Musikvideoer

Held og lykke med at sove, efter du har set den nye video fra estiske Tommy Cash

Mad Max møder Gosha Rubchinskiy i videoen til "Pussy Money Weed".

For folk, der ikke har stiftet bekendtskab med Tommy Cash endnu, kan det være lidt svært at forklare, præcist hvem han er. Hvis man siger, at han er en 26-årig rapper fra Estlands hovedstad, Tallin, er det nemlig ikke ligefrem dækkende. Man bliver på en måde nødt til at tilføje, at hans rap foregår på gebrokkent engelsk over skrabede trap-beats. At han er lille, bleg og har noget halvlangt, glat, tyndt, fedtet hår samt et overskæg, der ser ud, som om han har tegnet det på med en kuglepen. At han er fyldt med selvtillid. Altså, virkelig meget selvtillid. Og ikke mindst at han efterhånden er berømt og berygtet for at lave de mest langt ude musikvideoer, du overhovedet kan forestille dig.

Annoncering

Nu har rapperen, der optrådte sammen med Emil Stabil på Roskilde i sommer og har en koncert i Vega på programmet i april, så udgivet en ny video. Og den østeuropæiske Kanye West skuffer ikke. Videoen, der er stylet og instrueret af Tommy Cash selv, foregår i en gold verden, hvor dansere optræder til det nye track. Tænk: Mad Max møder Gosha Rubchinskiy. Nogle af danserne er for øvrigt i kørestole, og nogle mangler flere lemmer – især den twerkende kvinde med knivblade som benproteser sætter sig fast på nethinden. Det er dystopisk, det er flot, og det er en smule uhyggeligt.

I et interview med Dazed forklarer rapperen om tankerne bag videoen: "Når jeg præsenterer mig selv, er jeg ikke dækket med smykker, som jeg ikke ejer selv. I mine videoer prøver jeg at vise forskellige folk og steder – ting, som folk måske ikke er så komfortable med at se eller være i. Jeg synes, at alle folk er smukke."

Det argument er jo svært ikke at støtte op om, men ikke desto mindre er stemningen i videoen det stof, søvnløse nætter er lavet af.

Føler du Cashs visuelle stil, er hans Instagram et besøg værd, og ellers anbefaler vi bare at tage en dyb indånding og trykke play på videoen herunder.