Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
I den nye overlevelsesfilm Arctic spiller Mads Mikkelsen Overgård, en opdagelsesrejsende, som er fanget i den arktiske ødemark. Han aner et lille håb for overlevelse, da en redningshelikopter pludselig styrter ned i nærheden. Piloten er død, men det lykkedes Overgård at hale ulykkens eneste overlever (spillet af Maria Thelma Smáradóttir) ud af vraget. Sammen må de to nu kæmpe for at overleve under umenneskelige forhold.
Videos by VICE
Det er den første spillefilm, som den brasilianske YouTuber og musikvideoinstruktør Joe Penna har lavet, og Arctic har netop haft premiere ved filmfestivalen i Cannes. Filmen er især blevet rost for sin naturalistiske stil og for filmholdets evne til at arbejde under ekstreme forhold. De 19 brutale dage, som optagelserne på Island tog, har været blandt de ”sværeste” og ”mest udfordrende”, som den danske stjerne, der er kendt fra Hannibal, ”Bitch Better Have My Money”, Rogue One: A Star Wars Story samt et hav af danske film, nogensinde har oplevet.
VICE talte med Mads Mikkelsen i Cannes om at overleve optagelserne, hans forberedelser på strabadserne (eller manglen på samme), og om hvorfor det er vigtigt at gå efter drømmerollerne.
VICE: Hvordan blev du involveret i projektet? Det er en ret vild film!
Mads Mikkelsen: Det var faktisk takket være Martha De Laurentiis, en af producerne fra Hannibal. Hun arbejdede på det her projekt, og hun havde anbefalet mig for Joe Penna. Så ringede hun til mig og sagde, ’Har du manuskriptet?’ Det lå begravet i stakken – jeg har ret meget at læse! Men jeg fandt det frem, læste det og var helt vild med det. Jeg vidste, det var en film, der handlede om at overleve i naturen, men jeg faldt egentlig for, hvor enkel historien var. Den handler om forskellen mellem at overleve og være i live – om ikke at være alene i verden, om ikke at give op og dø, fordi et andet menneske tager én i hånden. Det, synes jeg, var meget smukt. Genrefilm skal altid have en stærk historie, og historien var bare smuk i det her tilfælde.
Hvordan havde du det med at arbejde sammen med en førstegangsinstruktør?
Det havde jeg det fint med. Det er ikke første gang, jeg prøver det. Jeg tror faktisk, jeg gjort det på halvdelen af alle mine film.
Er det et bevidst valg fra din side?
Nej, det er ikke som sådan et bevidst valg, men det viste sig jo, at vi havde noget til fælles. Jeg kan godt lide ekstreme mennesker, som ikke går på kompromis. Jeg kan godt lide folk, der arbejder på deres første film og siger: ’Det her er min chance! Nu gør jeg det sådan her!’ Det træk finder man også hos mere erfarne instruktører, men især hos nye. De har det sådan lidt, ’Fuck hvad folk siger. Jeg ved, hvad jeg vil!’ Det elsker jeg.
Vælger du altid et nyt projekt baseret på manuskriptet?
Jeps. Jeg siger ALDRIG ja til noget, jeg ikke har læst. Og jeg siger heller aldrig ja til et projekt, hvis jeg ikke har mødt instruktøren. Jeg skal virkelig holde af historien, og hvis der er noget, jeg ikke forstår, eller hvis instruktøren og jeg er uenige om det, men jeg kan se, at vedkommende har gnisten, så kan mit svar sagtens være, ’Okay, jeg er ikke enig, men det er interessant, så det gør vi!’ Det er en kombination af de to faktorer. Oven i det kommer min rolle, og hvem der ellers er med i filmen. Men førstnævnte er vejer tungest.
Var du klar over, da du læste manuskriptet til Arctic, at I ville komme til at filme under barske forhold?
Jeg havde en formodning om det. Men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved. Det gik først rigtigt op for mig, da vi kom derop. Rollen, jeg spiller, er jo helt uforberedt. Han er bare på vej hjem, og så styrter han pludselig ned. Det gjorde jeg så også. Jeg var ikke fysisk forberedt på det, men jeg var selvfølgelig forberedt i forhold til historien. Joe og jeg gik det hele igennem. Vi var enige om, hvad der skulle ske. Det kan også være, vi egentlig havde den samme idé om karakterens forhistorie, men det var ikke noget, vi talte om.
