Du læser Broadly-serien 5×5, som har fået sit navn, fordi vi i fem minutter, fem dage i streg ringer og forstyrrer et menneske på job. For hvordan det er at være komiker eller minister eller præst eller at eje en grillbar eller…
I denne uge har vi fulgt den 48-årige politiker Karen Ellemann, der er minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde. Hun har siddet i Folketinget for Venstre siden 2007, og inden da har hun blandt andet arbejdet som folkeskolelærer, daglig leder af biografen Dagmar Teatret og været konsulent på radiokanalen The Voice. Vi fulgte Karen Ellemann igennem en helt almindelig arbejdsuge, der dog havde det særlige twist, at hun skulle et smut til New York for at føre en valgkamp, de færreste danskere nok ved, at vi befinder os midt i. Vi var med hende i ministerbilen, lufthavnen og på hotelværelset. Det eneste, vi desværre ikke kom med til, var de sene nattetimer på regeringsseminaret og en kædedans med Mikronesien, der aldrig blev til noget.
Videos by VICE
Mandag klokken 09.52, Kastrup Lufthavn
Karen: [Host host host]
Nicoline: …godmorgen, Karen?
Jeg starter lige ud med en eller anden tør ting i halsen. Der kan man bare se. Godmorgen. Nu starter vi simpelthen på noget, der skal blive en vane de næste fem dage, kan jeg forstå?
Ja, og kan du starte med at fortælle mig, hvad du har gang i lige nu?
Lige nu sidder jeg faktisk med et glas vand og en kop kaffe i Kastrup Lufthavn og er på vej til New York, hvor jeg skal være i 48 timer.
Og hvad skal du lave der?
Der kører to kommissioner, den ene er kommissionen for social udvikling, og den anden er et ungeforum, som er et nyt initiativ i FN-regi, fordi man i forbindelse med verdensmålene har valgt at have et meget stærkt fokus på unge, fordi man heldigvis helt grundlæggende ser, at vi har brug for at unge i høj grad involveres og lyttes til i forhold til, hvordan vi skaber en bedre verden.
Er det så i din position som minister for ligestilling, fiskeri eller nordisk samarbejde, at du skal afsted på den her tur?
Haha… det er lidt blandet. Fordi det jeg også har på mit ministerområde, men som er knap så kendt i Danmark, er, at jeg er den danske repræsentant for Danmarks kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd. Som land prøver vi nemlig på at blive valgt til FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve, hvor vi altid har været aktive, men aldrig har siddet med som medlemsland. Alle FN’s 192 nationer har en stemme, og valget skal foregå i efteråret, så lige nu har jeg ret travlt med at få talt med alle. Jeg fører simpelthen valgkamp. Så grunden til, at jeg deltager i denne her socialkommission, er, at jeg har mulighed for at mødes med en masse af de lande, som vi normalt ikke har samarbejde med. Jeg skal for eksempel holde samtale med Seychellerne, Comorerne og São Tomé og Príncipe. Lige pt sidder jeg dog og laver helt almindelig hjemlig sagsbehandling, mens jeg drikker formiddagskaffe. Og så har jeg fået pakket sådan, at jeg bare har en lille rullekuffert med. Der er både til receptioner, fine middage og samtaler. Så det er med at pakke effektivt, det kender du vel.
Så kan man bare kun have et par sko med.
Problemet er, jeg kan godt lide at skifte sko, så har jeg to par sko med i rullekufferten. Man må jo kunne skifte lidt.
Sandt nok. Hvad skal du lave på flyet?
Der skal jeg arbejde med de forskellige indlæg og taler, som jeg skal holde derovre. Selvfølgelig har jeg fået forelagt nogle taler, og dem sidder jeg så og retter lidt til, for at sige det pænt. Noget er blevet fint nok, og noget kommer jeg til at ændre en del i. Og nu skal jeg ud mod gaten, så nu må jeg hellere sige farvel og på genhør i morgen.

