Kræftramte unge fortæller, hvordan du er en god ven til folk med kræft

"Du skal ikke ynke over, at du har influenza. Helt seriøst. Jeg har kræft."

|
30 januar 2019, 11:32am

Hver år bliver omkring 500 unge danskere mellem 15 og 29 år diagnosticeret med kræft. Og ud over at det i sig selv er skrækkeligt, oplever mange ifølge Kræftens Bekæmpelse, at tætte venner falder fra i forløbet. Det kan hænge sammen med, at mange synes, det er svært at være ven til en med kræft. For hvad skal man sige eller lade være med at sige? Skal man give plads, eller skal man stille op? For man vil jo ikke gøre den syge person ked af det ved at sige eller gøre noget forkert, og derfor kan det føles som det rigtige bare at trække sig.

Men det er det sjældent. I en stor undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse siger 69 procent at de adspurgte unge kræftramte, at de gerne have deres venner hos sig på sygehuset, mens 40 procent siger, at de har følt sig ensomme gennem den seneste uge.

Man bliver altså, som foreningen Ung Kræft beskriver det, medlem af en klub, ingen vil være en del af, når man får kræft. Og det kan mærkes på venskaberne. Men hvordan kommer man udenom det? Og hvad er det bedste, man kan gøre, når ens ven får kræft?

Vi har talt med tre unge danskere, der har eller har haft kræft, der hver især giver deres bud på, hvordan man som ven kan støtte bedst muligt i den svære situation.

1548756888099-Philip_Vice_SineBirdsong_0292

Philip Nielsen, 19, har kræft på hjernestammen

Hej Philip. Dit sygdomsforløb er ret langt, men kan du alligevel prøve at ridse det overordnet op?
Philip:
Jeg har været syg af kræft på hjernestammen, siden jeg var syv år. Det blev opdaget, fordi jeg begyndte at spise meget og miste balancen. Havde vi ventet to uger mere med at gå til lægen, var jeg død. Jeg var jo lille, så jeg forstod ikke, hvad det var. Jeg spurgte min mor, om jeg skulle dø, og jeg kan huske, at hun sagde: "Det bliver over mit lig."

Jeg blev opereret og fik at vide, at jeg ikke ville komme til at gå igen, men efter halvandet år i kørestol gik jeg. Da jeg var 14 år, begyndte kræften at vokse igen. Den her gang forsøgte man med kemoterapi, og det havde god effekt i det halvandet år, jeg var i behandling, men efterfølgende begyndte kræften at vokse igen. Jeg blev opereret, men det var ikke vellykket, fordi man ikke kunne fjerne så meget, fordi kræften sidder så dumt. I oktober måned sidste år blev jeg opereret igen, og det gik rigtig godt. Jeg lever nu med talebesvær og lidt spasmer på venstre hånd, træthed og lidt smerter, men status er, at man fandt en genfejl i kræften, og hvis den vokser igen, kan man give en blokker, der modvirker genfejlen. Så kan man håbe på, at kræften dør helt.

Du har levet med kræft en stor del af dit liv, hvordan har det været at få venner?
Jeg har en enkelt ven, fra inden jeg fik kræft. Jeg gik i skole med hende, og vi ser stadig hinanden. Andre bliver bange og tager afstand og ved ikke, hvad de skal gøre. Du får venner på en anderledes måde, når du har kræft. Det er også meget anderledes at date, for du går ikke i byen og scorer og tager en med hjem som kræftramt. Selv om du ikke skal identificere dig med kræft, skal du jo sige det før eller siden. Det er svært at sige til en ny ven eller en date: "Hey, jeg har kræft, og jeg kan dø når som helst." Men hvis folk vil være en del af mit liv, må de acceptere mig.

Hvordan har du oplevet, at folk reagerede på din sygdom?
Hver gang, der sker noget frygteligt, er alle der og viser deres sympati, men i hverdagen kontakter de mig ikke ligeså tit. De glider væk. Du kan føle dig meget alene som kræftpatient. Dine venner har skole og arbejde, og det kan du ikke selv passe på samme måde. Det er til at blive vanvittig af. Jeg har valgt fester fra, fordi jeg træner meget – både fordi jeg skal være fysisk stærk for at klare alt det her, men også fordi man bliver meget stor af alt den medicin. Når jeg ikke går i byen, er det endnu sværere med vennerne. Men jeg har tabt 30 kilo.

Og så har jeg også oplevet at blive dumpet, fordi jeg har kræft. Hun kunne ikke elske en, der kunne dø. Det var hårdt.

Hvad er det bedste, man kan gøre som ven?
Tag personen med ud. Drik en kop kaffe. Skriv eller ring. Snak om alt muligt og ikke kun kræft. Hvis den kræftramte selv vil snakke om kræft, skal han eller hun nok gøre det. Man skal ikke være så bange. Vær som en ganske almindelig person – spørg, om jeg vil med ud og drikke en øl. Jeg vil gerne ud og være social, selv om jeg er på hospitalet. Folk tror, jeg kun fokuserer på min sygdom, men man må godt spørge kræftramte ind til andet end kræft. Vi dater også og keder os og ser film og alt muligt andet. Spørg ind til det.

