Lad det være sagt med det samme: Jeg har det svært med franske komedier. Med undtagelse af Amélie, kan jeg ikke huske nogensinde at have slået en ærlig latter op i forbindelse med en omgang fransk komik. Til gengæld holder jeg af dystopiske sci-fi-universer, særligt dem, hvor man leger med kønsrollerne. Så jeg er ikke på forhånd uvenligt stemt over for Netflix nye franske komediefilm Jeg er ikke en letlevende mand, hvor en mandschauvinist slår hovedet og vågner op i en alternativ verden, som er styret af kvinder.
Damien er en træls type. Han arbejder som app-udvikler i et marketingfirma, og hans nyeste ide er en app ved navn Pikometer, som hjælper mænd med at holde styr på, hvor mange kvinder de har været sammen med. Sådan en har Damien nemlig selv behov for, fordi han boller mange damer, som han er ret ligeglad med, og som bliver slynget til side, så snart en bro nærmer sig.
Videos by VICE
Jeg er ikke en letlevende mand er en film, som minder om mange film, du har set før, fordi den gør brug af en række klassiske plots. Det første i rækken kan vi kalde ”Av, jeg slog mig hoved, og er nu vågnet op i en alternativ virkelighed.” Du kender det fra Holbergs Jeppe på Bjerget, hvor Jeppe falder drukken omkuld på møddingen og vågner op i baronens seng, eller fra Pigen og Millionæren, hvor Dirch Passer får en lerdue i hovedet og pludselig tror, han er millionær, eller fra Hals store kærlighed, hvor Jack Black bliver hypnotiseret til at se tykke kvinder som slanke babes, eller fra I Feel Pretty, hvor Amy Schumer falder af en kondicykel og derefter selv synes, hun er mega lækker (ja, tænk engang), eller, mest relevant i denne sammenhæng, fra What Women Want, hvor mandschauvinisten Mel Gibson får stød og pludselig kan læse kvinders tanker.
Så det her fish-out-of-water-greb har du set før, men det behøver filmen jo ikke blive dårligere af.
Den verden, Damien vågner op til, er i hvert fald interessant, fordi den ligner den verden, vi kender, men fordi kønsrollerne er byttet om, får man mulighed for at betragte den med friske øjne. Det er en verden, hvor mændene tager barslen, mens kvinderne træner til maraton i bar overkrop. Hvor bøgerne på hylden er skrevet af kvindelige forfattere, reklamerne i bybilledet forestiller sexede mænd i undertøj, dildoer og tamponer ligger frit fremme på kontorbordet, og dronning trumfer konge i kortspil.
Der er især to steder, hvor det lykkes at fremstille det absurde i vores verden ved at skildre det med omvendt fortegn. Det ene er en scene, hvor Damien sidder og ser fjernsyn sammen med sine forældre. De ser en romantisk scene med en mand og kvinde, der ligger i en seng, og kameraet panorerer langsomt ned af mandens nøgne krop og dvæler ved hans bløde baller. Det er det fænomen (med omvendt fortegn), man i feministiske kredse kalder the male gaze, altså det der med at film og bøger anskuer kvindekroppen på en seksualiserende måde – som gennem en heteroseksuel mands øjne. Det er så almindeligt, at man sjældent tænker over det, og det formår denne scene at få en til at tænke over. En anden lille ting, der også er meget fin, er, at Damien på et tidspunkt bliver afvist af en kvinde, fordi hans brystkasse er alt for behåret til hendes smag. Derefter vokser han den, men lader en lille toptrimmet hårfirkant blive tilbage på brystkassen. Det er kvinderne ret vilde med.
Filmen er skrevet og instrueret af Eleonore Pourriat, der også har lavet kortfilmen Oppressed Majority (2010), som gik viralt på Facebook for nogle år siden. Den bygger på den samme grundidé som Jeg er ikke en letlevende mand. Den er dog ikke spor sjov, men skildrer tværtimod social kontrol og voldtægt, men ideen med at bytte rundt på kønnene er den samme.
Damien trives ikke i den her verden, hvor kvinderne pifter efter ham på gaden, kommenterer på hans påklædning og kaster sig om på ryggen, så snart de har opnået orgasme. Men der er en kvinde, Alexandra, som Damien både er tiltrukket af i sin egen verden og i den kvindedominerede verden. I vores verden er hun sekretær til en forfatter, i den nye er hun selv en stor forfatter. Kærlighedshistorien mellem de to minder også om noget, du har set før, i hvert fald hvis du har set Sliding Doors (og det har du forhåbentlig!), hvor Gwyneth Paltrow og John Hannahs skæbner er så forbundne, at ligegyldig, hvilke virkeligheder de befinder sig i, vil de altid finde sammen.
