norge

Makrel i tomat er superfood på dåse, når du bestiger Mount Everest

Randi Skaug fra Norge er professionel eventyrer og ekspert i at overleve i ekstreme miljøer.

af Simon Espholm; billeder af Oliver Jeppe Hagde
19 september 2017, 8:52am

Randi Skaug på vej op ad Preikestolen

Der findes masser af steder her på kloden, hvor man kan nyde et måltid og en god udsigt. Der er en roterende restaurant i toppen af "Space Needle" i Seattle, der er en restaurant i Eiffeltårnet, og i Las Vegas kan man ovenikøbet finde michelinstjerner på øverste etage i et casino. Men der er findes også højdepunkter af den mere naturlige slags.

Randi Skaug har set de fleste af dem. Hun er professionel eventyrer og den første kvinde i Norge til at bestige "The Seven Summits" – det højeste bjerg på hvert af de syv kontinenter. Randi er også ekspert i 'fjellmat', hun er alt andet end kræsen og generelt bare badass.

Vi talte med Randi om at spise sig vej til toppen af Mount Everest, om at have tynd mave i Svalbard, om at leve af frysetørret mad i en hel måned, og om det vidunderlige ved pandekager.

MUNCHIES: Hej, Randi. Hvordan blev du professionel eventyrer?
Randi Skaug: Som barn er det normalt, at man går på eventyr. De fleste stopper med det, når de bliver ældre, men det gjorde jeg aldrig. I dag lever jeg af at tage på eventyr. I praksis betyder det, at mit liv er delt op i to: Der er den tid, jeg bruger i naturen, og så er der den tid, jeg efterfølgende bruger på at fortælle andre om mine eventyr. Mit mål her i livet er at hjælpe andre mennesker og sørge for, at hver eneste dag bliver god.

Hjemme i Norge har jeg så godt som fået etableret et udtryk: "kongefølelsen" – altså følelsen af at være på toppen af verden. Mit mål er ikke bare at tage på eventyr selv, men også at inspirere andre til at bruge naturen til at opnå den følelse. Jeg tror på, at hvis vi bruger meget tid udenfor, så bliver både krop og sjæl stærke.

Jeg har selv oplevet kongefølelsen mange gange, men det er ikke noget konstant. Hvis den var det, ville den ikke have nogen værdi. Man er nødt til at jagte den. Det er belønning nok i sig selv, at føle det som om ingen eller intet kan få dig ned med nakken.

Hvornår følte du sidste gang 'kongefølelsen'?
Det var for et par dage siden. Jeg ejer øen Naustholmen i det nordlige Norge. Nord for Bodø, nær ved Lofoten. Det lykkedes mig at tage fire andre mennesker med ud til et nærliggende fyrtårn, hvilket ikke er lykkedes mig før. Så sad vi der, så på solnedgangen og nød en øl. Så kongefølelse kan godt være noget så simpelt som det.

LÆS MERE: Til arktisk middag og slagtning med de samiske rensdyrhyrder

Du voksede op på en gård. Hvordan har det påvirket dit forhold til mad?
Rigtig mange mennesker spørger mig, om jeg altid har vidst, hvordan man laver mad. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke er en særlig dygtig kok. Men jeg går meget op i god mad. Ægte mad. Jeg laver ikke de mest eksotiske retter, men jeg laver god og solid mad, med gode råvarer. Jeg køber ikke præfabrikerede fødevarer, og det er helt sikkert noget, jeg har fra min barndom. Min mor var hjemmegående, og hun smed aldrig noget ud.

Hvilken slags mad spiser du på dine ekspeditioner?
Det afhænger af, hvor jeg er. Da jeg var i Antarktis for eksempel, var det ikke muligt at jage elle fiske. Der er ingen supermarkeder, og man kan ikke tage en hel indkøbsvogn med hjemmefra. Så jeg spiste frysetørret mad i en hel måned. Når man spiser frysetørret mad så længe, påvirker det maven. Det bliver i hvert fald helt umuligt at bevæge sig lydløst, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg har ikke noget problem med at spise frysetørret mad, men når man så kommer hjem igen og kan smage rigtig mad igen, er det en helt speciel følelse man får.