Tirsdag klokken 19.17 (13.17 hos Karen), FN-Bygningen i New York
Karen: I går aftes tog jeg hen til vores FN-ambassadørs residens, hvor han havde arrangeret sådan en working dinner med FN-ambassadører fra forskellige østater såsom Kiribati, Mikronesien, Østtimor og Tonga. Formålet var, at jeg skulle redegøre for, hvorfor Danmark kandiderer til at få en plads i Menneskerettighedsrådet.
Nicoline: Hvordan fungerer sådan en middag egentlig? Er det ren forretning, eller er det mere uformelt?
Lige til at starte med er det meget officielt, og ambassadøren siger, ’I skal hilse på min minister’ til sine gæster. Men derefter gør både jeg og ambassadøren meget ud af sige, at vi har en uformel tilgang til det her. Det er en arbejdsmiddag, men der er hvide duge på bordene, og vi får serveret et ganske udmærket måltid mad – ikke noget, der er vildt og prangende, men som er lækkert og i orden. Vi sidder ikke mere end ti mennesker rundt om bordet, så det er jo ikke sådan noget med, at man bare sidder og stirrer stift ud i luften. Jeg spørger til, hvordan de ser på det her, og så begynder snakken at gå mere afslappet, og det blev en meget, meget hyggelig aften. Det er jo ikke sådan, at vi ender med at danse kædedans på bordene. Men i princippet kunne det godt have endt sådan, der var jeg nok bare lidt for træt. Vi sluttede hos ambassadøren 21.30, og så må jeg indrømme, at der kørte jeg tilbage til hotellet og lagde hovedet på puden og snorksov. Jeg har heldigvis et rigtig godt sovehjerte.
Og hvordan har dagen i dag været ind til videre?
Jeg har afgivet Danmarks landeindlæg i kommissionen for social udvikling, og så har jeg deltaget i åbningen af ungeforummet, ECOSOC Youth Forum. Derudover har jeg haft en lang række møder med blandt andet Serbien, Kasakhstan og Mozambique. Resten af dagen skal jeg holde møder med Usbekistan, De Forenede Arabiske Emirater, Kirgisistan, og så skal vi selv holde en dansk reception her i FN-Bygningen, og når den er slut, skal jeg ud til vores generalkonsul, som holder en stor nytårsreception for danske og amerikanske forretningsfolk og kulturpersonligheder. Der har jeg planlagt en længere tale med lidt mere substans, så det er ikke bare at sige skål i champagne. Der vil jeg tale om #MeToo. Den vil du jo nok være interesseret i at høre om, kunne jeg forestille mig.
Den vil jeg rigtig gerne høre om.
Men du må vente til i morgen. Det var en rigtig cliffhanger. Farvel.

Onsdag klokken 20.45, i en bil i New York på vej mod lufthavnen
Nicoline: Hvordan gik det med din #MeToo-tale? Hvad sagde du?
Karen: Det gik rigtig godt. Som ligestillingsminister fortalte jeg, hvordan jeg havde oplevet et wake up call i forhold til, hvor stort omfanget af kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, er. Så fortalte jeg om de initiativer, jeg og regeringen har taget i forhold til at forhøje erstatningerne, om arbejdstilsynets rolle, og om hvordan film- og tv-branchen har taget en masse initiativer. Hvor der i USA har været meget højtråbende aktiviteter i forbindelse med #MeToo, er der måske i nogles øjne en forundring over, at der ikke har været store demonstrationer på gader og stræder i Danmark. Men det betyder ikke, at vi ikke har problemet tæt inde på livet, det har vi bestemt, men vi har nok en anden tilgang til, hvordan vi håndtere den form for problemstillinger. Vi sætter os måske mere ved bordet, skænker kaffe i kopperne, taler om problemstillingerne, og gør noget ved det.
Her i Danmark snakker vi jo rigtig meget om fisk og kvotekonger for tiden, som jo også er dit ministerområde, er det noget, som du også forholder dig til derovre fra?
Ja, det skal jeg. Og der er man selvfølgelig nødt til lige at løbe ud fra et møde en gang imellem og tage nogle telefonsamtaler og få nogle meldinger hjemme fra capital. I går var der stillet en del udvalgsspørgsmål til Miljø- og Fiskeriudvalget, som oppositionen havde lavet en meget kort svarfrist på, fordi de skulle bruge det til det samråd, som fandt sted i dag. Så der skal lægges nogle tidslommer ind i programmet til case handling. Så det har jeg både fulgt med i og håndteret.
Hvad er klokken, når du lander i Danmark?
07.00 om morgenen, og så tager jeg lige hjem, vender kufferten og pakker en lille weekendtaske, for så skal jeg direkte videre på regeringsseminar. Så på flyet skal jeg lige forberede et oplæg.
Du skal vel også sove?
Øh… jaeh… jo… jeg er da godt brugt nu, så selvfølgelig kommer jeg også til at sove lidt. Hvad er klokken hjemme hos dig?
Den er snart 21.00.
Så kunne det være, jeg lige skulle ringe til min familie og sige dav, inden jeg sætter mig op i en flyver.

