Københavns Floss-konge var så meget mere end Mike Tramps bror

Kim Trempenau var en af dem, som byen efterhånden ikke har så mange tilbage af, og som minder os om, at vi skal passe på dem, vi har - især når de ikke altid er gode til at passe på sig selv.

|
okt 11 2018, 7:13am

"Rockstjernen Mike Tramp har mistet sin bror." "Musiker Mike Tramp i sorg."
Sådan skrev medierne i juli i år, da Vesterbro-legenden Kim Trempenau døde. Men kongen af kultbaren Floss, Kim Trempenau var meget mere end Mike Tramps bror. Han var noget så sjældent som en ægte original. Den slags, som der efterhånden ikke er ret mange tilbage af i byen, og som minder os om, at vi skal passe på dem, vi har - især fordi de ikke altid er gode til at passe på sig selv.

Første gang jeg så Kim på hans stambar Floss, kiggede jeg en ekstra gang. På hans mørke solbriller, lædervesten, kasketten, de kraftige sølvhalskæder med hammer og dødningehoved, næseringen og de store øreringe, det grå skæg og de mange tattoos langt op ad armene og halsen.

Det er måske otte år siden. Han lignede en af de rå, man ikke skulle fucke med, men viste sig at være mere end almindeligt cool. Nogle år efter nikkede og skålede vi på Floss. Selv når han var ved at falde ned ad sin stol med hovedet under knæene, formåede han at balancere en tændt smøg, som han af og til vågnede op for at suge på.

Graffitimalede Floss, baren i Pisserenden i København, har siden start-firserne været hjemsted for punkere, bohemer, digtere, slumromantikere, flippere og tidens udskud. Siden 00'erne stamsted for kultforfattere som Jan Sonnergaard og punkrockere som Sort Sols Steen Jørgensen. Og selvfølgelig narko-bohemer som Kim Trempenau. Nu mangler der en på Floss, siden Kim Trempenau døde i sommer. 62 år gammel stillede han cowboystøvlerne.

Kim var dropout, militærnægter, arbejdsløs på livstid, førtidspensioneret, stofbruger og alkoholiker. På sine gamle dage rodede han sig ud i noget værre lort. Truet på livet fik han sin gamle mor til at hæve 1,2 millioner kroner af hendes friværdi. Mere om den sag senere. For Kim var også asfaltboheme, Vesterbro-rotte, kultfigur, og en ægte rock'n'roll’er, der som bror til firsernes rockstjerne Mike Tramp var på verdensomspændende turneer som luddoven roadie og flittig festabe. Ifølge Mike Tramp, elskede Ozzy Osbourne ham.

Hjemme på Floss blev Kim Trempenau inkarnationen af drugs og rock'n'roll. Med en bajer, en arnbitter og en lille pose godter i lædervesten. "Day in, Day out, Stay In, Fade-Out" - som David Bowie synger. Kim blev kendt som "King of Floss".

Han hænger her faktisk endnu. Indrammet over indgangen til lokummet kigger han ned på sine gamle venner foran baren. Med smøger, terninger og Tuborg.

I dag er det forfatteren Niels Rydung, der har taget Kim Trempanuas faste plads i venstre side af baren foran smøgautomaten, hvor Kim ellers altid stod og spærrede for bartenderen.

Peter Gerholm, også kaldet mr. Floss, har ejet stedet siden 1990. Det var omtrent dengang, han lærte Kim at kende. Kim stod længere nede ad gaden med venner som Johnny Hollywood, Jeff, og hvad de ellers hed. “Kom der en hipster med knold i nakken, svinede Kim ham til," husker Peter. "Gik folk i Gucci-tøj, fik de en over nakken, var der nogle piger, der sad og hvinede, fik de også en tur. Floss er det eneste sted, der kan bære, at der står en og sviner vores kunder til, og så kører vi alligevel videre. Man skal have en bar, der kan bære det, for han blev smidt ud alle andre steder. Men her skal være plads til alle, og her oplever folk det, de ikke oplever, hvis de går et andet sted hen,” siger Peter Gerholm, som jeg møder i Floss’ dunkle kælder.

