Cezinando om at lave musik til 'SKAM', og hvorfor Danmark er Skandinaviens sejeste land

FYI.

This story is over 5 years old.

Interview

Cezinando om at lave musik til 'SKAM', og hvorfor Danmark er Skandinaviens sejeste land

Vi inviterede norsk pops nye fænomen med i Tivoli.

Hvis du synes, du er stødt på navnet Cezinando før, er det ikke, fordi han er et obskurt FIFA- eller Football Manager-talent. Det er derimod sandsynligvis fordi du, ligesom hundredetusindvis af andre europæere, har hørt den norske popstjernes musik i den brandpopulære norske ungdomsserie, SKAM. Nærmere betegnet er det Cezinandos ømme og catchy pathos-banger “Håper du har plass”, der toner frem halvandet minut inde i det ottende afsnit af SKAMs fjerde sæson, mens Sana sidder og ser på gamle billeder af sig selv, Noora, Chris, Vilde og Eva og indser, hvor meget vennerne betyder for hende.

Annoncering

I torsdags spillede Kristoffer Cezinando Karlsen sin første koncert som hovednavn på dansk jord for et udsolgt Lille Vega – afslutningen på en 11-koncert-lang turné. Egentlig skulle han have spillet på Ideal Bar, men forsalget på billetter var så aggressivt, at den blev rykket til det københavnske spillesteds næststørste scene. I hjemlandet vælter den følelsesladede blanding af rap, trap og pop på Cez' fjerde udgivelse Noen ganger og andre sig i anmeldelser på fem- og seks stjerner, mens singlen "Håper du har plass" fik 'Årets sang' til det norske P3 Guld.

Fordi vi var nysgerrige efter at finde ud af, hvordan den 22-årige norske popstjerne har taget sit hjemland med storm, og om vi nu kan se frem til, at han nu indtager Danmark, på samme måde som SKAM allerede har gjort det, inviterede vi Cezinando en tur med i Tivoli. Der fik vi en fin snak om musik, dansk design, fascisme og popstjerne-liv, og fandt ud af, at han faktisk er en drit chillern fyr.

Noisey: Hey Cezinando, velkommen til Tivoli. Hvad siger du til det?
Cezinando: Jeg har aldrig været herinde før. Her er helt vildt smukt. Det får mig virkelig til at elske mit liv. Jeg har spillet på Loppen på Christiania for nogle år tilbage, men Vega-showet er min første danske koncert som hovednavn. Jeg håber på at komme til at spille meget mere rundt omkring i Skandinavien på festivaler til sommer og sådan – det er en kæmpe drøm for mig.

Annoncering

Hvor længe har du lavet musik?
Jeg lavede min første ep, da jeg var 15, og udgav den, da jeg var 16. Den var på seks tracks. Året efter lavede jeg et album til. Det var der, jeg så småt begyndte at få lidt opmærksomhed. Men mit egentlige gennembrud kom med mit seneste album, Noen ganger og andre.

Der sker som regel en masse andre ting, når man er mellem 15 og 22 år gammel – har musikken altid været dit hovedfokus?
Jeg var balletdanser i rigtig mange år og har danset i operaen i Oslo. Men jeg har altid været interesseret i musik. Min ven Benji og jeg gik altid bare og rappede, da vi var yngre. Så fra den ene dag til den anden sprang jeg egentlig bare fra dans til musik.

Din musik er ikke udelukkende rap. Hvordan ville du selv beskrive din lyd? Og hvad lytter du selv til?
Det er nok lettest at beskrive det som popmusik. Men der er også mange i Norge, der opfatter mig som en rapper. Derfor ville jeg også kalde Noen ganger og andre et rapalbum. Jeg er vokset op med 50 Cent, Eminem – det samme hiphop, som alle andre 90’er-børn også lyttede til, og så er min far meget til sydstatshiphop, så jeg har også hørt en del Three 6 Mafia og Alley Boy. Men jeg er også stor fan af popmusik. Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Francis and the Lights er nok min eneste store inspiration. Og i flyet hertil lyttede jeg til det nye Yung Lean-album.

Du er blevet vanvittigt stor i Norge. Hvad slags respons får du fra dine fans?
Jeg fik på et tidspunkt en virkelig rar besked fra en pige, der kæmpede med selvmordstanker og sagde, at min musik havde hjulpet hende med det. Hvilket er vanvittigt, hvis man tænker over det. Jeg sendte hende bare en masse kærlighed tilbage og sluttede min besked af med et heia deg, hvilket betyder “Go, you!” og er en reference til en af mine sange. Og så svarede hun heia oss, altså “Go, us!” tilbage. Det gjorde virkelig indtryk på mig, fordi hun så oprigtigt følte, at der var et “os” bare ved at have hørt min musik – at mine følelser også var hendes følelser.

Annoncering

Du har en ret speciel hættetrøje på i dag – hvordan vil du beskrive dit visuelle udtryk?
Indtil mit seneste album, hvor jeg gerne ville vise folk mit sande jeg, har jeg haft en ret humoristisk tilgang til hele æstetikken. Men jeg følte, at jeg var nødt til at komme af med hele det der selvironiske vibe, fordi det ville virke som en forsvarsmekanisme, når jeg samtidig udgiver musik, der er helt vildt personlig. Jeg vil ikke synge om helt vildt ægte ting og risikere, at folk tror, det er en joke på grund af den måde, jeg går klædt. Det, jeg laver nu, er den, jeg er. Så i mine seneste videoer har vi forsøgt at få alt til at se så hjemmelavet ud som muligt, så jeg ikke mystificerer eller gemmer mig bag noget. Det er den norske designer Bror August, der har malet en dinosaur på min hættetrøje. Han har også malet mine bukser.

