Fra venstre: Ingrid Magnifique Baraka, Naima Yasin og Stephanie Asi Brix

De her sorte kvinder følte sig ikke repræsenteret i danske medier, så nu repræsenterer de sig selv

Podcasten 'A Seat At The Table' håndterer at være sort kvinde i et meget hvidt Danmark.

|
dec 7 2018, 12:57pm

Fra venstre: Ingrid Magnifique Baraka, Naima Yasin og Stephanie Asi Brix

Stephanie Asi Brix, Naima Yasin og Ingrid Magnifique Baraka sidder bag hver sin mikrofon ved det mørke træbord i Naimas stue. Det vinterregner udenfor, og der står stearinlys i vinduerne. Ude i gangen hænger en indrammet plakat med påskriften ”What would Beyoncé do?”, og over sofaen hænger et broderi, der forestiller konturen af en afro og teksten ”Don’t touch my hair”, som Ingrid har broderet til Naima.

Emnet for dagens afsnit er i den lidt lettere ende. Naima har fået hele gruppen til at tage en personlighedstest på nettet, fordi hun mente, de trængte til lidt efterårsrengøring og udluftning i relationerne.

”Det her er så meget et afsnit for vores egen skyld,” griner Ingrid. Hun sidder og piller en af sine hoftelange, sorte fletninger op og fletter den igen.

De tre kvinder er i færd med at optage et nyt afsnit af deres podcast A Seat At The Table. En podcast, som har eksisteret i halvandet års tid og er blevet til over 30 afsnit. Jeg har selv lyttet med undervejs og kender de tre kvinder fra feminist- og podcastmiljøet i København, og nu har jeg inviteret mig selv med til deres optagelse for at høre, hvorfor de havde brug for A Seat At The Table.

1544187572920-Podcast_Broadly_Hedda-Rysstad_011
Naima, Ingrid og Stephanie forbereder næste afsnit af deres podcast, 'A Seat At The Table'.

Omdrejningspunktet for selve podcasten er, hvordan det er at vokse op og leve som sort kvinde i et forholdsvist hvidt Danmark. I løbet af de sidste to år har de behandlet emner som sorthed, mikroaggressioner, traumer og hyggeracisme men også hår, mode, selvkærlighed og forældrerelationer.

Podcasts bliver mere og mere populære, og der popper hele tiden nye podcasts op på den danske podcastscene. De seneste år er podcast blevet en større del af danskernes medieforbrug, og ifølge rapporten Medieudviklingen 2017, som udkom i starten af året, lytter 15 procent af danskerne til podcast på ugentlig basis. Ifølge marketingbureauet Nochmal fandtes der i september i år 2544 dansksprogede podcasts på iTunes.

Kvinderne i A Seat At The Table er heller ikke de eneste, der har reageret på et uopfyldt behov for medier om og til etniske minoriteter i Danmark. Der findes eksempelvis også podcasten Ingen Kvaler Vi Taler, hvor to sorte kvinder taler om deres hverdag, på YouTube kan man både følge Nafisa Fiidow, en ung dansk kvinde med somalisk baggrund, der på sin kanal forholder sig til racisme og politik i Danmark, og kanalen Young Daily, hvor danske sorte mænd og kvinder diskuterer forskellige emner. Facebooksiden WOC CPH er et fællesskab for women of color, og på instagramsiden WOKE DK er der gang i noget, som muligvis snart bliver til et online magasin, der med egne ord beskæftiger sig med "mode, beauty & livsstil for de mørke skønheder!" På magasinfronten findes desuden allerede Marronage, som med et feministisk udgangspunkt beskæftiger sig med vestens og Danmarks kolonihistorie.

For Stephanie var podcasten en mulighed for at skabe noget, hun selv havde manglet. ”I stedet for at sige, 'Ej, hvor er det ærgerligt, at der ikke er mere repræsentation af sorte kvinder i medierne,' så vil vi gerne være med til at skabe den repræsentation,” siger hun.

”Vi fandt hurtigt ud af, at vi var rigtig gode til at snakke med hinanden om emner, vi aldrig havde talt med nogen om før. Hår, makeup, identitetsfølelse som sort kvinde. Det var lidt en åbenbaring: Gud, der er egentlig mange af de her ting, vi aldrig har talt med nogen om før, men jeg havde personligt ikke oplevet et rum før, hvor der var plads til det,” siger hun.