Torsdag klokken 18.38, Skjoldenæsholm, Jystrup
Karen: Beklager, at jeg ringer sent, men mit møde trak ud. Jeg er til regeringsseminar nu, og her kan jeg jo af gode grunde ikke give en masse fyldige referater, for det er jo regeringens interne strategiarbejde, vi har på dagsordenen. Men i dag har jeg præsenteret, hvad jeg har på mine to do-lister, og så har vi haft mulighed for at diskutere de forskellige politikområder i regeringsplenum, alle 22 ministre.
Nicoline: Kan du give mit et øjebliksbillede: Hvor er du? Hvad kan du se?
Jeg er lige kommet op på det værelse, hvor jeg skal sove i nat, og her er en lillebitte lænestol. Og så kigger jeg på en virkelig smuk sofapude. Man har lavet en sengegavl ved at male væggen i en anden farve, og så har man sat en træramme rundt om – det ser meget nydeligt ud, selvom det jo er super simpelt lavet. Det sidder jeg og kigger på, mens jeg vipper med mine fødder, fordi jeg har haft høje sko på hele dagen, og nu er jeg træt i fusserne. Jeg skal være dernede igen her klokken 19, og jeg skal også lige nå og have fat i noget familie, som jeg jo stadig ikke har set. Jeg finder lige ud af, hvad jeg kan tage af billeder herfra. Måske sofapuden. Men ingen kompromitterende billeder fra senere på aften.
Øv. Det kunne ellers være dejligt.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg heller ikke, hvor meget strøm jeg har på mine personlige batterier til at køre den helt sene. Men nu må vi se.

Fredag klokken 13.20, i ministerbilen et sted midt på Sjælland
Karen: Jeg sidder i det rullende kontor, ministerbilen, sammen med min elskede iPad. Lige nu sidder jeg og læser en masse sager fra alle mine forskellige ministerområder. ‘
Nicoline: Hvem er med dig i bilen?
Ministerchaufføren og mine pakkenelliker, som skal hjem og mødes med min kuffert. Så skal jeg have pakket ud, vasket noget tøj og strøget nogle skjorter til den kommende uge.
Skal du arbejde mere i dag?
Ja, men jeg skal ikke holde flere møder, så jeg kører hjem til min privatadresse nu. Jeg regner med, at jeg holder fri til almindelig fyraftenstid.
Holder du så fri til på mandag?
Nej, det gør jeg ikke. Men jeg holder fri på den måde, at jeg ikke skal holde nogle officielle møder. Jeg skal læse nogle ting, og det kan være, der dukket noget op, og så må man jo reagere. Men ellers har jeg en masse gode private ting i kalenderen, blandt andet har de to ældste børn, som er fløjet fra reden, meldt deres ankomst i aften, og de vil gerne have noget hjemmelavet mad, har jeg hørt.
Alletiders Karen, så vil jeg ikke holde på dig mere.
Helt fint, jeg glæder mig til at følge det. Det er jo en større produktion, du har gang i, når du skal have en person igennem hver evig eneste dag. Men det giver et meget godt indblik i, hvad folk egentlig render rundt og laver. Og nu skal du så i gang med at arbejde. Hvornår har du deadline?
Artiklen skal i på tirsdag, så jeg skriver den nok i løbet af weekenden.
Du har også skæve arbejdstider, kan jeg høre. Men god arbejdslyst til dig så. Hej hej…

Mere
fra VICE
-
Samsung Galaxy S25 Ultra – Credit: Samsung -
American rock band Garbage. (Photo via Paul Bergen / Getty Images) -
(Photo by Tom O'Connor/NBAE via Getty Images) -
Amr Bo Shanab/Getty Images