De 20 bedste ting ved Gramsespektrums "Vi kaster med sten", den bedste danske sportssang nogensinde
Arkivfoto: Lars Poulsen/Scanpix
De bedste ting nogensinde

De 20 bedste ting ved Gramsespektrums "Vi kaster med sten", den bedste danske sportssang nogensinde

I anledning af, at det i dag er præcis 20 år siden, curlingkvinderne vandt sølv.

Nogle historiske begivenheder glemmer vi danskere aldrig. EM 92. Vores befrielsesdag den 5. maj 1945. Og selvfølgelig den første danske medalje nogensinde ved et vinter-OL, curlingkvindernes sølvmedalje i Nagano i 1998. Tænk engang, at det i dag er lige præcis 20 år siden, at en stor del af den danske befolknings curlinginteresse nåede et klimaks, efter folk over flere uger havde holdt sig vågne for at se langstrakte curlingkampe transmitteret direkte fra Japan. Desværre var det lidt af en flad fornemmelse, at vi ikke vandt. MEN vi rejste os selvfølgelig igen og vendte oplevelsen til et ægte dansk "hvor var det flot, at vi gjorde vores bedste"-scenarie.

Annoncering

Og som med de fleste andre mindeværdige danske begivenheder, har vi heldigvis et stykke kulturarv, der kan minde os om curlingkvindernes næsten-triumf: Gramsespektrums "Vi kaster med sten". Og godt nok ændrer humor sig med tiden – det er derfor, du ikke helt kan se pointen ved Charlie Chaplins mimende slapstick-comedy, og din farmor ikke forstår dank memes – men der er nogle ting, der bare er tidsløst grineren. En af de ting er curling. Sporten, hvor fuldvoksne mennesker – nej, atleter – rejser verden rundt, har matchende tøj på, konkurrerer mod deres modstykker fra andre lande, ja, gør alle de ting, som ægte professionelle atleter som Roger Federer og Usain Bolt gør – men det hele går ud på at…lade nogle sten…glide – taktisk – henover is. Og så er der folk, der fejer. Folk, hvis job, det er at skrubbe isen. En anden ting, der aldrig bliver usjov, er Gramsespektrum.

"Vi kaster med sten" er en single fra Gramsespektrums storhedstid og var nummer 12 på deres legendariske opsamlings-cd, Gramsespektrum – Greatest Hits 1996-1998. Det, vi dog ikke fik med, da vi sad ud tudede af grin foran ghettoblasteren i fritidshjemmet, var den livsændrende, geniale musikvideo, Gramse-drengene fik lavet til den mindst lige så vigtige sang. Heldigvis er der en helt, der har rippet videoen fra det for længst afdøde musikprogram Okay Tone (RIP) og lagt den på YouTube i en kummerlig kvalitet, der giver en god idé om, hvordan det var at glo curling på 90’ernes farverørs-lortefjernsyn.

Annoncering

Der er uendeligt mange gode ting at sige om “Vi kaster sten”, men da det i dag er præcis 20 år siden de danske curlingkvinders næsten-mirakel i Nagano, (og vi teknisk set også burde lave andet, end at sidde og mindes forgangne, nationale næsten-triumfer inden for curling) har vi her begrænset os til de 20 bedste:

Mikael Bertelsens portrættering af en curlingfar i introen

Tænk, at udtrykket ‘curlingforældre’ i dag er det diametralt modsatte af den karakter, Bertelsen spiller her. “Vil du være den bedste i verden? VIL DU VÆRE DEN BEDSTE I VERDEN? Så er det dernedad med den.”

Anonymt lyshåret dansk barn repræsenterer det sidste og bedste håb for dansk curlings fremtidige succes

… men virker egentlig forholdsvist ligeglad. Det var den indstilling, der scorede os en bænkplads til de sidste to internationale fodboldslutrunder. Flot.

// Det er et brandsjovt spil //

Vi ved godt, at det er satire, men forestil jer et kort øjeblik, hvordan det må være at være oprigtigt passioneret curlingfan. Hvordan ville den virkelighed overhovedet se ud? Hvad er op, og hvad er ned?

Det lidt for hårde klap på kinden, Mikael Bertelsen giver den lille pige

Stolthed? Motivation?…Børnemishandling?

