Holy Shit

Glød er dope – vent, hvem er Glød?

Vi snakkede med det københavnske bands 17-årige forsanger om, hvordan man kan være født efter årtusindskiftet og stadig lave sej, genrebrydende funkpop.
28.3.18
PR-foto

Eminem er 45 år gammel. 50 Cent er 42. Fucking Macaulay Culkin, ham der barnet med O-munden fra Alene hjemme, er 37 – og han er ikke ældet med ynde. Symbolerne på sejhed og vigør fra dengang, du var ung af andet end sind, falmer hastigt. En del af at blive ældre er at lade den yngre generation komme til. Og i praksis betyder det, at vi nu lever i en verden, hvor vi ikke længere kan ignorere, at folk, der er født efter årtusindeskiftet, laver seje ting – sejere ting, end vi nogensinde har lavet, på trods af al den tid vi havde i 90'erne, som vi spildte på at spille Game Boy Color-spil, lege med floppy-disketter og [indsæt selv flere 90'er-referencer].

Annoncering

Og ja, myndiggørelsen af Generation Snapchat har givet os nogle ting, vi nok aldrig helt vil komme os over – Rebecca Black, Brain$ – men indimellem også noget godt. Noget så godt, at det får dig til at føle dig glad og trist og gammel på samme tid. Som at se 17-årige Zion Williamson fuldstændigt smadre den her dunkekonkurrence. Eller at høre Glød, fem gutter fra København og omegn, der er alle sammen er børn af 00'erne, gå sammen om at lave noget så objektivt sejt som at fusionere funk, pop og synths.

Vi fik for nylig tilsendt Gløds seneste single "You Can't Get Me", en jazzet, genreflyvsk affære, der bedst kan sammenlignes med, hvordan det ville lyde, hvis hele verden gik under, og de eneste, der var tilbage til at dokumentere det, var King Krule, et bluesband og en synthesizer. Hvilket fik os til at stoppe op og spørge ud i universet: holy shit, hvem er Glød?

Svaret er producer og sangskriver William Weiss Albertsen, 18, forsanger Karl Meyer, trommeslager Linus Sandorff, bassist Valdemar Verup, 17, og guitarist Erik Zacher, 16. De kender hinanden fra Ollerup Musikefterskole, hvor de blandt andet gik sammen med Barselona, og går nu på forskellige gymnasier i Storkøbenhavn, når de ikke laver musik. Bandets 'About'-sektion på Facebook afslører, at de laver "funk/pop" og "musik, der sætter sig lige i hofterne på alle mennesker i hele verdenen. Ikke så meget der ;)".

Det endnu usignede bands førstesingle, "Don't", der udkom på Soundcloud for et år siden, og ovenstående liveoptagelser fra deres debutkoncert på Rust i maj sidste år gav os ikke mindre lyst til at forstå, hvem de her funky-ass wunderkinds egentlig er, så vi ringede forsanger Karl Meyer op til en snak om Glød:

Annoncering

Noisey: Hey Karl. Sprøde tracks. Hvor kom I fra?
Karl Meyer: Tak! Det startede faktisk bare med, at William og jeg hørte rigtig meget King Krule. Han var en af grundene til, at vi startede det. Jeg fik en obsession med King Krule tilbage i 2016, hvor jeg tænkte: “Okay, det her er noget musik, som jeg som 16-årig faktisk har en chance for at kunne lave.” Barselona gik også på Ollerup, så jeg fik ligesom et kick og tænkte, at nu skulle vi også give det her en chance og lave noget musik. Ingen af os er så gode på guitar som Erik – så vi lavede bare den klassiske og gik ind og søgte på “jazz accords”, og så spillede vi bare det, der var på YouTube, og lavede noget ud fra det. Med mine trommer blev det til “Don’t” – en funky jazz-vibe. En måneds tid efter den kom ud i januar sidste år, skrev Rust til os, om vi vil spille en koncert.

Fedt. Hvorfor hedder I Glød?
Det var poeten og sangskriveren William, der fandt på det. Vi sad og røg en smøg ude på min altan og snakkede om, hvad fuck vi egentlig skulle hedde. Så kigger William på sin smøg og siger: "Glød." Så grinte vi lidt. Men da vi så kom til udgivelsen, var det sådan: hedder vi Glød? Så kom William med nogle dybe metaforer om flammer, og vi syntes, det lød fedt, og det understregede også, at vi er danske, hvis vi nogensinde skulle blive internationalt kendte.

Hvad vil I gerne have folk til at føle, når de hører jeres musik?
Når vi siger det her med hofterne - det er ikke ligesom rap, hvor du står med hånden oppe i luften. Og det er heller ikke ligesom disco, hvor du giver den fuld gas. Du kan holde en drink i hånden, vrikke lidt med hofterne, synge lidt med, men samtidig stå og have en samtale med dine venner eller en virkelig flot dame. Jeg siger ikke, at det skal være baggrundsmusik – men man skal nærmest kunne bolle til det.

Annoncering

Klart. Hvordan fik I sporet jer ind på at blande funk, pop og synths? Og kan vi forvente mere af det?
Det var helt tilfældigt, da vi lavede den her sang, at jeg kom til at skifte over på en eller anden ekstrem sove-synth-agtig trompet. Først grinede vi af det, men så besluttede vi os for at beholde den. Og så blev det fucking fedt. Sådan er det med det meste – men det er baseret meget på, hvad vi hører. Det er faktisk Erik og mig, der sidder og laver produktionerne, og William, der skriver mine tekster. Der er mange, der synes det er underligt, men det er bare, som om han forstår mig bedre, end jeg selv formår at udtrykke det. Og Erik er et geni, inden for alt der har at gøre med musik. Men vi er alle sammen med inde over så meget som muligt. Vi skyder efter at have en ep færdig til maj. Vi har en single mere, “Sleeping Without Dreaming”, der kommer ud før det.

Hvad hører du selv meget af for tiden?
Lige nu hører jeg meget The Cure. Mange af mine venner og min far har sagt, at jeg lød som Robert Smith på nogle af de nyere numre. Så fik jeg lidt øjnene op for The Cure igen. Kender du det, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal høre, og så ligesom bare sidder fast i at høre det samme?

Ja.
Noget, jeg altid kan høre, er det danske band Mew. Jeg prøver ikke at lyde som dem, men de er nok den største inspiration, jeg har inden for musik.

Hvad vil I aldrig være i jeres lyd?
Det kan nogle gange blive for poppet. Vi har haft en sang på Spotify, som vi tog ned, fordi vi ikke stod inde for den. Den var ekstremt poppet i omkvædet – sådan noget: we can feel the heat, baby – og det, fandt vi bare ud af, var ikke helt os. Vi lavede altid sjov med den internt i bandet, fordi vi syntes, den var kikset. Jeg ville altid vælge rock frem for pop. Men man skal ikke være tvunget til at klistre sig fast til kun at lave en ting.

Hvad er jeres ultimative drøm?
For et år siden var drømmen at spille på Rust inden for et halvt år. Og jeg tænkte: "Det kommer ikke til at ske." Noget så småt. Men det gjorde vi. Forleden kiggede jeg på Erik, hvor vi sagde: "Næste år spiller vi på Roskilde." Det ville være noget af det største, der kunne ske. Det er det, vi skal, det er jo det sygeste.

Tak for snakken, Karl.