’Man bliver dum af at drikke’: Gaspar Noé fortæller om sin nye film ’Climax’

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Artiklen indeholder spoilere af Climax og The House That Jack Built.

Den argentinske filmmager Gaspar Noé har chokeret seere og anmeldere med sine voldelige og provokerende filmværker i årevis. Efter at have lavet den dybt traumatiserende Irréversible (2002), den trippede Enter The Void (2009) og den meget eksplicitte Love (2015), er instruktøren i år tilbage på Cannes Film Festival med Climax. Filmen er delvist produceret og finansieret af Vice Studios og lavet som en technomusical, der udelukkende udspiller sig i et dansestudie i Paris. Den er filmet over 15 dage og omhandler en gruppe dansere, der gradvist mister forstanden, fordi de alle har drukket af den samme mystiske og forgiftede sangria. Hvad der starter som et fedt trip, ender som en surrealistisk og grum advarsel.

VICE mødte Noé ved Cannes, hvor filmen blev vist ved Quinzaine des Realisateurs. Noé vandt i den forbindelse Art Cinema-prisen for sin film. Under samtalen kom instruktøren ind på sin store kærlighed til dans, faren ved alkohol og stoffer og forventninger til sit filmsprog.

VICE: Hvor kommer ideen til filmen fra?
Gaspar Noé: Den opstod lidt på samme måde som ideen til Irréversible. Sommetider er man i gang med en masse projekter på samme tid – jeg havde ideer til en dokumentarfilm, til en spillefilm om et dårligt shamantrip, men ikke til en musical. Jeg hader musicals, men jeg elsker dans, fordi kropssproget er så udtryksfuldt og nuanceret til tider. Visse dansere, som dem jeg har arbejdet sammen med, formår at hypnotisere publikum. Jeg elsker at kigge på dem. For at lave en god film bliver man nødt til at elske de mennesker, man filmer. Jeg fik ideen til en film med udelukkende dansere i rollerne og et plot, der omhandler en mindre forbrydelse. Jeg fik ideen i december, og i januar begyndte vi det indledende arbejde med den.

Det gik stærkt!
Ja, vi var klar på fire uger. Vi castede den og filmede den på 15 dage i februar. Så fra A-Å blev filmen forproduceret, optaget og postproduceret på fire måneder.

Er det en rekord for dig?
Ja. Den teknologi vi har til rådighed i dag, gør arbejdsprocessen meget kortere. Hvis jeg havde lavet filmen for år tilbage, havde det taget meget længere tid.

Øvede du meget med danserne op til optagelsen?
Nej. Vi havde en koreograf, som var anbefalet af Sofia Boutella, men hun kom først onsdagen, inden vi skulle begynde. Vi øvede torsdag og fredag med 15 ud af de 21 dansere. Der dukkede yderligere seks op mandag morgen, som hun fik inkorporeret, så vi var klar til at filme den første scene samme aften. Vi havde ingen tid, det hele gik meget stærkt.

Er det professionelle dansere?
Nej, det er unge mennesker mellem 18 og 23, og de har kun erfaring med krump og voguingballer! Mange af dem er heteroseksuelle, men voguing-danserne var homoseksuelle, så jeg havde fundet dansere fra forskellige hjørner af samfundet. Voguerne var skeptiske i begyndelsen. De var sådan lidt, ’Hvad handler den her film om? Du blander krumper med waackers?’ Men så snart vi var i gang, havde de kun respekt for hinanden, så det gik glidende. Det er ikke kun én danseart, men flere forskellige, der er repræsenteret.

Du taler om den første scene, som er virkelig fed.
Der er mange, som siger, det er deres yndlingsscene, og at de aldrig har set noget lignende før.

