Artiklen er også trykt i det nye VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Se, hvor du kan finde magasinet her.
7-Eleven-medarbejderen kigger en ekstra gang op fra kasseapparatet, da to kvinder iført stramme heldragter, seletøj og bid skridter ind i butikken på hjørnet af Norrbackagatan og Tomtebogatan i det indre Stockholm. Karolina skal have byttet sin chokoladekage, som hun synes er for tør. Mita går rundt og kigger på slik imens, men hun har svært ved at få fat i poserne på grund af de hove, hun har sat på hænderne. Kvinderne går uforstyrrede og stolte rundt i butikken, som en veninde og jeg også kunne have gjort det på en god hårdag. Kagen bliver byttet, og 7-Eleven-medarbejderen og kunderne kigger med lange blikke efter os, da vi forlader butikken.
"Det er svært at spise med bid i munden," siger Mita. “Vores trænere prøver tit at fodre os med slik. Jeg er en pony, jeg ved ikke, om du har slik eller en tom hånd, når du prøver at hidkalde mig, efter jeg er stukket af. Du kan bare lade som om. Jeg vil egentlig ikke spise det, det er alt for besværligt.”
Mita og Karolina på henholdsvis 35 og 43 mødes cirka en gang om ugen med andre pony players og hestetrænere i Stockholms parker. Her kan de få lov til at dyrke deres hobby, slå hjernerne fra og lege heste. Karolina er en hvid araber med navnet Aaleyah, og Mita er en arbejdsom frieserhest ved navn Minuette. Fælles for de to kvinder er, at de dyrker pony play som en leg, men de oplever, at personer, der ikke kender til miljøet, tror, at det altid handler om sex.
“Det, pony players har til fælles, er den mentale tilstand, de kommer i,” siger Mita. “Sindet slapper helt af. Du skal ikke bestemme, for der er en anden, som varetager alle beslutninger.” Men samtidig er man fri, forklarer hun. “Hvis jeg var menneske og underdanig, så skulle jeg gøre alt, den dominerende beordrede, men jeg er en pony, så jeg kan ikke på samme måde tænke over mine handlinger, jeg kan slå hjernen fra og bare go with the flow.”
Vi er på vej tilbage fra 7-Eleven til Mitas lejlighed, der ligger et par minutter væk. Kvinderne sætter pludselig i løb og løber fra mig. Normalt ville jeg tage det som en kæmpe fornærmelse, for vi var midt i en samtale, men de er undskyldt, for nu er de ponyer, og ponyer er ikke høflige. Aaleyha og Minuette løber synkront, og de lange haler, der næsten rører asfalten, dingler elegant fra side til side, meget virkeligt, og i et øjeblik synes jeg, at de traver som rigtige heste. Folk på gaden kigger, men prøver alligevel at skjule det lidt – mange forsøger i hvert fald at underspille overraskelsen over at se to menneskeheste midt på Stockholms gader en lørdag formiddag. En mand henvender sig til mig, selv om Mita og Karolina står ved siden af. “Hvad laver de?” spørger han nysgerrigt og prøver at holde et kæmpe smil tilbage. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, og siger bare “pony play”. Heste kan selvfølgelig ikke snakke, men havde han spurgt dem, havde de nok givet et bedre svar.
Da vi låser os ind i opgangen, skal vi skynde os op i lejligheden på femte sal. Mita vil ikke have, at naboerne ser hende i hestekostume: “Når folk ikke ved, hvad det er, er der stor sandsynlighed for, at de spreder rygter. Måske om, at jeg har kinky hestesex. Jeg er ikke engang nøgen, men selvfølgelig mener de da, at jeg har sex i det her. Come on!”
Hun vil egentlig helst være åben om sin hobby, for hun vil gerne vænne folk til det, men lige i opgangen vil hun ikke skille sig for meget ud, hun vil ikke opsøge problemer, fortæller hun, og Karolina tilføjer: “Min svigermor tigger og beder mig altid om ikke at lave pony play nær vores hus – for hvad vil naboerne ikke sige.”
Mita og Karolina oplever, at folk læser alt muligt ind i deres kostumer og deres leg, som ikke eksisterer. “De tror, at vi går hjem og har kinky ponysex, efter vi har øvet dressur,” siger Mita. “Alle spørger om det samme spørgsmål, og svaret er nej, jeg vil ikke dyrke sex som en hest. For helvede, kig på mig, den her dragt har ikke engang åbninger de rette steder og tager lang tid at få af.”
