Film

Her er de 10 største kulinariske øjeblikke i dansk filmhistorie

Fra den kogte kat i 'Krummerne' til 'I Kina spiser de hunde' – sådan ser det ud, når en remoulade-nation folder sig ud på det store lærred.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
26 juli 2018, 7:47am

Foto: Rolf Konow / Nordisk Film

Selv om man som beskuer må lade sig nøje med syns- og høresans, formår de bedste filmskabere alligevel at få os til at savle i salen eller brække os i sofaen, når der serveres mad på film. Bare tænk på at skylle en Big Kahuna Burger fra Pulp Fiction ned med Sprite, eller mærk kvalmen i halsen, når du ser Neo spise det dér dystopiske fremtids-grød i The Matrix.

Men også her i landet har vi en stolt mad-på-film-tradition, og danske film er overraskende gode til at indkapsle essensen af danskernes leverpostejsfarvede væsen. For at hylde dansk gastronomi, som det ser ud på det store lærred, har vi udvalgt en række uforglemmelige scener fra danske film, hvor maden spiller hovedrollen.

Den kogte kat

Hvis du er gammel nok til at huske floppydisks og Amiga, har Krummerne sandsynligvis haft en ufravigelig plads i din barndom. Krumme var ret sej, men personligt ville jeg være som Tom. Han havde læderjakke og boede tilsyneladende alene i en træhule uden forældre, og så havde han en interessant tilgang til madlavning, som forplantede sig i mig.

I den her scene, som mejslede sig ind i min 11-årige hukommelse, koger Krumme og Tom en død kat, og det stinker jævnt meget. “Der skulle mindst to millioner liter soja til at tage lugten,” som Krumme konstaterer. Der er strengt taget ikke tale om madlavning, for de to knægte har ikke tænkt sig at spise katten, men det gav alligevel titusindvis af børn over det ganske danske land lyst til at eksperimentere i køkkenet – og en pervers lyst til at koge deres kæledyr.

”Det er bare en sovs, mand.”

Blinkende lygter er godt nok et hårdkogt gangsterdrama, men mad fylder faktisk enormt meget i filmen. Først og fremmest ender vores coke-afhængige, ko-skydende, Ove Ditlevsen-læsende hovedpersoner med at ville åbne en restaurant. Og så er der Stefan, som spiser i stort set hver eneste scene i filmen. Der er frysepizzaerne, hvor der "kraftedeme er grøntsager og alt muligt lækkert på". Og så er der den uforglemmelige scene, hvor Arne skal lave en klassisk brun sovs. Mads Mikkelsens smøg hænger dovent i mundvigen, og asken falder ned i gryden, kort inden en snøvlende Frits Helmuth skal smage slutproduktet. Han giver Arne et møgfald, fordi sovsen mangler ”konstant opmærksomhed”, ”visdom” og ”meget mere vin”.

Når dyr skal hånes

I De grønne slagtere følger vi de to samarbejdspartnere Bjarne og Svend, som er glade for henholdsvis joints og marinade. Deres konkurrent Holger, spillet af Ole Thestrup, har på et tidspunkt en episk monolog om sin kærlighed til pølser og det “mytologiske” ved at slå et dyr ihjel blot for at stikke det op i dets egen tarm.

Kameraet zoomer langsomt ind på den skaldede slagter, der med vilde øjne indvier en ældre dame i "en af de små glæder, vi mennesker har her i tilværelsen," mens han nonchalant pakker hendes nyindkøbte kronhjortepølser ind.

"Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på Dem selv?"

Bedre end din mors

Tegnefilm kan på mange måder gøre en råvare eller en ret mere appetitlig end virkeligheden nogensinde kunne – bare tænk på rottekokken Remys jordbær-oste-åbenbaring i Ratatouille. I 1993 gav Flemming Quist Møller os Jungledyret Hugo (og aberne Zig og Zag, vullevulle-vap-vap, oh yeah), og i den forbindelse fik vi også Delle-Kaj og hans uimodståelige frikadeller.

Hverken sangen eller frikadellerne er ældet med ynde. Men intet har nogensinde virket mere indbydende, end første gang vi lagde øjne på de helt ensformige, perfekt brunede og fiktive dunser.

"Det kan jeg godt lide. Fuldstændig."

Det er lige meget, om han spiser en is på bagsædet af en bil eller spiser sild på Schønnemann – når Jørgen Leth spiser, er det interessant at se på. I en af scenerne fra hans film De fem benspænd ser vi en ulasteligt klædt Leth spise ”dejlig fisk, med ris, løg, citron og grøn sovs” i selskab med en chablis, der "står fornemt i glasset".