Ved siden af hende i den grå sofa griner Ingrid højt.

”Det gælder altså ikke for os alle. Jeg blev ret hurtigt døbt Radikale Inger i gruppen, fordi jeg altid har interesseret mig for den sorte kvindes empowerment. Da jeg voksede op og skulle finde andre veninder at spejle mig i, som også havde en afro, så var det som regel folk, der havde det som et politisk statement. Der var ikke særlig mange afroer i Kalundborg i 00’erne,” siger hun.

For Ingrid blev podcasten et rum, hvor hun ikke hele tiden skulle forklare sine følelser og oplevelser. For eksempel var der ikke nogen her, der syntes, det var mærkeligt, at hun kunne bruge tre hele dage på at ordne sit hår. Eller at hun forventer af hvide danskere, at de sætter sig ind i hendes verden, hvis de vil tale med hende, ligesom hun også sætter sig ind i deres.

”Her har vi alle sammen en idé om, hvad det vil sige at være sort. Ikke anderledes, men sort,” siger Ingrid.

Hvad er det for eksempel for nogle ting, I skal forklare, når I ikke er i jeres podcastrum?

”Folk bliver overraskede over, at man bliver bleg om vinteren,” siger Naima.

”Guuuuud, bruger du solcreme?” tilføjer Stephanie med en påtaget, overrasket stemme.

Naima fortsætter: ”At folk ikke skal røre ved ens hår eller ens hud. Hvorfor synes folk, det er ok? Jeg kan også godt blive irriteret over beskrivelserne på cremer i Matas, hvor der står 'Fra normal til mørk hud'.”

”Ja, og 'hudfarvede strømpebukser' – hvis hudfarve, din eller min?” griner Stephanie.

”Alle de her ting er ret kosmetiske, og man kan da godt spørge, om det virkelig er så vigtigt, men de er symptomer på en verdensanskuelse. Det handler ikke om, hvorvidt et par strømpebukser er 'hudfarvede', det handler om, hvem produktet er målrettet. Hvis der nu var 50 strømpebukser af varierende shades, og de alle hed 'hudfarvet', så var der jo ikke noget problem. Men der er én hudfarve, og den passer til én kvinde, og så føler man sig usynliggjort, ikke vigtig, ekskluderet. Både som en forbruger, men i større grad som en borger i samfundet og som menneske,” siger Ingrid.

For de tre kvinder bag podcasten har det været vigtigt gennem deres samtaler at nuancere billedet af, hvad det vil sige at være en ung, sort kvinde i Danmark. For selv om der var masser af sorte karakterer på tv, da de tre kvinder var børn i 90’erne, var de sorte, kvindelige karakterer ofte skrevet snævert og stereotypt, altid vrede eller sassy, mener Naima.

”Vi vil gerne vise, at der er mange forskellige måder at være sort kvinde på. Jeg har det også for vildt over at se tykke sorte kvinder dyrke yoga på Instagram, for nede i fitnesscentret er jeg sgu den eneste.”

Selv om der de seneste år er kommet en mere mangfoldig repræsentation af sorte karakterer på tv, for eksempel i HBO-serien Insecure eller Netflix-serien Being Mary Jane, er der stadig lang vej igen ifølge Ingrid.

”De realistiske portrætter er som regel amerikanske. For et par år siden havde DR en serie, Sort Arbejde, om et nigeriansk par, der havde et rengøringsfirma. Det er bare en meget stereotyp fortælling om, hvordan sort succes ser ud,” siger hun.

De tre kvinder er i slutningen af 20'erne og starten af 30'erne. Ingrid er grafisk designer, Naima er community manager i tech-branchen, og Stephanie arbejder som makeupartist, model og stylist.

Både Naima og Ingrid kom til Danmark som flygtninge i 90’erne, og i afsnittet "Traumer" taler de om, hvordan der er at bære en hel forældregenerations håb, ønsker og traumer videre i et nyt land.

Stephanie derimod har en engelsk og ghanesisk mor og en hvid, dansk far. Hun betegner sig selv som blandet eller kvart, og det er noget, hun i mange år har haft svært ved at finde fodfæste i, både i selskab med hvide og sorte venner og familiemedlemmer. I afsnittet "Sorthed" taler Stephanie, Naima, Ingrid og det tidligere podcast-medlem Betty om, hvornår man er sort, og hvorvidt man kan have hvidt privilegie, hvis man er blandet.