Jeg streger 14 af spørgsmålene på min blok ud, som alle handler om sex. Fordi jeg tog kontakt til Mita gennem en fetich-hjemmeside specielt for personer med interesse for BDSM, gik jeg også ud fra, at det handlede om sex. Mita forklarer, at det gør BDSM ikke altid.
“Mange mennesker forbinder det med sex, men det behøver det ikke være. I pony play bruger vi ting fra dominans og underkastelse, og man kan selvfølgelig også bruge smerten fra sadomasochisme – hvis hesten ikke makker ret, kan den få med pisken,” siger hun og fortæller, at det også drejer sig om, at de fleste i pony play-miljøet også er en del af BDSM-miljøet, og derfor er det bare nemmest at få kontakt via de platforme. Det var også på BDSM-hjemmesiden Darkside, at Mita i sin tid oprettede et fællesskab for pony players, som ligger til grund for det lille miljø, der dyrker pony play i Sverige. Det opslag så Karolina, og selv om hun først syntes, det var latterligt, så tog hun med for at udfordre sine fordomme.
Karolina fortæller, at hun har haft én enkelt seksuel oplevelse, hvor pony play var en del af det. “Han var en ponytræner, og jeg mødte ham i USA. Jeg var helt paf over, at jeg kunne blande min seksuelle kvinde sammen med min barnlige, legesyge pony,” forklarer hun. “Første gang han kyssede mig, mens jeg havde bidet i munden, syntes jeg, det var en smule akavet, det var ret svært, og jeg skulle kæmpe for at mærke hans læber og tunge. Men det var vildt ophidsende.” Hun fortæller, at hestekostumet blev taget af, før de havde sex.
De to kvinder vil gerne være med til at udbrede kendskabet til pony play som en leg – og som god motion. “Jeg er sikker på, at hvis folk prøvede det, ville de fleste kunne lide det," siger Karolina. “Det er en måde at have det sjovt på, samtidig med at det er fysisk træning – det er virkelig hårdt at trække en karet med en kusk på. Det er sgu sundt for dig.”
Så vidt Mita og Karolina ved, så har Stockholm det største pony play-fællesskab i Skandinavien, og det findes, fordi Mita tog teten og begyndte at arrangere møder. Hun fortæller, at fem til ti pony players dukker op til møderne hver gang, og det er næsten altid de samme. “Vi har også interesserede, som bare kommer for at fotografere os, men på et tidspunkt tager de færre og færre billeder og deltager mere som heste og trænere,” fortæller hun.
Jeg spørger, hvordan de oplever samfundets syn på voksne, der leger. Mita fortæller om en sommerdag sidste år, hvor de var nede ved ridebanen. De mødte nogle børnehavebørn, som havde picnic i græsset ved siden af. Børnene kom ind på ridebanen og ville lege med, de spillede bold med ponyerne og prøvede at trave og galopere med.
“Vi havde det ret sjovt, men pædagogerne så ikke ud til at hygge sig. De stod på sidelinjen og snakkede om, hvordan de skulle få børnene væk. Børnehavebørnene så kun voksne, som var klædt ud som heste, og de spurgte, hvorfor vi var heste, men de så intet seksuelt i det. Det er kun de voksne, der gør det. Voksne er meget snæversynede – de forbinder os med sex, fordi vi er voksne, som klæder os ud og leger. Det er åbenbart forkert og seksuelt, når voksne leger.”
Når Mita ikke trækker kareter og øver dressur, arbejder hun med regnskaber. Karolina har valgt at gøre sin hobby til sin levevej og har skiftet sit lastbilchaufførjob ud med syerske og designer af pony play-kostumer. Begge ønsker en verden, hvor det ikke kræver så meget mod at være sig selv, og hvor vi ikke dømmer hinanden så meget.
“Nogle gange går jeg med hat,” siger Mita. “Bare en normal hat, ikke noget ekstravagant, bare en hat. Og folk kommer hen til mig og siger: Du er så modig, at du tør gå med hat. Og de siger, at de elsker hatte og selv gerne ville gå med hat. Når jeg spørger dem, hvorfor de ikke har hat på, svarer de, at det er, fordi ingen andre går med hat.”
Mita og Karolina optræder kun ved fornavn, da de stadig oplever, at pony play og BDSM er forbundet med mange fordomme. Redaktionen er bekendt med deres identiteter.
