I dag er det International Mandedag. Hvorvidt det er en kampdag eller ej, er en hel diskussion i sig selv, men det er nu heller ikke, fordi der ikke er noget at tage fat på, skulle man have mod på en kamp.
Kigger man på statistikkerne, tegner der sig nemlig et noget dystert billede af den danske mands velbefindende. Mænd begår mest kriminalitet. Mænd har oftere problemer med alkohol og stoffer. Mænd begår oftere selvmord. Mænd bliver oftere hjemløse. Mænd udsættes oftest for vold på gaden – og dem, som udsætter andre for vold, er også oftest mænd. Mænd dør tidligere end kvinder.
Videos by VICE
Men hvad er forklaringen på det her ret nedslående billede?
Spørger man Svend Aage Madsen, der er psykolog på Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed, er der særligt to årsager til, at mænd er overrepræsenteret i alle de her statistikker. Men inden vi når dertil, har Svend Aage Madsen lige et par ekstra punkter, han gerne vil have føjet til listen over undersøgelser, der giver et mørkt indtryk af manden anno 2018.
”Lige gyldigt hvilken sygdom du kigger på, så dør mænd fra 25 til 300 procent hyppigere af dem end kvinder. Hvis du kigger på, hvor mange der ikke får børn og dermed kommer til at leve et familieløst liv, så er det 25 procent for mænd, mens det kun er 14 procent for kvinder, og kigger man på uddannelse, har kvinderne også overhalet mænd,” siger Svend Aage Madsen.
De her ting, mener Svend Aage Madsen, er særligt interessante, fordi de er nye. For mens det langt fra er nyt, at mænd begår mere kriminalitet end kvinder, er det historisk unikt, at kvinder bliver bedre uddannet end mænd, og at så relativt mange mænd lever familieløse liv.
”Ja, vi befinder os historisk set i en enestående periode,” bekræfter lektor Karen Munk, der er ph.d. i psykologi på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. For nu, hvor kvinder er blevet økonomisk uafhængige og til en vis grad også biologisk uafhængige, i og med de ikke længere behøver en partner for at få børn, skal kønnene til at finde ud af, hvordan de så vil arrangere sig. Man kunne jo kalde det en kulturel overgangsperiode.
”Og manden som køn har svært ved at klare kulturelle overgange. Det ser man for eksempel også med etniske minoriteter, der skal tilpasse sig livet i et nyt land, eller i moderniseringsprocessen i Grønland. Det tyder på, at kvinder er bedre til at tilpasse sig,” siger Karen Munk.
Svend Aage Madsen understreger også, at vi er vidne til en gennemgribende forandring i forholdet mellem kønnene, og at mændene i den forbindelse så småt er begyndt at indse, hvad kvinderne indså for længe siden, nemlig er der kan være nogle negative strukturer forbundet med at have et bestemt køn. Selv hvis man tilhører mandekønnet. Hvilket bringer os tilbage til Svend Aage Madsens hovedpointe i forhold til at forstå, hvorfor mænd er overrepræsenteret i alle de trælse statistikker.
”For at løse de opgaver, mænd traditionelt har haft, har det ikke været hensigtsmæssigt at skulle gå rundt og mærke efter, hvordan man selv og andre har det. Når man skulle ud og fiske, gå på jagt, pløje marken, stå på fabrikken eller køre som langturschauffør har det tværtimod været kontraproduktivt at gå at mærke efter i stedet for bare at løse opgaven,” siger Svend Aage Madsen og tilføjer, at det for kvinderne, som jo gik derhjemme, var en vigtig forudsætning at kunne mærke, hvordan deres børn og familie havde det.
Men det skyldes ikke et brist ved den mandlige natur, at mænd har sværere ved at tale om følelser og udvise empati, siger Svend Aage Madsen. Det handler om opdragelse og socialisering.
”Mænd bliver ikke opdraget til at lave sociale relationer, men til at klare nogle opgaver. Hvor piger i langt højere grad udvikler et sprog for, hvordan de har det, og hvordan de har det med andre, fordi det er noget, som deres mødre taler med dem om, bliver drenge ikke trænet i at snakke om de ting.”
Så når mænd begår oftere begår selvmord, ikke går til lægen i tide, bliver voldelige eller får problemer med alkohol og stoffer, så skyldes det altså ifølge Svend Aage Madsen, at de ikke er trænede i at mærke efter, hvordan de selv og andre har det, og derfor når de ikke at række ud efter hjælp i tide. Men selv, hvis de gjorde, ville de muligvis ikke have nogen at række ud til. Det er nemlig den anden del af forklaringen.
