mad

De klamme ting, der ligger og rådner i folks køleskabe

"Lugten er så voldsom, at ens øjne øjeblikkeligt løber i vand."
Sammensat billede fra Flick-brugerne iamdanwormek og 96711656@N07

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Spanien.

Giv en mand en fisk, og han har mad til en dag. Lær en mand at bruge et køleskab, og han vil efterlade en fisk derinde i månedsvis, til den størkner og lugter så dårligt, at han i et kort øjeblik vil overveje at brænde sin lejlighed ned.

Det er en dyd at bekæmpe madspild – hvert år smider danskerne 700.000 tons mad ud. Men der er forskel på ”ikke at ville spilde mad” og at være for doven til at rydde op i de bunker af grøntsager, takeout-rester og mælkesjatter, der er til overs fra sidste uge.

Annoncering

For at finde ud af hvor klamme vi er, talte jeg med fem mennesker om de rådne stykker kylling, fire år gamle tomater, fodcreme og alt mulig andet lort, de har liggende i deres køleskabe.

Lidia, 28, et stykke ost

Lidias ost har fået sit eget liv.

VICE: Nåh Lidia, hvor længe har det stykke ost boet i dit køleskab?
Lidia: Jeg tror, vi købte det engang i februar 2017. Jeg aner ikke, om man stadig kan spise det, og selvfølgelig har hverken min kæreste eller jeg haft modet til at smage på det.

Hvorfor smider I det ikke bare ud?
Vi burde jo bare have spist det, da vi købte det, men skiven faldt ligesom ud af pakken, og klæbede sig fast til siden af køleskabet. Vi er begge for dovne til at kyle det ud.

Hvor lang tid tror du, det vil blive der?
Nu hvor alle ved, hvor klamme min kæreste og jeg er, har jeg tænkt mig at smide det ud med det samme.

Lara, 30, et glas med soltørrede tomater

100 gram klamhed.

VICE: Hvor lang tid har de soltørrede tomater stået og rådnet i dit køleskab?
Lara: Jeg købte glasset for for fire år siden, og jeg tror kun, jeg har spist tre af dem.

Hvorfor købte du dem til at starte med?
Dengang havde jeg tænkt mig at være vært for en stor middag med en masse af mine venner, så jeg tænkte, at soltørrede tomater var sådan en lækker ting, man skulle have til lejligheden. Men så blev middagen aldrig til noget, og så har de stået der siden.

Tror du stadig, man kan spise dem?
Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, det er en særlig god idé at prøve. Olien størknede for flere år siden, og nu er der begyndt at danne sig nogle underlige kugler dernede. Men teknisk set er det konserveret, så burde vel være fint nok. Eller hvad?

Annoncering

Hvornår har du tænkt dig at smide glasset ud?
Det kan være, det er ved at være tid. Men det gør mig ikke rigtig noget, at det står der. Jeg har ikke brug for pladsen til noget andet, og jeg er blevet vant til, at det står der.

Antonio, 27, en jobansøgning

Øl og papir.

VICE: Hvad laver en jobansøgning i dit køleskab?
Antonio: Jobansøgningen lå derinde, da vi lånte køleskabet af en anden. Vi bruger det kun til at holde øl kolde nede i øvelokalet.

Men hvorfor er den der stadig?
Ærlig talt, så er der ikke nogen af de seks mennesker, der bruger køleskabet, der gider smide den ud. Så nu bor den der, indtil ejeren kommer og henter den.

Er der noget symbolsk i at have en jobansøgning liggende i et køleskab?
Jeg tror, det repræsenterer behovet for konstant at udskyde det tidspunkt, hvor man sælger ud og bliver en del af det etablerede samfund, og alle de rutiner og ansvarsopgaver, der følger med at være voksen.

Nora, 23, Chorizo

Chorizo.

VICE: Hvor lang tid har det sorte stykke chorizo ligget i dit køleskab?
Nora: Chorizoen dukkede op for omkring fem måneder siden, da min bedste veninde og roomie. Celia, tog det med hjem, efter hun havde besøgt sin mor i Valencia. Celia får hurtigt et forhold til ting, og det her stykke chorizo er bare en af de utallige ting, som hun ikke nænner at smide ud.

Har den altid været så tør og sort?
Den plejede seriøst at være rød. Det var en helt frisk chorizo, da den blev lagt ind i køleskabet – den var næsten rå – så den har ligget og tørmodnet derinde i månedsvis. Nu er der gået fem måneder, og selvom jeg minder hende om, at hun skal spise den næsten hver dag, er hun overbevist om, at jo længere den ligger der, jo bedre vil den smage i sidste ende.

Annoncering

Har du smagt den?
Nej, og jeg har kun set Celia spise af den én gang, da hun lagde noget af den i tupperware sammen med noget ris og tog det med på arbejde. Da hun kom hjem sagde hun, at det smagte dejligt – altså risen. Chorizoen var åbenbart ”lidt for stærk.”

Tror du nogensinde, hun vil smide den ud?
Nej, det tror jeg ikke. Det værste er, at efter al den tid, holder Celia stadig på, at hun en dag vil bruge den til at krydre noget mad.

Jacobo, 41, fodcreme

Man ved aldrig hvornår man får brug for fodcreme.

VICE: Hej Jacobo. Hvorfor har du fodcreme i dit køleskab?
Jacobo: Jeg tror, det var tilbage i 2009, min kone købte cremen. Hun ville lægge den i køleskabet, så den blev ved med at være ”frisk”, og der har den ligget siden.

Er den blevet for gammel, eller kan man stadig bruge den?
Den ser fin nok ud på ydersiden, men hvis man åbner den, kan man se nogle hårde, brune klumper inde i tuben. Lugten er så voldsom, at ens øjne øjeblikkeligt løber i vand.

Har I nogensinde overvejet at smide den ud?
Der har været så mange gode tidspunkter, hvor vi kunne havde gjort det, men vi har ikke taget os sammen til at flå plasteret af og få det overstået. Hver gang vi prøver, må vi erkende, at vi har fået et nært forhold til den – måske giver det også dårlig karma at smide den ud.