Filmen handler mere om hendes forhistorie end hans.
Ja, men den er også utrolig vigtig for ham, og det siger også noget om ham. Men det skulle ikke foregå i tilbageblik. Jeg kan godt lide, at vi ikke gik i den fælde, som jeg ynder at kalde det. Det er der mange, der godt kan lide, men det skulle bare ikke være sådan noget, Okay, han har haft et skænderi med sin far, og hele den her lange rejse handler om, at han skal forsone sig med faren. Den her film handler om ikke at være alene i tilværelsen. Det, synes jeg, er en meget større historie.
Ja, han er jo bare en tilfældig fyr, det her sker for.
Præcis. Med lidt held kunne det være dig. På den måde kan vi alle sammen læne os tilbage og tænke, ’Okay, nu forstår jeg’.
Hvad var den sværeste scene at lave?
De var alle sammen udfordrende på forskellige måder. Nogle var selvfølgelig mere fysisk krævende end andre. Jeg blev ved med at tabe mig og blev tyndere og tyndere. Jeg havde absolut ingen energi og glemte helt at spise. Jeg skulle gøre ting, som ville have været hårde, selv når jeg er i topform. Jeg var helt drænet for energi, så jeg havde følelserne uden på tøjet. Derfor var nogle af scenerne også meget følelsesmæssigt krævende. Jeg brød sammen et par gange. Det, føler jeg, karakteren ville have gjort i de situationer. Men jeg bevarede alligevel kontrollen. Det var sådan lidt, ’Okay, nu bruger vi det her!’ Man bliver nødt til at arbejde med udmattelsen. Man tager det, som det kommer.
Distraherer den udmattelse dig ikke fra skuespillet? Eller hjælper det ligefrem?
Det er lidt en blandet oplevelse… Når det er hårdt, får man meget foræret. Man behøver slet ikke at spille skuespil. Men man skal samtidig være bevidst om, hvad man skal have frem i en given scene. Når man er udmattet, kommer det altid ud på en anden måde. Forholdene var vores største fjende, men også vores bedste ven.
Du har været med i nogle kæmpestore film. Er det svært at lave mindre film efter det?
Nej, tværtimod. Jeg savner det. Jeg vil gerne lave mindre film. Og når jeg så har lavet et par stykker, får jeg lyst til at lave en eller anden vild kung-fu-film i Hong Kong. Jeg er meget privilegeret på den måde, jeg får lov til at gøre begge dele, men begge dele skal være ærlige i udgangspunktet – det er det vigtigste. Der er en ramme, et mål for det, vi vil opnå, og man bliver nødt til at være oprigtig i sin tilgang til det. Jeg trives godt indenfor begge rammer.
Når man er med i stor filmserie som for eksempel The Avengers, begrænser man så sig selv på en måde?
Det er der nok nogen, der oplever. Hvis man bryder igennem med sådan en film, tror jeg, mange føler, at de bliver sat i bås… Men omvendt kan man også bygge en solid karriere på det, så… Det er et meget europæisk spørgsmål, du stiller der! Amerikanerne bekymrer sig jo aldrig om den slags. Jeg tror også, der er et stort behov for at klassificere film som enten smalle kunstfilm eller store Hollywood-blockbustere. Men det er meget få skuespillere, som kun passer ind i en af de kategorier. Jeg er utrolig glad for, at jeg kan lave begge dele. Jeg synes ikke, jeg har mistet noget af min troværdighed på den bekostning. Det hele hænger på en måde sammen.
Man bliver bare lidt bekymret, når en skuespiller skal optræde i en serie på fem film.
Sommetider bliver man nødt til at træffe modige valg og gøre ting, der ikke nødvendigvis gavner ens karriere, men giver noget på den personlige konto. Det er en god idé at lave en Lars von Trier-film, eller Jeg er stor i USA, så nu må jeg hellere lave et eller andet på fransk. Det er der selvfølgelig også folk, der gør. Men det er ikke vejen frem, hvis du spørger mig. Man skal kun være med i en Lars von Trier-film, fordi man elsker mandens arbejde – det er den bedste grund til det. Ikke fordi det gavner karrieren.
Det er lidt ligesom, når skuespillere laver Woody Allen-film, fordi han er Woody Allen.
Ja, og hvad hvis det er en dårlig film? Lad være med at gøre det!