Jeg havde aldrig hørt om krump, før jeg så filmen.
Krump er på vej frem i rampelyset. Der er flest mænd, som danser den stilart. Waacking er på mange måder det kvindelige modstykke til krump. Der findes også en dansestil fra Frankrig, som hedder electro; i filmen er det fem dansere, der udøver den, herunder karakteren David, som spilles af Romain Guillermic. Jeg havde også set videoklip af et congolesisk slangemenneske kaldet Snake. Det lykkedes os at finde ham via Facebook, og vi fik skaffet ham et visum og fløj ham ind fra Congo. I begyndelsen havde jeg ikke overblik over, hvor mange skuespillere vi fik ind fra udlandet. Jeg tænkte, det måske ville være halvdelen, men det endte med kun at være tre. Jeg havde egentlig også regnet med, at der ville være flere hvide kvinder med, men det er i overvejende grad folk med en anden etnisk baggrund, der udøver den type dans. Det er derfor, der er flere sorte dansere samt dansere med anden etnisk baggrund med, fordi jeg udelukkende valgte på baggrund af talent, og hvordan de er som personer. Nogle af dem var så søde, at jeg var sådan, ’Lad os se, om vi kan improvisere lidt’. Jeg havde virkelig bare lyst til at filme dem.

Filmen fremviser en alsidig gruppe, som vi sjældent ser, der fortrinsvist består af unge mennesker med anden etnisk baggrund.
Ja, det er lidt ligesom det franske fodboldlandshold! Der er meget få hvide med! Men sådan er virkeligheden jo. Hvis man leder efter dansere, erfarer man, at de fleste af dem bor i banlieues (”forstæderne”), er fattige og optræder ved dansekonkurrencer engang om måneden, hvor de brillerer. De er for vilde! Det ser helt ritualistisk ud sommetider, som man ser på Haiti og i afrikanske lande.

Dine billeder sprudler af glæde, når det er rettet mod danserne.
Jeg agerede selv kameramand under optagelserne! Benoit Debie klarede lyssætningen, men jeg var altid lige i hælene på danserne med kameraet! Men ja, en film er som et spøgelsestog: man ved, der ikke sker noget slemt! Den første del er som en sjov rutsjetur, men så når man frem til den uhyggelige del. Jeg sad og så Lars von Triers film [ The House That Jack Built] i går aftes, og selv om den er fuld af vold, kunne jeg ikke lade være med at grine – man ved jo, det bare er en film, og alle dem, der bliver dræbt, dør ikke i virkeligheden. Man ved, at anden ikke fik skåret sine ben af i virkeligheden! Der er ingen, som er blevet skudt, og det er derfor, der er glæde i den. Det havde jo været frygteligt, hvis det var en dokumentar!

I den første scene hersker der fred og idyl mellem danserne, men det hele bryder gradvist sammen i takt med, at handlingen udfoldes.
Man blive dum af at drikke… Folk siger, at vin er Jesu blod, og det kan godt være, det åbner dit sind for andre perspektiver med et par glas indenbords, men man bliver bare dum af at drikke to flasker. Folk får blackouts og bliver ondskabsfulde og aggressive overfor hinanden. Mine værste minder – kollektive såvel som individuelle – er alle forbundet med alkoholmisbrug. Man bliver dum, dum, dum af alkohol.

Hvad med stoffer?
Visse stoffer bliver man dummere af end andre, nogle luller dig i søvn, mens andre holder dig på tæerne. Folk, der sniffer kokain, bliver frygteligt prætentiøse at høre på. Man har bare lyst til at holde et spejl op foran dem, så de kan se sig selv!

