Hvornår bliver en kvinde træner for et Superligahold?
Screenhot fra DR. 

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Hvornår bliver en kvinde træner for et Superligahold?

Vi spurgte en kvindelig cheftræner og en Superligaklub, hvad der skal til, for at vi kommer til at se en kvinde på trænerbænken.

Dengang Morten Olsen gik af som landstræner for herrelandsholdet svirrede rygterne om, at hans efterfølger ville være en kvinde. Det blev det som bekendt ikke, men det blev en nordmand, så på den måde er vi da lidt nærmere scenariet i NRK-serien Hjemmebane.

Selvom landstræneren endnu ikke er en kvinde, har kvindefodbold udviklet sig fra at være noget, der blev grinet af, til noget, vi ser sammen på storskærm på Rådhuspladsen.

Annoncering

Men betyder det, at vi snart kan forvente, at dramaseriens hoverolle Helena Mikkelsen, der bliver cheftræner for et herrehold i den norske eliteserie, bliver lige så realistisk som seriens sideplot om den fallerede fodboldstjernes affære med gymnasiepigen?

Vi tog en snak med to eksperter for at finde ud af, hvor stor en portion tålmodighed vi skal væbne os med.

Den umiddelbart største udfordring ligger i, at listen over kvinder i Danmark, der har den UEFA-pro-licens-uddannelse, det kræver at kunne træne herrefodboldhold på eliteniveau, er meget kort. Faktisk er der kun to på listen, og så er det måske alt andet lige nemmere at finde en træner blandt de 133 mænd, der også har pro-licensen.

Én af kvinderne på listen er Carrie Kveton. Selvom hun har den nødvendige uddannelse, træner Carrie ikke mænd. Eftersom Lene Terp, der er den anden kvinde med pro-licens, heller ikke træner mænd, er der lige nu hverken kvindelige cheftrænere eller assistenttrænere i mændenes eliteserie. Det er nu heller ikke, fordi det vrimler med dem i kvindernes eliteserie, hvor Carrie Kventons hold, Fortuna Hjørring, spiller. Seks ud af de otte hold i 3F-ligaen, som kvindernes eliteserie hedder, bliver nemlig trænet af mænd.

Carrie er en af de ultra få kvinder i danmark, der på papiret har muligheden for, at være træner for mændene, men så længe de fleste kvindehold – inklusiv landsholdet – stadig bliver trænet af mænd, mener hun, der er lang vej igen, før vi kommer til at se en kvindelig træner i herreligaen.

Annoncering

“Der er nok at koncentrere sig om inden for kvindefodbold lige nu, og jeg er stærk fortaler for, at vi bruger vores mest talentfulde trænere i kvindeligaen i stedet for at bruge kræfter på herreligaen, hvor der allerede er rigtig mange dygtige trænere. Vi skal investere i kvinderne, før vi begynder at tænke på mændene,” siger Carrie Kveton og understreger, at det selvfølgelig altid skal være den dygtigste træner, der får jobbet, men at det derfor også er endnu vigtigere, at det bliver attraktivt for kvinder at gøre karriere som professionelle fodboldtrænere.

De seriøse karrieremuligheder kan dog være svære at få øje på, når det i herrefodbold er muligt at træne 13-årige drenge som et fuldtidsjob, men I kvindefodbold er det svært at finde en fuldtidsstilling på eliteniveau.

“Hvis de ikke kan leve af at træne kvindelige fodboldspillere, er mange kvinder ikke er interesserede i jobbet. De skal jo tjene penge på en eller anden måde,” siger Kveton.

Ligesom at kvindelige fodboldspillere tjener mindre end de mandlige spillere, tjener deres trænere også mindre, men Kveton tror ikke på, at den økonomiske fordel alene, kan få kvindelige trænere til at gå over i herreligaen.

“Hvis du spørger kvindelige trænere, om de er i branchen for pengene, er svaret nej. Vi skal selvfølgelig kunne leve af vores job, men ligesom de kvindelige spillere er vi ikke drevet af pengene. Vi er mere motiverede af drømmen om at spille for landsholdet og vinde VM og Champions League.”

