Annoncering
vegetarisme

Vegetarer, som spiser fisk, har fat i den lange ende

Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogle vegetarer synes, det er okay at spise fisk, indtil det gik op for mig, at deres hjerner ikke udvikler neocortex, der får pattedyr til at føle smerte.

af Lloyd Ellman
14 december 2017, 8:15am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i 2014.

Bøgerne går højt, og den lille gnom, jeg har fået på krogen under min første fisketur i ti år, stirrer op mig, da jeg skal til at slå den lige mellem øjnene med en hammer.

I rapporten "Welfare of Farmed Fish at Slaughter" fra US Humane Society står der, at "lammelse ved slag" - altså at slå fisken i hovedet - "forårsager øjeblikkelig og uoprettelig følelsesløshed" og resulterer i "mindre smerte, stress og unødvendig lidelse". Men det er altså lettere sagt end gjort: En aborre er glat og overraskende levende, når man står med den.

Jeg er taget ud for at fiske for at finde ud af, om pescetarisme - en vegetarisk kost suppleret med fisk - kan andet og mere end at give mig god samvittighed, når jeg spiser sushi. Vi har alle mødt vegetarer, som henkastet nævner, at de også spiser fisk. Udover at det ikke er logisk, er det en ret udbredt holdning, som er baseret på tanker om etik, miljø og sundhed.

Hvis folk argumenterer for, at man må spise fisk udfra et etisk synspunkt, så taler de tit om biologi. Fiskehjerner er nemlig struktureret anderledes end vores egen. De ligner bønner, og de har ikke den udviklede neocortex, der får pattedyr (som os selv) til at føle smerte. Nociceptorer, altså sanseneuroner, der reagerer på smerte, er sjældne eller helt fraværende hos fisk, især hos de største rovfisk, som for eksempel hajer. Selvom fisks hjerner reagerer på skader og angreb på lignende måder, er deres oplevelse anderledes end vores antropocentriske opfattelse af "smerte".

Vi har alle mødt vegetarer, som henkastet nævner, at de også spiser fisk.

Da forskere på Tromsø Universitet gav torsk stød, fandt de ud af, at stimuleringen var "aversiv for fisk, fordi fiskenes nervesystem er anderledes". Torsken reagerede ved at "slå med halen" og "gnubbe sig" op af ting - en opførsel, der kunne minde om smerte - men opførte sig helt normalt kort efter.

Lidelse minder om smerte, men er ikke det samme. Det afhænger af en bestemt grad af selvbevidsthed, som fisk sandsynligvis ikke har. For at sige det helt simpelt skal en fisk kunne tænke, at det her er sgu da rimelig nederen, for at kunne lide, og det er der ikke noget, der tyder på. Vi skal i stedet tænke på fisk som en computer, der reagerer på en konstant strøm af stimuli på bestemte måder.

Fisk er noget "andet". De er ikke ligesom rigtige dyr, de er ikke selvbevidste, og de kan ikke føle smerte. Det er et argument, der har dybe historiske rødder: Hverken jødedommen eller katolicismen kategoriser fisk sammen med "kød". Ved at adskille dem fra andre dyr argumenterer pescetarer for, at drabet på en fisk er mere etisk forsvarligt, end hvis man slår en kylling ihjel.

Og så er fisk skide sundt: I 2008 kunne en artikel i British Medical Journal fortælle, at "en middelhavskost er forbundet med markante helbredsforbedringer". Forskerne slog fast, at hvis man spiser som en olieindsmurt græker, lever man længere, har mindre risiko for at få kræft, og nedbringer risikoen for at få hjernesygdomme med næsten ti procent.

For 200 år siden på Sardinien var middelhavskosten en nødvendighed. I dag er det en vej til at tabe sig og udskyde døden. Forfatteren til The Pescetarian Plan, Janis Jibrin, skriver: "Du beskytter dit hjerte ved at spise fisk ... du vil være klogere og gladere og - helt seriøst - have et bedre sexliv." Kosten kan åbenbart også hjælpe folk, der ikke kan få den op at stå.

"Amerikanerne er ramt af en dobbelt epidemi, som består af overvægt og type 2-diabetes," skriver Jibrin. "Hovedgrunden til de sygdomme, og til tyktarmskræft og andre typer kræft, er en usund kost... Pescetarisme hjælper dig ikke alene til at undgå de sygdomme, den kan endda bekæmpe dem."

Fisk er noget "andet". De er ikke ligesom rigtige dyr, de er ikke selvbevidste, og de kan ikke føle smerte.

Traditionelt set var fiskeri et alternativ til institutionaliseret grovhugst på det moderniserede landbrug. Vores samlebåndsorienterede, profitmaksimerende kødindustri er en imponerende tragisk omgang for både dyr, de ansatte og forbrugerne. Det konstante behov for at optimere effektiviteten har affødt det lukrative, men dybt usunde system, vi kender og elsker.

Det er også et mareridt for miljøet.

Satellitbilleder af folde med køer ligner søer af lort, og det er det også. Det er besværligt at slippe af med afføringen, så floder af fæces blander sig i det lokale økosystem og prut-skyer med klimaødelæggende metangas bliver der ikke gjort noget ved.

Men der er også problemer med "det sidste vilde mad i naturen". Overfiskeri er skyld i en katastrofal udryddelse af hele arter, og det taler vi ikke nok om. Den truede atlantiske tun kan sagtens risikere at være forsvundet i vores levetid, og alligevel omsætter branchen for 1400 millioner kroner hvert år. (Tip: Prøv at tage på en fancy sushirestaurant og bestil en Ōtoro med atlantisk tun, og forestil dig så, at du sidder og spiser et hvidt næsehorn.)

Fremskuende fiskespisere ved, at akvakultur er fremtiden. I dag bliver 50 procent af verdens fisk opdrættet i dambrug. Nogle af dem er gigantiske båse på det åbne hav, andre er plastikbaljer i lader på landet, andre igen er dybt integrerede og bæredygtige økosystemer. Akvakultur er en fejlbehæftet industri, men opdyrkede fisk kan omdannes til mere kød end noget andet dyr.

Så tilbage på stranden, med en hammer i den ene hånd og en død fisk i den anden, er jeg i syv sind: Fisk er levende, men ikke på samme måde som dig og mig. De er anderledes end andre dyr, men ikke anderledes. De løser nogle af de problemer vores madsystem har, men skaber nogle andre.

Vi mennesker er tykkere end nogensinde før, og vi har brug for sundere mad. Fisk kan hjælpe os.