Man kan også lave en politisk læsning af din film, fordi det til sidst er den tyske pige som ”vinder”…
Det er nazisten, som vinder! En høj, blond arisk pige…

Det er mærkeligt at se en film, hvor det kommer til at gå så skidt for en gruppe unge mennesker, der først virker så lykkelige og glade. Er du håbefuld for fremtiden på vegne af den franske ungdom?
Det handler mere om mennesker, mere end deres hudfarve og køn. Et menneske er, før at være en person, først og fremmest et dyr, med alle de reptilhjernedrevne egenskaber, som følger. Det er lidt som i [Sam] Peckinpahs eller [Stanley] Kubricks film – de starter altid med grundantagelsen, at reptilhjernen er den stærkeste af de tre hjernedele. Vi har hypofysen, som er reptilhjernen. Så er der den anden, som hedder pattedyrshjernen. Det er den, der gør, at du føler beskyttertrang overfor dine børn og din sociale gruppe. Så er der til sidst hjernebarken, som sætter dig i stand til at kommunikere og planlægge ud i fremtiden, det er den, der har tilladt os at bygge katedraler og så videre. Alkohol har det med at slukke for de to sidstnævnte, så det kun er reptilhjernen, der kører. Den er optaget af at etablere dominans og sikre overlevelse, og derfor styrer den også seksualitet og reproduktion.

Du nævner selv Peckinpah, men i begyndelsen af filmen ser vi et tv omgivet af VHS-bånd med Possession (1981), Suspiria (1977) og andre horrorfilm og bøger.
Det er film og bøger, som jeg så og læste for 30 år siden. Folk siger, de genkender min personlige samling i den scene.

Der er også motiver fra Possession i din film.
Ja, det er alle sammen film, som jeg holdt af i 1990’erne. Possession er en storslået film og Romeros Dawn of the Dead (1978), der udspiller sig i et aflukkede rum, det er lidt ligesom min film…

Hvordan forberedte du skuespillerne?
Jeg sagde, at de ikke skulle forberede sig, men jeg viste dem en masse videoklip af folk, som er på crack eller LSD eller andre stoffer. Det var playliste med folk, som var helt fucked op og dansede rundt. Jeg ville have danserne til at danse rundt lige så forskruet og psykotisk i den sidste scene. Vi trænede dem i at danse som galninge!

Eftersom alle skuespillerne er dansere, må de være meget bevidste om deres kroppe.
Det er de, og de er meget legende. De elsker at lege.

Det er perfekt at lade dem spille folk, som er vind og skæve.
Ja, men jeg begik en fejl den anden dag på settet, fordi jeg gav dem alkohol for at vække dem lidt ovenpå en hård dag. Men så kunne de slet ikke gå på en lige linje. Det gjorde jeg ikke igen. I stedet serverede vi kaffe for dem og spillede oplivende musik. I sidste ende var den bedste måde at holde dem på tæerne på at lade Kiddy Smile [om spiller ”Daddy” i filmen] sætte musik på, så de kunne danse frit i 20 minutters tid. Bagefter kunne vi fortsætte i et par timer endnu, så holdt vi en pause mere med musik, der ikke havde noget med filmen at gøre.

Det er betryggende! Der er altså lidt et modsætningsforhold mellem dansen som udtryk og stoffer, der ødelægger det.
Et er at tage stoffer rekreativt, det er noget helt andet, når nogen putter det i ens drink, uden man ved det. Man ved ikke, hvad det er, eller om man har fået en overdosis. Det, som kan være en god oplevelse, kan blive et mareridt, hvis det påtvinges en.

Det er interessant, at dine film ofte omhandler stofbrug og dets konsekvenser.
Måske er det, fordi jeg bor i Paris og kender mange, der lever sådan! I Berlin er det faktisk endnu værre. Jeg kender så mange folk, der er rejst til Berlin for at arbejde i kreative erhverv, men som er kommet tilbage efter seks måneder, fordi de ikke kan klare det mere, ’alle er helt skudt på ketamin 24/7!’ Det er derfor, jeg synes, det er morsomt, at den smukke, blonde pige er fra Berlin, og at hun skyder stoffer ind gennem øjet!

Det er også interessant, at dine film tit præsenterer et negativt syn på stoffer, selv om man typisk ser tilbage på dem som vilde trip…
Jeg reklamerer ikke for stoffer – jeg er ikke kriminel! Der er gode og dårlige ting ved både stoffer og alkohol, man skal bare kunne balancere sit forbrug. Hvis det er dig, der ridder på hesten, er der ikke noget problem. Men er det hesten, der ridder dig, så går det galt.

