Madlavning med Muxes - Mexicos tredje køn

I Istmo de Tehuantepec, i den mexicanske delstat Oaxaca, ligger Juchitán distriktet. Dette var hjemsted for Zapotec civilisationen, og deres sprog og kultur præger stadig området. Noget af det mest iøjnefaldende ved Juchitán er antallet af indbyggere, der identificerer sig som muxes (udtales muu-sjæis), hvilket er det zapotecanske ord for “kvinde”.

Men de er ikke kvinder. De er mænd, som klæder sig som kvinder, men de ser ikke sig selv som hverken transvestitter eller transkønnede. I stedet bliver de opfattet som et “tredje køn”, og de identificerer sig da heller ikke som værende hverken mænd eller kvinder.

Videos by VICE

Derfor bliver muxes heller ikke udsat for den samme diskriminering, som homoseksuelle eller transkønnede ellers bliver udsat for i området. De fleste af dem arbejder i traditionelle kvindeerhverv, men der er også muxes, som har arbejde, der ellers ofte er udført af mænd.

Det var til Las Velas – oaxacanske fester, hvor folk danser, spiser og drikker – at muxes, iklædt den traditionelle tehuana-dragt, blev en etableret del af samfundet. Siden 1970’erne har de arrangeret deres helt egen vela – The Authentic Intrepid Danger Seekers– et tegn på at både samfundet og lokalstyret har accepteret Oaxacas kønsdiversitet.

For at lære mere om denne kultur tog jeg til Juchitán og mødte en gruppe muxes. De bød på traditionelle egnsretter, mens de fortalte op om deres liv og deres baggrund.

LA TOYA

Victoria López Ramírez, bedre kendt som La Toya, er 32 år gammel. Hun bor sammen med sin mor María og hendes søstre. La Toya lever af, at ordne både hår og makeup for kvinder og andre muxes. “Jeg sælger tøj, underviser i Zumba og laver blomsterdekorationer til fødselsdage og bryllupper”, fortæller hun mig smilende. Siden hun var lille, har hun vidst, at hun var tiltrukket af mænd. “Da jeg var 12, fandt jeg ud af, at jeg ville være muxe. Jeg vidste ikke så meget om det, og min familie var heller ikke særligt begejstrede for idéen, men de havde ikke andre muligheder, end at acceptere mit ønske.”

La Toya bliver lidt mere tilbageholdende, da snakken falder på Juchitán. “Selvom vi får lov til at være os selv, må folk ikke tro at denne her by er et slags homo-paradis … Der er homoseksuelle muxes, som kommer til Juchitán for at være i fred, da vi af en eller anden grund er blevet en accepteret del af byen – men der er stadig lang vej igen. For det første er det på tide, at vi ikke længere bliver behandlet som en turistattraktion.”

Retten som La Toya har lavet til mig, bliver for det meste spist om morgenen: hjortegryde med grøn chili, hvidløg og tomater. Hjortekød er ret sejt, så hun koger det i mindst tre timer i vand med hvidløg og olie. Derefter tilføjer hun tomater, achiote (en rød púre man bruger som krydderi), hvorefter hun smager til med chili.

Jeg spørger hende, om det er rigtigt, at nogle familier rent faktisk pacer deres børn til at blive muxes. “Det ved jeg ikke noget om, ” siger hun. “Men det er helt sikkert, at man ikke kan tvinge nogen til at være homoseksuel. Man kan heller ikke bare påtage sig den rolle, da det er noget der kommer helt naturligt. Der er familier, som gerne vil have at deres børn er ‘macho’, men man kan ikke bekæmpe folks basale instinkter. Det er en af grundende til, at så mange vælger at komme til Juchitán – her kan man nemlig være sig selv.

GALA

Gala er 22 år gammel, men hun begyndte allerede at klæde sig som en pige, da hun var fire. “Det var den måde, jeg sprang ud på. Før turde jeg ikke,” fortæller hun. “Jeg har altid været homoseksuel, og jeg var bange for, at min familie ville slå hånden af mig. Da jeg besluttede mig for at blive muxe, var det pludselig ikke lige så skræmmende. Det var i stedet en glædelig begivenhed, og nu ser alle på mig med beundrende øjne. At springe ud, når man er muxe, er mere socialt accepteret.”

Gala arbejder på en botanero (en form for værtshus, der serverer små retter akkompagneret af øl, tequila og mezcal), hvor hun er tjener sammen med sin tante.

