Instruktøren af ‘Logan’ peger på det, der er galt med superheltefilm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det er umuligt at sige uden at lyde som en kliché, men fuck det: Logan er seriøst alt andet end en typisk superheltefilm. James Mangolds nye X-Men-film er en bloddryppende og selvsikker afslutning på Hugh Jackmans ikoniske embedsperiode som mutanten Wolverine. Det er en gravalvorlig film om familie og personlig closure, pebret med sjov i form af halshugninger, parteringer og stort set alle andre tænkelige måder, et menneske af kød og blod kan blive revet og flænset til småstykker af adamantium-kløer. Selv MacGruber virker harmløs sammenlignet med de utallinge halsudrivninger, der finder sted i løbet af filmens 137 minutter. 

VICE: På papiret er Logan ejet af Marvel, men i modsætning til så mange andre af de nyeste Marvel-film fungerer den også som en selvstændig film.
James Mangold: Jeg sætter generelt spørgsmålstegn ved visdommen i Marvels filmunivers. En ting, som alle er bekymret for, er kreativiteten og kvaliteten af den her slags film – og hvis det er tilfældet, så virker det åbenlyst for mig, at det første, man bør gøre, er at kigge på, hvorfor de ikke er mere interessante eller spændende. På mange måder har det en del at gøre med frihed. Fans og de hjemmesider, der beskæftiger sig med genren, vægter kontinuitet ret højt, altså ideen om, at man bør kunne se de her film i et kontinuerligt, ni-timer-langt Berlin Alexanderplatz-agtigt superhelte-maraton. Det er der egentlig heller ikke noget galt med, men det er en anti-film.

Når man sidder i instruktørstolen på sådan en film, føler man sig lidt som Houdini – man er fanget med hænderne bundet bag ryggen og prøver at finde ud af, hvordan man kan vriste sig fri. Jeg havde allerede erfaring med at lave en af de her film, da det gik op for mig, at vejen ud er at bygge en film, der fungerer for alle – ikke bare dem, der har set forløberne. Det kan godt være, at man er nødt til at give slip på nogle ting forinden for at få filmen til at fungere, på samme måde som tegneserieskabere altid har givet slip på det, deres forgængere lavede.

Jeg tror, at fans ville være meget gladere for filmene, hvis de havde samme tilgang til tegneserierne, som vi har til eksempelvis Shakespeares værker – hvor teaterinstruktører opfordres til at gøre, hvad de har lyst til med materialet, og så kan vi dømme dem ud fra slutresultatet.

Der er en scene i Logan, hvor Professor X og Laura ser Shane i fjernsynet på et hotelværelse. Der er en åbenlys westernstemning i den her film, og det er en genre, du har leget en del med i din karriere – fra Cop Land til 3:10 to Yuma.
Westerns er rendyrket filmkunst. Hver gang man bliver forvirret undervejs i processen tror jeg, at det er den bedste retning at gå i – følg Nordstjernen på dit kompas. Jeg ser ikke westerns som noget eksklusivt i forhold til andre typer film. Folk kalder Star Wars for sci-fi, men jeg ville sige, at den har mere til fælles med westerns, end den har med science fiction. Hvorfor skulle 2001: A Space Odyssey og Star Wars være i samme kategori? En film er ikke en western bare fordi der er støv og heste og revolvere – der er arkitektur, præcis ligesom der er i en bygning.

En faldgrube for mange superheltefilm, som vi bevidst har forsøgt at undgå, er afhængigheden af, at der står nogle skuespillere i et rum og diskuterer noget, fordi de er pseudo-uenige over, hvad der foregår, som et narrativt værktøj til at forklare publikum, hvad den næste actionsekvens går ud på. Når folk brokker sig over, at de her film savner en tydelig udvikling hos hovedpersonerne, er man nødt til at spørge sig selv, “Jamen, hvorfor er der så mange karakterer med?” Det er et ret simpelt regnestykke. Du har 120 minutter. Noget af den tid er du nødt til at dedikere til actionsekvenser – over halvdelen, i mange af de her film – hvilket vil sige, at hvis du har 10 karakterer og 60 minutter tilbage, så får de seks minutter hver især til at retfærdiggøre deres eksistens i hele filmen. Det er mindre skærmtid, end Georg får i et afsnit Anna og Lotte. Der er ikke noget at sige til, at karaktererne bliver så flade.

