Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Gud (eller hvad du nu abonnerer på i dit trosliv) være lovet, 2017 er snart overstået. Det her har virkelig været lorteåret over dem alle, og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg skal være lettet over, at 2018 ligger lige om hjørnet, eller jeg bare skal tage en dyb indånding og forberede mig på mere af det samme. (Statistisk set er der størst risiko for at sidstnævnte).
Videos by VICE
Når mine kolleger og venner har reflekteret over året, der gik, har jeg lagt mærke til en generel tendens: Jeg er absolut ikke den eneste med en stålsat pessimisme og en helt grundlæggende mangel på optimisme i forhold til, hvad vi kan forvente os af det nye år. Og vi har virkelig brug for et godt år. De fleste af katastroferne i år har ikke været nogle, vi kunne kontrollere, men vi kan i det mindste prøve at gøre en indsats for, at 2018 ikke bliver den samme lortelagkage – og hvad er bedre i den anledning end et godt gammeldags nytårsforsæt?
Det er selvfølgelig et bedaget koncept efterhånden, men som tanke er det smukt. Der er noget uskyldigt ved at begynde på en frisk den 1. januar og hælde alt skidtet fra det foregående år ned i hukommelsens store skraldespand. Vi synes, du fortjener kvalificeret vejledning, så vi har konsulteret astrolog Annabel Gat. Her forklarer hun, hvad du skal fokusere på, når du finder på et nytårsforsæt baseret på, hvad stjernerne fortæller os.
Vædder
Beklager, men ”Vædderen har ikke en chance,” siger Annabel Gat. ”Væddere er ikke gode til at holde opmærksomheden rettet mod én ting igennem længere tid. De finder bare på et nytårsforsæt, som i sidste ende er umuligt at gennemføre.” Men hvis du er Vædder, og du er fast besluttet på at gennemføre et nytårsforsæt, så er det bedst at holde dig til noget, der er opnåeligt på kort sigt. Tænk i retning af, ”husk at vande potteplanter hver søndag”, og ikke, ”jeg skal starte min egen kolonihaveforening”. Du vil have mest held med at sætte mål, der er relativt lette at nå. Nytårsforsæt, der handler om din karriere, eller hvem du er ud ad til, er en god ide, men husk, at det skal være realistisk. Du ved jo, hvordan du er.
Løven
Modsat Vædderen, så har Løven sjældent problemer med at sætte mål og nå dem. Saturn er i Stenbukken fra 19. december, hvor den bliver de næste to år, og det får store konsekvenser for os alle. ”Saturn er planeten for erfaring og modenhed, og den er gået ind i Stenbukken, som er et jordtegn, der også er meget praktisk anlagt,” siger Annabel Gat. Derfor er det for Løven en god ide at sætte et mål, hvor man fokuserer på sit helbred, eller hvordan man indretter sin hverdag. Løven bør fokusere på at tage sig godt af sig selv, men ikke på sådan en irriterende self-care-2017-agtig måde, hvor det alligevel ender med bare at blive en stressfaktor i sig selv. Hold dit nytårsforsæt nemt og overskueligt: Husk at tage solcreme på udenfor – for eksempel.
Skytten
Skytten har det med at være meget pragmatisk anlagt, og derfor kan det være en fordel at fokusere på noget som for eksempel privatøkonomi og budget i 2018. På det følelsesmæssige plan er det en god ide at tænke over, hvad du sætter pris på i dit liv, og hvad der gør dig glad – sørg for, at der er rigeligt af det i 2018 (også i forhold til venskaber). Annabel Gat siger, at Skytten skal spørge sig om selv, om hun eller han bruger sine penge, sin tid og sin energi på de rigtige ting i livet. Hvis svaret er nej, så er det tid til at omprioritere. Heldigvis er Skytter meget viljestærke.
Tyren
”For Tyren,” siger Annabel Gat, ”er det en god ide at fokusere på at lære noget nyt eller eventuelt spare op til en rejse, hun eller han længe har gået og drømt om. Så får man det meste ud af Saturns rejse ind i Stenbukken.” Tyren skal være opmærksom på at udfordre sig selv og prøve nye ting af. Et bredt nytårsforsæt, i stil med at prøve at være mere åben, kan være en god ide, så længe man faktisk gør noget for det. ”Tyren har det med at sidde fast i rutiner,” siger Annabel Gat. Men hvis Tyren først har bestemt sig for at gøre noget, så sker det som regel også.
Jomfruen
Det har været et hårdt år for alle, men især Jomfruer skal være opmærksomme på at få nogle gode oplevelser i 2018, siger Annabel Gat. Det er også et godt tidspunkt at blive færdig med de kreative projekter, man har sat i gang gennem året. ”Jomfruen plejer at være god til at gøre tingene færdige,” siger hun. ”Men jo mere personligt et projekt er, jo sværere er det for dem at gøre det færdigt, fordi de er perfektionister.” Det er på tide at få det gjort, kære Jomfru. Dine projekter skal ud og se dagens lys.
