#MeToo bliver ofte omtalt som et væsen med en vilje. Man kan læse, at #MeToo "forbyder" mænd at gøre ting, at #MeToo "lærer os" noget. Nogle ser måske #MeToo som et monster, andre som en frelser. På Broadly har vi lyst til at få sat et billede på #MeToo. Faktisk flere. Derfor har vi spurgt en række illustratorer, om de ville forsøge at portrættere #MeToo og fortælle om deres portræt. Fem ville gerne, og Nadia Schlosser er en af dem.
Nadia er 21 og går på Filmhøjskolen Møn. I sit arbejde kan hun godt lide at undersøge og skildre relationer mellem mennesker. Når hun ikke er på højskolen, bor Nadia i Aarhus, og hun siger om sig selv, at hun dagligt har store kriser over meget små ting. Her fortæller hun om sin portrættering af #MeToo:
Når jeg tænker på #MeToo, bliver jeg lidt overvældet. Jeg ser på det som en god idé fuld af solidaritet og styrke, men som har vokset sig så stor, at det oprindelige budskab drukner en smule i kønsdebatter og kritik af filmbranchen.
Det er et vigtigt hashtag og en vigtig – og desværre nødvendig – bevægelse. Det er vigtigt, at folk taler åbent om det, der er svært, og at man gør blandt andre Instagram og Twitter til forummer, hvor man kan dele noget sårbart.
MeToo har fungeret som en øjenåbner for mange, specielt i filmbranchen, men #MeToo har tabt sit oprindelige budskab. Opslagene drukner i mængderne og udvikler sig til kønsdebatter og anklager mod Harvey Weinstein og Woody Allen. Det er blevet til en debat om filmbranchens kønsdiskriminering, som tager fokus væk fra alle dem uden stemmer, der trænger til at blive hørt og forstået. #MeToo er blevet til en bevægelse, der trækker sig selv ned i et sort hul.
MeToo har oplyst store dele af verden og har sat fokus på et globalt problem. Men bruger vi det til noget konstruktivt?
Se flere #MeToo-tegninger:
