Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Stop alt – her bringes en særlig melding fra Lake County Sheriff’s Office Community Engagement Unit, der på bedste Basher Henrik-manér advarer lokale heroinpushere om, at de om meget kort tid er virkelig, virkelig fucked.
Videos by VICE
Som i resten af Nordamerika er antallet af opiat-relaterede dødsfald i Lake County, Florida steget markant gennem de sidste par år, fra syv i 2015 til 32 i 2016.
Men der er meget få andre steder, der har valgt at reagere på opiatkrisen på samme måde som Sheriff Peyton C. Grinnell, der rekrutterede fire af sine betjente til at tage elefanthuer på og flankere ham, mens han på den mest intense og noia facon advarede lokale heroinpushere om, hvad de kunne forvente i løbet af den kommende tid.
“Til de pushere, der sælger det her gift – jeg har en meddelelse til jer,” siger han, mens kameraet langsomt zoomer ind på hans ansigt, og faretruende blæseinstrumenter lyder i baggrunden. “We are coming for you.”
“Faktisk har mange af vores undercover agenter allerede købt heroin af mange af jer […] Til pusherne vil jeg gerne sige, ‘Nyd at se jer over skulderen og konstant undre jer over, om i dag mon er dagen, vi kommer efter jer.’ […] Vi kommer efter dig. Løb.”
SE MERE VICE: ‘Combatting America’s Opioid Crisis – Heroin’s Antidote’
Nogle Twitter-brugere har sammenlignet klippet med en propagandavideo fra IS og påpeget, at den benytter sig af et par af de samme kneb, der kendetegner kalifatets videoproduktioner: maskerede mænd og trusler leveret direkte til kameraet. Andre har bemærket, at videoen lander et sted mellem en instruktionsvideo i en paintball-arena og monologen fra Taken.
Lake County Sheriff’s Office har ikke kommenteret på reaktionerne på videoen, men den lader til at have tjent sit formål. Da Grinnell startede Community Engagement Unit, var et af målene med enheden at producere viralt videoindhold for at sprede politiets budskaber. Eftersom videoen, der blev slået op for bare få dage siden, allerede er set næsten en million gange, ser det ud til at være gået glimrende.



