Ting vi har set

Drake er hiphops svar på Red Hot Chili Peppers

Forestillingerne var rutineprægede, da Torontos rapkonge gæstede hjembyen på sin Scorpion-turné.

af Phil Witmer
24 august 2018, 3:28pm

Alle billeder: Tejas Panchal

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Det er et klassisk scenarie i fantasyfilm: En figur med guddommelige evner ydmyges pludselig og mister sine kræfter. Det udløser som oftest en eksistentiel krise og – alt afhængig af, hvor tragisk fortællingen er – et uundgåeligt fald fra magtens tinder. Drake har sørget for, at hans historie er langt fra en tragedie, at hans stjerne vil falme, inden den brænder ud (hvis han nogensinde trækker sig tilbage). Den indledende promotionrunde med Scorpion har vist, at 6God er usårlig overfor hindringer, der ville smadre en mindre vandtæt karriere end hans egen. Faderskabssager og middelmådige anmeldelser bliver alle er knust under OVO-maskinens hjul. Men på trods af alle de kulturelle øjeblikke han har skabt med diverse dansememes, så er det meget tydeligt, at Torontos største eksport ikke længere er den omnipotente kraft, han engang var. Det kan faktisk være en positiv udvikling. Den første af Drizzys tre planlagte koncerter i Toronto viste i hvert fald, at karrierens efterår måske klæder rapperen ret godt.

Fra begyndelsen manglede det funklende skær, som plejer at karakterisere OVO-produktioner. Tirsdagens koncert var den første, da mandagskoncerten blev udskudt to gange. Det har forvoldt mange mennesker en del problemer, ikke mindst to teenagere fra Saskatchewan, som nu skylder over 5.000 canadiske dollars væk. Det var muligvis et resultat af problemerne, da Migos gik på scenen uden Offset, gruppens mest populære medlem. Deres set var bundsolidt og fyldt med hits, men alligevel kan showet bedst sammenlignes med en Beatles-koncert uden Paul McCartney (jeps, jeg laver stadig Migos vs. Beatles-jokes i 2018). Men trioen står på deres karrieres højdepunkt lige nu, så det lod ikke til, at folk savnede Offset – på nær under hans solohit “Ric Flair Drip”. Migos er for store til at falde helt igennem, og det samme kan siges for the Boy.

Quavo. Foto: Tejas Panchal

Drake er det, der sker, når en person opnår komplet selvindsigt. Med årene er han gradvist stoppet med at være musiker og i stedet blevet mere af et kulturelt fænomen, opbygget af en masse små kulturelle øjeblikke. Han har også formået at legemliggøre det moderne Toronto bedre end nogen anden performer og eksporteret et billede af byen til omverden, som et paradis med et levende caribisk slang-sprog og lange, sensuelle nætter. Der er mange, som har påpeget, at hans socioøkonomiske baggrund og hans amerikanske vaner har positioneret ham som en outsider i Canada, men man kan ikke benægte, at han mere end nogen anden har givet byen selvtillid og image. Og den kærlighed, han har til Toronto, var synlig i det radikalt ombyggede interiør i Air Canada Centre i forbindelse med turnéen, hvor scenen kun kan beskrives som et teknologisk vidunder, der til tider lignede en basketballbane placeret i Tron-universet, til tider en tågeindhyllet sidstebane i et Square Enix RPG. Drake gentog flere gange, at det føltes godt at være hjemme sammenlignet med de amerikanske koncerter, men hans mest GTA-agtige move var at sende skud ud til Pickering under en akavet indlagt pause, hvor Toronto Raptors-spilleren Cory Joseph missede tre skud i træk. Det var i sandhed et Las Vegas-agtigt show fremfor en almindelig koncert.

