Interview

Sådan hjalp pot, hjertesorger og surrealisme Jungle gennem en nedtur

Vi tog en afslappet snak med det britiske band om nerver og break-ups i forbindelse med udgivelsen af deres længeventede andet album, ’For Ever’, som er ude i morgen.

af Ryan Bassil
13 september 2018, 6:41pm

Foto: Charlie Di Placido

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

et pressebillede fra 2014 af det britiske funkband Jungle er der en Ford Escort XR3 fra 1986. Dengang var gruppens medlemmer mere eller mindre anonyme – ikke bare af navn (kort tid forinden kendte verden dem kun som T og J) – men også i kraft af, at de er placeret anonymt i baggrunden på billedet.

De to musikere dukkede heller ikke op i videoerne. Hvis man kun har set ”The Heat” fra 2013, fristes man til at forestille sig T og J som to sorte mænd med en forkærlighed for rulleskøjter og grønt Adidas-træningstøj. De to skuespillere fra ”The Heat”, der også optrådte på coveret til bandets debutsingle, er de første ansigter, offentligheden har sat på Jungle (en tidligere video viste udelukkende Terra og hendes sindssyge b-girl moves).

Det skulle siden vise sig, at de to skuespillere på rulleskøjterne er Icky og Silence fra det britiske skatecrew High Rollaz, og at der bag T og J gemte sig musikerne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson. Måske ønskede de to at holde sig anonyme eller gemme sig bag andre ansigter for at beskytte sig for den eventuelle kritik af musikken? De har begge optrådt i bandsammenhænge før, fallerede bands vel at bemærke – ”indielarm”, kalder de det, da jeg møder dem. Jungle var noget helt andet. Ambitionen var at skabe en konceptverden a la Gorillaz’, som havde en klar visuel stil i tråd med Wes Andersons filmiske univers – et scenisk, solrigt landskab befolket af forskellige karakterer og kendetegnet ved en udefinerbar stemning.

Det lykkedes. Begejstringen for deres selvbetitlede debutalbum ville nærmest ingen ende tage. De var storfavoritter til en Mercury Prize, pladen solgte guld, og Jungles voksende fanskare talte alle fra ASOS-shoppere og NME-læsere til mødre, fædre, unge og gamle. Bandet blev booket til at optræde ved et hav af festivaler. Også på den kommercielle front rullede henvendelserne ind – tjek for eksempel den her reklame for en Toyota, der bruger ”The Heat” som soundtrack. Ligesom Alt-J og The xx fandt de en perfekt kombination af lyttervenlige og kommercielle toner, der også imponerede kritikere og connaisseurer.

Men da Jungle stod over for at skulle lave deres andet album, faldt det hele fra hinanden. ”Kender du det der med, at musikere ikke udvikler sig, efter de er slået igennem? Der er ikke noget sjovt eller spændende ved dem længere…” siger Josh, mens han læner sig tilbage i stolen på Londons fornemme Ace Hotel. Han nævner Noel Gallagher (der sammen med NME, festivalbookere og mødre overalt i Storbritannien også er fan) som et eksempel. ”Det er derfor, musikken blev kedelig med mange af de store bands. De har slået igennem, og så er der ligesom fuck all tilbage at skrive om."

Duoen led med andre ord af skriveblokering. Som de selv udtrykker det på den sørgmodige single ”House in LA”, brugte de ”to hele år på at skrive om.” De kunne ikke bare gentage formularen fra den første plade, som består af et bizart mix af politisirener, samples fra britisk 80’er-soul og en vokal, der minder ikke så lidt om Bee Gees. Eller måske var det dét, de skulle, men i så fald måtte de have flere farver på paletten. Og det kunne kun lade sig gøre ved at leve mere af livet.

Da Jungle vendte tilbage med traileren for deres nye album, havde de Ford Escorten med sig igen. I stedet for at sidde på sidelinjen og instruere, var de nu i fokus – hovedpersoner i deres egen fortælling. De havde begge to været gennem break-ups i mellemtiden og til tider levet på hver sin side af Atlanten, men i Escorten fandt de et rum, hvor de sammen kunne genskabe Jungle-universet, når de ”sad med dørene åbne, som i traileren, og snakkede tingene igennem, røg en joint og skiftedes til at bestemme over radioen.”