Det var først de sidste 10 år, at Kim blev daglig stamgæst på Floss. Så kunne man se ham stå der med københavnerjournalisten Henrik Vesterberg en våd aften skrålende til Neil Young og andre af de gamle rockikoner. Kims kæmpe kæft gik viralt på internettet med Henrik Vesterbergs artikel: "Jeg vil sgu da skide på deres altaner," hvor Kim Trempenau kritiserede den rige byudvikling med fancy kaffebarer, rygeforbud og overklassehipstere på Vesterbro.

“Han kunne finde på at ringe klokken 5 om morgenen en hverdag og svine mig til i røret og spørge, hvorfor vi ikke har åbent. Så var han gået hele vejen fra sin lejlighed på Vesterbro og til Floss uden at opdage, at hele Indre By har været lukket,” griner Peter Gerholm, der ofte kørte ham hjem, når Floss lukkede. “Så fik man lige en enetale om, hvem der var idioter, og hvem der ikke var. Han elskede at være i centrum, også her på Floss.”

Bartenderen Aske Hvitved kommer ned i kælderen ad vindeltrappen. Han havde også sine oplevelser med Kim. “For et halvt år siden nikkede han mig to skaller og tog kvælertag. Det havde taget to minutter for længe at få afleveret en arnbitter. Heldigvis havde han ingen muskler tilbage. På det tidspunkt var han begyndt at lave køller, som jeg blev ved med at tage fra ham. Og når man tog dem, blev han pisse sur.” Peter Gerholm genkender Kim i den historie. “Engang foran en mountainbike kunne han ikke få låsen op, han råbte og skreg, om jeg ikke have en vinkelsliber, fordi han skulle kraftedme have den cykel,” siger Peter Gerholm. “I 3-4 dage ville han ikke snakke med Peter og de andre. “Sikke venner man har,” sad han og sagde,” husker Aske Hvitved.

Alligevel elskede de ham og havde lyst til at passe på ham. “Han var festens midtpunkt. Vidste meget om København og musik. Sidste år tog vi ham med på skitur, selvom han mest var i hytten,” siger Peter Gerholm, der kørte ham hjem den sidste nat, Kim tilbragte i sin lejlighed på Dybbølsgade. Sammen med vennen Frank satte Peter Gerholm Kim i sin sofa og kørte hjem. Om natten var Kim så gået ned på gaden og var faldet om foran en kiosk og hentet af en ambulance. Hans krop kunne ikke mere. Han blev akut indlagt på Hvidovre Hospital. Ikke lang tid derefter døde han.

Hvordan endte det så galt? Jeg ringer til Indonesien og hans fem år yngre lillebror Mike Tramp, der løb med alle overskrifterne i sommers, da Kim døde. Det var nemlig ham, der vandt Melodi Grand Prix i 1979 og hittede med Boom Boom, blev rockstjerne i USA og solgte millioner af plader med White Lion i firserne, og nu turnerer verden rundt på de små scener. Mike Tramp fortæller, at han jævnligt besøgte Kim på Floss til en enkelt bajer eller to, og så gad han ikke Kim mere. “Ikke når han begyndte at hænge med hovedet og blev for fuld. Når Kim fik piller på recept, fixede han dem ofte eller slugte dem alle på en enkelt dag. Men til familiens julefrokoster elskede alle ham, lige indtil han faldt om,” siger den 57-årige rocksanger. Selv når Kim blev inviteret til sin anden bror Dennis’ landsted, kunne han ikke lade være med at fixe. Så han fik besked på at blive i byen.

De tre brødre voksede op i en lille lejlighed på Eskildsgade på Vesterbro med koldt vandt i hanerne. Moren arbejdede på den lokale Karls Bodega. Faren var altid væk, og da Mike var omkring fem år, skred han fra familien. Kim var indtil da ofte kommet ovre hos deres rige farmor på Værnedamsvej. “Det var her, Kims dårlige udvikling begyndte. Vores farmor, der som ung giftede sig med en rig officer, gav Kim i hoved og røv. Han kunne stå og skrige foran en legetøjsbutik og få alt, hvad han pegede på. Han gik på dyr katolsk privatskole med uniform. Men alt det blev taget fra ham, da vores far forsvandt, og så røg Kim på den gode gamle folkeskole på Enghave Plads.”

