Broadly

Guide til 8. marts: Find det arrangement, som passer til dig

Dyrehealing, abortmodstand, masser af vin eller god gammeldags demo. Hvilken 8.marts-type er du?

af Nicoline Larsen
07 marts 2018, 8:22am

Foto: Amanda Bødker/PR-foto/Thunderfist

I morgen er det kvindernes internationale kampdag, og der er arrangeret demonstrationer i de større danske byer. Men kampdagen er ikke kun for dem, der vil på barrikaderne med deres nymalede banner. Der findes nemlig lige så mange forskellige 8. marts-arrangementer, som der findes kvinder. Ej, det passer ikke, men der findes mange. Så her er en guide til at finde lige netop det 8. marts-arrangement, som passer til dig.

Til iværksætteren (København)

Er du selvstændig erhvervsdrivende? Eller vil du gerne være det? Så tag til kage og dåseøl i cykelforretningen Thunderfist på Vesterbro i København. Det er Lisa, der er cykelmekaniker og indehaver af Thunderfist, og tekstiltrykkeren Tina fra Trykkertøsen, der inviterer dig til at komme og fejre ”livet, karrieren, venskaber og foråret – samtidig med at vi kan sludre om fordele og ulemper ved at være sin egen (kvindelige) chef.”

Til den minoritetsbevidste (København)

Hvis du er en af dem, der mener, at en af de vigtigste feministiske dagsordner er kampen mod social kontrol i minoritetsmiljøer, så kan du jo passende tage til Mino Danmarks arrangement på Københavns Hovedbibliotek. Under overskiften Minority Talks kan man høre en række debatter, hvor fokus er på minoritetskvinders perspektiv og erfaringer. Blandt ander er der en runde, hvor Natasha Al-Hariri, Geeti Amiri, Moeisha Aden og Ayse Dudu taler om køn, kærlighed og seksualitet. Og så kommer Sandra Hussein og synger. Det bliver garanteret både festligt og vigtigt.

Nå ja, og bagefter er der efterfest på LOLA på Højbro Plads. Den står i diversitetens tegn, og dj Lucia Odoom og dj Tanya lover at spille god musik fra 90'erne. Yay! Og det arrangement finder du her.

Til den, som bare gerne vil drikke vin (Aarhus)

Det er jo en ærlig sag. Men i så fald håber vi, at du befinder dig i Aarhus. Der kan man nemlig komme til vinsmagning kun for kvinder i anledningen af kampdagen. Det sker i Vinoble – Mahlers Vinhandel og koster 295 kroner, men så får du til gengæld også "en række lækre fif, du kan tage med hjem til manden". Vi antager, at de hentyder til, at du jo så kan tage hjem og mansplaine om forskellen på tysk og østrigsk hvidvin og sige, at det er dit bidrag til ligestillingen. Befinder du dig i den situation, at du ikke har en kæreste eller har en kæreste, der ikke er en mand, er det dog lidt uklart, hvilket udbytte du får.

Til musikelskeren (København)

Du kan godt lide kvinder og god musik? Så er Hotel Cecil stedet for dig i morgen. HUN SOLO arrangerer koncertaftner med kvindelige musikere – det gør de faktisk hele året – men i dagens anledning har de fået hele dagen til at fremvise cremen af dansk musik. Om eftermiddagen vil der være et talk-koncept, hvor Annika Aakjær og Bene fra Baby in Vain blandt andre vil dele personlige fortællinger, og hey – det er gratis. Om aftenen vil der være klassiske HUN SOLO live-koncerter med blandt andre Pernille Rosendahl. Det hele sluttes af med masser af party-stemning, når dj's som Anastasia Kristensen og Rosa Lux står for natklubben. De to sidstnævnte arrangementer koster penge, men ikke forfærdelig mange.

Til abortmodstanderen (Randers)

Ja, vi ved det lyder skørt og ikke særlig kvindekampsagtigt. Men Venstres Ungdom i Randers har altså valgt at lægge et arrangement med organisationen Retten til liv, som kæmper imod retten til fri abort, på kvindernes internationale kampdag. Ellen Højgaard, der er landssekretær i Retten til liv, vil fortælle om, "hvorfor de er imod abort, og hvorfor de kæmper for, at kvinder aldrig skal stå i det umulige valg at vælge mellem sit barn eller kaos." Så selv hvis du er typen, som er imod kvinders grundlæggende ret til at bestemme over deres egen krop, er der gudhjælpemig også et 8. marts-arrangement, som passer til dig.

Til alle med kønsbehåring (Aalborg)

"Alle med kønsbehåring bør læse Michael Strunge," mener Christian Graugaard, der er professor på Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet. Det er ham, der byder velkommen, når Biffen Art Cinema i Aalborg i anledningen af 8. marts viser den nye dokumentarfilm VÆBNET MED ORD OG VINGER, som handler om digteren. Så hvis du er typen med kønsbehåring, fan af Michael Strunge eller bare gerne vil nyde en dejlig film, så er det her arrangementet for dig.

Til dyreelskeren (hele landet)

Ærligt talt, det her arrangement er nok ikke tænkt som et 8. marts-arrangement. Men hvis du har en hund, kat, kanin, hest eller høne, som trænger til et energiboost, så kan du få dem healet gratis i morgen. Og det bedste af det hele er: "Du skal ikke selv gøre noget denne aften. Energien skal nok komme til dit dyr." Men husk at tilmelde dig, og vedhæft et billede af det pågældende dyr. Pt er der tilmeldt to katte og en hund.

Til fagforeningstypen (København)

Kan du lide at organisere dig? Mener du, det er vigtigt at tale åbent om løn, fordi åbenhed om løn kan være vejen til ligeløn mellem mænd og kvinder? Så er det heldigt, at 38 fagbevægelser er gået sammen om et arrangere et event om netop dette. De kalder det for #DelDinLøn, og det går ned på Den Sorte Diamant, og det feministiske band Det Kønne Kartel kommer og spiller. Vi forudser en festlig fagforeningsdag.

Til filmtypen (Odense)

I Studenterhuset i Odense sætter de fokus på kvinder i film i morgendagens anledning. Først vil der være lidt feministisk filmteori, derefter en debat mellem tre kvindelige filmskabere. Således godt klædt på, vil bliver der vist seks kortfilm om og af kvinder. Derefter Q&A og mere debat.

Og endelig: Til dig, der vil på barikaderne

Hvis du bare gerne vil ud og vifte med dit banner og råbefeministiske slagord, så er der naturligvis også mulighed for det. Flere muligheder endda. I København kan du enten tage til Feminister på gadens arrangement, der er rimelig straightforward kvindekamp med masser af veteraner blandt publikum, eller tag til den lidt mere aktuelle #MeToo-demonstration, som afholdes af #AldrigDinSkyld. Hvis du er i Aarhus, skal du tage en tur på Kvindemuset. Der er arrangementer hele dagen, men klokken 17.45 er der ligestillingsoptog gennem byen. I Odense virker det mest oplagt, at du tager dine slagord med til det her arrangement, som blandt andet er arrangeret af Dansk Kvindesamfund og lyder som en herlig dag, om end der ikke er nogen dissideret demonstration involveret. Der virker der umiddelbart heller ikke til at være i Aalborg, så der er du muligvis nødt til selv at starte optoget. Eller tage dit banner med i biffen, når du skal se VÆBNET MED ORD OG VINGER. Det vil ikke gøre dig videre populær, men salige Strunge ville nok ikke have haft noget imod det.

Det var det. Vi håber, du får lige præcis den 8. marts, som passer til dig.