Ting vi har set

Ting vi lærte om Norge af at have en scene på Øya Festival

Nuttede nordmænd, høflige moshpits og sindssyge priser: Her er billeder og livslektier fra fire dage i Oslo.

af Lasse Cato
13 august 2018, 10:47am

Alle billeder af Hedda Rysstad

Mens de fleste danskere har været optaget af ting som Smukfest, Strøm eller måske noget så kedeligt som arbejde, har den seneste uge stået i Øyas tegn for vores søsternation mod nord. Øya er en festival, der finder sted i en park i Oslo og booker nogle af de største navne på både den norske (Cezinando, Smerz) og internationale (Kendrick Lamar, Arctic Monkeys) musikscene. Så du kan se det som nordmændenes svar på Roskilde, bare midt i landets hovedstad og med 20.000 deltagere.

Fordi festivalen ligger i byen, skal musikken slukke klokken 23, men herefter begynder den officielle efterfest, Øyanatt, med arrangementer rundt omkring i Oslo by – i stil med de officielle fester efter Distortions gadefester. Fordi vi elsker festivaler og Norge, lavede vi en VICE-scene til Øyanatt, hvor navne som Olof Dreijer fra The Knife, Anna of the North og Sassy 009 spillede.

Og selv om nordmændenes kultur ligner den danske, viser det sig, at der er visse punkter, hvor vi er ret forskellige. Her er et par ting, vi lærte om Norge af at tage til festival i Oslo:

Der er vildt rent

Tror du, at skraldesituationen på en festival altid er et shitshow i stil med Roskilde? Glem det. På Øya er der grønt græs og intet skrald. Tænk lige over det et øjeblik. Hvordan kan græsset undgå at være helt svitset af efter en sommer med hedebølge? Og hvordan kan man undgå, at 20.000 festivalgæster smider fadølskrus, flasker og tomme cigaretpakker over alt? Måske fordi de er vokset op et sted, der er lidt mere overvældende end vores pandekage af et land, så de ikke disrespekterer naturen, som vi gør.

Folk ryger ikke

OK, årsagen til, at der ikke bliver smidt cigaretpakker, er, at nordmændene åbenbart er stoppet med at ryge kollektivt. Og det er de nok, fordi de har valgt at prissætte smøger til 93 danske kroner for en pakke. Derfor giver det en følelse af spedalskhed at tænde op blandt nordmændene, der til gengæld alle sammen æder snus i ét væk.

Det norske publikum er verdens mest høflige og nuttede

Der er ingen risiko for at få knubs, når man går til koncert på Øya. De har verdens mest hensynstagende moshpits, og selv til de store shows er det muligt at bevæge sig helt forrest, fordi alle sørger for at gøre plads til hinanden. Ikke noget med at skubbe her. Der bliver ikke rigtig danset så meget, men det er nuttet at se folk prøve at vinke til kunstnerne fra et crowd på flere tusind mennesker, når de norske musikere spiller. Seriøst.

Nordmændene drikker igennem – derhjemme

Det er nærmest for kliché at begynde at snakke om, hvor dyre ting er i Norge, men altså…for fanden, hvor er ting dyre i Norge. Især alkohol. Så hvad gør den norske ungdom? De drikker et par øl på selve festivalen, går hjem og banker sig fuldstændig ned i en lejlighed og tager så ud til Øyanatt og fyrer den af uden at skulle betale, hvad der svarer til min husleje for en aften i byen. De er sgu ikke så dumme, de nordmænd.

Norge har en latterlig mængde musikalsk talent

Kamelen.

Som nogle af de helt store navne på Øya viste Cezinando og Smerz, at deres stærke koncerter på årets Roskilde Festival ikke var engangsforestillinger, og til Øyanatt blev det tydeligt, at mængden af Norsk talent er sindssyg. Bergen-rapperen Kamelen stagedivede tre(!) gange, og Anna of the North viste, hvorfor folk som Tyler, the Creator og Rejjie Snow står i kø for at arbejde med hende.

Se flere billeder fra vores kæmpe norske fest herunder.

Sassy 009.
Anna of the North.

DJ Deeon.