Jeg er vokset op i et hus renset for giftstoffer, tilsætningsstoffer, E-numre og så videre. Min far arbejdede i helsekost industrien, og min mor var fast besluttet på, at vi skulle undgå både SLES (natrium laurylæter sulfat) og flour.
Men det forhindrede mig ikke i at kaste mig frådende over et tagselvbord af nitrat, aspartam og fluorholdigt postevand i det sekund jeg flyttede hjemmefra. Præcis som når præstens datter drikker sig fra sans og samling og knalder sig vej gennem et helt fodboldhold; høj på det der tidligere var forbudt. For mit vedkommende var det altså bare nitratfyldte hotdogs og diarré-anstiftende aspartamtyggegummi, snarere end det var sprut og sex. Og mit favorit giftstof har altid været MSG.
Videos by VICE
MSG er en forkortelse for ‘maden smager godt’ (eller ‘mononatriumglutamat’), og blev opfundet i Japan i 1908, da en videnskabsmand ved navn Kikunae Ikeda rodede rundt med noget tang og pludselig kunne konstatere: “Shit det smager godt”. Som en anden alkymist forsatte han derfor med sine eksperimenter, indtil han havde reduceret tangen til et krystallignende hvidt pulver. Det smagte så godt, at han opkaldte en smag efter det. Og det er med garanti, en smag du kender: Umami betyder nemlig basalt set, ‘smager af MSG’. Så hvis du kan lide umami, så kan du også lide MSG.
Glutamat er en naturligt forekommende aminosyre, som kroppen faktisk har brug for, men stoffets syntetiske form, der findes i MSG, er en speciel slags, der ikke findes i naturen – og det er her, det bliver uhyggeligt. En undersøgelse konkluderede for eksempel, at MSG har en tendens til at overstimulere de celler, det kommer i kontakt med, til døde (jeg garanterer dig for, at ‘overstimulerede celler’ er ensbetydende med, at smagen er ‘så god, at dine celler dør’), hvilket kan resultere i både hovedpine, diarré og fibromyalgi. Men der er også undersøgelser, der har konkluderet, at MSG er aldeles harmløst.
Der er MSG i mange af de fødevareprodukter, man kan få i amerikanske supermarkeder, men det bliver betragtet som gift af mennesker, der ikke har fattet, hvor meget af det, de selv spiser hver eneste dag. Jeg besluttede derfor, at jeg i en hel uge ville tilføje MSG til alt det mad, jeg indtog. Jeg var en lille smule bekymret, da jeg aldrig havde spist det i så store mængder før, og jeg forestillede mig, at det ville være svært at anskaffe den slags farlige kemikalier. Men mine bekymringer blev hurtigt gjort til skamme, da jeg fandt MSG i mit lokale supermarked. Det var ovenikøbet meget billigt: $2.49 (15kr) for en nærmest uendelig mængde (man skal kun bruge 1/8 spsk pr. halve kilo).
Alle fotos af Sean Morrow
Jeg smagte en lille smule af det rent, og det var forfærdeligt. Hvilket var helt OK, da det heller ikke er meningen, at det skal smage godt. MSG er en smagsforstærker og fungerer derfor ved, at det forstærker allerede eksisterende smag. Som en anden narkoman begyndte jeg at bære rundt på en lille beholder med MSG, og jeg tjekkede rutinemæssigt, om jeg nu også havde husket ‘telefon, nøgler, pung og MSG’, hver eneste gang jeg gik hjemmefra. Tilbyder man MSG til mennesker, man møder på kontoret, på barer eller over en brunch, bliver man for det meste mødt af forvirrede og forargede blikke. Det kan være på grund af, at MSG har et dårligt rygte, men det kan også være fordi, de fleste mennesker generelt er på vagt over for folk, der render rundt med en lille beholder med krystaller i lommen.
