Første gang, jeg mødte Lea Pedersen, var i 1.g på Skanderborg Gymnasium. Det var tilbage i 2006, og jeg husker hende tydeligt, selvom vi ikke var venner. Hun havde sådan en fuck it all-attitude, som var rimelig unik på vores gymnasium – hun talte langsomt, men selvsikkert, røg hjemmerullede cigaretter, var voldsomt venstreorienteret, spillede fodbold og kunne drikke rigtig mange øl.
Da det i efteråret blev besluttet, at Ungdomshuset skulle ryddes, begyndte Leas fravær at stige. Hun var i København for at demonstrere og slås med politiet. Det var der ikke andre 17-årige fra Skanderborg Gymnasium, som gjorde, så i frikvartererne blev det diskuteret, om det var i orden, at Lea kastede med brosten mod politiet. De fleste af os mente, at det var lige radikalt nok at gribe til vold for at forsvare sin overbevisning. Jeg droppede ud af gymnasiet efter et halvt år, og det sidste minde, jeg har om Lea, er, at hun kom i skole på krykker, fordi hun var kommet til skade under en Ungdomshusdemonstration. Hun havde stået bag en barrikade bygget af cykler, og da et salatfad brød gennem barrikaden, kom Leas ben i klemme under cyklerne, og hun blev slæbt af sted hen ad jorden.
Videos by VICE
I løbet af de 12 år, der er gået siden da, har jeg ofte hørt folk snakke om Lea. ”Har du hørt, at Lea er droppet ud af gymnasiet og er flyttet til København?”, ”Har du hørt, at Lea er blevet bz’er i Barcelona?”, ”Har du hørt, at Lea er blevet købmand på Christiania?” og ”Har du hørt, at Lea er blevet professionel thaibokser i Thailand?”
Men jeg har ikke set Lea. Før en lørdag i slutningen af februar, hvor hun træder ind i en boksering i Køge for at forsvare sin titel som Danmarksmester i thaiboksning. Hun ligner sig selv. Bare 12 år ældre og iført røde boksehandsker, tandbeskytter, og hvad jeg senere lærer er en specialsyet thaiboksningsnederdel, som en designer fra Christiania har lavet til hende.
Udover at være regerende Danmarksmester, er Lea også WMO-verdensmester. Der findes et hav af bokseforbund og derfor en masse mesterskabstitler, og WMO er et anerkendt thailandsk forbund, hvis verdensmesterskab Lea vandt i 2017. Hun er derfor naturligt nok storfavorit til at vinde dagens kamp. Jeg har set et billede af hende på Facebook, hvor hun er indsmurt i modstanderens blod, og mine nerver kan dårligt nok holde til at se DR’s dramaserier, så jeg er ærligt talt bekymret for, hvad det er, jeg skal være vidne til.
Kampene er inddelt i tre runder af tre minutters varighed. Man må slå og sparke overalt på kroppen, og tydeligvis er det rigtig godt, hvis man kan holde modstanderens hoved fast og placere et knæ i hendes ansigt. For mig at se, virker det ikke til, at Lea er sin modstander totalt overlegen. Tværtimod ser det ud til at være en hård kamp for hende, og i starten af anden runde falder hun bagover. Hun kommer dog hurtigt på benene igen, og herefter holder hun sin modstander godt på afstand med mange høje spark. Da dommeren kommer op i ringen og tager fat i hver af de to kvinders arme, er det oprigtigt spændende, hvem der udnævnes som vinder af kampen. Han løfter armen med den røde boksehandske i vejret. Salen jubler. Lea har genvundet titlen som Danmarksmester i vægtklassen minus 57 kg.
Men hvordan fanden er hun endt der? Hvad er det for et liv, Lea har levet de sidste 12 år, som har ført hende fra at være rodløs bz’er til topdisciplineret thaibokser?
For at finde ud af det, har jeg aftalt at ses med hende et par dage efter kampen. Vi mødes på Christiania, hvor hun har boet og arbejdet i flere år, og hvor hun om aftenen afholder hun en lille støttefest for sig selv på det lokale spillested Operaen. Der er ikke mange penge i thaiboksning, så hun er nødt til at være sin egen forretning.
