Twilight film-plakat
soundtracks

Sig hvad du vil om Twilight-sagaen, men den blev starten på en ny æra for soundtracks

For ti år siden var musikken i vampyr-filmene med til at gøre kunstnere som Bon Iver og St. Vincent mainstream.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

"Jeg stenede bare rundt i London. Jeg lavede musik sidste år og havde egentlig tænkt mig at opgive skuespil, og så-”

“Wow–”

“Og så, du ved, så nåede vi til slutningen af året, og jeg havde ingen penge, haha-”

“Åh Gud. Ja, jeg må hellere tage til den der audition.”

Sådan begynder interviewet mellem Robert Pattinson og Hayley Williams fra Paramore, som blev lavet som del af Myspaces (RIP) Artist On Artist-format. Hvis man altså kan kalde det for et interview, når to mennesker bliver ved med at tale i munden på hinanden på en meget akavet måde, mens de sidder ved et meget skinnende spejlbord.

Annoncering

Det var i november 2008, og Paramore havde to sange med på soundtracket til den første Twilight-film. Williams havde proklameret, at hun selv var fan af bøgerne, og påstod, at hun med det samme kunne relatere til den forbudte kærlighed mellem en blodfattig teenager og en vampyr fanget i den fysiske form af en 17-årig dreng med et bekymrende forbrug af hårvoks. Faktisk var Williams så vild med historien, at hun begyndte at ringe rundt for at få lov til at blive en del af soundtracket, så snart hun hørte, at de ville lave filmene. Hendes hårde arbejde bar frugt, og Paramore skrev to nye sange til filmen: “Decode”, der dyrker antydningens kunst i teksten (// But you think that I can't see / What kind of man that you are / If you're a man at all //), og den enormt catchy “I Caught Myself”.

Men sandheden er, at filmene er virkelig dårlige. Selv Pattinson synes, at de er dårlige. Han har sagt det på dvd-kommentarsporet, og da han lavede interviews for at promovere filmen, og da han blev spurgt, hvad han ville tage med sig fra oplevelsen, svarede han: ”Min stolthed.” Måske er det den åbenlyse afsky for filmene, der har gjort, at Rob og den anden hovedperson, Kristen Stewart, har undgået at blive forbundet med Edward og Bella i al evighed. Men det har måske også noget med soundtracket at gøre, for det var en kæmpe succes. De blev Grammy-nomineret og vandt platinplader, og de har alle tre ligget på Billboards top-5 og har fået gode anmeldelser. I modsætning til filmene, som er en grød af elendighed, så er filmenes soundtracks troværdige. Og det var alt sammen takket være én kvinde: Musikansvarlig Alexandra Patsavas.

Annoncering

Nøglen til Patsavas succes var at kuratere hvert soundtrack, så det lød som et intimt mixtape, et nyforelsket kærestepar ville lave til hinanden. Når jeg lytter til det i dag, bliver jeg mindet om, hvordan jeg havde det, da jeg hørte soundtracket til Romeo + Juliet første gang. Jeg hørte det konstant om teenager og drømte om den dag, hvor jeg selv skulle opleve en kærlighed så ren, så altomfattende, så Hawaii-skjortet. Og fordi Twilight-fans er totalt besatte, lappede de det hele i sig, måske især fordi en af sangene var blevet godkendt af Bella – det var Kristen Stewart selv, der havde valgt Iron & Wines "Flightless Bird, American Mouth" til prom-scenen – og en af de andre sange er lavet af selveste Edward, jeg mener Robert Pattinson. (Måske var det den sang, han arbejdede på, da han gik rundt i London og var så fattig, at han blev nødt til at sælge sin sjæl til filmskaberne?)

I virkeligheden solgte Patsavas musik til en gruppe mennesker, der var parate til at købe hvad som helst, hvis bare der stod Twilight på det. (Og jeg mener HVAD SOM HELST. Vil du have en silhuet af Edward Cullen i fuld størrelse til din væg? En vampyr-dildo med glitter? Der er også nogen, der har lavet en filt-udgave af Bellas livmoder, som man godt nok ikke kan købe, men I skal se den alligevel, fordi jeg blev nødt til at kigge på den.) Når hun stod med så blodtørstig en gruppe fans, kunne Patsavas have fyldt soundtracket med hvad som helst og tjent styrtende med penge, men heldigvis var hun opsat på at give sit publikum autencitet. Så hun benyttede sig af en meget simpel og helt genial taktik: Hun sørgede for, at alle sangene enten var skrevet af hippe, upcoming bands eller var uudgivede sange af anerkendte kunstnere.