Jungle indrømmer, at det er et underligt koncept til deres andet album, For Ever. Men på den anden side fandt de på det, mens de var i studiet, og når de er i studiet, er de som regel skæve. Albummet er i højere grad end debuten skrevet ud fra personlige erfaringer og er skabt ud fra usikkerheder og vokseværk. // You’re never going to change me, I’m already changed // synger de på det morgendisede track “Cherry”. “På den første plade havde vi det sådan, at vi ikke ville sige ordet ’kærlighed’, det er fucking cheesy,” siger Josh. ”Men jeg tror ikke, der er et track på den nye plader, som ikke indeholder det ord. Det er dét, den handler om.”

Jeg kan kun tælle tre sange med ordet ”kærlighed” i teksten, men jeg forstår godt, hvor de vil hen.

Iført underspillet tøj, der sikkert er meget dyrere, end det ser ud (hvad ved jeg, det her er Noisey, ikke Vogue), sidder de to musikere over for mig ved bordet, så vi tilsammen danner en mærkelig trekant. Jeg sidder direkte over for Tom. Josh, som taler mest, sidder til venstre for mig. De taler om alt fra popfavoritter (Josh – “‘New Rules’ er en popsang. ‘One Kiss’ er en popsang”; Tom – “Jeg er ikke meget for noget som helst på Radio 1, der er ingen kunstnerisk integritet der”) til Instagram. I en samtale, der er spækket med grin og ekstremt ubesværet, snakker vi om vejen til det nye album, frygten for ikke at være det største band i Storbritannien, og hvad Jungle-lyden helt præcist er for en størrelse.

1536771023796-Jungle-Main-Photo-1-Credit-Oliver-Hadlee-Pearch-small-copy
Tom, Josh og de fem øvrige medlemmer af Jungles liveband. Foto: Oliver Hadlee Pearch

Noisey: I tog til LA, vendte hjem, og så rejste I derover igen. Er det rigtigt forstået?
Josh Lloyd-Watson:
Vores pressemeddelelse er lidt sensationalistisk skruet sammen med alt det der om, at ’bandet flyttede til LA’ – det var ikke helt sådan, det i virkeligheden gik ned. Jeg blev forelsket i en person derovre og flyttede til byen for en tid. Tom var stadig i London, så vi arbejdede lidt frem og tilbage. Det handler mere om oplevelsen af det sted, hele vores break-up og processen med pladen. Vi kunne have indspillet den hvor som helst.

Fire år er lang tid.
Josh:
Totalt. Vores debut udkom i 2014. Der gik lang tid, før den plade slog igennem. Folk begyndte først at lytte til den, to år efter vi havde turneret med den. Og den oplevelse fik bandet til at vokse. Det er ikke, fordi vi allerede var store og bare har ventet fire år. Vi tilbragte to år med at turnere og bare tænke: "Hvad laver vi egentlig?" Vi tænkte slet ikke over muligheden for en anden plade. Så begyndte vi at skrive på den og var meget optimistiske. Men vi vidste ikke, hvad den handlede om. Man bliver nødt til at have en grund til at skrive en plade. Vi ventede på, at der skulle ske noget i vores liv. Vi har begge to slået op med kærester, og det har på en måde ført os sammen igen, fordi det er en delt oplevelse. Alt var godt efter den første plade.

Den solgte guld.
Josh:
Ja. Vi havde det sådan: ’Godt klaret!’ Så kiggede vi os lidt omkring og tænkte...cool. Og for os handlede den her plade om…
Tom McFarland: Om at finde noget håndgribeligt. Vi ville lave musik, der føltes virkeligt for os. Musik, der føltes som vores historie.
Josh: Ja, præcis, den der følelse af at stå med noget håndgribeligt. Det er også noget, man ser hos andre. Der udkom to plader, mens vi var i gang, Blonde selvfølgelig og Bon Ivers 22, A Million. Begge plader viser helt nye sider af kunstnerne, og det hjalp os på vej med ”House in LA” – sange, som ikke nødvendigvis lige er os, eller det vi troede, vi var. Med det første album havde vi en ret fast opfattelse af os selv som band. Men i sidste ende betyder det, at man kommer til at sidde fast, fordi man forsøger at genskabe ”Busy Earnin’” om og om igen, og det er der sgu ikke nogen, der gider høre.

