Annoncering
Politik

Fire vigtige spørgsmål til den jyske politiker, der 'valgte sexorgie frem for byrådsmøde'

Er det smart for en fremtrædende lokalpolitiker at tage del i et lokalt gangbang og køre til og fra eventet i egen bil, som er udstyret med en nummerplade, der tydeligt signalerer, hvem der er ejer af bilen?

af Lars Jellestad
09 november 2017, 2:05pm

Pressefoto af Per Zeidler

Du er helt sikkert allerede faldet over den her kuriøse sag, men vi tager den lige en ekstra gang for de uindviede. I går skrev Århus Stiftstidende, at avisen havde afsløret Per Zeidler, som er formand for familieudvalget og byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, i at transportere piger til og fra lokale gangbang-events i et forsamlingshus (!) uden for Vejle.

Selve arrangementet blev annonceret på sexportalen annoncelight.dk, hvor man, ifølge avisens oplysninger, kunne ‘få hele arrangementspakken, som inkluderede alle tre timer inklusiv analsex og sex uden kondom til den nette sum af 2400 kroner’.

Og pigerne, der skulle lægge krop til udskejelserne, dem kom Zeidler altså angiveligt rullende med, og det ved avisens journalister, fordi de har holdt øje med forsamlingshuset og Zeidlers færden på adressen igennem noget tid.

Blandt andet spotter avisens udsendte Zeidler ved forsamlingshuset den 25. oktober, hvor han efter fem timer lukker og slukker gangbangfesten og kører pigerne fra stedet i sin Passat. Og her bliver det rigtig interessant, for Zeidler havde tilsyneladende droppet sin sidegeschæft som byrådsmedlem samme dag. Vi giver ordet til Stiften:

“Problemet var bare, at i stedet for gangbang nær Vejle skulle udvalgsformanden netop den dag have siddet på sin plads i byrådssalen på Ebeltoft Rådhus. Et møde, der er en obligatorisk del af hans job som byrådsmedlem og udvalgsformand. Et job, som han får knap 350.000 kroner om året for at varetage.”

At det var Per Zeidlers bil, der for to uger siden holdt parkeret uden for gangbang-eventet, hersker der ifølge avisen ingen tvivl om, fordi nummerpladen på den mørkeblå Passat er prydet med følgende sætning:

“Per Zeidler, Syddjurs' største politiker".

Og nu er han så mistænkt for at være medarrangør af sexevents, hvor midaldrende mænd betaler et par tusind for at have ubeskyttet sex med teenagepiger. Ifølge Stiften.dk var der tale om to kvinder, der i annoncen blev beskrevet som:

“Putte på 19 år, en dejlig fræk lille rødtop, som tænder på at blive brugt, og at det er manden, som bestemmer farten”. Og “Esther på 23 år, en dejlig veldrejet ‘dansk adopteret’ nougatgodte med dejlige faste berøringsvenlige bryster og et smukt ansigt.”

Hans påståede rolle som medarrangør er ikke gået politiets næse forbi, for seneste nyt er, at Zeidler og en anden mand ifølge Stiften er blevet anholdt og sigtet for rufferi i forbindelse med sagen.

Zeidler er på fri fod igen, men hans kolleger i byrådet er allerede godt i gang med at lægge afstand til ham, og selvom manden ikke er dømt for rufferi, spår vi, at Zeidler fremover får problemer med at leve op til sin selverklærede titel som Syddjurs’ største politiker. Eller politiker i det hele taget.

Det er en ret saftig sag, som samtidig afføder nogle vigtige spørgsmål. De kommer her:

1: Er det smart for en fremtrædende lokalpolitiker at tage del i et lokalt gangbang?
Voksne, samtykkende mennesker skal have lov at have sex med, hvem de vil – og det er værd at huske på, at Zeidler ikke er dømt for nogen forbrydelse – men med tanke på offentlighedens begrænsede tolerancetærskel, når det kommer til politikeres hang til købesex, må svaret være nej. Medmindre der er usædvanligt højt til loftet i Syddjurs kommune.

2: Er det smart for en fremtrædende lokalpolitiker at tage del i et lokalt gangbang og køre til og fra eventet i egen bil, som er udstyret med en nummerplade, der tydeligt signalerer, hvem der er ejer af bilen?
Se ovenstående svar.

3: Er det smart for en fremtrædende lokalpolitiker at tage del i et lokalt gangbang og køre til og fra eventet i egen bil, som er udstyret med en nummerplade, der tydeligt signalerer, hvem der er ejer af bilen – og i øvrigt transportere sexarbejderne, der skal tage del i eventet, i selvsamme bil?
Se ovenstående svar.

4: Er det smart for en fremtrædende lokalpolitiker at udeblive fra et byrådsmøde for at tage del i et lokalt gangbang og køre til og fra eventet i egen bil, som er udstyret med en nummerplade, der tydeligt signalerer, hvem der er ejer af bilen – og i øvrigt transportere sexarbejderne, der skal tage del i eventet – i selvsamme bil?
Se ovenstående svar.

Tagged:
danmark
Lokalpolitik
sexarbejde