Ulykken, der ændrede alt for mig i fængslet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Jeg arbejdede for den samme chef gennem otte år. Det er ret lang tid for en fange at beholde den samme tjans.

Den dag, han ansatte mig – det var en pedeltjans, som jeg tjente lige omkring 13 kroner om dagen på – sagde han, "Hvis du ikke står her frisk og klar præcis kl. 6:45 fra mandag til fredag, så behøver du slet ikke dukke op".

Når vi arbejdede på taget eller skulle klatre på stier, sagde han, "Hvis du falder ned, er du fyret, før du rammer jorden".

Ligesom alt andet personale i fængslet – fra inspektøren til vagterne til sygeplejersken og pedelholdet – vidste min chef, hvordan størstedelen af de indsatte så ham: som en autoritetsfigur de fleste hadede, bebrejdede og gjorde til bussemand. Sådan så jeg selv på personalet engang – som papfigurer i blå uniformer, politikloner, der havde lagt mig i håndjern og buret mig inde.

Men selvom min chef og jeg ikke kom godt ud af det med hinanden i begyndelsen, lærte jeg over årene at respektere ham og se ham som et menneske. Han lo for eksempel ikke af mig, når han tog mig i at græde over min fars død, for han havde selv haft dødsfald tæt inde på livet.

Når man sidder i fængsel, er det at græde et tegn på svaghed, der indbyder til tæsk. I stedet græd vi sammen.

For et par måneder siden blev jeg, min chef, hans assistent og en anden kollega sat til at installere et højtalersystem på fængslets tag. I gården under os løb fangerne rundt i t-shirts og shorts, selvom det var midt i januar, mens vagterne så til. Vinteren var aflyst, selvom vejrudsigten advarede om dårligt vejr og kraftige vindstød.

Vi måtte arbejde hurtigt. Tagbeklædningen under vores fødder var allerede fugtig. Skyerne havde samlet sig på himlen over os, og vinden ruskede i værktøjet i vores hænder.

En af vagterne, der stod på jorden under os, så os arbejde på taget og råbte, at vi skulle være forsigtige. Min chef råbte tilbage, med glimt i øjet, "Det skal vi noooook," som et barn, der lover sin mor at tage opvasken eller støvsuge i stuen. Vi syntes, det var sjovt.

At stå på taget og nyde udsigten, er det tætteste, man kommer på friheden i fængslet. Det er i hvert fald, det tætteste jeg har været på at opleve det igennem de 11 år, jeg har været her. Hævet over pigtråden på hegnet forestiller jeg mig, at jeg ikke længere er indespærret i en kasse med blanke, hvide vægge og et hårdt gulv af beton. Jeg kan trække vejret dybt, suge alle landskabets detaljer til mig og tænkte på livet på den anden side.

Da vi var ved at være færdige med opgaven, samlede min kollega og jeg værktøj og materialer sammen, så ud over landskabet en sidste gang og forberedte os på at stige ned i gården igen.

De følgende øjeblikke genspilles i mit hoved hver dag.

Min kollega, min chef og hans assistent skulle krydse en lav mur, og da min chef på godt 185 centimeter kravlede over, så jeg ned i gården. Jeg kunne høre fanger råbe "Spring!" og så nogle af dem kaste med sten og batterier, når vagterne ikke holdt øje.

Jeg kiggede op lige i tide til at se min chef forcere muren, råbe i forskrækkelse og vride om på foden, idet han gled på det våde tag. Da han prøvede at genvinde balancen, ramte hans knæ tagkanten. Han vaklede på kanten.

Min kollega greb fandt i chefens bælte i et forsøg på at redde ham. Assistenten forsøgte at få fat på hans fødder. Jeg prøvede også at række ud efter ham.

Min chef væltede ind over muren. Min kollega mistede grebet om bæltet, assistenten nåede ikke at få fat om hans ankel, og da hans fod hang der i luften, mistede også jeg grebet.

Min kollega råbte til chefens assistent, at han skulle slå alarm og få fat på en ambulance over radioen. Jeg faldt på knæ i chok og begyndte at bede.

Et øjeblik senere tvang jeg mig selv til at kigge ud over kanten og se ned på manden, der havde ansat mig og havde så stor tillid til mig, da jeg ikke selv havde det. Han lå på jorden under mig, ilde tilredt, men dog i live. Hans lemmer var brækkede, og hans fingre blodige fra forsøgene på at gribe fat i tagrenden.

Endelig kom der en ambulance. Vi blev ført tilbage til fængselsgården under os.

Når der opstår en ulykke i fængsel, stopper al anden aktivitet. Portene låses, fløjene lukkes ned, og radiokommunikationen sættes i bero. Der er ikke meget at gøre.

Så da min kollega og jeg vendte tilbage til vores afdeling, havde de andre indsatte masser af spørgsmål:

"Hvad er der sket?"

"Min chef faldt ned fra taget".

"Skubbede du ham? Sig, du skubbede ham".

"Han faldt… Jeg kunne ikke redde ham".

"Fuck det! Han er en af dem".

Så begyndte drillerierne. Folk fandt hurtigt ud af, at min kollega og jeg havde prøvet at redde en af dem.

"Bliver du benådet nu? Slipper de dig fri? Fandme nej!"

"Du skulle have pisset på ham," sagde en anden.

Min chef overlevede faldet, men endte med at brække flere knogler. Han kan ikke længere arbejde i fængslet. Han havde kun vist mig venlighed.

"Jeg havde gjort det samme for dig," var alt, jeg kunne sige til mine medindsatte.

Fængslet ændrer alle. Nogle mister håbet, andre mister deres medfølelsesevne.

Men nogle gange giver fængslet os et andet perspektiv – vi begynder at se på mennesker anderledes – et perspektiv, der giver os mulighed for at se ud over hegnets pigtrådsbeklædte begrænsning.

Derek R. Trumbo Sr., 39, afsoner en dom på 25 år i Northpoint Training Center i Burgin, Kentucky for seksuelt overgreb på et barn. I retten har han erklæret sig uskyldig. Han har to gange før vundet priser fra PEN for sine skuespil, der er opført i Australien, New York og i Louisville, Kentucky.

Denne artikel er udgivet i samarbejde med Marshall Project.