Morgenmadskunst på sengen. Alle foto af artiklens forfatter.
Du vågner med burgerøjne, raspende tør tunge og rotteånde. Maven rumler, og hele organismen skriger på kaffe. Men så kommer morgenbakken. Ind fra sidelinjen med ristede krydderboller, dampende hed kaffe og et løfte om, alt nok skal blive godt igen.
At få dagens første måltid serveret i sengen, uden at skulle op og strække sit sammenkrøllede legeme ud for at riste brød og lave kaffe, er et privilegium, man skal sætte pris på.
Videos by VICE
Den personlighed og nærhed omkring et måltid har madkunstner Augusta Sørensen sat sig for at udforske. Augusta står bag virksomheden Madkas, hvor hun laver madforestillinger og events, og i sit atelier på Fabrikken for Kunst & Design på Amager har hun blandt andet inviteret gæster en tur i sengen til stempelkaffe, miniature-ostemadder, spejlæg med marokkansk tomatsauce og en masse andet godt.
Vi lagde os derfor til rette i dynerne for at blive klogere på morgenmad og madkunst.
MUNCHIES: Augusta, du er madkunstner og madperformer. Hvad laver sådan en? Augusta Sørensen: Jamen, jeg laver en masse forskellige ting. Lige nu er jeg meget optaget af at arbejde med salt. Jeg laver saltskulpturer og afstøbninger af salt, som kan indeholde spiselige ting og sager.
Til åbningen af Copenhagen Cooking, som foregik på Carlsberg, havde jeg iscenesat et helt rum med nogle store saltsøjler, hvor der inden i var en saltbagt radise. For at få fat i radisen skulle gæsterne smadre søjlen med en hammer, fiske radisen ud og herefter gå hen til en ansigtsløs performer, med en saltmaske som ansigt, som så forsynede dem med endnu en søjle af filodej og mascarponecreme. Det var sjovt at se de her fine direktører, som slet ikke kunne få sig selv til at træde ud af karakter og gå hen og slå hul på søjlen. Man kunne tydeligt se, at de sendte andre hen for at prøve først.
Jeg er også ret optaget af at skabe spiselige tekstiler lige nu. Jeg blev for nylig bedt om at sætte smag på Normann Copenhagens identitet i anledning af et nyistandsat showroom på Østerbro. Her er blandt andet et ret lummert og lyserødt kælderlokale med lyserødt plysgulvtæppe, som jeg laver en spiselig version af; det bliver dehydrerede rischips, som jeg har lagt i rødbedelage og derefter friteret og sprøjtet med et pulver af ribs, solbær, blåbær og kirsebær.
Det lyder som om, der er gang i butikken. Kan man leve af at være madkunstner i Danmark? Jeg har været selvstændig i fem år, og i starten lavede jeg mange bryllupper og blev klogere på catering på godt og ondt. Det er hårdt arbejde og kan være ret rutinepræget, så det laver jeg ikke så meget længere. De sidste to år har udelukkende været fokuseret på performance og oplevelse frem for at lave mad, som bare skal smage godt og mætte folk. Og ja, det kan man faktisk godt leve af.
Og nu laver du så morgenmad på sengen? Jeg kom en dag til at tænke over, hvordan jeg egentlig tit ender med at spise flere af dagens måltider i min seng. Nogle dage bor jeg nærmest i min seng. Og jeg elsker det. Og det bedste er, når nogen kommer og serverer morgenmad på sengen for dig og har gjort sig umage med det. Der er noget ægthed over det. Det er en ret personlig oplevelse, som jeg godt kunne tænke mig at give til folk.
Det er af gode grunde også et af den slags måltider, du ikke rigtig kan få andre steder. Det ville også være den dårligste forretning nogensinde.
Augusta Sørensen.
Hvorfor blev du ikke bare kok? De eksperimenterer jo også helt vildt.
Det ville jeg egentlig også. Men jeg fandt hen ad vejen ud af, at livet i restaurationsbranchen ikke var noget for mig. Man står der og knokler og serverer mad for en masse gæster, som man stort set aldrig ser eller hører. Og der kommer aldrig nogen og siger tak for mad.