Det viser sig, at det ikke kun var mig, der blev overrasket, da Lea sprang ud som professionel thaibokser. Da hun dukkede op til Danmarksmesterskabet i 2016 under navnet Lea ”The Pirate” Pedersen, var der ingen, der anså hende som en trussel.
”Jeg var total underdog, for der var ingen, der vidste, at jeg havde været i Thailand for at træne og kæmpe. Så jeg tog røven på alle, da jeg blev Danmarksmester. Det var skidegodt.”
Lea griner ned i frakken, mens vi trasker rundt på Staden. De lokale flokkes om hende for at høre, hvordan det går med hende, for i efteråret flyttede Lea til den sydthailandske ø Phuket, hvor Sutai Gym har tilbudt hende at blive sponsored fighter. Hun tjener sine penge på kampe og gennem sponsorater og private donationer – flere af dem, vi møder, stikker derfor deres lokale ”champion” en krøllet seddel i hånden. De er nysgerrige på, hvordan livet i Thailand er. At dømme ud fra de billeder, hun har lagt på Facebook, er det lutter hvide strande, veltrænede mennesker og lækker mad.
”Ja, men det er sådan nogle blærerøvsbilleder, jeg har lagt op. Det er ikke særlig tit, jeg tager på stranden, for dagene er rimelig rutineprægede. Vi starter med at løbe 10 kilometer, så spiser vi, så sover vi, så spiser vi igen. Derefter tager vi ud og løber fire kilometer, træner to og en halv time, spiser og sover.”
Det er sjovt, for sådan, som jeg husker dig, var du ret vild og syntes, rutiner suttede røv. Men det, du beskriver nu, er jo en totalt skemalagt hverdag. Og det er vel også et liv, hvor fester og alkohol er byttet ud med vand og sund mad – hvad er der sket?
”Jeg tror, jeg har haft en lille dæmon indeni mig, som har gjort, at hvis jeg skulle hanke op i mig selv, så var det alt eller intet. Og det eneste, der har kunnet få mig til at tage den beslutning, som helt sikkert er den bedste for sindet, sundheden og fremtiden, har været kampsporten.”
Lea fik aldrig taget en gymnasial uddannelse. En 24-timers fysikeksamen blev hendes undergang. Hun fik godt nok afleveret opgaven og fik endda 7 for den. ”Men jeg ville stadig droppe ud. Fuck det lort.” Derefter fulgte en tid som punker i København, som var skidesjov, men da muligheden for at tage til Barcelona og besætte huse der meldte sig, lød det alligevel sjovere. Og sjovt var det, men det var også hårdt arbejde.
”Det sidste hus, vi besatte, havde ingen trappe mellem stuen og første sal. I stedet for at bygge en trappe lavede vi en vindebro, sådan at hvis politiet kom, kunne vi hejse den op. Der var helvedes meget arbejde i det, men vi var en hel masse unge punkere, som gik og hjalp hinanden.”
For Lea var problemet ikke det hårde fysiske arbejde. Det var det tomrum, der skulle fyldes, når der ikke var mere arbejde. ”Når huset var bygget færdigt, kunne man leve luksuslivet. Og det er sgu farligt, for hvad skal man bruge al den tid til? Man får dårlige vaner, og der er utrolig mange fester i de der besatte huse. Det fik jeg lidt ondt i sjælen af. Så jeg måtte finde noget andet end alkohol at bruge min aftener på.”
Hun begyndte at tage til judo, kickboksning og MMA-workshops. Men i sidste ende indså hun, at hun var nødt til at forlade Barcelona og det party-crew, hun var en del af, hvis hun skulle få det bedre. Drømmen var at finde et paradis ude i verden. Sådan et smukt og varmt sted, man kunne forestille sig at blive gammel. De næste par år gik med at rejse rundt i Asien og Sydamerika, hvor hun trænede kampsport i alle de lokale klubber, hun mødte. Ved et held i uheld strandede hun i Lima uden pas og penge, og endte derfor med at blive der og træne thaiboksning i 14 måneder. Siden tog hun til Thailand, hvor hun trænende sig op til at blive Danmarksmester.
