Feminisme

Mød de iranske kvinder, som er taget til VM for at kæmpe for deres ret til at se fodbold

“De iranske tv-kanaler derhjemme vil helt sikkert censurere os og bare vise billeder af embedsmænd og deres koner i hijab, men i det mindste hører resten af verden vores budskab.”
25.6.18
Billede via Wikimedia Commons/Maryam Takhtkeshian

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Sports USA

Da Fatemeh var 11 og boede i Yazd, en dybt religiøs by i det centrale Iran, forelskede hun sig i fodbold, da hun hos sin onkel så det argentinske hold spille til VM i Frankrig i 1998.

”De fleste kampe blev sendt sent om aftenen i Iran,” fortæller hun over WhatsApp (Fatemeh og de øvrige iranske kvinder, som optræder i artiklen, har bedt om, at vi ikke bringer deres fulde navne af frygt for repressalier). ”Vi havde kun et tv, så vi måtte slukke lyset og skrue helt ned for lyden for ikke at forstyrre de voksne.”

Annoncering

Som hun sad der på gulvet foran skærmen med sine fætre og kusiner, blev hun helt fortryllet af de blå og hvide trøjer, det glidende spil og den flotte stjerneangriber Gabriel Batistuta.

Men til kampen så hun også de kvindelige argentinske fans, som stod på tribunerne og dansede i t-shirts og shorts. Det var en skærende kontrast til de hijab-klædte kvinder, hun var omgivet af i sin hverdag.

”Yazd har altid været en dybt religiøs by,” siger hun. ”Selv i dag, tyve år senere, får man vrede blikke, hvis man går nedad gaden i en kort kjole med farver.”

Da VM var overstået, blev Fatemeh fan af Persepolis F.C., som var baseret i Teheran. Hvert år kørte hendes far og brødre den seks timer lange tur til hovedstaden for at se den årlige Teheran Derby-kamp mellem hjemmeholdet og Esteghlal F.C. Kampen er så stor en begivenhed, at mange forretninger lukker på kampdagen. Når de kom tilbage om aftenen med vilde historier om sammenholdet blandt fans, trompeterne, der gjaldede, og slagsmålene, der brød ud mellem de godt 100.000 supportere til stede, længtes hun efter at opleve det selv.

”Jeg så mange af kampene alene derhjemme,” siger hun. ”Jeg husker især den dag, da Persepolis slog Esteghlal i Persian Gulf Cup finalen i 2001. Det er stadig et af de mest bittersøde øjeblikke i mit liv.”

Da Iran mødte Marokko ved VM i Rusland, fik Fatemeh endelig mulighed for at træde ind på et fodboldstadion for første gang, næsten to årtier efter hun så Argentina-kampen som barn. Ligesom mange af de øvrige kvindelige fodboldfans fra Iran, som deltager ved VM, har hun også et banner med ind på stadion med et budskab rettet mod både FIFA og den iranske regering.

Annoncering

Beskeden lyder i al sin enkelhed: ”Jeg vil også have plads på Azadi.”

Iranske kvinder demonstrerer under revolutionen i 1979. Kvinder har ikke måttet deltage ved sportsarrangementer siden. Photo via Wikimedia Commons.

Irans forbud mod kvinder på fodboldstadioner går tilbage til den iranske revolution i 1979, da den persiske shah blev afsat og erstattet af den Islamiske Republik. I årene efter indførte præstestyret gradvist strengere og strengere love, der især begrænsede kvinders rettigheder. Til sidst fik kvinder forbud mod at deltage ved sportsarrangementer, hvor mænd var til stede.

For kvinder som Fatemeh, som blev født otte år efter revolutionen, var det bare en del af livet i den strenge islamiske stat.

”I Iran er de islamiske love ikke bøjelige på nogen måde,” fortæller hun. ”I et så ekstremt religiøst miljø tvinges piger med tiden til at acceptere diskriminationen. Det var ikke et totalforbud, der bare opstod fra den ene dag til den anden. Det var en proces, og det blev gradvist en del af vores liv. Da jeg var barn, spurgte vi ikke engang, hvorfor vi ikke måtte tage ind på et fodboldstadion med vores fædre og brødre. Vi kendte allerede svaret. Man kunne bare misunde dem det. Det var alt.”

Fodbold har siden slutningen af det 19. århundrede været en del af den iranske kultur, men sidst i 90’erne spredte fodboldfeberen sig for alvor, da det iranske landshold for første gang i 20 år kvalificerede sig til VM i 1998. Mange piger, herunder Mahsa, som på daværende tidspunkt var 16 og boede i Teheran, opdagede sporten for første gang.

