Indvandring

Tre danskere fortæller, hvordan det er at 'tage hjem hvor de kommer fra'

Vi har talt med tre bindestregsdanskere om, hvordan det er at vende tilbage til rødderne.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
09 januar 2018, 10:54am

Fra venstre Jibril, Aida og Armin. Fotos er sammenstillet og taget af Amanda Hjernø.

Alle danskere med en snert af chokoladepigment, en mørklødet onkel eller en religion, der ikke involverer et kors, risikerer at få at vide, at de skal tage hjem, hvor de kommer fra. Men det er ikke altid lige nemt at sige, hvor det er. Og det er ikke altid lige nemt at vende tilbage til et sted, man ikke kender.

For hvordan føles det egentlig at vende tilbage til rødderne, når man har boet hele eller det meste af sit liv i Danmark? Og hvordan får man en identitet, hvis man altid får at vide, at man ikke hører til?

De spørgsmål stiller jeg til tre danskere med udenlandske rødder. En er født her, mens de to andre er kommet hertil som flygtninge, da de var små. Det, de har til fælles, er, at de befinder sig i et limbo mellem to kulturer og stadig forsøger at finde fodfæste i det land, hvor de har tilbragt størstedelen af deres liv: Danmark.

Jibril. Alle billeder af Amanda Hjernø

Jibril Hassan Ali, 30, folkeskolelærer

Født i Århus, forældre fra Somalia.

VICE: Hvordan vil du beskrive din nationalitet?
Jibril: Jeg siger, jeg er somalier, selvom jeg er født her. For det er den opfattelse, der er i samfundet. Jeg identificerer mig stadig med Somalia, men jeg har trukket mig lidt fra det somaliske miljø. Jeg har snuset til kulturen, og det var ikke noget for mig. Man kan ikke rigtig få lov til at være både dansker og somalier i den kultur. Det er enten/eller. De er meget ekstreme, holder sig for sig selv og er meget isolerede. Det er meget utraditionelt at gifte sig med en, som ikke er somalier, og de holder sig indenfor deres eget lukkede samfund. Min opvækst i den somaliske kultur har ikke været positiv, og jeg følte ikke, den bidrog til min udvikling. Der var så meget, man ikke måtte. Jeg kender et par andre somaliere, der ligesom mig føler sig ret udenfor miljøet, fordi man ikke bliver accepteret, hvis man er integreret. Man bliver kaldt 'sujuu', som betyder 'en somalier, der ikke er fra Somalia', der bliver set ned på en, og man bliver ikke respekteret, hvis ikke man kan sproget ordentligt. Så det er lidt at stå udenfor og føle, at man ikke er en del af den somaliske kultur, men samtidig er man heller ikke en del af den danske. Man står lidt i en gråzone med et ben i hver verden.

Har du nogensinde været tilbage i Somalia?
Jeg har været i Afrika, men ikke Somalia. Der var stadig krig, så vi holdt os derfra. I stedet tog min far og jeg til Kenya, da jeg var 15, og rejste rundt. Jeg blev der i to år, og det var rigtig dejligt. Det var første gang i mit liv, at folk ikke kiggede på mig hele tiden. Det var helt underligt bare at blende ind på gaden. Men på et tidspunkt skulle jeg jo hjem igen, blandt andet fordi jeg skulle tage en uddannelse. Jeg endte med at starte på HF i Næstved, da jeg var 18, og det var først der, at jeg begyndte at blive bekendt med dansk kultur. Indtil da havde jeg kun haft med andre indvandrerfamilier at gøre. På trods af det følte jeg stadig, at den somaliske kultur var en hæmsko for min udvikling, så jeg sagde farvel til den.

Man bliver kaldt 'sujuu', som betyder 'en somalier, der ikke er fra Somalia'

Hvorfor ser du den som en hæmsko?
Du kan bare se på statistikkerne. Jeg tror, det er 76 procent af den arbejdsdygtige, somaliske befolkning i Danmark, som står uden for arbejdsmarkedet. Det er helt ekstremt, men inden for det somaliske samfund hersker der en kultur omkring, at det er okay at være på kontanthjælp og ikke rigtig have de store ambitioner. Selvfølgelig er der undtagelser, men jeg havde behov for at komme ud af det miljø for at blive til noget. Mange somaliere, jeg kender, har været på kontanthjælp altid, og miljøet gør ikke noget godt for dem. De holder sig for sig selv, og så ender de med bare at acceptere, at det er helt fint at være på overførselsindkomst, og det kan man sgu da ikke sige. Det vil være bedre, hvis man støttede hinanden til at stræbe efter at kunne forsørge sig selv, det vil helt sikkert inspirere mange unge somaliere til at sigte højere i livet. Det vil også forbedre det somaliske image i det danske samfund.

