Hvad er den mest Soundcloud-rapper-agtige grund til, at man bliver indlagt på hospitalet? Man æder så mange stærkt krydrede majschips, at man brækker blod op.
Den amerikanske rapper Lil Xan delte for nyligt en video, hvor han gjorde sine fem millioner følgere på Instagram opmærksomme på, at han netop var vendt tilbage fra hospitalet. En indlæggelse, der angiveligt skulle være forårsaget af nogle amerikansk-producerede chips, der hedder Flamin’ Hot Crunchy Cheetos.
“Jeg er ikke indlagt, fordi jeg har taget stoffer, men fordi jeg åbenbart har spist for mange Hot Cheetos, og det har revet hul i min mavesæk,” fortalte Lil Xan i videoen, inden han sluttede af med: “Jeg har brækket blod op.”
Personligt er jeg ikke selv så glad ved tanken om blodig bræk, men jeg fik alligevel lyst til at lære de potentielt skadelige chips bedre at kende. Var de i virkeligheden bare en brik i den 22-årige amerikaners fortælling, der skulle dække over den virkelige årsag til indlæggelsen? Eller er de rent faktisk så sundhedsskadelige, at man risikerer en tur på skadestuen det øjeblik, man synker en håndfuld chips?
Ifølge historier i de amerikanske medier er der måske noget om snakken. I 2012 blev flere teenagere indlagt efter at have spist store mængder af de spicy snacks, skrev blandt andet CBS News. Børnenes afføring blev mistænkeligt rød, og flere af dem fik efter sigende smerter i maveregionen.
Den eneste måde at blive klogere på tingene er ved selv at udsætte min krop for de famøse chips, hvilket er lettere sagt end gjort, når man bor i Sydhavnen og ikke i det sydlige Californien. Cheetos er ikke lige sådan at støve op i den lokale Netto.
Heldigvis har København et eskalerende antal af butikker, hvis udvalg af slik og chips er noget mere eksotisk end Matador Mix og franske kartofler.
Min kollega fra Noisey Danmark peger mig i retning af slikbutikken Fluffy Candy på Frederikssundsvej, der angiveligt skulle have et større udvalg af Cheetos. Og det første, der møder os, da vi træder ind ad døren, er da også et helt tårn af Flamin’ Hot Crunchy-udgaven.
Cheetos fås i fire forskellige varianter – blandt andet med smag af ost og jalapeños – men Flamin’ Hot udgaven skiller sig ud fra de andre ved at være indhyllet i et faretruende rødt støv. Måske det er der, faren ligger gemt. Uanset hvad er heldet med os. De stærke Cheetos er sat ned fra 55 til 35 kroner posen.
“Det er fordi, de er tæt på udløbsdatoen,” siger en ekspedient. “De var meget populære sidste år, men interessen er faldet på det seneste.”
Vi køber seks poser Flamin’ Hot Crunchy Cheetos og forlader Nørrebro, lettere lamslåede over hvor hurtigt vores jagt udmøntede sig i gevinst.
Poserne med chips vejer godt til, og indholdet er rødt. Dybrødt som frysetørret hindbær. Det ligner overhovedet ikke chips i den konventionelle forstand; det ligner nærmere aflange, buttede og lettere deforme Rice Krispies. Klasket sammen i en dyb skål minder de brandfarlige Cheetos faktisk lidt om en grovhakket tartar af okseinderlår.
En overfladisk inspektion af posen afslører et klistermærke, der er placeret i centrum af posens bagside, og nederst på klistermærket finder jeg den lettere urovækkende beskrivelse: “E110, E129, E102 kan have en negativ virkning på aktivitet og opmærksomhedsevne hos børn.” De tre E-numre er betegnelser for azofarvestoffer, der ifølge Fødevarestyrelsen blandt andet bruges til at give slik og sodavand skrappe farver, men som også mistænkes for at gøre børn hyperaktive.
Der står dog intet om, at de tre E-numre skulle være skadelige for voksne mænd eller Soundcloud-rappere, så jeg tager for mig af varerne, lader mit svælg beruse af stærkt krydrede smagsnoter frembragt af gode sager som maltodextrin, citronsyre og MSG, og afventer så ellers i spænding det blodige opkast (og en oplagt mulighed for at opdatere min Instagram).
I mellemtiden ringer jeg til Ahmed Redha, der er marketingansvarlig for slikbutikken Candy Time i Vanløse, hvor man har haft Cheetos af forskellige slags på hylderne de seneste to-tre år.
“Vi handler med nichevarer,” fortæller Ahmed Redha. ”Varer man ikke kan finde andre steder, for eksempel amerikanske sodavand som Fanta Apple, Mango og Blueberry.” Ahmed Redha siger, at den slags varer, der ikke lige er til at anskaffe sig i supermarkedet, hurtigt går hen og opnår kultstatus blandt forbrugerne. “Men så snart de rammer supermarkederne dør de. Fylder man markedet med varerne, så mister folk interessen for dem.”
Han fortæller, at det samme er gældende for Cheetos: “Frito-Lay, der producerer Cheetos i USA, eksporterer kun Cheetos hver tredje måned. Så vi har haft dem i butikken i en måned, hvorefter der så er gået en tro-tre måneder, hvor vi ikke har haft dem.”
Jeg kontaktede Pepsico i USA, der står bag produktionen af Cheetos, for at få bekræftet eksport-frekvensen, men firmaet svarede ikke tilbage. Uanset hvad har det svingende udbud ifølge Ahmed været med til at generere hype omkring Cheetos på det danske marked de seneste par år. Han fortæller også, at der de seneste fire måneder har været Cheetos på markedet uafbrudt, fordi den svenske grossist han køber dem af, ifølge Ahmed, har købt flere Cheetos end normalt. Det danske marked er derfor tilsyneladende blevet oversvømmet af Cheetos. “Det har ødelagt det en smule,” siger han, “og jeg gætter på, at interessen for dem vil dale de næste par måneder.”
Nu forstår jeg bedre, hvorfor det var så let at finde en pose chips, der i virkeligheden ikke forhandles officielt her i landet. Efter at have kværnet mig igennem de fleste af de 226,8 gram Hot Flamin’ Crunchy Cheetos, der er i en pose, bemærker jeg, at det med tyk skrift på posen anbefales, at der maks indtages 21 Cheetos pr. servering uanset alder. Mit tastatur er dækket af et tyndt lag rødt pulver, og jeg begynder at føle mig lidt kvalm. Selvom jeg holder op med at spise, fortsætter chili-bombardementet af min mund, i hvad der synes som en uendelighed. Det mest mærkværdige er dog, at det hele suppleres af en underligt trang til at spise flere Cheetos. Mange flere.
Jeg forstår pludselig Lil Xan. Jeg forstår, hvorfor han har forædt sig i de ekstremt vanedannende chips. Jeg må selv kæmpe en lang intern kamp for at lade være med at dyppe mine fingerspidser igen og igen i den orange pose med billedet af en solbrillebærende gepard. Jeg forstår, at når først man har overgivet sig til Flamin' Hot Cheetos, er der ingen vej tilbage.
Men om rapperens opkast så også virkelig var blod eller blot en smule mavesyre blandet med E-numrene 110,102 og 129, finder jeg nok aldrig ud af.