Faren så de stadig intet til, og moren havde svært ved at have fuldtidsjob og tre drenge. For den ældste Kim betød det en række af ungdomshjem og senere et værelse på Vesterbro Torv. Brødrene dyrkede Vesterbro Ungdomsgård. Men hvor Kim faldt i det hårde stofmiljø med rødderne på Vesterbro Torv og hang ud på sin mors bodega, kom Mike Tramp som bare 15-årig med i Mabel og blev landskendt med MGP-hittet Boom Boom. Mike endte som rockstjerne i USA med Glam Metal-bandet White Lion og megahittet When the Children Cry, var kæreste med Ozzy Osbournes tøjdesigner og havde kæmpe villa i Los Angeles.

Ofte tog han Kim med på turneer som roadie. Mere af navn end af gavn, for siden firserne var Kim på metadon og førtidspensionist. “Jeg tog Kim ud i verden for at hjælpe ham og aflaste min mor. Og jeg betalte prisen hver gang. Han var vildbassen, der satte brandmærker i bordene. Selv i et rock n roll-liv med turnébus, groupies, flydende stoffer og Jack Daniels, gik han altid for langt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er vågnet op til beskeden: Vi må samle din bror op på politistationen.”

Men Mike Tramp husker også de sjove øjeblikke. Der er den om Ozzy Osbourne, som Mike Tramp var på turne med. “Ozzy gad sjældent fremmede, men i det sekund Kim hilste på Ozzy, blev de venner og snakkede sammen hver dag. Kim nød det. Det var som at se to menneske med et spejl foran sig. De bøjede begge forover, når de gik. Ozzy kunne lide Kim, fordi Kim var ærlig. Modsat de kommercielle wannabees med mørke solbriller. Da Ozzy et par år efter spillede i KB Hallen, skaffede jeg backstage-billetter, og efter showet gik Ozzy direkte gennem mængden af smarte PR-typer og råbte: 'Where is Kim?' Hvorefter han gik over til Kim og gav ham et kram.”

Kim Trempenau hutlede sig gennem tilværelsen som roadie i Europa og USA og også på Vesterbro. Han blev genhuset til Dybbølsgade under byfornyelsen i 90erne og valgte ikke flytte tilbage til Vesterbro Torv, fordi huslejen var fordoblet. Til sidst fandt han sin plads på Floss.

Da Mike Tramp i 2009 blev korleder i TV 2 program All Stars, var Kim Trempenau med i bandet og viste sit performance- og sangtalent med nummeret Sweet Home Alabama. Men bag stjernefacaden sejlede livet. “Kim var røget i kløerne på en lurendrejer, og det endte med, at han bankede Kim, truede ham og fik ham overtalt til at lyve over for min mor om, at han skyldte penge for narkotika. Det begyndte med 50.000 kroner, så blev det 100.000 kroner og i løbet af et par måneder fik han taget 1,2 millioner ud af min mors friværdi i lejligheden. En gammel dame som gik i Aldi og købte ind og aldrig brugte penge på noget. Vi fik det at vide, da de sidste 50.000 kroner skulle betales, og min mor ikke havde flere. Jeg kan stadig blive bitter på min mor. Hvorfor kom hun ikke til mig og min bror? Vi kender Vesterbro og kunne have ordnet det.” Brødrenes mor døde kort derefter.

I de sidste otte år af sit liv levede Kim mere eller mindre på Floss. Piller fra apoteket blev poppet eller knust og sniffet. Ellers stod den dagligt på cigaretter, hash, svampe og bajere. Indtil han endte på Hvidovre Hospital. Mike Tramp sendte ham et brev og tog til Danmark. Kim fik at vide, at han havde to muligheder. Enten kunne han blive behandlet for sin lungekræft med risikofyldte scanninger, eller han kunne få det bedste ud af sin sidste tid. Ikke mange dage efter døde Kim. 500 mødte op til bisættelsen i Eliaskirken på Vesterbro Torv.

Nu ligger han begravet på Slagelse Kirkegårde med sin mor og sin far. Men han lever videre på Floss.

Mere VICE
VICE kanaler