Hvad laver du i din fritid? Har du tid til andet end musik?
Enten læser jeg en bog, ellers lægger jeg mig bare i min sofa med min telefon og ryger den samme joint gennem otte timer eller sådan noget, mens jeg browser de samme 40 billeder på Instagram. Det er dejligt bare at slå hjernen fra engang imellem. Jeg kan ikke se film.

Hvordan vil du beskrive stemningen på en Cezinando-turné? Går i rockstar-amok og smadrer ting?
Der er en hoteldirektør i Oslo, der er virkelig glad for min musik og derfor lader mig låne en kæmpe suite med et tilknyttet indspilningsstudie, hver gang jeg er i byen. Virkelig badass. Så der fester vi også en gang imellem. På turné er vi helt ekstremt høflige ved hinanden og alle andre. Jeg sover som regel indtil aftensmad, så tager ind og spiller, hænger lidt ud med fans i merch-boden bagefter, og så drikker vi den lille champagne, vi har på vores rider, og hygger måske en times tid på værelset, ryger en lille en, og så går vi i seng. Jeg forstår ikke helt rockstjerne-smadder-turné-stemningen. Kokainen må have været virkelig stærk dengang i 70’erne og 80’erne.

Annoncering

Rangér de skandinaviske lande efter sejhed.
Jeg har aldrig besøgt Island eller Finland. Men islændinge virker ret seje, udover de der rappere, der tævede Bam Margera. Så jeg tror, jeg er nødt til at give dem en lav placering på grund af deres voldelige hiphoppere. Hvad kender man Finland for?

Lakrids, mærkeligt sprog…Vinterkrigen?
Det er faktisk ret sejt, jo! Så er Sverige nødt til at få…tredjepladsen. Bare fordi. Danmark er faktisk sejest, synes jeg. I er så europæiske i den måde, I går klædt på – så fancy. Det er næsten irriterende. Danskere er et virkelig chill folkefærd, og så kan man købe vodka i jeres 7-Elevens, hvilket er helt forunderligt, når man er nordmand. Vi kan ikke købe alkohol efter klokken 20. Så:

  • Danmark
  • Norge
  • Sverige
  • Finland
  • Island

Fedt, tak. Fucker du med noget dansk musik?
Jeg kan godt lide Gilli, Sivas og hele den der populære hiphopscene, fordi jeg også elsker PNL. Så er jeg gode venner med Emil Stabil. Jeg synes, trap og hiphop lyder fedt på dansk.

Hvad er dine største fordomme om Danmark?
I elsker møbler og tøj. Og laver virkelig upraktiske borde. Danske designborde ligner altid uddøde dyrearter eller sådan noget. Så er I også ret glade for alkohol, for at være helt ærlig.

Vi er tit fulde, det kan vi ikke løbe fra.
Og det respekterer vi også ved jer.

Hvad er det vildeste show, du nogensinde har spillet?
En af de første koncerter, jeg spillede, var på et sted der hedder Blitz i Oslo, som er sådan en Antifa-besat bygning. Jeg følte mig helt vildt sej, fordi jeg aldrig havde prøvet at stå foran et kæmpe publikum og få respons før. På et tidspunkt var der nogen, der kastede en levende kælerotte op til mig. Den greb jeg, og så havde jeg pludselig en rotte på scenen og følte mig endnu sejere. Da jeg så går ned fra scenen kommer der to virkelig vrede piger hen til mig, der havde fejlfortolket nogle af mine tekster og troede, at jeg var fascist. De begyndte at tæve mig med kæder. Det var ret vanvittigt.

Annoncering

Holy shit. Okay, lad os lige snakke SKAM: Havde du set det, før din sang var med i serien?
Ja, det havde jeg. Oslo er en virkelig lille by, så jeg kendte næsten alle skuespillerne, før de var med i serien. De var på ingen måde kendte, før serien kom ud – bare folk på vores alder. Det var meget fedt at se, også fordi de har det her format, hvor de viser tre-minutter-lange klip, hvilket passer mig rigtig fint, fordi min koncentrationsevne er virkelig lort. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget i særlig lang tid af gangen.

Hvordan var det så at høre dit eget track i serien?
Det er ret specielt, når man har lavet noget, der betyder noget helt særligt for en selv, og der så er nogen, der sætter det sammen med billeder, så det kan fortolkes på en helt ny måde. De forstod de følelser, jeg forsøgte at kommunikere, men gjorde det samtidig til en helt anden fortælling. Det var ret smukt. Men det skal faktisk siges, at SKAM slet ikke er så stort i Norge, som alle tror – mest fordi alle i Oslo kender hinanden, så hvis man er samme alder, har man sandsynligvis været til fest sammen. Det er næsten større i Sverige og Danmark. For eksempel var jeg på Roskilde Festival i sommer for at se Gucci Mane, og der var jeg sammen med Henrik Holm, der spiller Even, og Marlon Langeland, der spiller Jonas. Og det var virkelig intenst for dem. På Oslo kan de gå på gaden i fred og måske tage en selfie her og der. Men det var virkelig sindssygt for dem på Roskilde. De var næsten nødt til at have hijabs på.

Hvilken SKAM sæson er bedst?
Jeg synes helt klart, at sæson tre med Even og Isak er den bedste. Der er virkelig stærke skuespillerpræstationer i den sæson. Og de er så unge – Henrik er 95’er og Tarjei, der spiller Isak, er vist fire år yngre, men de spiller så godt.

Hvem er du selv fra SKAM?
Det store meme-spørgsmål. Hmm, jeg vil nok sige Sana, fordi et af hendes stærkeste personlighedstræk er, at hun virkelig tager sig af sine venner. Det føler jeg også, at jeg gør. Det beundrer jeg hende for – for virkelig at være et kæmpe gang-menneske.

Tak for snakken, Cezinando.