Hvor længe var I i LA?
Josh:
On-off over halvandet års tid. Vi var begyndt at arbejde på den nye plade. Så mødte jeg en pige, efter vi havde spillet med Underworld i Hollywood Bowl. Det tog helt overhånd, og kreativiteten døde nok lidt, fordi jeg var så glad – det er fucked up. Hvis man ser på den første plade og kampen for at slå igennem som ukendt band, vores forhistorier med fallerede bands og det faktum, at folk var pisseligeglade, så giver det jo et vist drive. Man vil bevise noget. Hvis man er forelsket, og alt er godt, så bliver man hurtigt tilfreds. Vores respektive break-ups med kærester var en anledning til at finde ud af tingene og få det ned på papir. Der er mange små, indforståede stik til ekskærester i teksterne og personlige indsigter som i ”Cherry”, der handler om den rejse.

Jeg har altid undret mig over, hvad jeres næste skridt skulle blive, fordi den første plade føltes så velkendt.
Josh:
Det er svært. Vi arbejde med en pladeselskabsfyr fra et andet land, som var sådan: "I var heldige med den første plade. Den var helt perfekt. Hvis jeg var jer, havde jeg trukket mig tilbage efter den."
Tom: Han ville have os til at gå fra hinanden, starte nye projekter og lave noget andet.
Josh: Men jeg synes helt grundlæggende, at der er bedre tracks på den her plade. Der er øjeblikke på den første plade, som er typiske ’første plade’-øjeblikke – “Platoon”, “Busy”, “The Heat”, “Time”, det er øjeblikke, vi aldrig får igen.

Fordi de blev til hitsingler?
Josh:
Det er da i hvert fald nogle soniske øjeblikke af format. ”Platoon” er fandeme en underlig størrelse. Den kan man aldrig genskabe. Jungle-lyden kan stort set være hvad som helst, det er dét, der er så underligt ved den, og det, der gør, at vi har så stort kreativt råderum. Det kan være svært at indkredse det specifikke, når man har så mange muligheder. På den nye plade har vi for eksempel strygerarrangementer. Bandet består af to poler. Hvis man lytter til ”Platoon” og bagefter ”Home” – der bare er vokal akkompagneret af orgel – så lyder de vidt forskellige. Vi vil gerne holde mulighederne åbne.
Tom: Jeg sammenligner os overhovedet ikke med Radiohead, det ville jeg aldrig gøre, men hvis man lytter til ”Idioteque” først og ”Creep” bagefter, tænker man også lidt, hvad sker der?
Josh: Men Thom Yorke binder det hele sammen, og det gør deres troværdighed også. Hvis sangen er god, så er den god. Om det er reggae eller bashment eller drum’n’bass eller whatever, hvis det er en tune, er det en tune.

Føler I stadig, at I skaber en verden?
Tom:
Vores verden er der stadig, og vi bliver ved med at udbygge den, men vi må tage ejerskab nu og selv være dens fortællere. Vi har i hvert fald lært, at man ikke kan lave kunst, med mindre man står inde for det.
Josh: Med mindre man er Banksy.
Tom: Det er ligesom, hvis du skriver en artikel som journalist og underskriver den ”anon”. Hvad fanden handler det om? Det tager al troværdigheden ud af det øjeblikkeligt. Der er ingen, der skriver det og siger: "Det er min holdning."
Josh: Vi lever i egoets århundrede, vi er Instagram-generationen. Men på en måde har det været sådan i 20 år. Det handler hele tiden om ’Dig’, og sådan har det ikke altid været. Det var lidt mere uhåndgribeligt end det. Bare det, at vi skal have en Instagram-konto er vildt. Vi har ikke engang særlig mange følgere, men vi står øverst på plakaten – over bands, som har tonsvis af følgere. Vi har spillet efter folk, som har flere end en million følgere, og jeg har aldrig hørt om dem, så hvad fanden sker der? Vi har 40.000 følgere og har solgt 700.000 plader. Det giver ingen mening. Måske har vi bare masser af fans over 60.
Tom: Det er sikkert svaret lige der.