”Jeg har fået rigtig meget hate fra både sorte og hvide kvinder, og jeg har aldrig kunnet snakke om farve i min familie. Så det at finde et fællesskab med andre sorte kvinder, hvor vi kan tale om de her ting, og hvor der er plads til mig, det har betydet rigtig meget,” siger Stephanie.

Er der så altid plads til dig i podcasten?

”Ja, er der det?” spørger Ingrid.

Stephanie trækker lidt på det. ”De to tager meget for givet, at de er sorte, fra et bestemt afrikansk land,” siger Stephanie og nikker hen mod Ingrid og Naima. ”Jeg kan ikke bare sige, at sådan er jeg, for jeg er mange forskellige steder fra.”

1544187595748-Podcast_Broadly_Hedda-Rysstad_006

For Naima har podcasten givet hende et rum, hvor hun kan kan tage plads og stå ved, at hun er en sort kvinde, uden at skulle gøre sig selv mindre eller undskylde for sine holdninger.

”Ligesom rigtig mange andre, der kom hertil som flygtninge, har jeg brugt mange år på at forsøge ikke at være anderledes, fordi den skole, jeg gik på, var hvid, det sted, jeg boede, var hvidt, mine veninder var hvide,” siger hun.

På samme måde har hun brugt mange år og meget energi på ikke at virke vred, ikke at tage for meget plads, ikke at leve op til nogens fordomme. Når hun på arbejdet havde en dårlig dag og fik at vide, at 'sådan nogen som hende jo også havde så meget temperament,' sagde hun ikke noget.

Ingrid kalder Naima for ”Gruppens ondt i maven”, og Naima bliver stadig bekymret for, om der nu er nogen, der synes, de er for meget og for vrede, når de udgiver et nyt afsnit.

”Når verden hele tiden ser os som stereotype vrede, sorte kvinder, så bliver man opsat på at være det modsatte,” siger hun.

Men er det ikke okay at være en vred, sort kvinde?

”Jo, 100 procent."

”Vi er kommet igennem den maskine, der hedder, 'Nu er du kommet til Danmark, så skal du være taknemmelig, lære sproget og være dygtigere end de hvide børn, fordi du har et udenlandsk navn',” siger Ingrid og fortsætter:

”Og så kan man ikke bare lige skifte tilstand og blive fucking rebel. Men det arbejder vi på. For det er intuitivt i de emner, vi tager op, at man bliver nødt til at være vred og sige det højt. Hvis jeg for eksempel bliver reduceret til et skældsord, kaldt n-ordet, bliver hyperseksualiseret eller feticheret, så kan de situationer kun forløses, hvis du ser, hvordan de påvirker mig,” siger hun.

”Alle de der følelser, vrede, sårethed, indignation, som vi måske ikke har følt, var okay at vise tidligere, de kan eksistere i podcasten,” siger Ingrid.

At udgive en podcast to gange om måneden, som tager udgangspunkt i livet som unge, sorte kvinder, har været med til at styrke Stephanie, Ingrid og Naima i den måde, de taler om racisme.

”Jeg er blevet bedre til at forklare folk, hvorfor de ikke må kalde mig n-ordet. Nogle af mine veninder har tit sagt, 'Jamen, sådan nogle ting har du da aldrig gået op i Naima', men det er forkert, jeg har altid gået op i det, jeg har bare aldrig kunnet sige det,” siger Naima.

Ingrid håber på, at podcasten kan være med til at starte nogle samtaler om identitet, køn og tilhørsforhold internt i sorte miljøer i Danmark. Og så håber hun, at folk, der lytter med, bliver mere multikulturelt kompetente.

”Det handler ikke bare om at kunne navigere i sit eget community, men om at lære, hvordan man bevæger sig mellem forskellige grupper af mennesker uden at være en idiot,” siger hun.

For Stephanie er det vigtigt, at podcasten kan skabe genkendelse hos dem, der lytter med.

”Når man føler, man ikke er alene, at man ikke er den eneste, der har de her oplevelser, så bliver det nemmere at acceptere sig selv.”


Læs også:

Mere VICE
VICE kanaler