MOLO) kæmper med overpoppede undskyldninger for raptracks om spilletid på din Spotify. Heldigvis sker det en gang imellem, at nogen rimer sig ind på den gyldne mellemvej.

Eksempel: Kwamé og Don B’s “Kammertone (Zone)”, der udkom sidste uge.

Videos by VICE

Messende keys lægger sig under de hårde trommer på Loopgoonz-beatet, der er både luftigt og tungt på én gang, mens Kwamé og Don B udveksler bravado-bars med deres henholdsvis nasale og hæse flow. (Bemærk i øvrigt Kwamés genistreg af en Dexters Laboratorium-reference):

// Høj standard / for at finde noget magen til, bliver I nødt til at begå jer et manddrab / jeg hører dem spørge mig: ”Kwamé, hvor er det, du får dine bars fra?” / rap-geni, bare kald mig for Mandark //

//Det’ Don B, bro / bryder dine grænser som El Chapo / leverer lige til dør, så længe det’ low-low / overdosis på det beat, så pas på //

“Det var en af de dage i studiet, hvor alle gutterne var samlet, og vi chillede og kiggede igennem beats fra en producer fra Odense, vi lige havde lært at kende. Det her beat mindede ikke om noget andet, jeg har hørt i Danmark, så jeg måtte bare lave et track om at være i sin zone, hvor ingen kan fucke med en,” fortæller Kwamé til Noisey.

Nu er der så kommet en musikvideo til tracket, og som den opmærksomme seer vil bemærke, fungerer videoen til “Kammertone (Zone)” som en hyldest til Don B, der gik bort sidste år. “Han nåede ikke at komme ud med sin musik, så vi følte, det var et must at få den ud for ham. Alt det, der kommer ud af sangen økonomisk, sender vi til hans familie og især hans mor. Don B var en bror for os, så hun er også vores familie,” siger Kwamé.

Tracket er opfølger til Don B’s “Clique” samt Kwamé og Dayzons “Hva Ska Vi Lave?”. Alle tre rappere kommer fra det Vesterbro-baserede DEM Shabz-crew, og Dayzon er også med i den nye video, hvor hele holdet er samlet på en tagterrasse og på roadtrip til Holland for netop at færdiggøre “Hva Ska Vi Lave?”. Det resulterede i både champagne-popning, oppustelige nakkepuder og nogle ret hasarderede flexnings-manøvrer ud af bilvinduet på motorvejen. “Det stak lidt af, men vi passer på hinanden, så der var styr på det,” griner Kwamé om turen.

Se videoen herunder, fyld bilen med champagne, smøger og dine bedste venner, og løsriv dig fra dit ansvarsfængsel af et liv med en dejligt uansvarlig roadtrip.

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.