Er der noget, du har altid har med?
Ja, jeg har altid præserverede norske fødevarer med. Som for eksempel tørret rensdyrhjerte, der indeholder omkring 80 procent protein. Jeg har også altid tørfisk med, der bliver produceret i nærheden af min ø. Det vejer ikke meget, og det kan holde sig. Det bliver aldrig råddent, og jeg elsker, når jeg får mulighed for at sidde ned, tage min kniv frem og skære mig en skive rensdyrhjerte. Det er som en snack, og det smager af nødder.

Hvad spiste du, da du besteg Mount Everest?
For det første, er det svært at spise i den højde. Den tynde luft forårsager kvalme, og man mister appetitten. Men det er yderst kritisk at man husker at man spiser alligevel. Hele tiden. Variation er vigtigt, så man ikke bliver træt af maden, så jeg spiste en masse små snacks som mandler og rosiner. Jeg supplerede min mad med torskelevertran, tørret lammekølle og masser af ost, som jeg havde taget med mig til Tibet.

LÆS MERE: Hvordan YouTube og en tampon reddede mine arktiske søpindsvin

Til morgenmad spiste jeg havregrød. Jeg blandede bare havregrynene med lunkent vand. I et sådant miljø er det svært at tilberede noget som helst. Jo højere man befinder sig, jo lavere temperatur brænder ilden med, på grund af den lave mængde af ilt i luften. Vand vil ikke koge, så det tager 20 minutter at tilberede et æg. En anden konsekvens af det er, at det er umuligt at få sig en varm kop kaffe.

Men det vigtigste, jeg spiste på Everest, var makrel i tomat. Det er super food på dåse fyldt med olier og proteiner. Den sidste stigning op til toppen tog 12 timer. Vejret var virkelig dårligt, så jeg var kun på toppen af verden i 10 minutter. Derefter tog det os 10 timer at komme ned igen. I løbet af de 22 timer spiste jeg kun et enkelt stykke chokolade og drak en halv liter vand.

Kan du beskrive din mest ekstreme spiseoplevelse?
Jeg stod på ski på Spitsbergen i Svalbard sammen med tre andre. Vi opbevarede vores mad i en pulkka (en lille slæde man trækker efter sig, når man står på ski) og ved et uheld var vi kommet til at pakke dåser med paraffin til vores blus ned i den samme pulkka. Hvis man indtager paraffin, vil man begynde at bøvse og bagefter få tynd mave. Det vise sig så, at der var gået hul på en af dåserne med paraffin, og det var løbet ud i vores mad. Vi vidste altså godt, hvad der ville ske, hvis vi spiste det.

Det skete hen mod slutningen af vores tur, og på grund af dårligt vejr havde vi allerede opbrugt vores fødevarereserver. Så i de to sidste dage kunne vi spise mad med paraffin – eller slet ikke spise. Så selvfølgelig spiste vi paraffin. Meget lidt, men det vil jeg altså ikke anbefale til nogen. Da vi kom til en Russisk bosættelse, kastede vi os bare ned på knæ og tiggede dem om at lave noget mad til os. De spiste hverken engelsk eller norsk, men de tilberedte en suppe til os og serverede pandekager med blommesyltetøj. Det er et måltid, jeg aldrig glemmer.

LÆS MERE: Jeg gik ombord i Oslobådens buffet og lærte om skandinavisk fællesskab

Haha, wow. Hvad var så din mest behagelige spiseoplevelse?
En gang sejlede jeg i kayak langs med Norges kyst, en tur på knap 1800 kilometer. Vejret var usædvandligt varmt – for varmt til at padle i løbet af dagen – så vi padlede om natten, da temperaturen var mere udholdelig. Det var altså stadig 26°C, så det var meget varmt. Tidligt en morgen padlede vi ind til land og satte vores telte op. Da vi vågnede, var det ulideligt varmt, og der var krøkebær overalt. Krøkebær er et lille brombær. Vi tog alt tøjet af undtagen undertøjet, og der var så mange bær på jorden, at det føltes som om, vi gik på bobleplast.

Vi havde noget sukker og noget mel, så vi lavede pandekager og brugte bærerne til at lave syltetøj. Det var et fantastisk øjeblik. Vi bekymrer os alt for ofte om, hvad der er sundt, og hvad der ikke er sundt. Bør vi nu også spise det hér, og må vi nu ikke hellere lade være med at spise det dér. Men det er okay at slappe af en gang i mellem. Og spise nogle pandekager. Jeg kan ret godt lide pandekager.

Ja, hvem kan ikke det. Tak for snakken!