Arkivoptagelserne af curlingkvinderne, der er drysset ud over videoen

Hvem kan ikke huske den danske skipper Helena Blach Lavrsens kommanderende tilstedeværelse på isen? Udødeliggjort her, som en kvindelig Peter Schmeichel i en meget mere obskur sport, som ingen andre end os danskere nogensinde vil tage sig af.

Annoncering

Bandnavnet 'Curly Fries'

Gramsespektrums fiktive gruppe, som de forvandlede sig til for at lave singlen. Samtidig en skjult reference til gruppens evige kærlighed til Burger King.

Hele første vers handler dybest set om, hvilke bogstaver der er og ikke er med i “D-A-N-M-A-R-K”

// Det sted, hvor vi holder til / landet uden B //

Erkendelsen af at vi rent faktisk ikke vandt

Linjen // Vi vinder ikke hver gang / men vi kæmper så godt, vi kan // er den perfekte indkapsling af danskernes tilgang til sport. Tænk på håndbold: Vi opfandt selv reglerne, alle andre nationer er ligeglade med det, og vi er stadig ikke de bedste. Men vi er selvfølgelig glade, så længe vi kan se, at Mikkel 'Head & Shoulders' Hansen har gjort sit bedste inde på banen.

Simon Bonde har den bedste råbe-stemme i verden

Bevismateriale A ses herover.

Linjen: // Vi knuser dem / og ydmyger dem //

Uden tvivl videoens højdepunkt. Bemærk giddy-men-skadefro curling-trashtalk parret med det mest hardcore, player-hating move, du kan lave på curling-isen. (Se, hvordan alle de andre sten bare bliver owned, fuck af udanske lorte-sten!!)

Mikael Bertelsens pludselige indhop som dansk curligan med klaphat mod slutningen af videoen

Videoens slutskud af SØLVmedaljen

Lad os ikke glemme, at det altså var sølv, vi vandt her. Sølv. Næstbedst, var de danske madamer. Til curling. Ved vinter-OL. I Nagano. For 20 år siden.

Den her internet-tutorial, hvor man (måske) kan lære at spille sangen

“Den var alligevel en del sværere end jeg regnede med, og jeg er ret sikker på, at den ikke er 100% rigtig, men det var det nærmeste jeg kunne komme.”

Der er en, der kommenterer under videoen, at sangen minder ham om en ekskæreste

“Vi vil altid have Nagano.”

Performance-setuppet i videoen

Flygel? Tjek. Lilla lys? Tjek. En tunet røgmaskine? Du ved det. Og det hele foregår i en skøjtehal! Det er tydeligt, at Gramse altid har vidst, hvad der er fucking hiphop.

Peders paryk

Fuldstændig utroværdig og fuldstændig hysterisk sjov.

Når Peder rejser sig op og spiller keys stående

Elton John, “I’m Still Standing”, 1-til-1.

Pludselig sølvmedalje-geisha dukker op midt i den overgearede slut-råbe-fase og minder os om, at alt det her foregik i 90'ernes Japan

Gad vide, om vi ville få curlingkvinderne til at uddele medaljerne, hvis vinter-OL nogensinde kom til Danmark. Vent, er…er curlingkvinderne de danske geishaer?

Annoncering

Den letfordøjelige curling-popsang fik flere mennesker til at lytte til Gramsespektrum

Gramse lavede noget af det bedste danske satire nogensinde. Ud over ekstremt sjove sketches lavede de uforlignelig jokerap, der aldrig må glemmes. Kontrollørerne, Bademestrene, Lystfisk Hustlers, 2 Mad Istaz, Uprockens historie. If you don’t know, now you know.

Den fortryllende melodi

Når du har hørt den her sang en gang, sidder melodien fast. Tænk over det: Én gang! Der er ikke tale om en eller anden underlig komposition, Nik & Jay har lavet for at prøve at gøre DBU’s dumme landsholdssange cool igen. Nej, det her er straight up "Ree-Sepp-Ten"-shit. Den sidder fast i dit hoved og bliver der resten af dagen. Tror du ikke på os? Vi udfordrer dig til at høre den fra start til slut og prøve på ikke at nynne de næste 12 timer.

VI KASTER MED STEEEEEN, OG FEJERMEDKOSTEEEEE!