Følgere er vel ikke lig med flere solgte plader. Jeg hader det også – jeg prøver at slippe af med min telefon.
Josh:
Det er så vanedannende, og det er skadeligt. Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede i morges, var at tjekke Instagram. Jeg troede, jeg vågnede stille og roligt op, men det første, jeg gjorde, var at pumpe mig selv med billeder af folk, jeg sammenligner mig med. Jeg ser Arctic Monkeys spillede for 10-20.000 mennesker og er misundelig. Det er stressende. Eller også er der et billede af en fyr med sixpack, og så er jeg bange for, at jeg ser fed ud.

Er det underligt, når det sker? [En Jungle-sang begynder at spille over højtalerne på hotellet]
Tom:
Altid. Det er værst, når man er sammen med sine venner. De er sådan: ’heeeeey!’
Josh: Man tror automatisk, at nogen i cafeen har set en og sat den på med vilje.
Tom: Det er paranoia.
Josh: Det er vist alt det weed, der taler. Du skriver alt det her ned, gør du ikke? Og så begyndte deres sang at spille!
Tom: Shazam den. Vent. Hvem er det?
Josh: Vi burde shazamme den og booste vores Shazam-tal. [Vender sig mod mig.] Det er det her, folk mener er den klassiske Jungle-lyd og -stil. Det er en følelse. Det er dét, vi altid leder efter i et Jungle-nummer. Jeg ved ikke, om det er en god følelse eller en dårlig følelse, men det er en følelse. Det kan være noget alternativt, eller det kan være fucking poppet.

Jeg har før interviewet folk, der har fortalt mig, at de ikke genkender deres egne sange længere, når de hører dem i offentligheden.
Tom: Det er mærkeligt. Nogle gange er vi på vej gennem et storcenter, og så er der nogen, der siger: "De spiller jeres musik," hvor jeg er sådan: "Hvad?" Man skal lytte ret godt efter for at indse, at det er det mærkelige stykke i midten af sangen, du har glemt alt om.

Det er svært at sige, hvad det præcis er for en følelse, men det fungerer godt live.
Josh: Jeg ved det heller ikke. Vi leder altid efter det. Hvis man lytter til ”Busy Earnin’”, er der elementer af paranoia og eufori.

Der er det vist også alt det weed, der taler.
Josh:
Radiohead gør det. Michael Jackson har altid gjort det. Man hører det især i ”Thriller”.
Tom: Jeg smiler, men jeg har en kniv i hånden.
Josh: Det er en følelse af uvished ladet med optimistisk selvsikkerhed.

Måske er det derfor, pladen fungerer for jer, fordi den kommer fra et sted med stor uvished i jeres liv.
Tom: Det er godt at føle uvished i forhold til den musik, man udgiver. Det er ligesom Bowie altid sagde: "Jeg var aldrig tilfreds, inden en plade udkom. Jeg vidste, det ikke var det rigtige at udgive, hvis ikke det føltes ubehageligt." Det skulle være et skridt ud i uvisheden. Det skal ikke være: "Det her track kommer til at klare sig godt, fordi jeg ved, mine fans vil elske det." Men det er det fedeste: så føler man sig i live. Hvis vi bare hvilede på laurbærrene og pumpede det ene Calvin Harris beat efter det andet ud…
Josh: Vi er helt sikkert klar over, hvad de sange gør i forhold til andre. ”Cherry” for eksempel, eller ”Casio” – det er fandeme rigtig musik i vores øjne. Men så er der også det andet lag, hvor Jungle nærmest er reklamemusik. Men det har virkelig nerve. Det er den nerve, vi altid vil gå efter, men man skal bruge catchy numre for at fange folk, for ellers finder de ikke de mere obskure ting og for at lave det, vi laver, skal der singler til – til trods for vi selvfølgelig gerne vil være ligesom Frank Ocean og sige ’fuck det’ til det hele.