Klummen er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Da Liam Neeson gæstede Good Morning America forleden, insisterede den 66-årige skuespiller på, at han ikke er racist, selv om han udtrykte et ønske om at dræbe en tilfældig sort mand, da en af hans venner blev udsat for voldtægt.
Videos by VICE
“Det er 40 år siden. Det var en helt instinktiv reaktion. Jeg forsøgte at ære en kær ven på en meget middelalderlig måde.”
Udmeldingen kom dagen efter et pressemøde i forbindelse med Neesons (117.) hævnfilm Cold Pursuit. Her afslørede skuespilleren, at han engang kørte rundt i et sort kvarter med en “impuls”, der sagde, at han skulle dræbe “et sort svin”, efter han fandt ud af, at hans veninde var blevet voldtaget af en sort mand. Han fortalte senere, at han var sluppet af med den vrede ved at ”powerwalke” to timer om dagen.
Der er få “jeg er ikke racist”-historier i verden lige nu, der bedre illustrerer, hvordan alle de Neesoner, der findes, kan være så blinde over for den indgroede racisme, de går rundt med. Det affejes gang på gang, og ingen tager det alvorligt. De fleste sorte mennesker er bekendt med de øjeblikke, hvor “åbenlys racisme” skubber “indgroet fordomsfuldhed” til siden, mens den overrasker den pågældende person midt i en forklaring/undskyldning på landsdækkende tv.
Liam Neeson var forståeligt nok vred over, at hans ven var blevet voldtaget. Det giver mening. Vi kender alle den magtesløshed, der udløser vrede. Og trangen til at gøre det godt igen. Men først skal man tage udtrykket “et sort svin” i betragtning. Jeg var ikke klar over, at Neeson havde racistiske synspunkter, før jeg hørte det. Og det er desværre også sådan, mange hvide mænd ser sig selv – de er ikke klar over, at de er racister; at det er kulturelt indlejret i dem. Men i en presset situation dukker racismen op til overfladen. I stedet for at gå efter en bestemt sort mand, gik han efter dem alle, og det kan på ingen måde undskyldes som en “impuls”.
Det er ikke noget nyt, at alle sorte personer stilles til regnskab for enkelte sorte menneskers handlinger. Det er noget, vores historie og popkultur har været med til at underbygge ved at skildre os som “bad guys”.
I undersøgelsen Research in Race and Ethnic Relations fra 2018 så forskere på tre forskellige avisers dækning af drabet på teenageren Michael Brown – The Los Angeles Times, New York Times og The Washington Post. I alle tre var der flere tilfælde, hvor betjenten, der skød Brown, fik lov til at beskrive Brown for læseren (“stor og ustyrligt vred”) uden overhovedet at nævne Wilsons tilsvarende størrelse. Men det er desværre ikke nyt.
Vi taler her om en historisk magtdynamik, som går helt tilbage til skrækhistorier om sorte slaver, der ude på at “voldtage” hvide kvinder i sydstaterne (se for eksempel Birth of a Nation fra 1915). I 1989 var det også indgroet fordomsfuldhed, der overbeviste befolkningen i USA – herunder Donald Trump – om, at fem ikke-hvide teenagere kendt som The Central Park Five havde voldtaget en hvid kvinde. Og det var nok til at overbevise et dumt svin ved navn George Zimmerman om, at han skulle skyde en sort teenager ved navn Trayvon Martin (der i dag ville være 24 år gammel). Det er den samme ”impuls”, der får betjente til at skyde ubevæbnede og uskyldige sorte mænd.
Når verdens Neeson’er konfronteres med en sort person, som på den ene eller anden måde udfordrer dem, ophører den sorte person med at eksistere som individ. Liam dumpede sin personlige prøve, da han ikke formåede at skelne mellem os og den mand, der voldtog hans veninde. Og det er ikke noget, der kan løses ved at tage en fucking powerwalk. Det kræver flere år med personlig udvikling og oplysning. Det kræver, at du lærer at forstå sorte menneskers liv ved at gå dybere end bare en sporadisk samtale. Dybere end din yndlingsrapper eller skuespiller. Dybere end den her artikel skrevet af en eller anden black dude.
Undgå dit Neeson-øjeblik ved at gøre de sorte liv i dit liv mindre abstrakte.