Hvad er det værste, man kan gøre?
Du skal ikke ynke over, at du har influenza. Helt seriøst. Jeg har kræft. Hvis der er ting, du ikke har opnået eller gjort godt nok, så stop med at ynke over det. Du er stadig i live, du er rask. Du skal bare gøre det.

1548756934038-Henriette_Vice_SineBirdsong_0316_1

Henriette Berthel, 25, har haft brystkræft

VICE: Hej Henriette. Hvornår opdagede du, at du havde kræft?
Henriette: Den 25. december 2017 fandt jeg en knude i mit bryst. Min kæreste og jeg blev enige om, jeg skulle få det tjekket. Lægen sagde, at jeg var så ung, at det var nok ikke var noget, men at jeg skulle undersøges for kræft. Jeg blev mega bange. Jeg fik besked om, at jeg ikke skulle have en mammografi, fordi jeg er så ung, men da lægen gik i gang med at undersøge knuden, blev hun lidt mærkelig og ville alligevel give mig en mammografi. Jeg var tæt på at besvime af angst. En uges tid efter blev jeg indkaldt til Rigshospitalet. Jeg fik besked om, at det var en kræftknude, og at jeg skulle have kemoterapi i et halvt år. Derudover skulle jeg opereres, og muligvis have stråleterapi. Men det var først, da de fortalte, at jeg ville miste hår, at jeg brød sammen. Jeg blev bange for, at folk på gaden ville kigge på mig og tænkte: ”Hun er godt nok syg, hende der.”

Men du er rask nu?
Jeg har ikke kræft nu, men efter kemoen fik jeg fjernet og rekonstrueret begge bryster, og der kunne de se, at der stadig var aktive celler, og derfor fik jeg mere kemo, som jeg er færdig med om en måned. Den type kræft, jeg havde, lever af østrogen, så jeg skal være i hormonbehandling i ti år, hvilket blandt andet betyder, jeg går tidligt i overgangsalderen.

Hvordan fortalte du folk, at du var syg?
Det første, min kæreste og jeg gjorde, var at sætte os i sofaen og blive enige om, at det her skulle vi igennem. Så ringede jeg til min mor. Det var hårdt at sidde langt væk og høre, at hun blev ked af det. Jeg synes ofte, at det er synd for min familie, at jeg blev syg, fordi jeg ved, at det må være helt vildt hårdt. Min mor fik informeret mine to søskende, og jeg ringede selv til min far. Derudover har jeg to gange lavet en opdatering på sociale medier, hvor folk kunne kommentere. Det er rart at vide, at folk er der – også dem, der ikke har overskud til at være der fysisk.

Hvordan reagerede dine venner generelt?
Mange af mine venner og veninder har trukket sig. Jeg tror, at de blev skræmt over, at kræft kunne ramme en, de kender så godt. Men der var også dem, der var der 100 procent. Jeg havde eksempelvis en veninde, der sagde, at jeg kunne aflyse, lige til hun stod foran min dør, hvis bare hun så lige måtte give mit et knus. Det var virkelig fint. Og så har jeg fået gode venner gennem forløbet, som selv har eller har haft kræft. Det har været rart, da mine andre venner ofte har haft et behov for at tale om sygdommen, som jeg ikke selv har haft.

Hvad er det værste, man kan gøre som ven?
Lad være med at skrive: "Jeg tænker så meget på dig, og jeg har det så dårligt over, at jeg ikke skriver til dig eller besøger dig." Den slags giver i hvert fald mig dårlig samvittighed over at være blevet syg. Og så skal man ikke hele tiden tale om læger, kemoterapi, bivirkninger og operationer. Jeg er stadig mig, og jeg vil ikke overtages af kræft eller kemo. Det betyder meget, at man kan beholde sin identitet. Og det er venner en meget vigtig del af. Men det er ambivalent, for jeg vil også gerne høre deres tanker, så de ikke er bange, ligesom jeg gerne selv vil sætte ord på, hvordan jeg har det, så de ikke tager unødvendige hensyn.

Hvad er det bedste, man kan gøre som ven?
Man er alene om kemo og bivirkninger og hospitaler, så det vigtigt, vennerne viser, man ikke også er alene om alt andet i livet. Bare kom forbi med mad, blomster eller et kram. Folk siger tit: "Du skal bare sige, hvis der er noget, du har brug for." Men jeg vidste ikke, hvad jeg havde brug for. Når man er syg, har man brug for, at folk kommer til en. Jeg har det seneste år ikke selv haft overskud til at tage initiativ til at lave aftaler, men jeg vil vildt gerne se mine venner. Derfor må de gerne ringe og lave en plan. For mig hjalp det, når min veninde blev og overnattede, fordi jeg ikke turde sove alene efter kemo, eller at min søster hjalp med at finde tørklæder til mit skaldede hoved. Men det kan også bare være gennem en lille hilsen på sms.