Alexandra er den kvindelige udgave af Damien. Hun knalder en masse mænd og holder sirligt regnskab over hvor mange, men lader sig ikke distrahere af ligegyldigheder, såsom deres navn. Hun kører i en hurtig bil, ser lækker ud i jakkesæt og mener, at maskulinister, ligesom alle andre mænd, i sidste ende bare drømmer om slå sig ned med en kvinde, der kan forsørge dem. Det vil hun bevise ved at knække ham og skrive en bog om det. Hvis du har set My Fair Lady, She’s All That, 10 Things I Hate About You eller How to Loose a Guy in 10 days, så ved du, hvordan den slags ting som regel ender. Men de film findes åbenbart ikke i Alexandras verden, for hun kaster sig ud i projekter, der jo er dømt til at ende med, at hun modvilligt forelsker sig i objektet for hendes mission.
Nu er der sådan cirka gået 40 minutter af filmen, og jeg har spoilet rigeligt. Det store spørgsmål, som du gerne vil have svar på by now, er selvfølgelig: Er det en god film? Er det en film, der spidder patriarkatet? En film til tiden, der viser, hvorfor #MeToo vakte genklang hos så mange kvinder?
Ja og nej. Men mest nej.
Nej, fordi den i sit forsøg på at fremstille sexisme og kønsstereotyper ender med at forstærke stereotyperne. For hvorfor er alle kvinderne i den nye verden nogle utro, voldelige, krænkende svin? Hvorfor er Damiens hjem pludselig lyserødt? Hvorfor har han fået en kat? Hvorfor går han og hans bedste ven til pilates? Hvorfor er Damiens shorts så korte? Og hvorfor finder mændene sig i alt kvindernes pis? Klicheerne er trukket så tykt op, at det er svært at genkende sig selv i nogen af kønnene.
Men også lidt ja, fordi den formår at fremstille det absurde i nogle af de ting, som vi tager for givet. For eksempel er det sjovt at se, hvordan bybilledet ville se ud, hvis det var fyldt med reklamer af letpåklædte mænd, eller hvis kvinder havde en ligeså lemfældig omgang med deres nøgne overkrop, som mænd har, eller stripklubber var fyldt med kvindelige gæster og mandlige strippere.
Der er flere referencer til #MeToo-bevægelsen og den generelle opblomstring, som feminismen oplever i disse år, og det er meget tydeligt, at filmen sympatiserer med bevægelsen. Filmens grunlæggende pointe er, at hvis en mand oplevede verden, sådan som kvinder gør det, ville de bakke op om kvindekampen. Og det er der jo en vis sandhed i, i hvert fald hvis man skal tro de mænd, der har sagt, at #MeToo-beretningerne har åbnet deres øjne for den kvindelige virkelighed. For eksempel udtalte daværende chefredaktør hos Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg, at han tidligere havde tænkt: ”Ahr, er det nu så galt”, men at han gennem #MeToo ”har lært at forstå, at for mange kvinder er det et helt almindeligt vilkår ikke at kunne gå på gaden uden at blive råbt efter eller blive gramset på i byen om aftenen.”
Det er tydeligt, at filmen i forlængelse af #MeToo gerne vil åbne flere mænds øjne for den kvindelige erfaring, og det kan sagtens være, at der er nogle mænd såvel som kvinder, som får åbenbaringer af at se filmen. Hvis de kan se gennem de stive stereotyper. For ligesom at #MeToo nogle gange bliver beskyldt for at grave grøfter, gør filmen sig skyldig i en ret endimensionel forståelse af, hvad særligt mænd er for en størrelse.
Det overordnede indtryk, filmen har efterladt mig med, er, at instruktørens mission i højere grad er at opdrage sine seere end at få dem til at grine. Måske skyldes det mit førnævnte forhold til fransk komik, men jeg grinede i hvert fald ikke en eneste gang. Ikke engang da der var en flok mænd, der gik rundt med kunstige plastikbryster på.
‘Jeg er ikke en letlevende mand’ kan ses på Netflix.