”For mange mænd er konen eller kæresten deres eneste nære fortrolige,” siger Svend Aage Madsen. “Så i takt med at flere mænd lever alene, ser vi mange ensomme og isolerede mænd.”
Det seneste års tid har vi jo ellers snakket meget om en helt anden type mand. Den magtfulde, privilegerede mand, der misbruger sin position til at krænke og chikanere kvinder. Og det er ikke, fordi de her statistikker modbeviser hans eksistens eller retfærdiggør hans opførsel. Men de viser, at han langt fra er hele sandheden om nutidens mænd. Svend Aage Madsens forskning viser for eksempel, at der blandt de ufaglærte mænd er 45 procent, der lever som singler, 35 procent af dem får aldrig børn, og en femtedel har slet ingen nære relationer.
Netop den her gruppe af mænd, er også dem, Karen Munk beskriver som de helt store tabere i den nye kønsdagssorden. For det viser sig, “at kvinder ikke er villige til gifte sig ned af,” som Karen Munk siger, og derfor er der logisk nok en gruppe mænd uden uddannelse, som kommer til at leve alene.
”Forskning viser en stigning i antallet af selvmord blandt singlemænd i 40’erne og 50’erne, hvilket kan hænge sammen med, at den her gruppe har sådan et traditionelt mandeideal om, at de skal være familieforsørgeren.” Så når der ingen er at forsørge, har de svært ved at finde deres plads i tilværelsen.
De her statistikker fortæller altså historen om en gruppe mænd, som ingen uddannelse har, som drikker for meget, ryger for meget og ikke går til lægen, når de har ondt i kroppen eller sindet. Mænd, som har svært ved at finde sig til rette i det nye maskulinitetsideal. For som Bjarke Oxlund, der er teamleder for køn og ligebehandling i Institut for Menneskerettigheder, forklarer, så er der faktisk ikke tale om en ny type mand. Tværtimod. Det nye består snarere i den måde, vi opfatter ham på.
”For 100 år siden havde næsten alle mænd jo den her profil – de havde ingen uddannelse, ringe boligforhold og knoklede sig selv halvt ihjel for at hive noget guld hjem til familien. Maskulinitet var lig med, at man kunne brødføde sin familie, og derfor var arbejderen et mandeideal.” Og det var sådan set også en cool nok måde, at være mand på for bare 30-40 år siden, men det er det ikke rigtig længere.
”I dag er idealet for en mand, at han er højtuddannet, får en høj løn, har adgang til indflydelse, har familie og en fritstående ejerbolig,” siger Bjarke Oxlund. “Så de her lavtuddannede mænd, som lever i den geografiske udkant, og har nogle på sin vis gammeldags mandeidealer, er dem, der har haft noget at tabe ved den måde, vi har indrettet vores samfund på nu. Aller tydeligst slår det igennem ved, at kvinderne har valgt dem fra som ægtefæller og fædre til deres børn.”
Her på den internationale mandedag er det jo oplagt at spørge, om det her på en eller anden måde er et spørgsmål om manglende ligestilling. For der er jo helt åbenlyst nogle skævheder mellem kønnene, men giver det på nogen måde mening at sammenligne de udfordringer, som mænd har i dag, med den over hundrede år lange ligestillingskamp, kvinderne har kæmpet?
”På mange måder anser jeg manden for at være det svage køn,” siger Karen Munk. “Hvis man ser ligestillingskampen, har det jo historisk været kvinden, der er været det svage og undertrykte køn, men nu er billedet ved at vende.”
Svend Aage Madsen mener også, det er en sammenligning, der giver mening, dog med en vigtig nuanceforskel. ”Den uligestilling, som kvinder har været udsat for, har meget været en uligestilling, som handlede om, at der var nogen, som undertrykte dem. Mændenes uligestilling har ikke noget at gøre med, at der er nogen, som undertrykker dem, det er snarere en uligestilling, som er knyttet til kønnet.” For selv om Svend Aage Madsen mener, at den udviklingsproces mændene befinder sig i nu, på mange måder kan sammenlignes med den, kvinderne befandt sig i, da de kom ud på arbejdsmarkedet, skal de huske på, at skurken ikke er kvinden, men snarere nogle sociale strukturer og mandeidealer.
“Der kan godt være uligestilling, uden der er nogen, som er fjenden.”
Læs også: