Kan man som lesbisk eller brun standupper gøre grin med sig selv, men bede andre om at lade være?

“Hvis jeg har lavet jokes om mig selv eller min mor i et show, har jeg ofte oplevet, at folk tror, jeg har givet dem grønt lys til at komme op til mig med deres racistiske fordomme.”

|
25 oktober 2018, 8:53am

”Kender I det, at man er en 33-årig lebbe, som tænder på at se heteroseksuel teenageporno?”

Sisse Haugland stopper op og kigger ud på publikum, der sidder nede i mørket på Comedy Zoo med hver deres store fadøl. Intet svar. Der burde ellers netop i aften være en vis sandsynlighed for, at nogen blandt publikum kunne genkende det ellers ret specifikke scenarie. Aftenenes comedyshow er nemlig et samarbejde mellem lgbtq-filmfestivalen MIX COPENHAGEN og Comedy Zoo. De tre komikere på programmet, Molly Thornhill, Natasha Brock og Sisse Haugland tilhører alle selv en minoritet, og som Molly Thornhill siger, da hun går på, har det været ”vildt angstprovokerende” at skulle optræde i aften, fordi der blandt aftenens publikum er en hel del, der ligesom hende selv tilhører lgbtq-segmentet.

1540452307565-_MG_2484
Sisse Haugland er 33 år og har lavet standup i to år.

Men kan man som henholdsvis lesbisk, queer eller brun standup-komiker overhovedet lave sjov med sig selv uden samtidig at bekræfte folks fordomme? I det meget omdiskuterede standup-show Nanette, der udkom på Netflix i sommer, fortæller den lesbiske komiker Hannah Gadsby, at standup for hende har været selvdestruktivt, fordi hun i bund og grund latterliggjorde og ydmygede sig selv og sin seksualitet, hver gang hun gik på scenen. Jeg spurgte derfor de tre komikere forud for showet, om de kunne genkende den følelse.

”Ja, tydeligt,” svarer Molly Thornhill, der identificerer sig selv som queer. ”Når man er noget, som afviger fra heteroseksuel mand i komikerbranchen, føles det, som om man skal starte med at banke sig selv ned, så folk kan sige: ’Pyh, i det mindste ved hun det godt selv.' Først der kan folk grine af dig, for så er vi jo i samme båd,” siger Molly Thornhill. Det kunne man se et eksempel på, da hun for nogle år siden optrådte til Zulu Comedy Galla og indledte med en joke om, at folk ikke tror på, at hun er lesbisk, fordi hun ikke er grim. En joke, som flere feminister kritiserede hende for, og som hun aldrig ville lave i dag. "Hands down, det var en dårlig joke."

Til aftenens show taler Natasha Brock primært om menstruation, men da hun startede som komiker for syv år siden, følte hun ligesom Molly Thornhill, at hun var nødt til at narre publikum til at elske hende ved at spille på deres stereotype forestillinger. ”Dengang snakkede jeg meget om at være brun, fordi jeg tænkte: Jamen, folk kan jo se det!” siger Natasha Brock, hvis mor er fra Filippinerne. Derfor jokede hun blandt andet med, at hendes mor var hendes au pair, og at hun er et produkt af sin fars gode ferie. ”Men der er en hårfin grænse mellem, hvornår der er en dybere mening med en joke, og hvornår jeg siger noget stereotypt, fordi jeg ved, at det er det, folk vil grine af. For jeg har da lavet jokes, hvor jeg bagefter har tænkt… suk. Jeg forstår ikke engang, hvorfor folk griner af det.”

For når Natasha Brock joker om, at hun ikke kan finde sin mor, når de er på Filippinerne, fordi de alle sammen ligner hinanden dernede, eller Sisse Haugland joker med, at hun er blevet ’håndværkerlebbe’, fordi hun er i gang med at istandsætte sit hjem, er intentionen med joken at gøre grin med publikums fordomme. Men det er ikke altid, at publikum fatter, hvem det egentlig er, der er til grin. Det opdager de især, når folk henvender sig til dem efter et show.

”For nylig kom der en fuld fyr op til mig og sagde: 'Hey lebbe! Jeg har nogle tips til dig!' Og jeg var sådan: 'Ellers tak.' Men han blev ved: 'Kunne det ikke være fedt, hvis du sagde noget om en banan, for det er synonym for penis, og det har du ikke, men du er jo lebbe, såå…’ I sådan nogle situationer, bliver jeg i tvivl, om jeg som komiker formidler det rigtigt. Altså, tror folk, at jeg står og hagler mig selv ned? For pointen er jo det omvendte, nemlig at kalde jeres bullshit," siger Molly Thornhill.

1540452509858-Komikere-04
Molly Thornhill er 27 år og har alvet standup i seks år.

Natasha Brock kan også godt nogle gange blive i tvivl, om hun kommer til at blåstemple folks racisme, når det, hun egentlig prøver på, er at udstille den. ”Hvis jeg har lavet jokes om mig selv eller min mor i et show, har jeg ofte oplevet, at folk tror, jeg har givet dem grønt lys til at komme op til mig med deres egne racistiske fordomme. Hvor jeg tænker: Nej, nej, jeg må godt tale om mig selv, men spar mig for dine fordomme, for de gør stadig ondt. Jeg prøver at oplyse dig om, at det ikke er i orden, at de her ting bliver sagt. Det er dét, vi joker med.”

På væggene i Comedy Zoo hænger der sort/hvid-portrætter af kendte, danske komikere, der har stået på scenen gennem årene. Ud af de 33 indrammede komikere er to kvinder (og ja, det er Linda P og Sanne Søndergaard). På scenen står Sisse Haugland og fortæller om, hvordan hun plager sin kæreste om at fortælle, hvordan det er at have akavet heteroseksuel teenagesex. Folk griner. Hun havde ellers været lidt nervøs forud for showet, fordi hun var bange for at støde folk. ”Jeg ville hade, hvis der kom nogen op til mig efter er show og sagde, at de blev reelt stødt.”

De mener nemlig alle tre, at de som komikere har ansvar for ikke at krænke minoriteter, men siger også, at det kan være svært, fordi de også selv udvikler sig og allerede nu lettere bliver krænkede, end de gjorde før i tiden. ”For nylig optrådte jeg til et show, hvor værten, som var en ciskønnet, heteroseksuel mand, brugte enormt meget krudt på at snakke om homo- og queermiljøet, og det kunne jeg godt mærke var svært ikke at tage personligt,” siger Molly Thornhill.

Her bryder Natasha Brock ind. ”Men publikum har altså også et ansvar for ikke at grine af lort. Hvis jeg bliver ved med at gå på scenen, og der ikke er nogen, der griner af mine racistiske jokes, så ændrer jeg mine jokes. Men hvis publikum bliver ved med at grine, så siger de indirekte, at det er i orden at sige de her ting.”

1540452811658-_MG_2445
Natasha Brock er 29 år og har lavet standup i syv år.

Aftenens publikum er rimelig lige fordelt mellem mænd og kvinder, og det er faktisk gået hen og blevet den typiske kønsfordeling til et comedyarrangement, fortæller de tre komikere. Og den nye publikumssammensætning har ifølge dem betydet, at der er sket et skifte i forhold til, hvilke jokes der bliver lavet, fortæller Natasha Brock. ”Lige pludselig var der overtal af kvinder til open mic-arrangementer, og de der 'og så var det min kæreste, der var en idiot – hahaha'-jokes fungerede bare ikke lige så godt, når halvdelen af publikum sad og tænkte: Øh, hvad?!”

De ser det alle tre som en positiv ting, at komikere nu bliver nødt til anstrenge sig mere for at skrive jokes. For det handler ikke om, at man ikke må lave jokes om minoriteter, det handler om, at man har noget på hjerte. ”Så længe, man har en oplevelse med det, man taler om, og det kommer indefra, så synes jeg, man kan vende hvad som helst," siger Molly Thornhill, "jeg er for eksempel ikke bleg for at hive heteroseksuelle kvinder, der eksperimenterer, ud. Men jeg tænker altid over, hvor jeg sparker hen af, for jeg vil kun sparke opad eller indad.”

Til aftenens show sparker Molly Thornhill virkelig dybt indad. Hun snakker om sin stress, sin misundelse over sin kærestes pæne udseende og sin skedesvamp. Men efter en længere og meget grafisk beskrivelse af, præcis hvor meget hendes fisse ligner en grim tasketyv, må der dog tages et feministisk forbehold.

”Som feminist siger jeg selvfølgelig ikke, at min fisse er grim. Jeg siger bare, at jeg er glad for, at den ikke sidder i mit ansigt.”

Mere VICE
VICE kanaler