Det var for upersonligt til mig. Jeg vil meget hellere lære folk at kende i stedet. Da jeg var elev på restaurant Geist, drømte jeg altid om at sidde under bordet og lytte til folks samtaler og høre, hvad de syntes om maden.
Den fantasi fik jeg udlevet på Roskilde Festival for to år siden, hvor jeg sammen med kunstner Christine Overvad lavede et ‘Måltidsmøbel’. Et stort bord, hvor vi stod inden i og delte forskellige ingredienser ud via skuffer, som gæsterne så kunne trække ud til sig selv og hinanden. Forretten var piroger med personlighed. Omsorgsfuld, flirtende, grisk, perfektionistisk og så videre. Så skulle folk finde ud af, hvilken pirog de var og samtidig prøve at overbevise de andre gæster om det.
Oppe på bordet skulle en Candy Queen danse rundt i et stort slikkostume og dele ud. Kostumet var lavet ligesom sådan noget strippertøj med aftagelige ærmer fyldt med pinocchiokugler, der skulle kastes ud over det hele.
En flirtende kødtærte? Det lyder abstrakt. I virkeligheden handlede det om at få en flok fremmede mennesker til at socialisere og være til stede i måltidet. Desserten var en citrontærte, men selvfølgelig havde vi kun lavet til halvdelen af bordet. Så var det op til de heldige, om de ville dele. Men ok, det ville de godt, for danskere er sgu så høflige, haha.
Har du nogensinde prøvet at falde helt igennem med en performance? På et tidspunkt skulle jeg lave mad til en rund fødselsdag. Jeg kendte fødselaren, som var vildt begejstret for det, jeg lavede. Så den fik selvfølgelig hele armen. Servering i mørke og mad på selvlysende, svævende fade, alt sådan noget. Til desserten havde jeg dækket bordet med store kagefade i etager, lagkager, buddinger og slik ud over det hele. Oppe på bordet skulle en Candy Queen danse rundt i et stort slikkostume og dele ud. Kostumet var lavet ligesom sådan noget strippertøj med aftagelige ærmer fyldt med pinocchiokugler, der skulle kastes ud over det hele.
Problemet var bare, at det kun var fødselaren og en lille flok veninder, der var med på den. Resten af selskabet var hele den pukkelryggede familie fra Jylland, som på ingen måde forstod, hvad den her middag gik ud på. Jeg var nødt til at trykke på den store stopknap midt i det hele og tænde lyset igen midt i hovedretten, fordi folk undrede sig sådan over, hvorfor lyset dog skulle være slukket. Og Candy Queen måtte pænt blive på jorden og servere kager på almindelig vis. Det var så skuffende. Siden den dag har jeg altid insisteret på et personligt møde inden et arrangement, så jeg kan lure, hvor langt jeg kan gå.
Er der opgaver, der har haft en særlig betydning for dig? En af mine veninders far har kræft i spiserøret. Han gik fra at være en stor gourmand og til kun at kunne indtage flydende kost gennem en sonde, og det var virkelig en deprimerende situation. Der var ikke tale om en opgave, men her så jeg i stedet en mulighed for at lave en spiseoplevelse, som for alvor kunne gøre en forskel.
Derfor besluttede jeg at lave en otteretters flydende gourmetmenu til ham, som han kunne indtage gennem sin sonde. Med smag af hummer, kaviar, foie gras og champagne. Jeg pakkede det hele i en køleboks og sendte det med min veninde på et tog fra Hovedbanegården, så hun kunne tage til Jylland og servere det for ham.
Næste dag fik jeg en meget lang og dybfølt takkemail fra hendes far. Det at kunne hjælpe ham på den måde var stort for mig.
Nu fylder han snart 70, og jeg er allerede gået i gang med at planlægge den flydende fødselsdagsmenu til ham.
Det lyder som en smuk menu. Tak for snakken og tak for morgenmad.