Da mit totalt videnskabelige eksperiment havde brug for en kontrolprøve, besluttede jeg mig for at lave vinaigrette – en almindelig og en med MSG – som jeg hældte ud over noget grønkål. Den almindelige dressing smagte fint, men det var ikke noget særligt. Så prøvede jeg den MSG-fyldte version. Det var vidunderligt! Grønkålen havde en helt anderledes og meget mere rig smag. Jeg åd det hele. Da jeg så vendte tilbage til den almindelige version, smagte den værre, end den havde gjort, før jeg havde spist mit MSG-krydrede vidundervinaigrette. En lille portion MSG vinaigrette havde tændt mit begær efter mere, og jeg bar nu rundt på en uudtømmelig lyst mere. Lige som når man for første gang smager menneskekød og derefter bare må have mere. Og mere.
Den samme uge jeg startede mit MSG eksperiment, fandt jeg også ud af, at det er nemt at lave sit eget smør. Derfor lavede jeg naturligvis smør med MSG. Det var storartet, men det var også mit allerførste forsøg på at lave smør, så jeg kan ikke rigtig afgøre, hvor meget værre det havde smagt, hvis jeg havde lavet det uden. Jeg endte med at drysse pulveret i cocktails, på fast food, og alt andet jeg puttede i munden. Jeg forbedrede en af de dér slags sunde chips, der pralede af ikke at indeholde MSG, ved at drysse et ton MSG ned i posen; efterfølgende kunne jeg konstatere en betydelig stigning i niveauet af posens ‘oste’ smag. Jeg lavede en steg, hvor opskriften anførte, at den skulle ligge i en blanding af kondenseret svampesuppe og pulverløgmix. Det lød ulækkert, og i stedet lavede jeg en version med rigtige svampe, rigtige løg og et ton MSG (lige hvad mine delikate grøntsager manglede). Smagen af svampe blev markant forstærket, og det meget billige stykke kød blev utroligt mørt.
Jeg puttede også MSG i min favorit cocktail: en gibson med et lille skvæt agurkelage. Jeg var nødt til at vente, indtil bartenderen vendte rygge til, da den slags mennesker normalt ikke er så glade for folk, der putter pulver i drinks. Til at starte med, syntes mine venner, at det var mærkeligt, men efter de havde smagt en lille tår, piftede vi allesammen vores drinks op med MSG resten af aftenen. Jeg vidste af erfaring, at MSG og øl var en dårlig kombination, men mine idiotiske venner insisterede på at prøve det.
Dette er en virkelig dårlig idé
I løbet af en uge med MSG var der kun to ting, der ikke blev bedre af at få tilføjet MSG: en syltetøj og peanutbutter sandwich og en portion yoghurt med müsli og bær. Nogle ting skal man bare ikke pille ved.
Jeg oplevede ingen sundhedsmæssige bivirkninger. Jeg led heller aldrig af det sagnomspundne ‘kinesisk restaurant-syndrom’, selvom jeg havde en smule hovedpine en enkelt morgen. Men da jeg er en elendig videnskabsmand, havde jeg været ude og drikke dagen før, og det var derfor umuligt for mig at fastslå, om min hovedpine var udløst af for meget MSG eller af for meget sprut. 36 timer efter at jeg havde stoppet min MSG diæt, begyndte jeg at mærke influenzalignende symptomer, ekstrem træthed og en mangel på appetit. Var det MSG abstinenser? Skyldtes min manglende sult, at jeg nu vidste, at alt mad var kemisk underlegent uden at være tilført gavmilde doser MSG?
Ser man bort fra en enkelt pose chips i ny og næ, levede jeg de første 18 år af mit liv helt uden MSG. I dag er jeg glad for, at det magiske pulver er en del af mit liv. Jeg fik det pænt skidt, efter jeg havde spist så meget af det, men det kunne jo også have været en psykosomatisk reaktion, af den slags mange andre med ‘sarte maver’ oplever.
Eller også havde jeg bare tømmermænd.
Denne artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES i April 2014.