Annoncering

”Der var mange piger, som først hørte om fodbold i forbindelse med kvalifikationskampen mod Australien, som alle i hele landet fulgte med i,” fortæller hun over WhatsApp. ”Kampen startede midt på dagen i Iran, men næsten ingen var i skole eller på arbejde den dag. Skolerne sendte advarsler ud om, at børn havde pligt til at dukke op, men alle familier samledes rundt om tv’et i stedet, selv om holdet næsten ikke havde en chance. Men så vandt vi alligevel, det var helt utroligt. Folk fejrede det hele natten.”

Det kan godt være, at Iran røg ud i gruppespillet det år, men den nye generation af kvindelige fans var hooked på sporten. Selv om Iran ikke formåede at kvalificere sig til VM i 2002, 2006 eller 2010, så var der mange kvinder, som begyndte at følge europæiske hold som Spanien, England og Tyskland. Men det var ikke let at være en ung kvindelig fodboldfan i Iran, og det var ikke kun på grund af forbuddet mod kvinder på stadion.

”Efter revolutionen blev det sociale liv pålagt hårde restriktioner,” fortæller Mahsa. ”Teenagepiger havde meget begrænset adgang til forskellige ting, man måtte ikke hænge ud med sine venner på cafeer, restauranter eller i forretninger længere. I 1998 lancerede man et fodboldtræningsprogram for teenagere i Teheran. Jeg var med, men ingen af mine venner måtte komme med, fordi deres religiøse forældre mente, det var upassende for piger. Når jeg talte om fodbold, troede folk, at jeg var tosset. De sagde tit: ’Hvad kommer fodbold en pige ved?’”

Annoncering

Men i 2010 så det for første gang ud til, at Iran var ved at blive mere åbent og tolerant overfor kvinder og sport. Fatemeh husker, hvordan kvinder det år fik lov til at overvære volleyball-landsholdets kampe i Teheran for første gang i årtier. ”Jeg købte billetter med det samme,” siger hun. ”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg var for at være til de kampe, også selv om mænd og kvinder var adskilt. Vi nåede kun at se to-tre kampe, før forbuddet trådte i kraft igen. Landets islamiske præster besluttede, at det var imod Islams lære, og at det øjeblikkeligt skulle høre op.”

Men med de sociale mediers fremkomst over de sidste ti år har iranske kvinder fundet et nyt redskab, når de skal dyrke sporten. De kan også bruge dem til at protestere mod forbuddet.



Sociale medier som Facebook og Twitter er officielt blokeret i Iran, men millioner udnytter internettets mange bagdøre for at bruge dem. Proxier og private virtuelle netværk bruges til at omgås blokeringen. Mange helt almindelige iranere leger katten efter musen med myndigheder i kampen for at finde nye VPN’er, inden de bliver censureret.

For mange kvindelige iranske fodboldfans har de sociale medier betydet, at de har bedre adgang til information om iranske og europæiske hold, og samtidigt har de fundet hinanden og dannet netværk over deres delte interesse. I kølvandet på den udvikling er en protestbevægelse opstået, der forsøger at bekæmpe diskriminationen af kvinden i forbindelse med sportsarrangementer. Tidligere på ugen brugte iranske fodboldfans og journalister Twitter til at kritisere den enorme VM-reklametavle med forskellige fodboldfans ansigter på, som er opstillet i Teheran. Alle personerne på tavlen er mænd.

Annoncering

”Vi kvinder får ikke lov at dele landets glæde,” tweetede Twitter-brugeren @Banafshehjamali. ”Det er det her, vi mener med kønsdiskrimination og marginaliseringen af halvdelen af landets befolkning.”

For mange iranske kvinder er denne type diskrimination ikke et særsyn, men i det mindste har de fået en stemme.

”Da vi var børn, anede vi ikke, at der var andre piger rundt omkring i landet, som også elskede fodbold,” siger Mahsa. ”Men de sociale medier har vendt op og ned på alting. Det har givet kvinder mod på at udtrykke deres holdninger, og de er blevet bevidst omkring de grundlæggende rettigheder, de har krav på. Der findes eksempler på kvinder, som ikke har kunnet deltage ved VM, fordi deres mænd har forbudt dem at tage af sted. Nu har de mulighed for at protestere mod det.”