Lea har kæmpet 23 kampe. Langt de fleste har være profesionelle og er forgået i Thailand. Hun kan bedst lide at kæmpe i Thailand, for der bruger man ikke alt det hæmmende sikkerhedsudstyr, som man gør i Danmark Og handskerne er mindre, hvilket gør kampen mere autentisk. Men hvad det præcis er, kampene og træningen giver hende, er først noget hun er begyndt at kunne sætte ord på for ganske nylig.
”Kampsporten har hjulpet mig, når ting har været hårde. Når det ikke går så godt, eller jeg bliver indhentet af tanker, som gør mig ked af det, siger jeg til min træner, at jeg gerne vil have en kamp, for så kan jeg lægge al min tid og energi i træningen i stedet for.” Som eksempel nævner hun, at hun i en periode arbejdede i Indkøberen på Christiania, hvor hun stod med en masse ansvar, der til sidst resulterede i, at hun gik ned med stress. Her hjalp træningen hende igennem. “Efter hver kamp står man stærkere i livet og har det psykisk og fysisk meget bedre.”
Kampen i Køge, som fandt sted et par dage før vores møde, syntes hun dog var en lortekamp. Hun var landet to dage før, og udover at have jetlag var hun også blevet ramt af influenza.
”Det er hårdt, når man er syg. Kroppen gør ondt og arbejder imod en, og hjernen tænker bare på, hvornår klokken ringer. Jeg er heldig, at jeg har et rigtig godt frontspark, der kunne holde hende væk, så jeg lige kunne få vejret.”
Kampsporten har lært Lea at kontrollere sine tanker. Oppe i ringen er hun først og fremmest i kamp mod sig selv, for når adrenalinen tænder, mister hun nogle gange overblikket. Men det sværeste er faktisk dagene op til en kamp. ”For der bliver man helt skør mentalt. Det er meget det, jeg søger på den her rejse. At se, om jeg kan lære at kontrollere den angst.”
Men hvad er det egentlig, du er bange for? Jeg tænker ikke, at det er smerten, du frygter?
”Jeg er bange for at tabe.”
Lea har aldrig taget en uddannelse, og hun har kun arbejdet, når hun har haft lyst. Derfor har hun for længst lært, hvordan man kan klare sig uden penge, og hun kaster sig konstant og passioneret over nye projekter. Alene på den time, vi går rundt på Christiania, får hun engageret sig i tre. Et uges tid efter jeg så hende, lægger hun en Facebook-video op fra Phuket, hvori hun fortæller, at hun har mødt nogle lokale på en cafe, som prøver at stable noget urbant landbrug på benene. Så nu har hun kastet sig ud i det projekt. I videoen viser hun også et blikskur på toppet af et bjerg i junglen, som hun gerne ville flytte ind i. Hun tør bare ikke åbne døren ind til drømmehjemmet, fordi hun er bange for edderkopper. I fredags lejede hun så sit værelse ud og er nu flyttet ind i det smukt beliggende, men termitfyldte, skur. En spontan ide. Et nyt eventyr. Og noget, hun tror, hun kommer til at fortryde ret mange gange.
”Jeg kaster mig ud i ting med begge ben. Da jeg kom fra Jylland til København, var det meget opgøret mod alt det der, som punkerne nu gør oprør mod; at alt skal være det samme, og man skal arbejde fra 8-16, og at der ingen udsigter er. Det fik jeg mulighed for at leve helt ud i Barcelona. Da jeg havde brug for noget andet, endte jeg nogle steder, hvor der var mulighed for thaiboksning, og så dedikerede jeg mig til det.”
Lea tror på, at universet skubber hende i en bestemt retning, og alt, hun skal gøre, er at lytte efter. Det er en nem måde at leve på, siger hun. Så svaret på, hvordan Lea fra landsbyen Hylke endte i et blikskur i junglen som regerende verdens- og Danmarksmester i thaiboksning, er ifølge hende selv, at hun simpelthen bare greb de muligheder, som bød sig. Dem alle sammen.
”Alt det, man bliver udsat for gennem livet, afgør, hvem man bliver. Jeg har udsat mig selv for nogle lidt anderledes ting, og derfor er det hele bare blevet lidt anderledes.”