Logan udspiller sig i en nær fremtid, men man får kun små glimt af det, nogle ville kalde “futuristisk” teknologi.
Der var de praktiske overvejelser, og der var de æstetiske overvejelser. Praktisk talt lavede vi en R-rated film (voksenfilm, red.), så Hugh og jeg måtte affinde os med, at vi havde et mindre budget at gøre godt med. Samtidigt var det et offer, som vi var mere end villige til at bringe, i forhold til den frihed vi fik, så jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at jeg skulle skabe en helt ny verden fra bunden. Men så var der også den æstetiske side af sagen – jeg ville ikke have en film, der bare var båret af special effects fra start til slut, med skuespillerne foran green screens. Nu har jeg også været i live i et godt stykke tid, og verden forandrer sig ikke så meget. I dag ser en iPhone stort set ud på præcis samme måde, som den gjorde for ti år siden, og bilen har kun ændret sig en lille smule. Alle har de her spådomme om, hvad der kommer til at ske om ti år – jeg ved ikke, hvad der sker for verden lige nu, men jeg tror næppe, at vi bevæger os så hurtigt, som folk forudser.

Fremtiden virker generelt betydeligt mindre storslået i film i dag, end den gjorde for 20 eller 30 år siden.
En af de film, jeg altid kommer til at tænke på, når jeg taler med nogen om det her, er Blade Runner. Den fremtidsvision var ikke alene storslået og fantasifuld og dyster, men også vanvittigt skelsættende for meget af det konceptuelle design, der endte med at blive til virkelighed.

Men det var ikke mit mål med Logan. Mit mål var, på alle tænkelige måder, at være ikke-episk. Da jeg først pitchede den her film til FOX, sagde jeg, at jeg gerne ville lave en virkelig blodig Little Miss Sunshine – at hele konceptet, for mig, var at gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne for at modvirke det, der foregik på det tidspunkt. Den primære filmiske inspiration for næsten alle superheltefilm, der har haft premiere gennem de sidste par år, har været Triumph of the Will – en episk, mørk, fremtidsvision; en forestilling, som jeg nyder, men som jeg ikke følte passede på den her film. Det føles altid overvældende og overdesignet – næsten som om filmen fører sig selv frem som hovedperson frem for at lade skuespillerne drive handlingen frem.

Der er en scene, hvor en masse mutantbørn sprinter mod grænsen mellem USA og Canada – billeder, der virker ret aktuelle med tanke på, at meget af filmen er skudt i Mexico.
Manuskriptforfatteren Scott Frank og jeg skrev filmen midt i Brexit og det amerikanske præsidentvalg, så vi har helt sikkert været påvirket af her begivenheder. 

I 3:10 to Yuma mistede (Christian Bales karakter) et ben i den amerikanske borgerkrig, selvom han aldrig meldte sig frivilligt – han blev hvervet fra Massachusetts National Guard. Den film er lavet, da konflikten i Mellemøsten var på sit højeste. Jeg har altid forsøgt at lave film om den verden, vi lever i. De tidlige X-Men film behandlede temaer som racisme og forskelligartethed, og på den måde var en en kritik af samfundets manglende rummelighed. Det var noget af det, der gjorde de film så interessante, og det havde jeg ikke lyst til at miste.

Du er ekstremt produktiv som instruktør. I sidste års Brian DePalma dokumentar, DePalma, nævnte han, at han aldrig har brugt kræfter på dårlige anmeldelser, fordi han allerede var på vej videre med sit næste projekt.
Jeg elsker at lave film. Jeg er aldrig gladere, end når jeg arbejder på en film, og jeg er allermest forvirret og fortabt, når jeg ikke gør. Det, Brian siger, er nøglen, hvis man vil holde en sund afstand til kritikernes dom. Der er ikke noget galt med kritik, men man er nødt til at kunne komme videre og blive ved med at skabe. Af og til er de smukkeste øjeblikke i film ikke nødvendigvis dem, der bliver værdsat i deres samtid.