Historier som den om Ghoncheh Ghavami, en britisk-iransk kvinde, som blev fængslet i 2014, efter hun havde deltaget ved volleyball-kamp i Teheran i protest mod forbuddet, er blevet delt vidt og bredt, og det har inspireret kvindelige fodboldfans til at arrangere deres egne protestaktioner udenfor fodboldkampe. Da kvinder sidste år blev nægtet adgang til kvalifikationskampen mod Syrien, opstod der demonstration udenfor Azadi-stadionet i Teheran. I de senere år har kvinder forsøgt at forklæde sig som mænd med falske skæg for at komme ind til kampene. Efterfølgende har de lagt billeder ud på Instagram og Twitter for at inspirere andre til at gøre det samme.

Annoncering

”Da jeg var yngre, havde jeg kort hår, men jeg havde aldrig overvejet muligheden for at komme ind ved at ændre på mit udseende,” siger Mahsa. ”Jeg kendte slet ikke andre piger, som kunne lide fodbold. Nu kan en pige fra en lille by gøre noget, og sekunder senere har folk i hele landet mulighed for at se det. Så går der en uge, og så går der en uges tid, før masser af andre piger i hele landet får den samme ide. Det hjælper dem med at finde deres indre mod.”

Men hvis de bliver fanget, straffes de hårdt. Det er ulovligt for en kvinde at gå ind på et stadion, de risikerer at blive anholdt, og sikkerhedsvagterne har ret til at bruge magt.

”De er utroligt modige,” siger Fatemeh. ”Udover fængsling og fysisk vold bliver deres familier også afhørt af myndighederne. Men ved at skærpe adgangen til fodboldkampe, har myndighederne gjort det endnu mere attraktivt at følge med. Der er mange piger, som er så fantastiske fans, at de er ligeglade med konsekvenserne, og derfor er de klar til at løbe risikoen."

Henover de næste tre uger vil Mahsa, Fatemeh og en gruppe bestående af ni andre kvindelige fodboldfans deltage ved VM, hvor de har planer om at demonstrere imod forbuddet i Iran ved samtlige kampe, som Iran skal spille.

Under turneringen vil Irans i forvejen strenge love angående kvinder og fodbold blive håndhævet hårdere end sædvanligt. Cafeer og restauranter har typisk forbud mod at vise kampene for at forhindre mænd og kvinder i at omgås offentligt, mens kvinder får påbud om at bære hijab, når de rejser ud af landet for at se fodbold.

Annoncering

”Vi har ikke tænkt os at have hijab på,” siger Masi, som været med til at planlægge demonstrationerne under Irans kampe. ”Det rager ikke dem, hvad vi har på. Vi har diskuteret situationen over Telegram og via WhatsApp. Vi vil alle have t-shirts påtryk med slogans som, ’Hvorfor er der så mange regler for iranske kvinder og fodbold?’ og ’Ophæv stadionforbuddet nu!’ Vi har planer om have skilte og bannere med også. De iranske tv-kanaler derhjemme vil helt sikkert censurere os og bare vise billeder af embedsmænd og deres koner i hijab, men i det mindste hører resten af verden vores budskab.”

Selv om kvinderne godt er klar over, at der vil være iranske embedsmænd til stede ved VM i Rusland, som vil overvåge deres adfærd, så håber de, kameraerne fra tv-kanaler over hele verden vil sprede deres budskab og give kampagnen mere omtale, så kvinder kan få lov til at gå til fodboldkampe i Iran. Håbet er at overbevise FIFA om at lægge pres på de iranske myndigheder for at få dem til at ændre loven.

Men selv den mindste form for protest i udlandet mod Iran er en risiko. ”Vi er meget opsatte på at gøre det, men vi er bestemt også bange,” siger Fatemeh. ”Nogle af os arbejder i det offentlige, og der er en risiko for, at vi vender hjem til en fyreseddel. Politiet kunne finde på at efterforske os og vores familier. Alt er muligt i Iran. Og så kommer der selvfølgelig også hadebeskeder på de sociale medier fra de konservative kræfter i Iran.”

Men der er tegn på, at fremtiden ser lysere ud. I marts fik en kampagne på de sociale medier forud for FIFA-præsident Gianni Infantinos besøg ved Teheran Derby Infantino til at drøfte emnet med den iranske præsident. Infantino oplyste senere, at præsidenten havde forsikret ham om, at kvinder snart ville få adgang.

Men det har ikke overbevist Irans kvindelige fodboldfans.

”Der er mange i regeringen, som mener, kvinder skal have lov til at deltage ved kampe,” siger Fatemeh. ”Men det er ikke en beslutning, de har indflydelse på. Beslutningen ligger i landets leders hænder. Jeg håber at opleve i mit liv en tid, hvor kvinder ikke skal risikere hårde straffe for den grundlæggende rettighed til at se en fodboldkamp. Vi vil alle sammen bare gerne kunne gå til en kamp og respekteres som kvinder.”