reklamefri zone

Svensk O’boy-kakao lærte mig kunsten at foodhacke

Da jeg gik i skole, kunne kakaopulveret med det lækre navn forædle selv den mest røvkedelige, lunkne mælk.

af Simon Espholm; billeder af Hedda Rysstad
07 maj 2018, 8:25am

Billede af Hedda Rysstad.

Du befinder dig i ‘Reklamefri zone’, som er en artikelserie, hvor vi skriver fuldstændigt skamløst og uforbeholdent om ting, vi ikke kan holde os fra.

Jeg har haft samfundsfag i gymnasiet og virksomhedsøkonomi på universitetet. Jeg har fået tudet ørerne fulde af solidaritet og fællesskab i mit barndomshjem og oplevet skarpe albuer for personlig vindings skyld i mit arbejdsliv. Men intet har lært mig lige så meget om livet som et svensk kakaopulver, der smager akkurat lige så godt, som navnet føles at udtale: Oouu Boii.

O’boy er en herlig mikstur bestående af 79% sukker, fedtreduceret kakao spædet med stivemiddel, druesukker, salt og vaniljearoma. Det er så godt, at svenskerne har produceret det siden 1960.

At lave sig et glas er en smårituel, sanseberoligende oplevelse. At føre skeen ned i pakken og få den op igen uden at drysse ud over det hele. At spike pulveret med en mælk og røre rundt indtil hver eneste lille genstridige pulverklump er opløst, er en sanseberoligende process, sammenlignelig med afkastet af et meditations- og yoga retreat i Marokko. Og så smager det af koncentreret barndom.

Da jeg gik i folkeskolen i 90’erne var det virkelig unormalt ikke at være en del af skolemælksordningen. Så selvfølgelig var jeg med på mælkevognen, på trods af at jeg hjemme hos min mor kun drak soyamælk med kalcium og vanilje. Skille mig ud, skulle jeg i hvert fald ikke, og i den gennemsigtige, let knitrende plastikmælkepose var vi alle lige. Lige undtagen min ene klassekammerat, der drak kærnemælk.

I mange år endte mine små mælkekartoner ofte som ildelugtende bomber af syrnet mælkesukker i klasseværelsets udluftningsskakt. Eller som kasteskyts fra skolens øverste etage, hvor kartonerne eksploderede, når de ramte halvtaget over skolens hovedindgang og badede alle i uafskærmet nærhed i en våd sky af skummet.

Da mit letsindige forhold til mælk fik en brat ende et sted mellem fjerde og sjette klasse, var det ikke kun fordi, jeg af en eller anden grund holdt op med at udvikle ustyrlig allergi i albuehaserne, når jeg drak mælk. Nej, den primære årsag var svensk.

Jeg kan i virkeligheden ikke huske, hvem det var, der startede det, men en dag var der en af mine klassekammerater, der hev en lille frysepose med brunligt pulver op af skoletasken i spisefrikvarteret. Han tømte sirligt pulveret ned i sin kvarte karton med skummet.

Posen var fyldt med O’boy, og jeg blev blæst bagover. Indtil den dag havde det svenske kakaopulver i den blå pakke været forbeholdt besøg hos mormor og særlige lejligheder i privaten. Nogle gange som et lidt skamfuldt alternativ til Cocio, Congo eller Mathilde, for det meste til stor nydelse, men altid i privaten.

Nu var den pludselig ude i fuld offentlighed og alt andet end et billigt alternativ. Det var lykke på pulverform. Kakaoens svar på de vises sten, der havde evnen til at forædle selv den mest røvkedelige, lunkne skolemælk.

Efter en længere periode hvor vi hver især havde vores egne fyldte pulverposer med i skole, ulmede oprøret i klassen. Nogle følte sig udenfor, vores forbrug blev taget op på et forældremøde, og kakaomælk endte med at blive reguleret af magthaverne og underlagt strikse restriktioner.

Fra den dag var det slut med fryseposer. I stedet måtte vi skiftes til at tage en hel pakke O’boy med, som fik en fast plads i klasselokalet. I spisefrikvarteret måtte vi så stille os op på række og tålmodigt vente på at få vores daglige ration bestående af et par sparsomme skefulde pulver. Og det markerede begyndelsen til enden på vores skolemælke-hack. Men det var langt fra slutningen på mit forhold til O'boy.

Faktisk var forbruget af O’boy i mit barndomshjem så voldsomt, at min mor, min søster og jeg i perioder havde hver vores pakke med navn på i et forsøg på at sikre, at pulveret blev ligeligt fordelt blandt alle i husholdningen.

Men i mit voksenliv har den ikke fyldt meget og kun været en kilde til nostalgi, når jeg er stødt på den i supermarkedet side om side med mere underlegne pulverkakaobrands. Lige indtil forleden da min mor troppede op i mit hjem med en pakke under armen. Nu står den parkeret øverst i mit køkkenskab langt fra min datters lange arme.

For min pulverkakao får hun ikke lov at røre. 79% sukker er sgu ikke for børn.