Laura Dern fortjener bedre end ’Star Wars: The Last Jedi’

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg har glædet mig til The Last Jedi, lige siden jeg så The Force Awakens, som genvakte min interesse i Star Wars-universet. Oven i det var der i tiden op til premieren en masse rygter om, at filmen både ville byde på den første kvindelige hovedrolleindehaver af asiatisk afstamning og muligvis den første queer-figur i Star Wars’ historie. Som queer-kvinde af asiatisk afstamning er det selvfølgelig en repræsentation på det store lærred, jeg har ventet på hele mit liv. Så jeg skyndte mig at købe billetter til midnatsforestillingen.

Men jeg blev mest af alt forvirret over The Last Jedi. Filmen, der med sine to timer og 30 minutter, er den længste i serien, er fuld af cinematiske sejre såvel som nederlag, og jeg er ikke sikker på, at det gode overskygger det dårlige. For hvert Rogue One-agtige højdepunkt, var der et tilsvarende Jar Jar Binks-agtigt lavpunkt. ”Marvel-humoren” fungerede fint indtil BB-8 – R2D2s flinke, lille fætter – redder Finn og Rose fra en hel bataljon stormtroopers og et eksploderende rumskib ved at tage kontrol over en endnu større robot med ben. (Hvem tror den droid egentlig, han er – Baby Groot?) Min skepsis blev snart til slet skjult forargelse, da Rose og Finn pludselig skulle presses ind i akavet kærlighedsforhold.

På trods af skønhedsfejlene er The Last Jedi et frisk pust – og et tiltrængt et af slagsen i kraft af dens opgør med seriens fortid.

The Force Awakens ender med, at Rey finder Luke Skywalker på øen Ahch-To, hvor hun præsenterer ham for hans lysværd, som han har mistet for længe siden. Uden for mange dikkedarer hopper The Last Jedi direkte ind i fortællingen og viser Luke tage lyssværdet, hvor efter han smider det ud over klippekanten. Det er den attitude, og opgøret med forventningerne til en Star Wars-fortælling, som instruktør Rian Johnson spiller på hele vejen igennem filmen.

Hvor The Force Awakens viser Supreme Leader Snoke som en uovervindelig og mystisk skurk, der muligvis er del af en hemmelig orden, som er endnu ældre end både Jedi og Sith, så tøver The Last Jedi ikke et sekund med at slå ham ihjel uden overhovedet at udforske karakterens forhistorie. (Et genialt træk efter min mening. Vi har ikke brug for lange kringlede forhistorier – vi ved faktisk næsten ingenting om Han Solo, der er en af seriens bedste figurer.) Og hvor den foregående film bruger meget tid på at udforske Reys mystiske familieforhold, så er den nye film langt mere interesseret i at demokratisere The Force. Det viser sig nemlig, at Rey, ikke kommer fra en Jedi-familie, som mange andre af hovedpersonerne ellers gør, men sandsynligvis bare har haft almindelige, dødelige forældre. Vi bliver hele tiden narret til at tro, at filmen vil præsentere en ny, forudsigelig plotudvikling, men hver gang lykkedes det Rian Johnson at rive tæppet væk under os, som en ægte Jedi-mester, der har set fremtiden udfolde sig for sit indre øje, men ikke kan røbe for meget for sine lærlinge.

Det er den tilgang til filmens fortællestruktur, som jeg synes er meget tilfredsstillende, men konceptet fejler, når det kommer til en bestemt figur i The Last Jedi, nemlig Viceadmiral Holdo spillet af Laura Dern.

Tilbage i februar, da instruktøren bag The Force Awakens, JJ Abrams, blev spurgt, om Star Wars nogensinde kommer til at præsentere en homoseksuel figur, lød svaret, ”Selvfølgelig!” Det var derfor nærliggende at tro, at den nye film ville byde på seriens første queer-karakter eller måske et plot, der på en eller anden måde behandlede emnet. Queer-fans ledte ivrigt efter spor i udmeldingerne fra producenterne, og der var store forventninger baseret på romanforlægget, der blandt andet pegede på den rolle, som David Lynchs muse gik hen og fik.

Dern spiller Viceadmiral Holdo, en heltinde med lilla hår, der på et tidspunkt i bogen siger, at hun finder Leias interesse i ”humanoide hanner” for ”begrænsende”. Efter en kamp med First Order ligger Leia i en slags koma, og det er derfor op til Holdo at tage tøjlerne og redde resten af oprørsstyrken fra Kylo Ren.