Jeg elsker scenerne, hvor det kun er to karakterer, som interagerer med hinanden.
Det var helt improviseret. Den ene efter den anden. Hver gang vi havde et ledigt øjeblik, bad jeg danserne om at komme over og tale om de andre til de sekvenser. Jeg efterspurgte sladder, de skulle tale både pænt og grimt om hinanden, de skulle tale om depression… Jeg smed nogle ideer ud, og så optog vi, og fordi jeg brugte et digitalt kamera, kunne jeg filme uafbrudt i 20-30 minutter af gangen. De blev hurtigt mere komfortable med det, og jeg bad dem om at være morsomme eller ondskabsfulde, og det var sjovt for dem at improvisere over det. Jeg beholdt de bedste bidder bagefter. Den sværeste sekvens var den mellem Cyborg og hans ven. Der var 25 minutters dialog, og det var den sidste, jeg redigerede sammen, fordi folk sagde, det var for meget. Til sidst endte jeg med at skære fire femtedele fra, og det knuste næsten mit hjerte, fordi det var så sjovt materiale!

Deres samtale er også fantastisk. Det er svært at finde ud, hvor oprigtige de er…
De spiller skurkene, men de vil ikke gøre nogen fortræd!

Hvor fik du ideen til de sekvenser fra?
Jeg ville introducere de folk, fordi det er en anden oplevelse at introducere dig selv foran et kamera i forbindelse med et job, hvor koreografen står i baggrunden som i begyndelsen af filmen. Det er noget helt andet, når man skal føle sig tilpas og samtidig give udtryk for de spændinger, der findes i gruppen. Man ser deres interne stridigheder, begæret og frustrationerne…

Filmen er på mange måder et øjebliksbillede af nutidens ungdom.
Ja, og jeg kan godt lide, at mange amerikanske kritikere påpeger, at jeg viser mine karakterer meget kærlighed. Det passer! For mig er ingen af dem bedre end andre. Selv karakteren Salva, som Sofia Boutella spiller, har to ansigter, og man ser, at hun gør sit bedste, men så snart hun bliver forgiftet med alkohol og det mystiske stof, bliver hun ondskabsfuld overfor fyren, som skal forestille at være hendes elsker.

Han er også forfærdelig! Og han er den eneste hvide mand…
Ja, han repræsenterer lidt alle mandlige karakterer, jeg har lavet. I Irréversible har vi Vincent Cassel, som spiller en fyr med gladbarberet isse, så er der Enter the Void, hvor der også er en, og endelig Love, hvor Karl Glusman spiller en fyr med kronraget hoved! Det er prototypen på en fyr, der egentlig er flink nok, men som er styret af sin pik!

Filmen hedder Climax, og jeg tror, mange forestillede sig, at der ville være mere sex.
Climax handler ikke bare om sex!

Men i kølvandet på Love, tror jeg, folk havde forventet noget andet…
Det er sjovt! Ordet ’klimaks’ har seksuelle konnotationer, så folk har måske forventet eksplicitte sexscener, men det har aldrig været planen!

Er det en bevidst beslutning om ikke at vise så meget sex? Er det en reaktion på Love?
Der er ingen, der gider lave den samme film to gange. Der var også en erigeret penis i I Stand Alone (1998), der var eksplicitte scener i Irréversible, det har der været i de fleste af mine film, så det er nok hovedårsagen. Det stjal så meget af opmærksomheden i Love, især i den amerikanske presse, hvor de var sådan, ’Hvorfor viser du det mandlige kønsorgan?’ Som om der er forskel på en mands øre og hans pik! Jeg gad ikke, at det var det eneste, medierne fokuserede på igen. Måske er der mere sex i den næste film.