Hvorfor tror du, at det er et særlig stort problem blandt somaliere?
Nogle integrerer sig ikke. Deres hoved er stadig i Somalia. De er overbeviste om, at de skal tilbage en dag. Hvis ikke man accepterer, at man bor i Danmark og er nødt til at blive en del af fællesskabet, så bliver det svært at interagere med resten af samfundet. Men de taler oftest kun med hinanden.

Er det svært at blive en integreret del af det danske samfund?
Det var et helt kulturchok at komme på gymnasiet i Næstved og møde alle de mennesker med sindssyge ambitioner. Folk snakkede om karriere og at komme på universitetet. Jeg havde aldrig hørt folk tale om den slags før, og det inspirerede mig rigtig meget. De fleste af mine somaliske venner var ikke engang færdige med folkeskolen og kunne ikke snakke ordentligt dansk. Deres mål med livet var at flytte tilbage til Somalia og åbne en lille butik med penge, de fik fra en rig onkel.

Hvordan ændrede dit syn på Danmark sig, efter du havde været ”hjemme”?
Efter jeg havde været i Afrika og set total elendighed, og folk der knokler 14-16 timer om dagen for at kunne betale deres egen skole, blev jeg meget chokeret og trist over, hvor mange muligheder indvandrere i Danmark ikke udnytter. Her tager man bare det hele for givet. Det er ikke samfundets skyld – det er forældrenes skyld. Forældrene skal motivere børnene til at drømme stort. Hvis forældrene ikke viser interesse, så får barnet simpelthen ikke en uddannelse. Men igen handler det om at gide at involvere sig i det samfund, man lever i. Når et barn får at vide, at de snart skal tilbage til deres hjemland, så gider de jo heller ikke. Man ender i et limbo.

Har den offentlige retorik omkring indvandring og integration påvirket din danskhed og din følelse af at høre til?
Ja, helt klart. Man føler hele tiden, at man er udenfor. Jeg føler mig mest dansk, når jeg er ude at rejse. Så kan jeg fortælle, at jeg kommer herfra, og med varme i stemmen kan jeg fortælle om København og de steder, jeg kender. Men når jeg så er tilbage her, skal jeg i stedet sige, at jeg kommer fra Somalia. Hvis jeg siger, jeg er dansk, får jeg at vide, at det er jeg jo ikke rigtigt, fordi mine forældre er fra Somalia. Jeg føler mig som en blanding, en dansk-somalier.

Tror du, dine børn kommer til at føle sig som danskere?
Det gør de nok, i hvert fald helt klart mere end mig. Der kommer til at være så mange halve og kvarte nationaliteter i folk, og det er nu, at Danmark begynder at blive et rigtigt multikulturelt samfund. Bare se på landsholdet og i Folketinget, hvor der nu er flere farver og religioner. Når mine børn er på min alder, vil det være en del mere normalt at være bindestregsdansker, og derfor vil der være færre problemer. Selvfølgelig kan det godt være, der stadig sidder nogen i Haderslev og siger ”de skide perkere!” men jeg tror helt klart, vi vil se en forbedring på landsplan.

Har du overvejet at flytte tilbage til dit 'hjemland'?
Jeg overvejede det en kort periode, efter jeg kom hjem fra Afrika, men så snart jeg kom tilbage til Danmark, gik det op for mig, at jeg savnede at være her. Jeg kan mærke, at det var vigtigt for min identitet at komme til Afrika og se, hvordan mine rødder var, men det var også kun det. Jeg tror, det er vigtigt, at man udforsker sine rødder. Mit besøg har betydet enormt meget for min egen selvforståelse. Men jeg skulle hjem igen, for jeg er født og opvokset her, og Danmark er mit land.

Aida.

Aida Berisha, 23, receptionist

Født i Kosovo, far er kosovo-albaner og mor er fra Montenegro
Kom til Danmark i 1998 som flygtning, fire år gammel

VICE: Hvordan vil du beskrive din nationalitet?
Aida: Det er meget svært. På papiret er jeg dansker, men jeg siger tit, jeg er kosovo-albaner – selvom det ikke er det, jeg mig føler mest som. Som barn og som teenager fik jeg altid at vide, at jeg ikke var dansker - samfundet har altid identificeret mig som indvandrer - så til sidst gad jeg ikke prøve mere.