Der er ikke mange tegn i filmen på, at Holdo er queer, men de af os, der holder godt øje og tidligere har praktiseret ”shipping”, fandt nogle utvetydige spor alligevel:

• Hun har lilla hår.
• På et tidspunkt siger Poe, at myten taget i betragtning, er Holdo “ikke hvad [Poe] forventede”. Poe troede med andre ord, at hun var en mand.
• Poes charme virker ikke på hende: ”Jeg har arbejdet sammen med kæphøje piloter som dig før. Du er impulsiv [hun læner sig frem på en inciterende måde], farlig [holder en dramatisk pause] og det sidste, vi har brug for lige nu. Bare pas dit arbejde og gør, som jeg siger.”
• Hun og Leia afslutter hinandens sætninger – et tegn på, at de har kendt hinanden i mange år – hvilket peger på en intimitet, der i en queer-fortælling let kunne vokse til en ugengældt romantisk kærlighed fra Holdos side.
• Hun og Leia giver hinanden et håndtryk, der varer længere end sådan et plejer at gøre.
• Hun ofrer mere eller mindre sit eget liv for Leia. (Jo, teknisk set gør hun det for oprørernes skyld, men Leia er lederen, og hun siger også til hende: ”Du vidste mig hvordan.”)

Mens Leia er ude af spillet, jages oprørerne ved hjælp af en art sporingsteknologi, som ingen rigtig lader til at forstå. Holdo forsøger at holde gejsten oppe blandt oprørerne, men historien melder ikke noget om, hvordan de skal bekæmpe eller undslippe First Order. Ifølge Poe er hun derfor både en ”forræder og en kujon”, og han holder selv linjen til den bitre ende. Holdos beslutning om at holde sin plan hemmelig – eller manglen på en egentlig plan – fører til, at flere oprører deserterer eller begår mytteri, hvilket udstiller hendes manglende lederevner.

Hun er meget hemmelighedsfuld om sine planer – eller også er hun forhippet på at virke enten dum eller ond – så da Rose knækker koden til First Orders sporingsteknologi, holder besætningen (og her mener jeg primært Poe) det hemmeligt for kaptajnen og begår i sidste ende mytteri. Det er ekstremt frustrerende for biografpublikummet: Hvorfor taler Holdo ikke bare med Poe? Bekymrer oprørernes ve og vel hende overhovedet?

Det viser sig senere, at Holdo har udstyret transportskibe med sløringsmekanismer, der gør at oprørerne kan undslippe fjenden – en oplysning, hun af en eller anden uforklarlig grund har valgt ikke at dele med nogen. Det er også her, at Leia vågner op fra sin koma og skyder Poe med en stungun, fordi han vover at stille spørgsmålstegn ved Holdos idiotiske ledelsesstil og taktik i forhold til at holde planen hemmelig.

Da oprørerne endelig er klar til at udføre flugtplanen, fortæller Holdo Leia, at hun har i sinde at blive tilbage på skibet, fordi nogen må stå ved roret. Det er en beslutning, der i teorien giver mening, men virker dum i praksis – man ser hende ikke på noget tidspunkt stå ved roret. I stedet står hun og kigger længselsfuldt ud af vinduet og siger: ”God rejse.” Leia forsvarer Holdos hemmelighedskræmmeri ved at påpege, at sidstnævnte ikke var interesseret i at fremstå som en helt, der redder dagen – hvilket også virker fjollet. Der var ingen af oprørerne, der bekymrede sig om, hvorvidt Holdo var en helt, de ville bare vide, om hun havde en redningsplan eller ej.

Her mister fortællingen lidt pusten og fører i sidste ende til, at Benicio Del Toro alarmerer First Order og gør dem opmærksomme på Holdo redningsplan, hvilket får Holdo til at ofre sig selv ved at torpedere Snokes skib (der har fået det passende navn The Supremacy, lol) med lysets hastighed.

Det er et storslået øjeblik, som aldrig tidligere er set i nogle af filmene før. Billeder i sort-hvid farer over skærmen i komplet stilhed, før musikken genoptages. Men Holdos død efterlader publikum med en hel række spørgsmål: Hvorfor fortalte hun ikke Poe, eller nogen anden for den sags skyld, om sin plan? Hvad var hendes forhold til Leia? Hvorfor var hun så hurtig til at ofre sig selv?

Selv om Rian Johnson gør en prisværdig indsats for at undergrave vores forventninger til Holdo, så kunne hun godt have været lidt mindre stereotypisk skrevet. Her er et par forslag:

• Giv os en grund til hemmelighedskræmmeriet. Hvis hun for eksempel havde mistanke om, at der var en spion ombord på skibet, havde beslutningen givet mere mening.
• Præsenter en forklaring på det noble selvmord, så det er tydeligt, at hun ofrer sig selv for de andres skyld. Måske var hendes oprindelige plan at aflede opmærksomheden ved at springe gennem hyperspace til et andet stjernesystem? Vi kan komme på en hel række forklaringer på, hvorfor hun skulle vælge at blive på skibet og dø, så hvorfor forklares det aldrig til bunds?

Et er sikkert: viceadmiral Holdo dør ikke forgæves. Hendes centrale scene i filmen er muligvis den smukkeste i hele serien. Men Laura Dern fortjener bedre end en queer-baitende figur, som ingen af os alligevel rigtigt kan lide.