Annoncering

Men i en branche, hvor kunstnere skal være meget forsigtige med, hvem eller hvad de bliver sat i forbindelse med, er det ret vildt, at Patsavos overbeviste indie-darlings som St. Vincent og Bon Iver til at være en del af en verden, hvor en 100 år gammel vampyr gør en 18-årig pige gravid med sin super-sperm. Hvordan gjorde hun? Hun gjorde to ting. Først og fremmest havde hun penge (kilder i branchen har fortalt mig, at kunstnerne fik mellem 200.000 og 600.000 kroner pr. sang, plus nogle heftige royalties). For det andet overtalte hun folk med det fænomen, som Jed Gottlieb fra Boston Herald kaldte ”The Twilight Bump”: Takket være Twilights hardcore fans var kunstnerne, som deltog på soundtracket, garanteret et ordentligt boost i deres salg af plader og koncertbilletter.

Muse er et godt eksempel på et band, der uden tvivl har nydt godt af det bump, og derfor har leveret sange til tre Twilight-film – selv om de piver over, at oplevelsen har svaret til at sælge deres sjæl. Muse har sagt, at filmene ikke var ”deres kop te”, men har også modvilligt indrømmet, at Twilight-filmene har hjulpet dem til succes i USA, hvor de nu spiller udsolgte spillesteder med plads til 20.000 mennesker.

Det er også muligt, at musikerne blev tiltrukket af den kaliber, de andre bands havde – altså, hvis Sia også gør det… Det er i hvert fald St. Vincents rationale i et Pitchfork-interview fra 2009, hvor hun taler om at være med på Twilight: New Moon-soundtracket: ”Det er fantastisk at være en del af hvad som helst, hvor Thom Yorke og Grizzly Bear også er med.” Måske kunne de også betragte det som en slags public service? ”Vi har nærmest alle sammen været tweens fra forstæderne engang. Jeg var i hvert fald. Hvis jeg havde haft det her soundtrack dengang og kunne være blevet udsat for Grizzly Bear som 13-årig, så ville min udvikling nok være længere fremme, og jeg ville være et bedre menneske.” Jeg må indrømme, at jeg er glad for at bo i en verden, hvor millioner af teenagepiger blev udsat for den hypnotiserende skønhed på ”Roslyn” takket være en vampyrfilm.

I 2010 havde bandet Fanfarlo fra London sangen “Atlas”, der består af mange, smukke lag af vokal, handclaps og mandolin, med i en scene i The Twilight Saga: Eclipse, hvor Edward sætter Bella af, så hun kan hænge ud med sin udkårne, Jacob. (FYI Jacob er en varulv, der hader at have noget som helst stof på overkroppen). Forsanger Simon Balthazar fortalte mig, at han aldrig havde set filmen, ”men min far tog ind og så den i Sverige, hvor han var omringet af 15-årige i biografen. Det viste sig, at sangen kun var så lidt med i filmen, at man næsten ikke lagde mærke til det, så han ringede til mig bagefter og var forvirret over, om han havde set den rigtige film.” Simon ved ikke, hvor mange penge de har tjent på, at ”Atlas” er med på soundtracket, men han har fået sin helt egen souvenir, som er næsten lige så fed som Bellas livmoder: ”Jeg fik en guld-plade! Den ser frygtelig ud og er prydet med et billede af de forskellige karakterer fra filmen.” Forestil dig, hvor mange penge man kunne sælge den for på eBay.

I vores post-Twilight-verden bliver soundtracks ved med at være en succes – A Star Is Born, The Greatest Showman og Bohemian Rhapsody ligger alle godt og trygt i top-10 på mange hitlister. Det er film, der (efter sigende) handler om musik, så det giver mening, men det gælder også andre genrer. Soundtracket til Black Panther var en gigantisk succes, og det var sådan set lige meget, at man slet ikke hørte de fleste af sangene i filmen, især fordi de fleste af dem var lavet af Kendrick Lamar. Faktisk var det det mest succesfulde soundtrack siden Suicide Squad. Du ved, det der mareridt af en film, som du knap nok kan huske. Det beviser alt sammen, at fremtiden for soundtracks, og måske endda musik generelt, ligger i at genskabe den magi, som Alexandra Patsavas fremmanede på soundtracket til Twilight. Et soundtrack, der forstærker og udbygger filmens verden og de karakterer og historier, den præsenterer. Og så formåede hun at overbevise Thom Yorke om, at han virkelig havde lyst til at synge om en vampyr-baby.