Hvornår vendte du tilbage, hvor du kommer fra, for første gang?
Første gang vi var tilbage igen, var i 2003, da jeg var ni år gammel. Selvom jeg ikke var så gammel, da vi flygtede, husker jeg faktisk en del fra Kosovo. Min oplevelse er selvfølgelig anderledes end mine forældres, for jeg så det hele med et barns uskyldige øjne. Så jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til at komme derned igen.
Jeg havde kun boet i Danmark i fem år, og mine bedste venner var mine forældre og min bror. Jeg kendte ikke så mange. Jeg havde først lige lært sproget og var ikke særlig dansk endnu. Det var først, da jeg blev teenager, at det rigtig ændrede sig.

Ændrede dit syn på Danmark sig, efter du havde været i Kosovo?
Jeg var stadig rigtig glad for at bo i Danmark, men jeg kunne også se, at der var nogle ting, som de havde dernede, som vi ikke har her. Der er en helt anden familieånd, og folk er mere åbne. Danskerne er et lukket folk, som er svære at komme ind på, men dernede kommer folk bare hen og snakker med dig, hvis du sidder på en café. Der er en meget sydeuropæisk stemning. Vejret var jo også fantastisk. Det føltes virkelig som at komme hjem. Det var meget følelsesladet. Og alle græd, da vi skulle hjem til Danmark igen.

Har du nogensinde overvejet at flytte 'hjem'?
Aldrig. Selvom jeg holder meget af det og føler mig kosovoalbansk, så bliver jeg meget hurtigt bevidst om, at jeg er dansker, når jeg er der - eller at de i hvert fald ser mig sådan. Der er en kæmpe kløft imellem de to kulturer. Først og fremmest er det jo et muslimsk land, og mine forældre lagde ikke sindssyg meget vægt på religion under min opvækst. I Danmark behøver jeg ikke blive gift, når jeg er 18, men det gør mine kusiner dernede. Det er det eneste, de snakker om. De synes, jeg er umoden, fordi jeg ikke er fokuseret på at finde en mand. Når der er fester, bliver jeg sat ved børnebordet, fordi jeg ikke er gift, og de synes, jeg er ved at blive gammel, selvom jeg kun er 23. Forskellen mellem mand og kvinde er meget stor dernede, og de lever meget forskellige liv. Det ville jeg ikke kunne holde ud.

Det virker, som om det er den danske kultur, du tager med dig, der skaber distance...
Ja, men mine rødder vil altid være i Kosovo. Jeg glæder mig, hver gang jeg skal derned, men jeg er også afklaret med, at det bare er et besøg. De kan ikke sætte sig ind i min verden heroppe. Efter internettet er blevet udbredt, er det blevet lidt lettere at snakke med dem, men i starten kunne de ikke relatere til noget i den vestlige verden. Det er jo en tidligere kommunistisk stat. Det kan godt være, jeg ikke identificerer mig som dansker, men jeg er virkelig dansk på mange måder.

Hvornår holdt Kosovo op med at føles som hjem?
For hver gang, jeg besøgte landet, føltes det lidt mindre som hjem. Alle mine venner var her i Danmark, jeg gik i skole her, min fremtid var her. Så det begyndte at føles mere og mere, som om jeg var gæst, selvom familien altid tager imod mig med åbne arme. Det er mest, når jeg står fast på min identitet som fri kvinde, at jeg kan mærke, jeg er anderledes.

Jeg har prøvet at blive behandlet anderledes fordi jeg kommer fra Vesten, og derfor har flere penge, men jeg har aldrig nogensinde oplevet at folk var fjendtlige eller sagde, at jeg ikke var velkommen. Det har jeg til gengæld oplevet i Danmark.

Armin.

Armin Muratovic, 29, beskæftigelseskonsulent

Født i Bosnien, forældre fra Bosnien.
Kom til Danmark i 1993 som flygtning, 4 år gammel

VICE: Hvordan vil du beskrive din nationalitet?
Armin: Nationalitet kan være mange ting. Det kan være, hvordan du føler dig, eller hvad du er på papiret. I og med at jeg har dobbelt statsborgerskab, passer det faktisk ret godt med, hvordan jeg føler mig: Jeg føler mig både dansk og bosnisk. Da jeg var yngre, stod jeg meget fast på at være bosnisk. Men nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg også godt se, at mine kulturelle referencerammer er danske. Jeg følger med i dansk kultur og danske medier, så der er mange ting fra mit hjemland, der går hen over hovedet på mig. Men på den anden side er hele min familie derfra, og jeg er selv derfra. Det er ikke en arv, jeg vil fraskrive mig på nogen måde. Derfor har jeg det rigtig fint med at betragte mig selv som bindestregsdansker – jeg er en bosnisk-dansk mand.

