Broadly

Hvorfor er mænd, der knalder med mænd, altid en del af et "miljø"?

Niels Henning Falk Jensbys "Techno" bliver nu sat op som teaterstykke i Aarhus og København. Da romanen, der handler om en ung mands seksuelle begær, udkom, blev den udråbt til at være en miljøskildring, men hvad er det for et “miljø”, man taler om?

af Søren Peter Knudsen; billeder af Amanda Hjernø
09 januar 2018, 7:52am

Niels Henning Falk Jensby har skrevet en bog, som hedder Techno. I 2016 vandt den Bogforums debutantpris, og så handler den om mænd, der har sex med mænd. To og to eller flere ad gangen, derhjemme eller i Ørstedsparken, og med legetøj, gummilagner og sexgynger i loftet. Og det meste af tiden på stoffer. Den slags sex har det med at vække opsigt, og der er jo også en grund til, at du skal læse om det allerede her i første afsnit. Men måske overser man noget andet imellem kropsvæskerne og de udvidede pupiller?

Det vil jeg gerne tale med Jensby om. Vi skal også tale om, at bogen har premiere som teaterstykke i denne måned på homobarer i både Aarhus og København. Men jeg er allermest nysgerrig på at høre hans tanker om den omtale, bogen fik, da den udkom. Der var nemlig ét bestemt ord, der gik igen:

Techno beskriver et homoseksuelt miljø,” skrev Politiken, mens Berlingske omtalte Techno som ”en bog om hård sex og kold kærlighed i det københavnske homo-miljø,” og Information var inde på ”det miljø (det homoseksuelle), den foregår i.” Miljø, miljø, miljø.

Jeg syntes ikke selv, at Techno beskrev et miljø, da jeg læste den. I would know, for jeg er jo selv en del af det såkaldte homomiljø, tænkte jeg. Derimod læste jeg om en ung mands forsøg på at være i sin ensomhed, sit begær og sin krop. Gennem sex, ja – homoseksuel sex, ja – men ikke i et defineret miljø. Men Jensby havde heller ikke til hensigt at skildre et miljø, viser det sig, da jeg spørger ham:

”Det, jeg ville undersøge, var et fænomen, som hverken er et miljø eller en person, men noget flydende der ligger i luften,” svarer han. ”Det fænomen, der finder sted på de her klubber og i de her parker. Og samtidig havde det heller ikke noget som helst at gøre med at skildre mig selv, men derimod en kultur.”

Jensby fortæller, at han ”virkelig har måttet slå på tromme for”, at Techno først og fremmest er en kærlighedshistorie. Bogen er gennemgående fortalt af et navnløst ’jeg’, som skriver til et lige så navnløst ’du’, som er jeg’ets elsker eller kæreste. Den emotionelle del af deres forhold står lidt hen i det uvisse, for jeg’et oplever primært sig selv og verden gennem kroppen. Det er nemlig kroppens erkendelser, der er interessante, mener Jensby. Et uddrag fra bogens prolog lyder sådan her:

”Jeg slikker sveden af din overlæbe. Din læbe, der griber min læbe, æder min læbe. Min ecstasy-mund, der klistrer sig fast til din hals, giver dig et sugemærke, er en sugekop. Dit hoved, der bøjer sig bagover, dine lunger, der laver en udånding med lyd på. (…) Du råber, at det her er det eneste, vi behøver. Jeg kan næsten ikke høre dig for bare techno, krop, pik.”

”Det handler om en ret inderlig kærlighed, som viser sig i form af nogle fænomener, som for nogle mennesker er fremmede,” siger Jensby. ”Jeg kunne sagtens have skrevet en lang tankestrøm om, hvordan jeg’et følte, at han på en meget abstrakt måde smeltede sammen med verden, men jeg vil til hver en tid hellere tale om, hvordan han konkret smelter sammen med verden. Hvordan to personer, for eksempel mens de knalder, bliver til ét legeme,” siger han.

Nok er sexscenerne, parkerne og klubberne en central og vigtig del af bogen – men det er stadig kun én ung mand og hans begær, der er i fokus. Ét homoseksuelt parforhold. Alligevel fremhæves det som værende en miljøskildring. Hvorfor det? Der er vel heller ikke nogen, der mener, at Fifty Shades of Grey handler om ”det heteroseksuelle miljø”?

”Det er en måde for folk at lukke noget inde og adskille det fra sig selv,” forklarer Jensby. ”Der er jo en grund til, at der er et stort metalhegn rundt om Ørstedsparken. Jeg ved godt, at det ikke er derfor, det blev bygget, men som symbol står det ret tydeligt frem. Der er jo en grund til, at du skal igennem tre døre og en reception for at komme ind på en sexklub. Det handler om, at de her steder skal være adskilt fra den verden, hvor ”normale mennesker” befinder sig. Det kan man også gøre med ord ved at sige, at det er en miljøskildring, som ikke er ens eget miljø men nogle andres.”

Det har egentlig altid undret mig, hvad det konkret betyder, når vi omtaler ”homomiljøet”. Er det barerne og klubberne, eller er det den blotte forsamling af homoseksuelle, uanset hvor det sker? Når udenforstående omtaler det, kommer det hurtigt til at lyde som noget meget etableret. Som om vi alle sammen har en hemmelig Facebookgruppe, hvor vi kan planlægge overtagelsen af verdensherredømmet og rangliste Britneys musikvideoer. (Hvilket i øvrigt lyder som noget, vi burde have). Hvad eller hvem skal være til stede, før der er tale om et miljø?

Jensby mener ikke, at der findes et miljø som sådan, da det ”ikke har noget center eller ledende skikkelser,” siger han. ”Der er bare de her steder, og man kan ikke forklare det bedre end, at der er en ånd eller magi, der foregår.”

Man kan oversætte ’de her steder’, som Jensby nævner, til ’steder hvor mænd har sex med mænd’. Og de steder – parkerne og klubberne, også kaldet cruising-steder – er stadig en central del af fortællingen om homoseksuelle mænd, siger Jensby.

Og det er der en grund til. Tidligere var de her steder nemlig den homoseksuelle mands eneste mulighed for at udleve sin seksualitet, fordi samfundet påbød ham at blive i skabet. Og mange af de indledende rettighedskampe for homoseksuelle handlede om den basale juridiske ret til at bestemme over egen krop. I Danmark var det for eksempel ulovligt for to mænd at have sex med hinanden indtil 1933 (selvom det var forbudt for dem at danse med hinanden helt indtil 1973), og i mange lande er det stadig tilfældet i dag.

”De her steder muliggjorde, at mennesker kunne leve deres liv uden at have lyst til at skyde sig selv,” siger Jensby. ”Når det ikke er sådan længere, hvorfor findes de så? Hvad er det ved den fortælling, som er dragende? Jeg prøver ikke at give et endeligt svar, men jeg prøver med en åben tilgang til fænomenet at forstå, hvad det er, der foregår.”

Nu rykker Jensbys egen fortælling ud på nogle af de steder. Når Techno har premiere som teaterforestilling i morgen, den 10. januar, så er det klassiske scenerum skiftet ud med dansegulvet på homobarerne GBAR i Aarhus og Never Mind i København. Blandt publikum, midt på dansegulvet, skal skuespilleren Simon Matthew egenhændigt formidle Jensbys tekst, mens dj’en Natal Zaks leverer bogens titulære techno-lydside. Jensby har givet instruktøren Sargun Oshana frie hænder til fortolkningen og glæder sig til at se, hvilke nye aspekter skuespillerens fysiske tilstedeværelse giver til teksten.

Egentlig ville Ørstedsparken eller sexklubben SLM have været en mere autentisk ramme i henhold til bogen, siger Jensby. Men det ville være at invadere nogle af de steder, som nogle mennesker har brug for, og derfor være dybt problematisk, tilføjer han. Derfor er valget af de mere mainstream homobarer et godt kompromis.

Kan man tolke udflyttelsen af stykket som et forsøg på at integrere fortællingen i miljøet? Følger der nogle forpligtelser med til det valg?

”Det, jeg synes, er helt vildt vigtigt med den udflytning, det er at vende hierarkierne om. For mig kan det godt være en ret fremmedgørende oplevelse at være i teatret. Samtidig er nogle andre mennesker vant til det rum. Det at rykke det ud et sted, hvor nogle mennesker, der ikke plejer at være utrygge, måske bliver det, det gør noget. Det er helt i tråd med bogen, at man simpelthen flytter banehalvdelen.”

Er det så en fortælling om og til homoseksuelle eller om homoseksuelle til nogle andre?

”Det handler ikke kun om den konkrete handling at sætte et teaterstykke op, det handler om at arbejde for større repræsentation i offentlige rum af menneskers fortællinger. Og der er det måske et problem, at min bog – det er jeg egentlig altid villig til at problematisere – endnu en gang taler ind i den her rimelig hardcore, sexfokuserede fortælling om homoseksuelle mænd. Men det handler om at få nogle andre på banen, så vi kan få flere beretninger, så vi kan få en større samtale, hvor flere kan blive involveret. Og hvor det ikke handler om at normalisere men om at skabe et større rum for erfaringsdeling. Hvis man er uenig i, at et teaterstykke er den rigtige måde at gå til det på, så skal man jo sige det. Det er jo en del af det. Så har man en samtale om det. Og bare dét gør jo verden større og lidt nemmere at trække vejret i.”

Techno bliver sat op af Aarhus Teater og Republique på GBAR i Aarhus fra den 10. januar til den 10. februar – fra den 17. til den 27. januar flytter forestillingen til København, hvor den kan opleves på Never Mind.