Størstedelen af aftenen var naturligvis dedikeret til Scorpion, men selv om sangene blev mødt med tilråb og jublen fra publikum, så var det intet sammenlignet med reaktionen på hits som ”Jumpman” og ”Started from the Bottom”. Det er en ny udvikling, da samtlige tracks på hans nye albums næsten altid regnes for superhits før de overhovedet bliver udgivet. Scorpion er det første Drake-album, der ikke har oppisket en massepsykotisk stemning a la det ’Drizzymania’, der hærgede verden fra 2013-15. Lige nu befinder Drake sig på et stadie, hvor mange store stjerner før ham har været, han spiller pligttro tracks fra det nye album velvidende, at publikum er der for at høre hans gamle hits. Han er et kondensat af samtlige gamle, bedagede rockgrupper og kasinosangere, når man ser bort fra, at han stadig står på toppen af det popkulturelle bjerg. Han er med andre ord rappens Red Hot Chili Peppers.

Drake er endnu ikke grebet til rekvisitter som sokken på pikken, men hans popularitet har nået et plateau, og han har ikke længere brug for at arbejde for at bevare sit eftermæle. Scorpion er hans Stadium Arcadium: et oppustet album, som indeholder et par stærke singler mellem en masse fyld og eksperimenter (Det er ikke ”8 out of 10”, nærmere tre ud af 25). Begge albums ville være pinlige for mindre kendte kunstnere at udgive, og dog har begge haft en enorm succes. RHCP scorede tre megahits med Stadium Arcadium, mens Drake slog alle streamingrekorder med Scorpion for slet ikke at tale om et nyt dansememe, der blev omtalt på tv. Selv om ingen kan nynne nogen af bandets seneste singler for dig, så kunne RHCP smide ny musik i morgen, og hele verden ville stadig gå amok. Det samme gælder Drizzy. Koncerten i hjembyen sat en tyk streg under det underlige rum, Drakes karriere befinder sig i lige nu.

På en eller anden måde bærer Aubrey den nye rolle bedre end mange andre rappere, der nu anses for at være del af den gamle garde. Han er en professionel entertainer og giver publikum det, de vil have i form af en ”best-of”-medley og et show, der inddelt i tre akter baseret på forskellige sindsstemninger. Selv om et søvnigt R’n’B mini-set lullede de fleste i søvn, så bragte en trio af Tay Keith-producerede bangers energien tilbage, og koncerten kulminerede, da Travis Scott trådte ind på scenen under ”Sicko Mode”. Den yngre rapper lod til at nyde at stå i rampelyset, mens han optrådte med singlen ”Goosebumps”, og Drake var storladen nok til at give ham plads – han ved godt, at 2018 er Travis Scotts år og ikke hans eget. Udover det og et kortere set fra Migos i midten, var der ingen af de FOMO-fremkaldende gæsteoptrædener fra OVO Fest med. Det var helt klart Drakes show. Men han opførte sig ikke som en messias på scenen, men mere som en fyr, der har været i gamet så længe, at det hele falder ham meget naturligt. Han har ikke mere at bevise, derfor kører han i tomgang, og det er ærligt talt svært ikke at være lige så afslappet, som han sikkert selv er.

Foto: Tejas Panchal

Det følelsesladede højdepunkt på aftenen var ikke ”Emotionless” eller coveret af Michael Jacksons ”Rock with You”. Det var derimod en lille video af OVO-crewet, der blev afspillet inden sidste nummer og kørte til tonerne af den instrumentale intro til Take Care, ”Over My Dead Body”. Hvorvidt det var billeder af den unge Drake eller de hjemsøgende toner fra et gammelt klaver, så var klippet en meget stærkere hyldest, end hvis Drake havde sendt skud ud til Toronto mellem sine vers eller fået de 17.000 publikummer til at synge med på omkvædet til ”Know Yourself”. Det var oprigtigt sødt, og det er faktisk den mest rammende betegnelse for Drake lige nu. Ligesom RHCP er hans musik også blevet udvandet til et punkt, hvor den bare er okay, hvilket til gengæld betyder, at han ikke længere er hverken en gud eller en dæmon. Aubrey Graham er endelig blevet en almindelig dødelig person. Og det gør bare hans bedrifter mere håndgribelige.