Hvordan var det at være tilbage i Bosnien for første gang?
Jeg kan huske nogle af børnene, som pegede på os og sagde ”se, de der dijasporci” ('udlandsbosniere', red.) fordi vi kom fra Vesteuropa. Men for det meste ser man det som en ressource, at man har velfungerende bosniere rundt omkring i verden, for de kan hjælpe med at skaffe jobs eller få sat gang i nogle aktiviteter i hjemlandet. Men der vil altid være nogen, der synes, at man ikke er ”rigtig” bosnier, fordi man ikke bor der. Da jeg var yngre, havde jeg stadig en naiv forestilling om at vende tilbage til Bosnien en dag. De første 10 år i Danmark snakkede min far hele tiden om, at vi skulle tilbage. Men på et tidspunkt begyndte den tanke at løbe lidt ud i sandet. Selv min far siger nu, at han glæder sig til at komme hjem til Danmark, når vi har været tre uger i Bosnien. Man slår jo rødder der, hvor man bor. Jeg har stiftet familie, taget en uddannelse og fået et arbejde. Jeg kommer ikke til at bo i Bosnien, selvom jeg på et tidspunkt havde en idealistisk tanke om, at det skulle ske.

Hvordan ændrede dit syn på Danmark sig, efter du havde været ”hjemme?”
Jeg indså, hvor privilegeret jeg er. Jeg har været her, hvor jeg kan få en uddannelse, få et arbejde og opleve tryghed. Siden finanskrisen har der været massiv arbejdsløshed i Bosnien, og det har skabt en stor udvandring. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er synd, at der ikke er nogen, der bliver tilbage i landet. Men jeg er jo totalt hyklerisk, når jeg bebrejder dem at udvandre, mens jeg hele tiden har siddet heroppe. Jeg har jo muligheden for at flytte tilbage nu, men det har jeg ikke lyst til.

Har du oplevet, at det var svært at blive accepteret som dansker?
Næsten alle mine venner i mine teenageår var udlændinge - med undtagelse af de første år i folkeskolen. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg begyndte at få danske bekendtskaber igen. Så jeg har mest hængt ud med andre bindestregsdanskere.
Der findes bosniere, som ikke vil integreres, men det er ikke så udbredt. De bosniere, der kom til Danmark, flygtede fra krigen, så det var alle dele af samfundet, også de veluddannede og ressourcestærke. Bosnierne blender lettere ind i samfundet end en gruppe somaliere for eksempel gør. Du lægger mere mærke til somalierne, alene på udseendet. Hvis man sammenligner med den strøm af syrere og andre folk fra Mellemøsten, der kommer nu, så har vi bosniere været nemmere at sluge for danskerne, fordi vi trods alt lignede dem lidt.

Hvordan føler du, at den offentlige retorik omkring indvandring og integration har påvirket din danskhed og din følelse af at høre til?
Når jeg ser, hvordan der bliver talt om syrerne i dag, er jeg bare glad for, at vi ikke forstod et ord dansk, da vi sad på asylcenter. Debatten er blevet skærpet, og tonen er meget hårdere i dag. En ting, der irriterer mig rigtig meget, er, at alle bliver kategoriseret som det samme. Der er altså forskel på, om man er flygtning, indvandrer eller whatever. Men der er mange i den offentlige debat, som skærer alle over en kam.

Ser du positivt på integrationen i Danmark i fremtiden?
I starten af 1900-tallet, da de første roepolakker kom til Danmark, gik folk også amok og brokkede sig. Men nu er de fuldkommen integrerede i samfundet og 100% danske. Det er kun deres polske efternavne, der vidner om deres fortid. Det tror jeg også kommer til at ske med den mellemøstlige indvandring. Måske allerede med den næste generation. Noget, der gør mig rigtig glad i forhold til integration, det er, når jeg ser nogen, der tydeligvis ikke er født i Danmark, bestride en stilling, som ikke har noget med integration at gøre. Når jeg ser Erkan Özden eller Abdel Aziz i TV, så bliver jeg fucking glad, for de er der i kraft af deres ekspertise. Ikke fordi de kommer et bestemt sted fra.

Tror du, dine børn kommer til at føle sig som danskere?
Min kone har tyrkisk baggrund, og jeg har bosnisk baggrund. Vi taler dansk til hinanden, og vores søn er født i Danmark. Det er klart, at han vil være mere dansk end noget andet, for det er det danske, vi er fælles om derhjemme. Men jeg håber selvfølgelig også, at han får lidt af den bosniske og tyrkiske kultur med sig. Det ville betyde meget for mig.