Stenbukken
”Da Saturn er gået ind i stjernetegnet, er det vigtigt for Stenbukken at være ambitiøs, når han eller hun finder på et nytårsforsæt, men man må selv finde ud af, hvad det skal være,” siger Annabel Gat. Det kan være, du fortjener en lønforhøjelse på arbejdet eller mere opmærksomhed fra din partner. Under alle omstændigheder er det på tide at få gjort noget ved det. ”Man skal tænke over, hvor ens grænser går, og om folk i ens liv er gode nok til at respektere dem,” siger hun. ”Stenbukken skal ikke lægge fingre i mellem.” Hvis du er Stenbuk, så er det på tide at glemme alt om normer og konventioner og lytte til hjertet. Stenbukken styres af Saturn, som er tidens planet. Derfor tænker Stenbukken hele tiden over at få mest muligt ud af den tid, man har i livet. Det er en god ide at spørge sig selv om, hvad man vil savne, hvis det var væk i morgen og bestemme et nytårsforsæt der ud fra.
Tvillingen
Hør her, Tvilling. Det er på tide at få betalt al din gæld af – både den økonomiske såvel som den følelsesmæssige. Hvis der er nogen i dit liv, som virkelig har været der for dig gennem 2017, så spørg dig selv, hvordan du kan være der for vedkommende i 2018. ”Tvillingen er et lufttegn, men det er god ide at finde på et nytårsforsæt, der involverer andre,” siger Annabel Gat. Hvis du har en ven, der eventuelt har lyst til at indgå et nytårsforsæt sammen med dig, er det en god ide. Det bliver lettere at gennemføre på den måde. Tvillingen har let ved at arbejde sammen med andre, så det bør man udnytte! Selv hvis din ven ikke har lyst til at betale gæld af sammen med dig, så kan vedkommende eventuelt holde dig i ørerne, så du selv når dit mål. Her kan man med fordel inddrage sine forældre.
Vægten
”Da Saturn er i Stenbukken, er det en god ide for Vægten at finde et nytårsforsæt, der forbedrer dens omstændigheder i hverdagen,” siger Gat. Måske skal du købe et hus eller bare få sat den hylde op i køkkenet, du har tænkt på så længe. Under alle omstændigheder får du det bedre, når det er gjort. Verden kan virke som et skræmmende sted, så dit hjem skal føles trygt og sikkert. Men det handler ikke kun om fysiske ting. Tænkt også over atmosfæren i dit hjem, og om der er noget, du kan forbedre her. En dårlig stemning blandt samboer kan virkelig ødelægge atmosfæren – så hvis du har problemer på den konto, skal du overveje at få gjort noget ved det i 2018.
Vandmanden
Vandmanden har brug for et hvil. Det kan godt tage dig hele 2018 at komme dig oven på 2017, og det er helt i orden. Du skal fokusere på at få nogle bedre vaner, så dit helbred ikke lider. ”Vandmandens nytårsforsæt bør være at få masser af hvile i 2018,” siger Annabel Gat. Du har ikke svært ved at gøre tingene færdige, men det kan også være derfor, du nu er helt udmattet. Det skal være slut. Brug også tid på at reflektere over, hvad der foregår følelsesmæssigt. Når vi overser vores fysiske helbred, er det ofte det mentale helbred, der lider overlast først.
Krebsen
I 2018 skal Krebsen fokuserer på at få styr på forholdsproblemerne. ”Saturn og Stenbukken kommer til at påvirke Krebsen på forholdsfronten,” siger Annabel Gat. ”Det er derfor en god ide at arbejde med dine forhold til andre mennesker.” Hvis du tidligere har været forbeholden over for terapi, så er det måske på tide at overveje det. Sommetider skal der en udefrakommende til for at kaste lys over, hvad der egentlig foregår. Andre gange kan en kaffeaftale med en ven være nok. Lige meget, hvad du gør, så er det vigtigt, at du er åben og ærlig omkring dine følelser. Det kan være lettere at ignorere dybereliggende problemer i et forhold, men sommetider er det nødvendigt at tage kampen.
Skorpionen
Ligesom Krebsen skal Skorpionen også fokuserer på et nytårsforsæt, der sætter kommunikation i højsædet. Hvis du har det, som om der er uafklarede problemer i et forhold – om det er din søster eller din ekskæreste – så er 2018 året, hvor du skal have styr på tingene. Bare vær rolig og ærlig, og så lærer du måske noget nyt om dem, du holder af. Hvis du leder efter en mere pragmatisk løsning, så kan det være du endelig skal få styr på alle regningerne og papirarbejdet. Det bliver helt sikkert lidt af en nedtur, men du får det med garanti bedre, når det er overstået.
Fiskene
”For Fisken er 2018 et godt år at blive politisk aktiv i eller deltage i en form for foreningsarbejde eller aktivisme,” siger Annabel Gat. Det er derfor heldigt for Fisken, at verden på nuværende tidspunkt er i miserabel tilstand. Der er næsten ikke andet end gode sager at kaste sig over. Når Fisken er lidenskabelig omkring en sag, så skal målet også nås. Fisken er fuld af empati, så 2017 har helt sikkert været et hårdt år. Men når Fisken gør noget produktivt med sin store lidenskab, finder hun eller han megen glæde i tilværelsen.