Hun forbereder en rejesalat, som de ofte serverer til værtshusets gæster. Hun tilbereder rejerne med løg, citron og tomat, før hun drysser med en lille smule koriander. Rejerne skal spises sammen med små tortillaer kaldet totopos.

Ret nummer to er en botana (forret). Det er en tyk kødsuppe som er karakteristisk for Juchitán. Den er lavet på majsmel, tomat, epazote-krydderi, løg og oksekød.

“Vi er hverken mænd eller kvinder,” fortæller Gala resolut. “Vi er et tredje køn. Mænd er mænd, kvinder er kvinder, muxes er muxes – så simpelt er det.”

FELINA

Felina Santiago er 48 år og bor sammen med sin far og en niece, som hun forsørger ved at arbejde som frisør. Hun bryder sig egentlig ikke om at blive kaldt sit fulde navn, men forklarer at “en central del af det at være muxes, handler om at forsvare og holde fast i sin identitet, samtidig med at man bliver en del af Juchitáns kultur og skikke. Det vigtigste er ikke, hvor man bor, men hvordan man lever og indgår i et fællesskab med andre. I den sammenhæng er jeg Felina Santiago.”

Muxes er ikke tvungne til at klæde sig som kvinder. Det vigtige er, at de helhjertet indtager rollen som muxes i lokalsamfundet. “Det er en måde at leve på,” fortæller Felina. “Hvor mænd og kvinder er begrænsede af traditionelle kønsdogmer, kan vi derimod vælge og vrage efter forgodtbefindende. Vi er selvfølgelig homoseksuelle, men vi agerer anderledes. Vi har sex med heteroseksuelle mænd – som i min opfattelse egentlig er bøsser, der bare mangler at springe ud – og vi kunne aldrig finde på at finde sammen med en anden muxe. Aldrig nogensinde.”

Jeg havde hørt et rygte om, at mange mænd i Juchitán tidligere betalte muxes for at tage deres mødom. Er der hold i det rygte? Felina ruller med øjnene. “Muxes har altid været åbne over for det meste rent seksuelt. Men muxes har aldrig taget penge for det. Mange mænd fra Juchitán har haft sex med muxes, også før de har været i seng med deres kærester. Men det er der ingen, der vil indrømme.”

Felina laver braiseret fisk til mig. Hun fortæller, at man kan bruge alle de fiskearter der findes i området, men i dette tilfælde har hun valgt en sort havaborre. Hun fylder den med hakket løg, tomater og koriander. Derefter binder hun et stykke snor rundt om fisken og lægger den i en comiscal (en traditionel mexicansk ovn der også går under navnet “mudder gryde”) i 45 minutter.

I et af sine værelser har Felina et alter dedikeret til den mexicanske helgeninde Jomfru Maria af Guadelupe. Alteret er dekoreret med stearinlys, blomster og et billede af Felinas mor, som døde for et par år siden. “Min mor var den vigtigste person i mit liv, hun støttede mig i alt,” fortæller Felina. “Fædre vil altid lave om på deres børn. Mødre er mere forstående. Men i sidste ende ender alle med at acceptere os, som vi er. De har ikke noget valg.”

MÍSTICA

Mística Sánchez Gómez er 37 år. Hun lever af at sælge frugtgelé rundt omkring i byen. Jeg møder hende en søndag på en kirkegård, hvor hun har udsolgt i løbet af få minutter. “Dét her laver jeg hver eneste dag”, fortæller Mística. “Ud over det laver jeg også mad til de folk, der spørger mig.”

Mística laver traditionel morgenmad til mig, bestående af tomat og leguan. Hun starter med at slå dyret ihjel og dræner det langsomt for blod. Derefter bliver leguanen flamberet. Det gøres for at blødgøre dens hud, så man kan fjerne skællene. Så snart den er renset, lægger hun leguanen i en gryde med vand, tomat, achiote (et lille træ som indianerne i området oprindeligt brugte til at fremstille rød farve og læbestift) og chili. Benene og halen er de mest velsmagende og dermed også de mest efterspurgte dele af dyret. Mística koger desuden leguanens æg, der skal have mindst en halv time.

“Jeg har lavet kvindearbejde lige så længe, jeg kan huske”, siger hun. “Jeg vasker tøj, sælger frugtgelé og nogle gange også oste. Jeg respekterer, at jeg er født som mand, og jeg kunne aldrig finde på at få en kønsskifteoperation. Jeg er muxe, og jeg er en integreret og respekteret del af samfundet. Det gør mig stolt”.