Det klassiske sølvfad med dampende fisk, det overfyldte krystalglas, de små skåle med tilbehør – man får lyst til at slå sig ned sammen med Jørgen Leth, som han sidder dér, lettere akavet i et slumkvarter i Bombay, og spiser alene. I den originale film, Det perfekte menneske bestod det sort/hvide måltid godt nok af kogte kartofler, laks og hollandaise, men det gør ikke så meget, da det alligevel er chablis’en, som Jørgen er mest interesseret i.

Oscarbelønnet madglæde

I Babettes gæstebud vinder en fransk stuepige i lotteriet og beslutter sig for, at pengene skal bruges på at vise de asketiske og gudfrygtige lokale på den jyske vestkyst, hvad ægte nydelse betyder. Det gastronomiske orgie, hun disker op med, ville have fået selv levemanden Prins Henrik til at spærre øjnene op og nikke anerkendende, inden han gik til bords. Der er blinis davidoff, indbagte vagtler, foie gras, fine oste og de bedste vine.

Men det bedste ved det hele er de reaktioner, som gæsterne har. De godmodige jyder forsøger at skjule deres begejstring, mens den svenske general er ved at gå ud af sit gode skind over den ægte skildpaddesuppe og “den bästa amontillado jag någonsin har smakat”. Jeg er desuden vild med den ældre dame, der nægter at drikke vand, da først hun har smagt den gode rødvin, og de gamle fiskere, hvis øjne lyser op, da de tager den første bid. Ægte madglæde, der kravler ud gennem lærredet.

Som et barn i en slikbutik

Den verdensberømte danske billedbog Palle alene i verden blev filmatiseret i 1949, og i den sort/hvide klassiker ser vi knægten Palle, som vågner op og erkender, at han er helt alene i verden. Som ethvert fornuftigt barn søger han straks mod en butik, hvor han æder sig tyk i chokolade. Ordsproget ”som et barn i en slikbutik” kunne sagtens stamme herfra – det er i hvert fald helt sikkert, at man brændende ønsker at stå i Palles situation, når man ser det. Også selvom man er blevet voksen.

Modsætninger mødes om mad

”Vi er bare kokke,” siger Nikolaj Lie Kaas og Tomas Villum Jensen igen og igen, men det er ikke meget mad, de får lov at lave i actionfilmen I Kina spiser de hunde fra 1999. Da handlingen begynder at spidse til, har de dog en rolig stund, hvor de ser fjernsyn og nyder en pesto-pasta og en smøg i køkkenet, inden de bliver afbrudt af en serbisk bande. Trods konflikten er duften af basilikum og parmesan ikke til at ignorere, og en af de truende gangstere glemmer alt om sit intimiderende forehavende og bliver nødt til at smage. Et glimrende eksempel på, hvordan mad er i stand til at bygge bro mellem kulturer.

Det er okay at være træt af sushi

I fortsættelsen, Gamle mænd i nye biler, fylder maden også en del fordi handlingen, ligesom i etteren, tager udgangspunkt i Haralds restaurant. Her forsøger de stakkels kokke at lave lidt lækker sashimi med vandmand og nogle indbydende maki-ruller, men det huer ikke den konservative restauratør. ”Hvorfor laver I sådan noget konfekt? Steg så den fisk!” I dag er det svært at forestille sig, at en restauratør kunne finde på helt at undsige sushi, men scenen her er et befriende tilbageblik på en simplere tid, før rå fisk blev folkeeje.

Skidegodt

Erik Ballings folkekære Olsen Banden-film har utallige scener, man kunne tage med på den her liste. Der er den faste frokost med tilhørende pilsnere, som er obligatorisk, hver gang Egon kommer ud af fængslet. Der er den helstegte ungstud, som bliver væk i Olsen Banden Ser Rødt. Der er den stakkels Kjeld på slankekur, der med knurrende mave forsøger at komme gennem den uigennemtrængelige cellofan omkring et flymåltid. Der er direktøren, der får serveret tunge, så han harmdirrende må forlade sit kontor for at klage, mens arbejderne på de lavere etager får hans overklassefrokost (og i begejstring drikker en lille snaps ved siden af). Det er nærmest umuligt at vælge, men heldigvis er der et genialt menneske, der har lavet et næsten kvarter langt sammenklip af de største madøjeblikke i Olsen Banden.