Illustration: Erik Pontoppidan

Vi spurgte unge danskere, hvad de savner mest fra deres barndom

Generation Z er blevet voksne, og nu drømmer vi os tilbage til 'Jul i Valhal', Sibusiso Zuma og ikke at være bekymret for fremtiden.

|
12 februar 2019, 12:54pm

Illustration: Erik Pontoppidan

Da du var otte år, kunne det ikke gå hurtigt nok med at blive voksen. Dengang betød det, at du egentlig bare gerne ville være 13 år, så din bedstemor ville stoppe med at nive dig i kinderne, fordi du nu var teenager.

Men da det gik op for dig, at bedstemødre åbenbart lever af at nive i kinder, fandt du et nyt mål: 18 år måtte være guldkrukken for enden af livets regnbue. Så ville du kunne stemme, køre bil og væk skulle det være med dagene, hvor du blev afvist med dine søskendes ID og blev talt ned til af selvbestaltede jurister forklædt som skaldede dørmænd.

"Jeg burde ringe til politiet. Det her er faktisk dokumentfalsk.” Ja, ja, du har vundet. Lad mig nu sluge nederlaget og gå hjem i seng.

Din 18-års fødselsdag kom, og igen måtte du tage den store, fede stikpille, det er at få knust sine drømme. Det gik op for dig, at de fede klubber først lukker dig ind, når du er i tyverne (eller bliver kendt på Instagram), og at den borgerlige orden ikke bliver væltet af, at du sætter kryds ved Ø. Og det før så magiske kørekort? Det betød bare, at du fik lov til at hente McDonald’s til hele din gymnasieklasse i frokostpausen.

Okay, måske var vi bare lidt for naive dengang – hvad hvis vi nu bare havde sat barren lidt lavere? Var det ikke nok bare at flytte hjemmefra? Så kunne man ligge på sin egen sofa, omringet af take-away emballager, uden nogen skulle fortælle en, at det var ulækkert. Det måtte da være livet.

Hvilket bringer os frem til i dag.

Her ligger du på dit værelse i den lejlighed, du sammen med tre andre overbeviste dig selv om var starten på et boligkollektiv og ikke bare den eneste mulighed for at få tag over hovedet i et boligmarked styret af investeringsgrupper og forældrekøb. Alt i mens hullerne i budgetkontoen og ozonlaget kæmper om at komme til at ligne en vellagret emmentalerost først. Og nå ja, så skal du også selv sørge for, at der er toiletpapir.

Okay, det lyder måske værre, end det er. Måske ejer du rent faktisk selv din lejlighed og har et dankort, der ikke konstant er i minus.

Men for de fleste af os, der er i vores tyvere i 2019, er det ikke tilfældet. Måske er der behov for at drømme sig tilbage til simplere tider? Det tror vi. Derfor har vi spurgt en række unge mennesker, hvad de savner allermest fra deres barndom.

At lørdagsslik var noget, ens forældre allernådigst købte til en. Dengang var det altid spændende, hvad der var i skålen, fordi det var hemmeligt, når min mor lavede den. Der er sgu ingen mystik i livet som voksen. –Ida, 22

Jeg savner min fantasiugle Ulle, som jeg ikke har set siden 2. klasse. Og savner at se Dragon Ball i SommerSummarum hver morgen. –Amanda, 23

Jeg savner at køre med min far til fodboldkamp i weekenden. Der sad jeg på bagsædet af vores stationcar weekend efter weekend med en levende drøm om, at jeg nok skulle blive professionel en dag. Der var ingen begrænsninger. –August, 25

Jeg savner, at Skittles var spændende, fordi man ikke kunne få dem i Danmark.
At de voksne havde ret og ikke kunne være større idioter end mig. Nåh ja, og at jeg kunne se Shakira på Boogie Listen. –Peter, 24

At kunne tisse i bukserne og ikke gi’ en fuck? –Louise, 24

At det var acceptabelt at se julekalender. Altså, jeg fucking elsker at se julekalender. Sådan hele året. Det er så hyggeligt, men det er fandme pinligt at se Jul i Valhal i juni måned som 23-årig. –Ida, 23

Sommerhuset i Gilleleje og ikke at være så selvbevidst. Dengang kunne jeg bare cykle rundt i områdets vænger og lege Tour de France med mig selv. –Aske, 27

Jeg savner Sibusiso Zuma – og jeg savner dengang, hvor det var det største i verden at komme i Parken. Jeg kunne ikke sove natten før en FCK-kamp. Det var første parket til mine idoler. –Mathias, 25

Fik engang min klassekammerat i 0. klasse til at gå ind i et skab i og klæde sig af for så at gå nøgen ud igen, hvor alle os elever ventede i klasseværelset. Den havde nok ikke gået i dag, men det var meget sjovt. –Frederikke, 24

Huller og græspletter på knæene i mine jeans. Huler i skoven. Det var barndommen opsummeret i et. Det var uden bindinger, ufortrødent, impulsivt og nice. –Lasse, 26