Annoncering

Selvom Carrie Kveton måske er det tætteste vi i Danmark kommer på en virkelighedens Helena Mikkelsen, altså hende træneren fra Hjemmebane, lige nu, har hun aldrig overvejet at være træner i herreligaen.

“Kvinder er er virkelig fokuserede, engagerede og villige til at gøre alt, hvad det kræver for at opnå succes. Det er den type atlet, jeg er interesseret i at træne – uanset om det er mænd eller kvinder,” siger hun.

Helena Mikkelsen i NRK serien Hjemmebane. Screenshot fra DR.

Når der ikke er flere kvinder, der ligesom Kveton tager pro-træner-uddannelsen, kan det også skyldes, at kvinder ikke på samme måde som mændene kan tage en træneruddannelse, mens de spiller topfodbold. Kvinderne tjener ikke nok penge på at spille fodbold på eliteplan til at kunne leve af det. Derfor arbejder eller studerer de samtidig, og så kan det være svært at finde tid til en træneruddannelse ved siden af. DBU’s kvindekommission har et mål om, at det inden for de næste fem år bliver lettere for kvinder at tage uddannelsen blandt andet med økonomiske tilskud.

Men Hjemmebane bliver ikke til virkelighed, bare fordi flere kvinder uddanner sig til professionelle fodboldtrænere. Det kræver også, at superligaklubberne ansætter dem.

Peter Elstrup, der er talentchef i superligaklubben Randers FC kan sagtens forestille sig, at Randers en dag fik en kvindelig træner, “men måske ikke lige i morgen,” som han siger. Han er enig med Carrie Kveton i, at der stadig mangler flere kvindelige trænere i kvindeligaen, før det giver mening for kvinderne at gå ind i herreligaen.

Annoncering

“Fagligt kan jeg ikke se, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre at have en kvindelig cheftræner i Randers FC, men det kræver, at kvinderne er villige til at ofre de timers hårdt arbejde og de familiestunder, det kræver.” Peter Elstrups første udebanekamp som cheftræner for Silkeborg, hvor han tidligere har været træner, var den samme dag, som hans datter skulle konfirmeres. “Jeg måtte tage afsted alligevel, og det skal kvinderne også være klar til, men det tror jeg nu også, de er,” siger han.

Under de mere praktiske udfordringer nævner han også den travle badesituation: “Selvom man godt kan snakke med et håndklæde om livet, er der måske et par ting, der lige skal diskuteres omkring den situation, men det samme gælder vel på et kvindehold med en mandlig træner,” siger han.

Screenshot fra DR.

Nu har vi efterhånden styr på træneren, klubben og for en god ordens skyld også badesituation, men vi ved allesammen godt, at et hold er ingenting – INGENTING – uden sine trofaste tilhængere. Dem, der kan findes på tribunens klapsæder i alt slags vejr, hvor de drikker øl, spiser pølser, “synger” slagsange, måske råber lidt ad dommeren og råber meget af modstanderens lige så utrættelige tilhængere.

“Jeg tror, nyheden om en kvindelig træner kunne være svær for nogen, men jeg tror også, det handler om at vende sig til lugten i bageriet,” siger Elstrup. Han fortæller, at Randers FC har kvindelige dommere i herre-ungdomsligaen, og at det til tider kan afføde et par bemærkninger og frustrationer, men han understreger samtidig, at det selvfølgelig ikke må gå hen og blive sexistiske kommentarer.

“Hvis en kvinde var træner, ville hun jo ikke være en kvindelig træner, så ville hun bare være træner. På højeste niveau gælder det om at vinde, og det gælder både for mandlige og kvindelige trænere,” siger han.

Når der for tiden bliver spillet superliga rundt omkring på landets stadions, er der ingen kvinder, der står på sidelinjen og råber til spillerne, hvor de skal placere sig på banen og giver dem en opsang, hvis de ikke holder deres markeringer. Der kommer nok også til at gå et par år endnu, før det sker, og måske skal de kvindelige spillere selv have flere kvindelige trænere inden, de rykker videre til herreligaen.

Mens vi venter, kan vi altid slå tiden ihjel med at se Hjemmebane.

Hele første sæson af Hjemmebane kan ses lige nu ses på DR-TV