Og så skal man huske, at det hele ikke er overstået, fordi kræften er væk, og man er færdig med behandling. Det er en sygdom, som det kan tage rigtig lang tid at komme sig over både fysisk og psykisk – og skyggen af kræft vil altid være der.


Jeg synes ikke, at man skal lade kræften ændre på, hvordan man er sammen som venner. Jeg ville og vil stadig helt vildt gerne inviteres til fester og alt muligt, og selv have lov til at melde fra, hvis jeg har det for dårligt. Det er vigtigt for mig, at kræften og kemoen ikke tager over og har fuld kontrol over, hvad jeg er i stand til.

1548756984251-Teis_Vice_SineBirdsong_0290

Theis Nybo, 25, har haft modermærkekræft

VICE: Hej Theis. Kan du helt kort fortælle om dit forløb?
Theis:
I februar 2016 blev jeg diagnosticeret med modermærkekræft. Jeg blev ringet op af min læge og fik besked på at komme med det samme. 14 dage forinden havde han fjernet et modermærke på min ryg og sendt det til klinisk undersøgelse. Da jeg kom derop, fortalte han mig, at der var fundet kræft i modermærket. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg skulle nå mit tog for at komme på arbejde til tiden. Jeg tog direkte på arbejde. Da jeg kom derhen, stoppede jeg op og tænkte: "Hov, der er jo noget fuldstændig galt her." Jeg tænkte, at hvis en kunde ville sige fortsat god dag, ville jeg have lyst til at slå dem.

Jeg var igennem to større operationer, hvor man fjernede hud fra min ryg og lymfer under mine arme, som kræften havde spredt sig til. Allerede den 13. april samme år blev jeg erklæret kræftfri.

Hvordan var det at tale om sygdommen med dine venner og familie?
Det føles forfærdeligt at skulle fortælle folk, at man har kræft, for man ved, de bliver bange og kede af det. Min mor var med fra starten. Hun sad i venteværelset ved lægen og blev kaldt ind, så de kunne forklare hende min diagnose, fordi jeg ikke selv kunne forstå det. Jeg sagde det faktisk ikke til mine venner, før jeg i marts blev indlagt på Roskilde Sygehus. En dag, da jeg kedede mig, talte jeg de små prikker på pladerne i loftet. Bagefter checkede jeg ind på sygehuset på Facebook og skrev, at der var 52.000 prikker i loftet på Roskilde Sygehus. Så begyndte folk at skrive og ringe, og jeg fortalte om min diagnose. Nogle af dem, som jeg troede var tætte venner, faldt fra, og nogle, som jeg ikke havde troet, jeg skulle høre fra, blev pludselig meget tætte. Der kom en slags udskiftning. Der er selvfølgelig også nogle venner, der blev gennem det hele.

Men nogle faldt fra?
Ja, der var en del, der stoppede med at kontakte mig. Jeg tror, de var usikre på, hvad de skulle sige til mig. Og faktisk havde jeg ikke overskud til at tænke over det lige der. Det var selvfølgelig ikke rart, og jeg var ked af, at nogle af dem, jeg troede, jeg skulle bruge, faldt fra. Men der kom nye til. Og så faldt jeg til ro med dem. Jeg lærte at tænke, at det var dem, der faldt fra, der mistede noget vigtigt, og faktisk tror jeg ikke, jeg kunne holde til både at være syg og være ked af at miste venner på samme tid.

Hvad er det bedste, man kan gøre som ven?
Det er rigtig vigtigt, at man bare spørger og snakker. Der er så mange, der frygter den samtale, men du kan ikke sige noget forkert. Gør, som du plejer – og lad være med pludselig at blive meget pylret. Mens jeg var indlagt, hev nogle af mine mig med ud og spise en burger. Det var et fantastisk afbræk fra sygeplejersker og hvide klinker. Selvfølgelig er det en balance, for man skal også af og til spørge ind til sygdommen, men jeg havde brug for, at mine venner var der til at snakke, og at jeg kunne ringe, som jeg plejede.

Hvad er det værste, man kan gøre som ven?
Det værste, du kan gøre, er ikke at gøre noget. Det er tit det, der sker, fordi folk bliver nervøse og bange for at sige noget forkert. Jeg kan jo altid bare sige det, hvis jeg ikke har lyst til at snakke om min sygdom. Men spørg. Altid. Det virkede for mig, når hverdagen bare gik, og mine venner var en del af den. Jeg skulle jo ud og handle og vaske tøj, og det gav afstand til sygdommen, at de var en del af det, så jeg ikke hele tiden skulle tænke på det og være ked af det.